Klumme - Større end summen af de enkelte dele

Skrevet af John Frandsen.

Af John Frandsen, komponist og organist i Stavnsholtkirken, Farum
 
14. august døde Simon Grotrian. Dermed blev en af dansk salmedigtnings mest særprægede og originale stemmer pludselig tavs.
Grotrians billedsprog var vildt og fabulerende. Hans tekster sprænger rammerne for den almindelige rationelle logik og insisterer på en mere intuitiv og associationsbåret erkendelsesform. De følger ikke sprogets og bevidsthedens lineære tænkning, men er mere i familie med underbevidsthedens verden af drømme og myter
Alligevel er hans salmer uhyre præcise i deres udtryk. Hans billeder leger med klassiske religiøse metaforer – bruger dem, spejler dem, vender dem livgivende på hovedet. Mange af hans salmer refererer til klassiske kernesalmer; f.eks. fastesalmen ”Guds nåde er en vintergæk”, som ofte bliver misforstået som blot en lyrisk hyldest til forårets spirende kræfter. Men den er skrevet på samme versemål som ”Vor Gud han er så fast en borg”, og det er næppe tilfældigt. Så denne tilsyneladende uskyldige tekst er i dialog med Luther og klassisk kirkekamp:
 Guds nåde er en vintergæk
 den er din fostergave
 og er du ved at dø af skræk
 så plant den i din have
 med fastetidens bøn
 bliver jorden atter grøn
 i angst og overflod
 besejres du af mod
 og ene er vi flere.
For mig har Grotrian været en kolossal inspirationskilde. I sine salmer insisterer han på, at kunsten, dybden, kompleksiteten er afgørende elementer i det religiøse sprog. En tiltrængt modvægt til den åndelige højdeskræk, der prægede megen salmedigtning i slutningen af 1900-tallet – ingen nævnt, ingen glemt!
Hans salmer var de eneste samtidsdigte, jeg kunne finde, der havde kraft og tyngde til at stå side om side med den klassiske liturgiske tekst i mit Requiem. Og det var mageløst for mig at høre, hvordan den færøske troubadour Teitur kunne udfolde dem som dynamisk og intim kontrast til hele det store oldkirkelige latinske ritual, da værket blev uropført i DR Koncerthuset i 2013.
Jeg glæder mig over, at Grotrians værk har vist en ny vej for dansk salmedigtning. Der er i disse år er en opblomstring af genren, hvor den igen bliver et relevant medie for kunstneriske udtryk – og ikke blot for ’prædikener på vers’. Og jeg glæder mig over, at komponister følger op med meget forskellige bud på den musikalske iklædning.
Det religiøse sprog er nemlig i nær familie med kunstens. Kirken og kunsten behøver hinanden! Musik, litteratur, malerkunst, teater – alle har de, ligesom religionerne og myterne, berøring med tilværelsen store følelser: Kærligheden, lykken, glæden, smerten. Kristendommens grundfortælling er både modsætningsfyldt og kontroversiel. Kærlighedsbudet er en ubegribeligt omfattende og radikal fordring af vores tilværelse. Og forestillingen om en god og almægtig Gud, der skulle råde over vores til tider kaotiske og grusomme tilværelse, er et uafvendeligt paradoks.
Vor tid trives bedst med det begribelige. Vi viger tilbage, når budskabet bliver for komplekst. Men hvis kirken ikke vil vedstå det ubegribelige i sit budskab, så kan man lige så godt lukke butikken.
Sådanne overvejelser ligger til grund for mit eget arbejde med at komponere salmemelodier. Det er et ideal for mig, at melodien passer til teksten som hånd i handske. Men det er ikke et mål at skrive en ’enkel’ melodi. Min erfaring er, at de salmer jeg ender med at holde mest af er dem, hvor jeg har skullet yde en indsats for at få dem ind under huden.
Det er derimod et mål for mig, at melodien bidrager til at løfte teksten – og især at løfte dens abstraktionsniveau. Det mytiske sprog er i sit væsen abstrakt; det handler ikke om noget konkret. Dér har musikken sin plads: Ingen anden udtryksform kan formidle det paradoksale, det ubegribelige og det intuitive så præcist – og dog så luftigt – som musikken. En god salme er for mig et rum til erkendelse. En invitation til fælles åndelig fordybelse. En åbning til det umiddelbare og det universelle.
Store ord, ja! Men alligevel tanker, der inspirerer mig i skabelsesprocessen. At skrive en salmemelodi starter for mig altid med at etablere en dyb relation til teksten. Efterhånden får melodien sit eget liv, og forholdet mellem toner og tekst bliver mere jævnbyrdigt. Musikken tager på en måde over, hvor teksten har nået sin grænse. Og når symbiosen lykkes, bliver det samlede resultat større end summen af de enkelte dele. Og dét er et sandt Halleluja!
 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.