Anmeldelser - Toke Lund Christiansen: Bentzon – komponist, pianist, provokatør

Skrevet af Knud-Erik Kengen.

Obligatorisk læsning

Toke Lund Christiansen: Bentzon – komponist, pianist, provokatør. Aarhus Universitetsforlag. Pris kr. 299,95
 
I år ville den danske komponist Niels Viggo Bentzon være fyldt hundrede år. I den anledning har fløjtenist og forfatter Toke Lund Christiansen skrevet en monumental biografi, som på alle måder fortjener kulturlivets bevågenhed. Først og fremmest er bogen en nødvendighed, fordi den sætter fokus på en af Danmarks i sin tid betydeligste komponister, hvis virke og værk er tæt på at forsvinde ud af den kulturelle elites bevidsthed; alene af den grund bør den blive obligatorisk læsning for alle på vore musikalske undervisningsinstitutioner. At man samtidig får et kvalificeret indblik i, hvad der har rørt sig i det danske musikliv i perioden fra ca. 1940 til i dag fra en musiker, der selv har været en yderst profileret deltager i dette univers, gør bogen endnu mere relevant - forfatteren var solofløjtenist i Danmarks Radio og desuden en aktiv kammermusiker, som har spillet store mængder ny musik og været tæt på de fleste af sin samtids komponister.
I Organistbladet nr. 4 fra august 2019 har han på side 14 givet en introduktion til sin bog, hvor han viser sin usædvanlige evne til at formulere sig sprogligt. Han kalder artiklen beskedent for et ”forskræp”, men den giver ikke desto mindre et glimrende overblik over Bentzons liv og virke, og jeg vil henvise til den i stedet for at give endnu et referat af bogen; blot skal det understreges, at forfatteren gennem mange års venskab med Niels Viggo Bentzon og ved sin fremførelse af mange af dennes værker har de bedste forudsætninger for at skrive denne biografi.
Niels Viggo Bentzons ubegribeligt omfattende produktion af musik, kronikker, læserbreve, interviews, radio- og TV-udsendelser, tegninger, malerier og happenings gør det til en næsten umulig opgave at skrive en i alle forhold fyldestgørende biografi om ham, og forfatteren har da koncentreret sig om at levendegøre personen og beskrive tiden, han levede i, samt at give et overblik over hans musikalske produktion, mens hans billedkunst kun berøres sporadisk; nogle af Bentzons tegninger er dog gengivet i bogen, men uden ledsagende kommentarer. Til yderligere afveksling for øjet er bogen forsynet med en del fotografier, velvalgt ud fra den sammenhæng, de indgår i. Da bogen ikke blot henvender sig til fagfolk, men tænkes at interessere en bred læserskare, er der ingen musikalske analyser eller musikteoretiske udredninger, ligesom nodeeksempler nærmest er fraværende; men et omfattende noteapparat og en næsten komplet værkfortegnelse gør det muligt for interesserede at gå videre med at lære musikken at kende. På nettet kan man finde indspilninger af noget af Bentzons musik og en del med ham selv som pianist, hvor han viser sig som solist i verdensklasse, ligesom mange af hans værker fra storhedstiden (ca. 1945-65) er på højde med værker af koryfæer som Hindemith, Sjostakovitj, Prokofiev eller Bartók. Når jeg nu hører disse ting, undres jeg over, at Niels Viggo Bentzon i dag nærmest er glemt; dog skal det i retfærdighedens navn siges, at der foreligger cd-indspilninger med Bentzon-værker, bl.a. har Per Salo i anledning af 100 års-dagen indspillet et udvalg af satser fra de 13 samlinger af Det Tempererede Klaver og tilbage i 1992 indspillet et udvalg af Bentzons tidlige klaverværker på Kontrapunkt. Endvidere har Dacapo i anledning af 100-året et tilbud om værker af Bentzon til reduceret pris.
Bogen er uhyre velskrevet – mange kapitler læser man, som var det en roman. Beskrivelsen af den 15-åriges første møde med komponisten Bentzon, hvor denne optrådte på en milkshakebar(!), er kostelig læsning og giver allerede på dette tidlige sted i fremstillingen et unikt signalement af personen. Med viden og indsigt giver forfatteren indblik i forskellige faser i komponistens liv: opvæksten i det borgerlige hjem med halvgamle forældre tilhørende tidens absolutte elite og med et skræmmende anegalleri af prominente personligheder, de succesombruste ungdomsår, hvor Bentzon fejredes over hele Europa, både som komponist og pianist, og den lange nedtur, hvor helt nye kunstneriske idealer fik NVB’s musik til at fremstå gammeldags. Han forsøgte på flere måder at tilpasse sig de nye strømninger, bl. a. med en række gakkede happenings i bedste fluxusstil, men det virkede halvhjertet, og i den brede offentlighed blev han opfattet som en nar, man ikke på nogen måde kunne tage alvorligt; dette kan være en del af forklaringen på, at hans musik er gået i glemmebogen. En anden kan være, at kvaliteten er svingende. Hans tilgang til musikfrembringelse var improvisatorens, der hellere begyndte noget nyt end gav sig til at gennemarbejde en tidligere skitse, og når mængden af værker er så enorm, er det en voldsom opgave at sortere det virkeligt væsentlige fra det ligegyldige.
På flere punkter er Toke Lund Christiansen forbilledlig. Han pointerer Bentzons geni, men er i lige så høj grad opmærksom på hans svagheder – det gælder både de menneskelige og de kunstneriske sider af personen. Det gøres imidlertid på en både sober og ærlig måde, så man som læser får øget sin sympati for ham. Bentzons psykiske sygdom har været et helvede for ham selv og hans omgivelser, som man kun vanskeligt kan fatte. I øvrigt var Bentzon selv bemærkelsesværdigt åben herom, hvad der også gælder den svingende kvalitet af musikken; komponisten ytrede, at fremtiden måtte afgøre, hvad der af hans ”frosne improvisationer” havde værdi for eftertiden, og biografiens forfatter viger ikke tilbage for at vurdere værkerne efter fortjeneste. Hans tolkninger af motiver og handlinger er velovervejede, uden skråsikkerhed, men i respekt, og han lader ofte Bentzon selv komme til orde ved et skønsomt udvalg af citater på oplagte steder.
Der har desværre indsneget sig nogle få uheldige trykfejl – det er dog ikke værre, end at man kan gætte sig til den rette sammenhæng, hvad enten det gælder ord, der er faldet ud eller er anført dobbelt, eller at valget mellem to formuleringer ikke er konsistent. Af faktuelle fejl har jeg bemærket, at I.P.E. Hartmann omtales som domorganist i forbindelse med sit embede i Vor Frue Kirke i København. Hartmann døde i 1900, og indtil 1922 var København underlagt Roskilde stift; først herefter – med oprettelsen af Københavns Stift - får Vor Frue Kirke status af domkirke. Hartmann var altså ikke domorganist. Det er heller ikke så godt, at Symfoni nr. 12 Tunis op. 166 fra 1965, i afsnit 4 på side 139 bliver til nr. 13. Følger man opfordringen til at søge indspilningen med Aarhus Symfoniorkester under ledelse af Karol Stryja på nettet, vil man blive belært om, at nummeret på symfonien er 12. Bogens høje niveau fortjener, at sådanne skønhedspletter bliver elimineret, så man også af den grund må håbe på, at bogen vil gå som varmt brød, så et nyt oplag efter en fornøden korrekturlæsning snart vil se dagens lys.
Endnu engang må der rettes en stor tak til Toke Lund Christiansen for at have beriget musikverdenen med denne biografi. Det må have været et enormt og slidsomt arbejde at pløje sig gennem oceanet af artikler, kronikker, læserbreve, optegnelser og radioudsendelser, foruden at redigere egne båndoptagelser med hans interviews med NVB, og en præstation af dimensioner at have fremstillet det på så læsevenlig en måde. De, der måtte savne nodeeksempler og musikalske analyser, kunne jo selv gå på opdagelse i musikken – det er jo den, der er omdrejningspunktet for bogen, og med den som appetitvækker er man overordentlig godt rustet til at kaste sig over Niels Viggo Bentzons musikalske overflødighedshorn.
 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.