Klumme: Når drengene synger uden piger, er alting lettere…

Skrevet af Susanne Thesbjerg.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 5, oktober 2019, s. 11

Af Susanne Thesbjerg, organist i Sankt Hans Kirke, Odense

Det er august, sommerferien var som altid for kort, efteråret er lige om hjørnet, og årets store hjul skal trædes i gang. Jeg er tilbage på min cykel med en podcast i ørerne og destinationen: ”endnu en 3. klasse i Odense C”! Jeg har et eneste formål, at sælge, efter min mening, verdens bedste idé - nemlig at synge i drengekor! Jeg har slået følge med min fantastiske naboorganist og kollega, der sælger idéen om pigekor på lige fod, og sammen imødekommer vi den moderne efterspørgsel på den kvalitative inklusion i Folkeskolen.

Utallige af de her morgener fravælger jeg at spise havregrød og læse Åberg med mine egne børn inden dagen egentlig begynder, til fordel for mødet med en skoleklasse, hvor man igen har tre minutter til at sælge idéen om at gå til drengekor. Det klassiske møde med 13 fodbolddrenge, der ellers aldrig har overvejet kor som en egentlig mulighed i deres liv, stirrer på mig. Kroppen skriger på kaffe ved synet af trætte skolelever på vej til morgensang. ”God morgen” siger en skoleleder, og et træt ”god mooorgen” responderes fra salen, inden der bliver stemt i, på en tilfældig sang, der strækker sig fra alt mellem YouTube-videoer hvor børnene kan mime med, over Kim Larsen-sange, til sang hos byens bedre borgerskab, hvor selv vi ”unge” organister kommer til kort, når en hel skole stemmer i på Chr. Richardts ”en stille høstlig brusen”.

Og så står vi her, og har et kort øjeblik til at vinde deres tillid. Jeg hører mig selv sige: ”Hej drenge, jeg har en klub - forbudt for piger” og bliver samtidig helt kvalm ved at høre den samme indledende sætning for 10. gang på to uger, men jeg véd, at det virker – drengene er på! Jeg fortsætter med ”Vi spiller Fortnite og bordfodbold i pauserne”, vel vidende at jeg ikke aner noget om nogen af delene! ”Og nå ja, vi synger for resten også!” mens jeg remser op, hvad vi har lavet af spændende projekter de forgangne år. Flere og flere odenseanske skoler har lukket op for at vi må lytte på hver enkelt elev, for derefter at sende en ekstra opfordring hjem til udvalgte elever. Det er vigtigt for mig at pointere, at alle drenge er mere end meget velkomne til kor, men jeg er da ikke bleg for at indrømme, at det letter mit kor-arbejde gevaldigt, hvis bare en brøkdel af drengene kan intonere en smule rent.

Vi er nu startet 3. sæson i Odense Drengekor, der nu består af knapt 30 sopraner, og fra denne sæson bygger vi ovenpå med en herregruppe.  Takket være godt kollegaskab med min naboorganist og velvilje fra skoleledere kan det lykkes. Visheden om hvad sang og musik gør ved os, minder drengekoret mig igen og igen om, hvorfor jeg gør det. Fordi det lyder ufatteligt fedt når 30 drenge fylder kirken med sublim flot lyd, men endnu mere fordi her dannes stærke fællesskaber på tværs af skole, familie og anden social kontekst. Fodbolddrenge, svømmedrenge, computerdrenge, alle drenge mødes her i det unikke fællesskab hvor der er lige meget brug for alle, hvor ingen kan undværes, hvor ingen er vigtigere end andre, og hvor social baggrund er visket bort.

Vi er et ungt uerfarent drengekor, der skriver sin egen historie. Her synges både spirituals, danske sange, popsange og klassiske kendte satser fra værker som drengene skal lære at kende. Det er et fællesskab om sang og musik, forbudt for piger(!), hvor drengestemmerne kan få frit løb, og hvor der knyttes bånd. Drenge elsker sang og musik lige så meget som piger. Så lad drengene synge alene! Vi har brug for drengene som mandsstemmer i alle vores andre kor, så tag stafetten op – og lad drengene gjalde i deres egne bordfodbold/Fortnite-fællesskaber, hvor vi som kirkemusikere har musikalske kompetencer til at løfte det skolerne ikke formår, og hvor vi samtidig kan give dem et fundament, et værdisæt og en tro på noget større, som vi tør stå ved! God korsæson – med eller uden drenge!

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.