Dialog - Kirkemusiktradition?

Skrevet af Ulrik Spang-Hanssen og Mikkel Andreassen.

Hvordan bør vi foholde os til den kirkemusikalske tradition?

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2019, s. 8

Af Ulrik Spang-Hanssen, professor ved det jyske Musikkonservatorium

Denne overskrift er netop det spørgsmål, som redaktøren af dette blad har bedt Mikkel Andreassen og mig selv om at besvare. Det viser sig dog hurtigt at være en ganske vanskelig opgave, da der ikke er ét ord i denne sætning, som der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved. De værste problemer opstår naturligvis omkring ordene ’bør’, ’den’, ’kirkemusikalske’ og ’tradition’.

I et forsøg på at få en smule hold i disse begreber, vil jeg starte bagfra, med traditionsbegrebet. Lad os begynde med ordbogen: Tradition: overlevering af normer, værdier, skikke og forestillinger til efterfølgende generationer, står der. Eller efterfølgende: (kulturbestemt) skik, vane eller praksis som er overtaget fra eller taget op igen efter tidligere generationer og gentages efter et bestemt mønster eller bestemte regler. Disse deldefinitioner, som bestemt i en vis forstand er holdbare, er tydeligvis ikke hele sandheden.

Der er andet og mere i en tradition end ’skik, vane eller praksis’, fordi det ligger implicit i disse ord, at en tradition således skulle være uforanderlig. Men det er den jo ikke, og netop derved adskiller den sig fra en vane. Siger man f.eks. ”Pedersen og konen har den ubrydelige vane at gå tur med hunden hver morgen på slaget otte”, så siger man også, at hvis konen en dag ikke er med, eller hvis klokken en dag bliver kvart over otte, så er lige præcis den beskrevne vane brudt og eksisterer ikke længere som sådan. En tradition derimod er noget helt andet. Tænker vi f.eks på vores tradition med at hente et helt nyfældet træ ind i stuen, sætte det på en fod, pynte det og lægge gaver under, så er det tydeligt, at der intet som helst uforanderligt eller ubrydeligt er på færde her. Der er sket betydelige forandringer i vores juletræsadfærd gennem de ca. 150 år, vi har kendt til traditionen her i landet. Jeg kender personlig folk, der sætter elektriske lys på! Eller ikke går rundt om det!! Eller sågar har et oppusteligt plastikjuletræ!!! Utilstedelig filisteradfærd for nogle, rimelige og nødvendige opdateringer for andre. Ikke desto mindre kan vi vel alle uden tøven skrive alle disse variationer ind i den store fælles tradition under det sammenfattende begreb ’juletræ’. Faktisk vil jeg tøvende vove den påstand, at det måske netop må være kendetegnende for en tradition, at den ikke alene kan rumme disse forskelligheder, men faktisk er afhængig af dem for at blive ved med at være levende. Ser vi nu eksempelvis på det beslægtede traditionsbegreb ’julefrokost’, så associerer vi alle straks ’sild’, ’flæskesteg’, ’snaps’ og eventuelt ’gramse på sekretæren i kopirummet’.  Men forestiller vi os nu, at alle disse ingredienser var obligatoriske for at opretholde traditionen, så ville den hurtigt dø. Mange bryder sig ikke om fisk, flæskesteg og snaps udelukker hurtigt vegetarer, afholdsfolk og muslimer, og sluttelig skulle vore ægtefæller hurtigt vide at forhindre os i at gå derhen, når de fik kendskab til det med kopirummet. Sådan er det jo ikke gået – man kan sagtens servere den lækreste rødbedepostej og sellerisnitter, julefrokoster lader sig nemt afholde i familiens skød uden nogen form for kopirumshalløj, og jeg har sågar hørt om, at man godt (omend med noget besvær) kan holde julefrokost uden alkohol. Og netop derved er julefrokosten en levende tradition, der ikke alene kan, men faktisk skal rumme variation i sig, i modsætning til f.eks den beslægtede term ’skik’. Vi ’sætter skik’ på ting, indordner dem efter et bestemt mønster, og vi siger ’skik følge eller land fly’. Spiser du ikke frikadeller, kan du ikke bo her.

Sådan forholder det sig også med det, som vi kan kalde for vores ’kirkemusikalske tradition’. Ældre kolleger, som altså er på alder med mig selv, vil give mig ret i, at den har ændret sig meget, og at den dog alligevel de fleste steder har et genkendeligt ansigt. Vi støder på lovsangsgrupper og højskolesangbøger og mange af de unge organister er – oh rædsel! – dårligt i stand til at lave et regelret fugeret forspil. Ikke desto mindre er salmesangen genkendelig, skønt alt for hurtig, og selv de fleste af de nyere salmer ligner såmænd traditionen meget godt.

Det er fint sådan. Man kan ikke erstatte julefrokosten med et maratonløb eller en hoppeborg. Så er den ikke længere en julefrokost. Men man kan godt erstatte flæskestegen med økologisk tofu og stadig være inden for begrebet. Det er nemlig kendetegnende for en tradition, at den er fællesskabsdannende, og det må være lakmusprøven for udviklingen af vore kirkemusikalske traditioner.

 

Tradition - samtale mellem fortid og nutid

Af Mikkel Andreassen, organist ved Vor Frelsers Kirke, Esbjerg, og leder af den kirkemusikalske uddannelse på Syddansk Musikkonservatorium

Mange forestiller sig, at det vi kalder den kirkemusikalske tradition er resultatet af en ubrudt kæde af hændelser, bestræbelser og erkendelser, men det, vi med en bred og samlende betegnelse kalder tradition, er snarere sammenfatningen af en lang række væsentlige nedslag – musik der er formuleret i særligt fortættede perioder af menneskets kreative historie.

Det overleverede - traditionen er således ikke en kontinuerlig beretning, der medtager stort og småt, men en fortælling om højdepunkterne i det skabende menneskes historie. Det er heldigvis ikke al den musik der skabes der kommer til at indgå i traditionen. Det gør kun de værker der tåler det brutale slid, hvormed årtierne og århundrederne afprøver den kunstneriske frembringelse.

Tradition er altså ikke ophobning, men forædling. En proces der langsomt, men uendelig sikkert udvælger den musik der har så høj kvalitet, egnethed og styrke, at den kan modstå tidens hårde slid.

Opfattelsen af traditionen er naturligvis ikke den samme i forskellige epoker og tidsaldre. I de seneste århundreder har beskæftigelsen med tidligere tiders musik været særlig intens. At spille mange århundreders musik som en naturligt integreret del af traditionen, ville for mange af vore forgængere være ganske utænkeligt, og således er det tidsmæssige dybdeperspektiv i dag et ganske andet end det var for en kirkemusiker i tidligere århundreder. Beskæftigelsen med tidligere tiders musik står helt centralt i uddannelsen af og hermed opfattelsen af kirkemusikere. Forståelsen af, hvad det vil sige at være en klassisk kirkemusiker, er i høj grad præget af denne opfattelse og skoling, og vi forsvarer i høj grad traditionen ved at værne om gentagelsen, opsøge genopdagelsen, og ved at etablere en opfattelse af en genfundet autenticitet.
Vi søger efter det autentiske i fortiden, men glemmer for ofte, at ingen tradition kan bestå uden at den til stadighed brydes og fornyes. Det er bruddet med traditionen der sikrer dens beståen. At være i forbindelse med traditionen handler om at være modtagelig og ansvarlig overfor de umistelige værdier som allerede er skabt, og samtidig forstå nødvendigheden af at formulere noget nyt og vedkommende.

Tradition er naturligvis ikke blot mekanisk gentagelse og videregivelse. Tradition er en berigende samtale mellem fortid og nutid. Tradition er bevidst pejling i fortiden - den spejler historien i samtiden. Derfor ville det være gavnligt om vi nuancerede begrebet samtidsmusik, så det i højere grad også indbefattede den musik der viser sig at være nødvendig for os – ny eller ældre. Musik som giver os mulighed for refleksion og fordybelse. Udover den musik der udformes i samtiden, består samtidens musik jo også i høj grad af den musik der aktualiseres i den tidsalder vi lever i.

Johann Sebastian Bachs musik blev skabt i det 18. århundrede,  men er aldrig blevet spillet så meget som i det 20. århundrede, hvor eksempelvis Glenn Goulds indspilning af Goldbergvariationerne i meget høj grad blev en del af samtiden. Et andet eksempel er hele den bølge af “tidlig musik” som blev aktualiseret og skærpet gennem opførelsespraksisbevægelsen, og som medvirkede til at renæssancens vokalmusik blev gjort nærværende og nødvendig.   En opdagelse som inspirerede til nye musikformer. Udtryksformer som var meget nærmere beslægtet med renæssancens vokalmusik end senmodernismens kunstneriske frembringelser – Arvo Pärts musik er et indlysende eksempel.

Traditionens fornemmeste opgave er at give samtiden mulighed for den fordybelse og indsigt som fortidens mesterværker giver adgang til, men den kan kun videregives af mennesker der forstår at man ikke kan aktualisere fortiden uden at være nærværende i samtiden.

Kirkemusikken har sin helt særlige opgave og egenart, og dens rige og dybe tradition er en dyrebar gave og en krævende forpligtelse. Vi er dem der skal tage vare på denne dyrebare gave. Vi er dem der er forpligtede til at sikre dens fornyelse.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.