Klumme - Den fælles salmesang fylder år

Skrevet af Mads Djernes.

Af Mads Djernes, sognepræst ved Nørremarkskirken i Vejle og forhenværende organist

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2019, s. 11

Sværger du til Brorsons inderlighed eller Hans Anker Jørgensens indignation? Holder du mest af den kirkelige romance eller reformationstidens koral?

Til grund for spørgsmålene ligger den bog, der for organister er en væsentlig grund til, at vi overhovedet sidder på orgelbænken og leder sangen søndag efter søndag: Den Danske Salmebog – i daglig tale blot salmebogen – som er den niende autoriserede danske salmebog.

Den 10. august 1569 udgav Hans Thomissøn en salmebog med titlen Den danske Psalmebog, som Frederik 2. valgte at autorisere kort efter. Efter at reformationstidens salmebøger kun havde trykt melodier til enkelte af salmerne, sørgede Thomissøn for at bringe melodier (eller henvise til lånemelodier) til de 269 salmetekster. At kongen bestemte, at hver af landets omtrent 1500 kirker skulle anskaffe et eksemplar, bevirkede, at alle danskere fik et fælles salmerepertoire – og man må formode, at melodierne ganske hurtigt blev ét med deres tekster. I de senere salmebøger blev melodierne ikke trykt, hvilket bevirkede det frie melodivalg (idet koralbogen modsat salmebogen ikke er autoriseret) – en praksis, hvis grund blev lagt i romantikken, hvor komponisterne både var optaget af tidligere tiders frembringelser og beskæftiget med at nedfælde deres egen tids melodier. Sidstnævnte satte som bekendt yderligere spor i form af den laubske melodireformation, hvis diskussioner om salmemelodier i dag er næsten forstummet.
Men hvorfor markere et 450-års jubilæum? Jo, for det første, fordi salmebøger er kommet til at udgøre nationalt fællesstof. Vi har som organister noget så værdifuldt som en stor mængde kendte salmer, som vi kan elske, diskutere og anvende i de mange sammenhænge, som vores hverdag byder på. Poetiske og musikalske værker af høj kvalitet, som historiens gang – og de mange salmebogskommissioner – har sigtet gennem tidens dørslag. Autorisationen har sikret, at enhver epoke har måttet se både tilbage og frem, når den skulle justere den fællesmængde af salmer, som stadig er en af gudstjenestens væsentligste byggesten. Mon ikke Thomissøn fornemmede det, da han udvalgte tekster og omhyggeligt forsynede dem med de melodier, som var blevet komponeret til dem, for 450 år siden? I al fald skrev han i forordet: Guds ord er i sig selv den allerlifligste musik, som giver trøst og liv midt i dødens nød og rettelig kan fryde hjerter. Men når der kommer en sød og liflig sang og melodi dertil (som også er Guds synderlige gave), da får denne sang en ny kraft og går dybere ind i hjertet, så at teksten – som er så godt som sangens sjæl – rører hjertet mere og glemmes ikke lettelig. 46 af den tids melodier er bevaret fra den første autoriserede salmebog til den seneste.

En lige så væsentlig grund til at markere den autoriserede salmebogs 450 års-jubilæum er, at det giver os grund til at overveje, om vi også fremtidigt skal have en autoriseret salmebog. Kan det diskuteres, om en salmes melodi behøver at være egnet til fællessang? Styrker det salmesangen, at der i øjeblikket skrives rigtig mange salmer? Vil de to salmebogstillæg, der udkom for et par år siden, være med til at styre udviklingen i retning af, at der også denne gang – som så ofte før – viser sig at gå omtrent et halvt århundrede mellem hver salmebogsautorisation?

Selv om det folkekirkelige liv i begyndelsen af det 21. århundrede kan vise sig at føre til, at færre end knap 800 salmer skal autoriseres i fremtiden, bør autorisationen – og dermed den fælles ’salmeskat’ – efter min mening leve videre i en eller anden form. Thomissøns omhyggelighed med at forsyne teksterne med melodier spejles allerede i vores tids frembringelse af sangbare og slidstærke melodier, men dette arbejde kunne imidlertid godt suppleres af en livligere drøftelse af, hvad man i dag anser for velegnet som fællessang. Findes der klassiske idealer for melodiskrivning til fælles sang – og eksisterer de i givet fald stadig? Og vil de nyskrevne salmer ligefrem have gavn af, at der var flere melodier at vælge mellem? Spørgsmålene er værd at stille sig i en jubilæumstid.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.