Benzon 100 år

Skrevet af Toke Lund Christiansen.

At gå rundt om Bentzon

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2019, s. 14

Af Toke Lund Christiansen, fløjtenist og forfatter

Hvem var Niels Viggo Bentzon? En mærkelig mand, der lavede happenings og fluxus-sagtige forestillinger, satte tre toner sammen til et DSB-signal, men hvad så mere?

På 100-årsdagen, den 24. august 2019, kommer min biografi: BENTZON, komponist, pianist og provokatør. På opfordring af Organistbladet fremsender jeg dette lille forskræp til bogen, der er på i alt 330 sider og udkommer på Aarhus Universitetsforlag.

Det har for mig været en lang vandring! Faktisk var det allerede i 1979, at Niels Viggo Bentzon og jeg arbejdede hen imod, at jeg skulle skrive en biografi om ham. Startskuddet lød så for snart 40 år siden, på komponistens 60-årsdag, med en kronik i Politiken. Jeg var dengang 31, men projekt-bog strandede med en grim skurrende lyd og mest nok på grund af min ”ungdom og uforstand”. Det føltes dengang bittert, og i mange år gik livet sin gang, uden at vi havde nævneværdig kontakt. Mange år senere, i 2015, besluttede jeg, at nu skulle det være! I kælderen, i en gammel støvsugerkasse lå mine optegnelser fra dengang, og dertil partiturer, avisudklip, interviews med mesteren selv og, ikke mindst, Bentzons håndskrevne Mine Værker, som han selv havde givet mig i kopi.

Jeg havde op imod 2015 fået opfordringer fra flere sider og ikke mindst fra pianisten John Damgaard, der i sin ungdom var tæt på Bentzon, og endda i 1964 havde vendt blad for ham ved den legendariske uropførelse af Det Tempererede Klaver bind ét. Alene denne pianistiske kraftpræstation fra Bentzons side burde være grund nok til at skrive en bog om ham! Uropførelsen fandt sted i Odd Fellow Palæets store sal. Hele koncerten er heldigvis foreviget og foreligger på cd. For dette er måske det vigtigste for at forstå NVB og hans kunst: Klaveret var hans udgangspunkt, det var her og i hans konservatorietid, det hele begyndte, der, hvor ”poterne” (i Schumanns symfoniske etuder) begyndte at gå deres egne veje”.

Bentzon skrev i sin ungdom sine partiturer rent med blæk, senere gik han over til blyant og altid uden viskelæder! Intet blev rettet, for alt var ”frosne improvisationer”. Skulle han skrive for den samme besætning en time eller to senere, ville det formodentlig blive helt anderledes. At Bentzons kunst virkelig var ”frosne improvisationer” har vi et levende bevis på. En koncert, der blev afholdt i Roskilde Katedralskole indeholdt en improviseret suite efter fransk barokmønster, men holdt i den Bentzonske helt personlige, karske tone. Suiten er formfuldendt, ja, perfekt i sin neoklassiske form, og det i en sådan grad, at John Damgaard tog initiativ til, at den blev overført til noder, og den improviserede suite er udkommet på Edition Wilhelm Hansen under titlen Roskilde Suite. Af gode grunde uden opusnummer.

Niels Viggo Bentzon var oldebarn af guldalderlegenden J. P. E. Hartmann og dermed også beslægtet med en bred kreds af musik- og kulturpersonligheder, der bl.a. tæller fætteren Jørgen Bentzon, Otto Mortensen og Emil Hartmann. At også filminstruktøren Lars von Trier hører til dette vidt forgrenede stamtræ, er først på det seneste blevet fastslået. Bentzons mor, Karen Bentzon, født Hartmann, var uddannet koncertpianist, og hans far, Viggo Bentzon, indtog et juridisk professorat ved Københavns Universitet. I det år, 1919, hvor Niels Viggo blev født, var faderen tilmed universitetsrektor. Der var med andre ord store forventninger i luften, forventninger som Niels Viggo mærkede, men også reagerede imod. Der er en god portion trods i hans kunst. Han ville selv! og havde, med egne ord ”forbandet svært ved at tilegne sig lærdom på normal vis”.

Allerede i krigens sidste år lagde man mærke til Bentzons usædvanlige evner. Herman D. Koppel lod sig imponere af Bentzons Toccata og ikke mindre af hans måde at fremføre den på. Snart flød værkerne fra den unge himmelstormer, og Wilhelm Hansens forlag og koncertagentur bakkede ham op, ja, gjorde ham til en stjerne her som i udlandet. I begyndelsen komponerede Bentzon med klaveret som udgangspunkt, men snart udvidede han territoriet til kammermusik, klaverkoncerter og påbegyndte den række af symfonier, der endte med at udgøre ikke mindre end 24.

Niels Viggo Bentzon havde sine ”gyldne år” i slutningen af fyrrerne op gennem halvtredserne til begyndelsen af tresserne, hvor to nye tendenser i musikverdenen reducerede den bentzonske kunst til noget ”tilbageskuende”. I Darmstadt havde modernismen holdt sit indtog, og snart havde Boulez, Stockhausen, Berio og ”hele banden”, som NVB kunne sige det, indtaget det internationale musikliv. Ikke længe efter kom det nordiske modsvar, en særlig tone, et ”nordisk lys”, hvor kompositioner af Nørgård, Nørholm, Gudmundsen-Holmgreen og Nordheim fik generationen før dem til at virke antikverede. Man kan undre sig over, at Bentzon, i en slags kunstnerisk eksil, ikke opgav kampen og som flere andre jævnaldrende koncentrerede sig om at undervise, men dette blev ikke tilfældet. Bentzon fandt sine allierede blandt musikerne!    
Mange af Bentzons værker blev til på bestilling. Livet igennem dannede han partnerskaber med andre instrumentalister, i første række pianisterne Bengt Johnsson, Herman D. Koppel og Georg Vásárhelyi, senere med cellisterne Erling Bløndal Bengtsson og Gert von Bülow, violinisten Ole Bøhn, klarinettisten John Kruse, saxofonisten Per Egholm og mange andre – herunder også nærværende fløjtenist som i årene 1972-79 ved forskellige lejligheder optrådte med NVB og uropførte en række af hans værker.

Også blandt de danske organister blev der dannet både venskaber og partnerskaber. Det var især den jævnaldrende Charley Olsen der, helt fra ungdomstiden, interesserede sig for Bentzons musik. Nu var NVB selv uddannet organist ved Musikkonservatoriet i København, og selv om han aldrig anvendte denne uddannelse til et organistembede, så vidste han god besked med orglets utallige udtryksmuligheder. Bentzon havde i sin orkestrale farvelægning lagt sig op af den tyske linje (Hindemith), og i hans orkesterværker oplever man en stærk, farverig kolorit. Han kunne, som Carl Nielsen udtrykte det, ”krybe ind i instrumenterne”. Men også orgelværkerne er farverige. Måske man ligefrem kan betragte Bentzons tidlige orgelværker som en slags ”studier” i orkestrering? Mesterorganisterne Grethe Krogh, Niels Henrik Nielsen, Charley Olsen og Flemming Dreisig fik hver deres stykke tilegnet i, hvad der tilsammen udgjorde et firefløjet orgelkompendium, Organisazzione Populare, men dette, og mange andre orgelværker bliver grundigt behandlet i BENTZON, komponist, pianist og provokatør. Og her kan man læse meget mere om komponisten, hans kunst og hans kampe med en skrøbelig psyke. Og forresten, det sidste ord i min titel, provokatøren? Også denne del af Bentzons samlede udtryk fik organisterne ind på huden, og det i en sådan grad at den gode Finn Reiff overlod opførelsen af det grafisk noterede orgelværk Mykologisk Suite (med spiselige og uspiselige svampe) til Bentzon selv.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.