Nye publikationer

Skrevet af Mikael Garnæs.

15 præludier over lovsange for orgel

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 4, august 2019, s. 16

Flemming Chr. Hansen, Lasse Toft Eriksen, Mads Høck: 15 præludier over lovsange for orgel. Forlaget Mixtur. Vejl. pris: 149,00 kr.

Dette er tredje bind af de tre komponisters fælles nodeudgivelser af mindre orgelstykker med præ- og postludier over salmemelodier. I 2016 udkom samlingen "15 præludier over morgensalmer" (FMX 01-015) og i 2018 udkom "15 postludier over aftensalmer" (FMX 01-022). Da Forlaget Mixtur i år kan fejre 10-års jubilæum, markeres dette med en ny samling med nogle af salmebogens festligste salmer.

Komponisterne har fulgt de samme principper som lå til grund for de to foregående hæfter: en fri tilgang til de enkelte melodier og dyrkelse af andre musikalske aspekter end ved en typisk orgelkoral. Derfor kalder de bevidst satserne for præludier i stedet for orgelkoraler. Man har også haft for øje, at stykkerne ikke skal være alt for svære at gå til, og at de skal kunne realiseres på mindre instrumenter.

Det er en meget afvekslende samling: Ud over de tre komponisters forskellige personalstil er der stor variation i satstyperne. Foruden de forventelige flotte stykker er der også et par tyste og eftertænksomme lovsangs-bearbejdelser.

Orgelkoraler og fantasier til kirkeåret

Lars Kristian Hansen: Orgelkoraler og fantasier til kirkeåret. Bind 6. Anvendelige satser til store og små orgler.

Sjette hæfte i Odense-organisten og komponisten Lars Kristian Hansens serie med orgelkoraler omfatter stykker skrevet i en ganske lang periode mellem 1993 og 2019. Alle 13 satser kan spilles på et manual med pedal, selvom en del vil have gavn af to manualer. En del kan også realiseres uden pedal eller på klaver.  Som titlen antyder, er der en stor bredde i satstyperne, fra en ”Orgelbüchlein”-agtig koral til noget ret frit fabulerende i den let ”rytmiske” genre. Lars Kristian Hansens stil er normalt præget af ganske megen kromatik, og der spares ikke på de løse fortegn, men en enkelt sats anvender udelukkende de hvide tangenter (”Dagen viger og går bort”, der finurligt kombineres med ”Scarborough Fair”).

200 salmeforpil

Asger Troelsen: 200 salmeforspil.

I 2017 udgav Asger Troelsen en samling på 100 salmeforspil komponeret gennem mange års virke ved Ravnsbjergkirken i Viby J (omtalt i aprilnummeret). Den nye samling består af 200 forspil komponeret inden for de sidste få år. De følger samme principper, som komponisten tidligere har fremsat: ”Et forspil skal være kort og præcist, således at der ikke hersker tvivl om melodi, tempo, takt- og toneart. Forspillene skal ikke være vanskeligere, end at de giver sig selv og er hurtigt lært – og samtidig stemningsdannende for den efterfølgende salme.” Det fine niveau fra forgængeren fastholdes.

Indholdsfortegnelsen henviser til begge bindene, så de to hæfter kan anvendes sammen.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.