Introitus - Årskursus i Køge

Skrevet af Mikael Garnæs.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2019, s. 2

Dette nummer udkommer en smule senere end planlagt, hvilket vi naturligvis beklager. Men det har været nødvendigt at skubbe deadline for at kunne bringe en frisk reportage fra DOKS’ årskursus, der fandt sted i begyndelsen af maj, hvor redaktionen normalt lukker for tilgang af nyt materiale.  Og som altid når man venter lidt længere, kan man fortælle mere:

I dette tilfælde om den længe ventede sceniske uropførelse af Bo Holtens Luther-opera ”Schlagt sie tot”, som fandt sted weekenden efter i Malmø.  Et spændende værk med stor kirkelig og kirkemusikalsk relevans, hvor orkestersatsen bygger på Luthers salmemelodier.

Årskurset i Køge var som altid et sted hvor man fik gode faglige input. Vi blev opdaterede på arbejds- og fagforeningsmæssige forhold, gik til gudstjeneste, koncerter og foredrag og fik musikalsk og kirkefaglig inspiration. Derudover er årskurset jo også et sted hvor organister, der i hverdagen ofte er alene med deres faglighed, møder nye og gammelkendte kollegaer og får fyldt godt op med fællesskab og erfaringer. Det er for mange ikke det mindst vigtige, og menighederne får en gladere organist hjem.

I løbet af årskurset blev der fokuseret på to markante orgelprofiler fra det 20. århundrede: Peter Møller, hvis salmemelodier blev uddelt som stævnegave og flittigt sunget, og 100 års-fødselaren Leif Kayser, hvis musik blev spillet ved stævnegudstjenesten i Køge Kirke og koncerten i Vejleå Kirke.

Visioner om kirkemusikkens fremtid var på tapetet i tirsdagens paneldebat om liturgi, ritualer, teologi og salmer i fremtidens Danmark, hvor fire veloplagte oplægsholdere debatterede indbyrdes, inden ordet blev givet frit til hele salen. Samtalen kom vidt omkring med emner om nye salmer, om at bruge genrebetegnelser rigtigt, er det nye virkelig nyt eller er folkekirken altid 50 år bagud… hvor meget bestemmer instrumenter og akustik, når det kommer til hvad der kan lade sig gøre. Nogle stikord fra oplægsholderne gengives i bladet, og som Anders Gaden skriver i sin reportage: Der blev udtrykt et ønske om at denne vigtige debat bliver bredt ud til menighederne rundt om i sognene, for at det netop bliver den samtale der skal være med til at forme fremtidens kirke.

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.