Klumme - Kasketter

Skrevet af Else-Marie Kristoffersen.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2019, s. 11

Af Else-Marie Kristoffersen, organist i Fredensborg Slotskirke og Asminderød Kirke

En af mine præster kom temmelig rystet til mig en dag og spurgte, om jeg muligvis sammen med vores korleder ville kunne foranstalte noget morgensang på hans søns skole. Han havde deltaget et par gange sammen med sønnen og var chokeret.

Morgensangen foregik på den måde, at der blev tændt en kæmpe ghettoblaster, som man så kunne synge - læs: råbe - til. Morgensangen vekslede i løbet af skoleåret mellem to sange: Kim Larsens Jutlandia og Jacob Haugaards Det er hammer, hammer fedt. Hans søn havde problemer med lydniveauet og følte sig utryg. Det var åbenbart normalt, at ”sensible” børn havde deres forældre med til morgensang for at kunne gennemføre, hvis man da ikke fik lov af læreren til at sidde i et andet rum imens. Fra nogle i vores menighed kunne jeg forstå, at morgensang på skolen kunne høres helt ned i det tilstødende villakvarter på den anden side af banen. Og det var ikke en ros.

Det har selvfølgelig ikke noget med morgensang at gøre, så jeg sagde fluks ja til tilbuddet. For selvfølgelig ville vi kunne lære dem, hvad morgensang er! Mente vi.
Men så enkelt skulle det ikke være, for skolen havde bestemt ikke lyst til at få hjælp til morgensangen. De lod forstå, at de var ganske godt tilfredse med deres morgensang, og ikke havde ønsker om at få ændret noget her.

Det blev startskuddet til de første tanker om at etablere et sangcenter, som man har andre steder i landet, og som kan sætte fokus på fællessang og musikalsk dannelse hos børn. For når vi som kirke ikke kan få lov til at komme ind med vores faglighed, kan andre måske med en anden kasket bedre få adgang.
Og for at gøre en lang historie kort, så har vi etableret et sangcenter, der nu har fået midler fra kommunen og forskellige fonde, og som det sidste skoleår har lavet forskellige workshops på skoler i området. Sangcentret er bygget op som et samarbejde mellem lokale kirker, vores tværprovstielle korsamarbejde, musikskolen og folkeskolen.

Og minsandten om vi ikke for to uger siden blev spurgt af ovennævnte skole, om vi ville kunne ”facilitere deres morgensang en gang om måneden”!
Sådan er der så meget. Den kasket, man har på, har betydning. Og her har vi som kirkemusikere desværre nogle gange en kasket på, som andre ikke kan lide, eller er bange og nervøse for, selvom vi kommer med vores hårdt tilkæmpede faglighed og ikke har en præst med i tasken.

Det frustrerer mange af os, at vi ikke altid bliver set som de fagpersoner, vi er. Det gælder ikke bare uden for kirkens tykke vægge, men så sandelig også indenfor, når pårørende – ja, selv præster – kan finde på at betragte os som jukeboxe i bunden af kirken, der selvfølgelig gladeligt disker op med såvel Den allersidste dans som She loves you, yeah, yeah, yeah!

Det spændingsfelt skal vi agere i. Og se os selv i. Og vi skal passe på med ikke at ende enten som sure forstokkede ”mænd” m/k, eller omvendt som sitrende buddinger uden kant og struktur. Det er en svær balance.

Hver enkelt af os må finde sin egen vej igennem dette vildnis.

Men det sjove er, at når jeg er ude i landet og spille for børn, møder de mig og orgelmusikken fuldstændig fordomsfrit. De ved simpelthen ikke i forvejen, hvad et orgel er, og de færreste har hørt Bach, Alain eller Messiaen, eller hvad jeg nu spiller for dem. Og de kan umiddelbart lide musikken. Uden forbehold. De synes, at orglet er et sejt instrument. De har lyst til at prøve det, og står i lange køer for at blæse i orgelpiber. Og de synes, jeg spiller vildt godt på ”klaver”. I sidste uge, kom en 4. klasses pige hen til mig og min kollega og sagde: ”Jeg har besluttet, at I skal have 97 ud af 100 point.”

Tak skal du have, søde pige i 4. klasse!

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.