Anmeldelse - Hjerting Orgelbog

Skrevet af Ulrik Spang-Hanssen.

En asketisk jættepræstation

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2019, s. 18

Mikkel Andreassen: Hjerting Orgelbog. Forlaget Mixtur. Pris kr. 299,-

”De gustibus non est disputandum”, siger man jo, dersom man i øvrigt taler latin og vil udtrykke, at det er nyttesløst at diskutere om smag og behag eller i denne sammenhæng, at det er ganske vanskeligt at mene noget objektivt om kunstværker.

Nu tør det ellers nok siges, at min gamle ven Mikkel Andreassen og jeg har disputeret en del i tidernes løb om en ganske bred vifte af emner. Så meget har vi faktisk diskuteret, at vi en gang på et DOKS-stævne var ved at komme op at slås; her var der nu også tale om et vigtigt og prekært orgelfacadespørgsmål, normalt plejer det heldigvis at gå fredeligere for sig. Jeg vil her vælge ikke at komme med (ret mange) værdidomme, men beskrive værket, efter bedste evne sætte det i kontekst og om muligt konstatere nogle sammenhænge og tendenser, som jeg synes præger det.

Det, vi her har foran os, er altså Mikkel Andreassens suite, cyklus eller som han selv kalder det orgelbog over billedhuggeren Robert Jacobsens enestående altervæg i Hjerting Kirke ved Esbjerg. Den består af tyve hovedafsnit, tyve overskrifter, hvoraf de to dækker over længere partitaer over kendte salmemelodier. Det er altså en hel del satser, der alle relaterer sig til Jacobsens kunstværk. 

Allerførst: Bravo, godt gået! Det kræver en kunstner med vilje og evne at skrive et orgelværk, der spiller i en hel time, turnere landet rundt med det og til sidst få det udgivet. Der er i øvrigt tale om en ualmindeligt smuk udgivelse fra forlaget Mixturs side. Indbunden, dejlig papirkvalitet, letlæseligt nodetryk, bogen vil gerne stå åben, når man spiller, der er oplysende og velskrevne noter, og billederne af Robert Jacobsens værk fremstår i glimrende kvalitet. Jeg ved snart ikke alt det gode, jeg skal sige om det, vi er simpelthen ikke vant til udgivelser af denne kvalitet.

Det er jo ikke sådan, at der ikke er andre end Mikkel, der skriver orgelmusik i dagens Danmark. Vi har mange kolleger, der servicerer alle os andre organister med højst brugbare og velklingende udgivelser på stribe, og hurra for det! Det er efterhånden ikke svært at finde glimrende satser, der relaterer sig til snart sagt en hvilken som helst søndag eller en hvilken som helst salme. Her er der imidlertid tale om noget helt andet. Hjerting Orgelbog fremstår ikke umiddelbart som en decideret liturgisk musik, selv om flere af satserne jo sagtens kan bruges i gudstjenestesammenhæng, og selv om at værket, der som nævnt er inspireret af en altervæg, naturligvis i bund og grund forholder sig til kirkens og gudstjenestens formål og indhold. Mikkel omtaler da også i efterordet konsekvent sin komposition som ’værket’, der er med andre ord ikke tale om en bog, der i udgangspunktet er en samling ligesom eksempelvis Christian Præstholms orgelkoraler og motetter. Der er tale om ét værk, der skal opfattes som en helhed, og som man så efterfølgende jo godt kan plukke fra, hvis man har lyst og behov, men så er der netop tale om et udpluk, ligesom hvis man spiller en sats fra en sonate eller lignende. Mikkel har da også selv ved snart mange koncerter rundt om i landet spillet hele værket, hvorved han har understreget dets helhedspræg.
Det er da også en naturlig form, han her har valgt, i betragtning af det forlæg han har fra Robert Jacobsens hånd. Jacobsen har netop lavet en altervæg, ikke et enkelt billede eller en skulptur. Det er en væg med adskillige større og mindre figurer, som er hængt selvstændigt, men alligevel grupperet, op. Dette er et enestående og glimrende kunstgreb fra billedhuggerens side, hvorved han netop opfordrer sjælen til fri association både over hin enkelte figur og over sammenhængen imellem figurerne. Det er således muligt selv at gruppere figurerne på forskellig måde, og det, vi præsenteres for i Orgelbogen, er Mikkels bud på nogle mulige inddelinger og sammenhænge. Her er der dels satser, som skal kommentere, tror jeg det rette ord må være, den enkelte figur og dels satser, som skal skabe sammenhæng, kontekstualisere og udbygge. Overordnet er værket bygget op i tre fløje med Kristus-figuren i midten.

Når man stilles overfor en satsning i denne størrelsesorden, melder spørgsmålet sig naturligvis allerførst, om projektet så er lykkedes, og det må man overordnet sige, at det er. Hjerting Orgelbog er meget stramt komponeret. Økonomien med det tonale materiale er ekstrem – vi skal halvvejs ind i værkets anden sats, inden vi støder på det første løse fortegn, men derefter er det også slut med dette halløj i temmelig lang tid. Personlig synes jeg, at den meget stramme beherskelse af materialet nærmer sig det karrige, men her skylder jeg også læseren at indrømme, at jeg ikke gerne går til koncerter med værker af f.eks. Arvo Pärt, så her vil jeg anmode om, at man tager min personlige smag med i betragtning. Den meget stramme, næsten nærige, holdning afspejler sig også i enkeltsatsernes opbygning. I mange tilfælde er der kun tale om ét kompositorisk greb, et trick, per sats, som så bliver strengt gennemført. Det kan ske, at der kommer kontrasterende afsnit, men som regel er satserne internt ret ensartede. Mikkel har altså sat sig selv tilbage i baroktiden inden Corelli, hvor princippet om én affekt per sats var hovedreglen.

Denne asketiske økonomi parres med en gennemgående tendens til langsomme tempi. Selv i satser som ’Åbning’, der har betegnelsen ’med stærk fremdrift’ bevirker den sindigt fremadskridende harmoniske udvikling, at satsen opleves forholdsvis stillestående. Det samme gælder for ’Spaltning’, hvor pedalets lynhurtigt virtuose kromatik holdes i skak af meget lange akkorder i manualet. Også orgelbogens udstrakte brug af koralbogen er medvirkende til en generelt behersket fart, der får hele værket til at fremstå meditativt. Når man citerer koraler, kan man selvfølgelig bringe dem hurtigere eller langsommere, end man normalt ville synge dem, men vores almindelige daglige syngetempo vil nok ofte være udgangspunkt for et tempovalg. I visse tilfælde (f.eks. ’Mindemusik’) er der, så vidt jeg kan se, ikke tale om direkte salmecitater, men satsens art gør, at der ligeså godt kunne have været det, og derfor er ret mange satser lokaliseret i det roligt fremadskridende tempoområde. Mikkel Andreassen udviser megen respekt for sit materiale. Stor respekt for Robert Jacobsen, endnu større for koralbogen og størst for det kristne budskab, som alt dette henviser til. Denne store respekt gør ham ærbødig, tilbageholdende og meditativ. Ikke et ondt ord om det, men jeg vil ikke lægge helt skjul på – og har formentlig næppe heller gjort det – at en mere urolig sjæl, som f.eks. min, godt kunne have brugt noget mere action. En time er lang tid. Hjerting Orgelbog er et af de længste orgelværker, jeg kender, og jeg ville personlig gerne have haft noget mere Champagnegalop og noget mindre koralbog. Skal vi lige starte en uendelig Facebook-tråd, venner? Vi har uomtvisteligt verdens stærkeste salmebog og en koralbog, der matcher. Men nogen gange virker det lidt som om, at selve materialets overvældende styrke spærrer vores orgelkomponister lidt inde i det, det er ikke til at komme bort fra, vore pragtfulde salmemelodier vil citeres in extenso, fordi det næsten er synd at lade være, men det gør unægtelig, at et værk som det foreliggende ind imellem bliver lidt forudsigeligt.

Disse forbehold skal naturligvis i lige så høj grad ses som et udtryk for anmelderens person som for komponistens. Sådan er det altid, det er bare ikke altid, at det bliver sagt. Et af Mikkel Andreassens forbilleder som komponist, Bernhard Lewkovitch, anmeldte i sin tid mine Buxtehude-indspilninger i Kristeligt Dagblad, og dem kunne han ikke lide. Det var meget tydeligt, at han fuldstændig havde forstået, hvad jeg var ude på med mine ’strømførende’ (sic) versioner, han brød sig bare ikke om det. Jeg på min side tager min hat helt af for Mikkel og hans orgelbog. Jeg mener, at jeg forstår og værdsætter, hvad han er ude på. Hvis han ville glæde en ældre orgelprofessor kunne han efter min formening sagtens knappe kraveknappen op, skrue tempoet i vejret og øse lidt rigeligere af posen med kontraster og fortegn, men dette er ikke desto mindre en jættepræstation, og man kan kun opfordre ham til at fortsætte i det store format.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.