DOKS'en ud af boksen - Lára Bryndís Eggertsdóttir

Skrevet af Mikael Garnæs.

”Hjemme” er både Island og Danmark

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 3, juni 2019, s. 24

Lára Bryndís Eggertsdóttir om at lære af hinanden

Som navnet antyder, er Lára Bryndís Eggertsdóttir født i Island, men hun har organisteksamen fra Det Jyske Musikkonservatorium, har arbejdet i den danske folkekirke og er stadig medlem af DOKS, selvom om hun nu er flyttet tilbage til Island. Og hun er hyppigt i Danmark, som hun betegner som sit andet hjemland, blandt andet for at medvirke i koncerter med ensemblet BaroqueAros, hvor hun er fast cembalist.

Som 18-årig havde hun en ”Halleluja-oplevelse”, da hun hørte Sigfrid Karg-Elerts ”Nun danket alle Gott” og fik lyst til lære at spille orgel. Men undervejs fik hun problemer med armene og måtte droppe orgelstudierne i en periode. ”Jeg prøvede alt muligt andet, tog en sanguddannelse, kom også forbi et medicinstudium og en rejselederuddannelse, inden jeg begyndte at få det bedre med armen og begyndte at spille igen. Min mand, der er gynækolog, og jeg fandt på at studere videre i udlandet, vi flyttede til Horsens i 2008 og jeg begyndte på konservatoriet i Aarhus.”

Hun tog eksamen fra DJM og blev ansat i Sønderbro Kirke, Horsens, i 2014. Den islandske forbindelse plejede hun ved at opfordre islandske komponister til at skrive ny orgelmusik, som hun fik udgivet på forlaget Mixtur under titlen ”Jeg hørte lyden af deres vinger”. Lára kalder det ”mit fjerde barn”. ”Det blev et større projekt end forventet. Jeg er stolt af det, og det er i den grad blevet udbredt i Island, men også i mange andre lande.” 

”Jeg var så heldig at blive medlem af BaroqueAros i Aarhus. Det har jeg holdt fast i, selvom jeg flyttede tilbage til Island i 2018. Det giver en god anledning til at komme ”hjem” til Danmark.”

”Det var altid planen at vi skulle flytte tilbage, og da min mand fik et job i Island, købte vi hus og flyttede. Jeg fik stilling i Hjallakirke i Reykjavik-området, en dejlig kirke i gåafstand af hvor vi bor, har kor og stortrives.”

Vielser og begravelser er på typisk islandsk vis ikke en del af stillingen. ”Det er vanvittigt dyrt at dø i Island, der skal gerne være en koncert ved bisættelsen, som de pårørende betaler. Kirken er sædvanligvis propfuld, og repertoiret er mangfoldigt og krævende. Jeg har spillet til bisættelser med alle de store sangere i Island.”

Hvad kan islændinge og danskere lære af hinanden? ”Islændingene kan lære fællessang af danskerne. Siden begyndelsen af det 20. århundrede, hvor man gik væk fra den gammeldags stive koral, har salmesangen skrantet. Man ser det som et anliggende for koret. Jeg bliver provokeret, når jeg ser en konfirmandmor, der ikke engang åbner salmebogen under salmesangen. Så truer jeg med et glimt i øjet med at holde op med at spille, hvis de ikke synger med. Det er så pinligt, at de gør det. Jeg har heldigvis præsterne med mig i denne sag! De får klar besked i min kirke.”

”Danskerne kan lære noget om at få tingene gjort af islændingene. Jeg var engageret i den første (delvis dansk inspirerede) Kirkemusikkens Dag i Island; vi havde få måneder til at organisere det, og det gik fint. I Danmark skal alting planlægges lang tid i forvejen. I stedet for at sidde og snakke om tingene et helt år før det sker, kan man også bare gøre det."  

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.