Thomas Laub – 100 år efter ”Dansk Kirkesang”

Skrevet af Hans Chr. Hein.

Se artiklen, som den blev trykt i Organistbladet nr. 5, oktober 2018, s. 18

Af Hans Chr. Hein, rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole

*1

Når man for få årtier siden så efter på hylden under orgelbænken, fandt man ofte ved siden af Den Danske Koralbog (DDK) tre lidt ældre bøger, nemlig: ”Bielefeldts Koralbog”, Laubs ”Dansk Kirkesang” og Wöldikes ”130 Melodier”. Op til 1954, hvor DDK udkom første gang, kunne disse tre bøger dække behovet i de fleste kirker. Laubs koralbog ”Dansk Kirkesang”, der i 1918 på hans egen bekostning blev udsendt til alle landets sogne, opsummerede 30 års arbejde med at fremdrage melodier fra 1500/1600-tallet i en rytmisk og harmonisk original eller tilstræbt original form.      

De knap 300 melodier i koralbogen gav Laubs bud på et alternativ til de gængse melodier i koralbøgerne i slutningen af 1800-tallet samt Bielefeldts fra 1901. Ved udgivelsen af Den danske Koralbog i 1954 var det for udgiverne en klar sag at medtage langt størstedelen af indholdet – ca. 75% - fra ”Dansk Kirkesang”. Som det beskrives i Peter Weinckes artikel fra 2005*2 er også en meget stor andel af dette – ca. 90% - optaget i Koralbog  til Den Danske Salmebog 2003. Der er foretaget redaktioner i nogle af udsættelserne, men langt størstedelen er overtaget uændret. Dette er værd at bemærke, da det vidner om slidstyrken i Laubs udvalg og den position, det åbenlyst stadig har – også i 100-året for koralbogens fremkomst.

Thomas Laub, der blev født i 1852, tog afgangseksamen fra konservatoriet i 1876 efter det 3-årige kursus i klaver, orgel og teori. Han blev kort derefter vikar for A.P. Berggreen i Trinitatis Kirke, København; men da stillingen ved Berggreens død i 1880 blev ledig, gik den til den erfarne og højt profilerede Gottfred Matthison-Hansen. Laub havde i sin skoletid i Sorø sluttet venskab med Frederik Rung, der var søn af komponisten Henrik Rung. I det Rungske hjem blev Laub introduceret for den gamle vokalmusik fra den italienske renæssance og fra 1600/1700-tallet, som Henrik Rung ved afskrifter havde hentet på sin rejse til Rom, og som han fra 1841 og frem fremførte ved talrige koncerter i Cæciliaforeningen. Interessen for ikke mindst renæssancemusikken blev her vakt hos Laub, og da han i 1882 fik mulighed for en rejse til Italien, greb han chancen. Hans mål og ønske om at lave afskrifter fra forskellige nodebiblioteker viste sig sværere end antaget; men rejsen, der varede et års tid, gav ham alligevel mange kunstneriske impulser. Et møde på rejsen med præsten Thomas Skat Rørdam fik stor personlig og faglig betydning for Laub. Kort tid efter Laubs hjemkomst til Danmark døde J.C. Gebauer, der var organist ved Helligåndskirken. Laub blev valgt som efterfølger for Gebauer og kom således til at arbejde sammen med Skat Rørdam, der var præst ved kirken.

Laubs arbejde med den gamle musik og hans ønske om dens udbredelse førte i 1884 til skriftet ”Vor Musikundervisning og den musikalske Dannelse”, hvor sigtet for Laub er at skabe forståelse for og indsigt i musikværkernes historiske og stilistiske forudsætninger hos publikum og dermed en forståelse af ældre musik på dens egne betingelser. 

På endnu en rejse i 1886 oplevede Laub i Bayern resultaterne af kirkesangsreformen, idet de lutherske menigheder her sang melodierne i deres originale rytme. Oplevelsen af dette gav ham troen på, at noget tilsvarende på et tidspunkt kunne ske i Danmark. Laub var dog meget bevidst om den danske tradition, hvor der ikke er autorisation af melodistoffet til salmebogen, og han forfægtede det synspunkt, at menighederne skulle have frihed til at vælge de melodier, de ønskede. Entusiasmen hos ham voksede sig større, og ved hjemkomsten delte han disse synspunkter med Skat Rørdam.

Laub rettede i de følgende år sin interesse og forskning mod salmemelodierne. Det resulterede i skriftet ”Om Kirkesangen”, som blev udgivet i 1887.  Han gav her et bud på, hvordan en reform af den danske kirkesang inspireret af og baseret på de historiske kilder kunne gennemføres, og en række praktiske udgivelser fulgte i årene derefter: I 1888 samlingen ”48 kirkemelodier” og i 1889 ”80 rytmiske koraler”.  I 1896 og 1902 udgav Laub ”Udvalg af Salmemelodier i Kirkestil”. I disse udgaver søgte han at finde tilbage til de originale rytmiske former af salmemelodierne fra 1500- og 1600-tallet samt tilsvarende harmonisk at give dem en original dragt med benyttelse af kirketonal harmonik. Laub stod herhjemme ret alene i dette arbejde, men søgte i en længere årrække råd og vejledninger af faglig art hos den tyske musikforsker Otto Kade.*3

Ved Niels W. Gades død i 1890 havde flere københavnske organister set frem til at kunne søge stillingen som organist ved Holmens Kirke; men det skete ikke. Skat Rørdam var få år forinden blevet provst sammesteds, og han udvirkede, at Laub blev kaldet til stillingen, som derfor ikke blev opslået. Det vakte straks stor vrede i organistkredse, i første række p.gr.a. proceduren, men det kunne ikke undgå at smitte af på Laubs person, selvom der ikke umiddelbart blev rettet kritik mod Laub for manglende kvalifikationer til stillingen. Debatten rasede i nogle måneder, og den resulterede i en bestemmelse om, at ledige stillinger i alle tilfælde skulle opslås. Den ophedede polemik omkring Laubs ansættelse ved Holmens Kirke skadede også i nogen grad den sag, han netop fra 1890’erne og frem kæmpede for vedrørende en reform af kirkesangen. Hans kritik af den stive, ”rytmeløse” koral, som den havde udviklet sig fra 1700-tallet, og kritikken af forholdet mellem tekst og musik i samtidens ofte romanceprægede melodier mødte modstand fra mange sider. Laubs ofte direkte og kompromisløse facon at fremføre synspunkterne på bidrog nok heller ikke til at mildne hårdheden i meningsudvekslingerne.

Laub var dog ikke den første i Danmark, der rejste debat om kirkesangen og dens æstetiske og teologiske aspekter. I den første - og hidtil eneste – større biografiske fremstilling af Laubs liv og virke, udgivet i 1942*4, gør Povl Hamburger opmærksom på Rudolf Bay, der i et skrift fra 1840, ”Om Kirkesangen i Danmark og Midlerne til dens Forbedring”, havde plæderet for enkelhed i det harmoniske og havde kritiseret, at ”.. Opera og Concertstiil tildels havde fortrængt den gamle Kirkestiil”*5. Flere komponister, såsom Berggreen og Henrik Rung, gjorde i forordene til deres koralbøger opmærksom på problemer med sangen og berørte, hvad der kunne gøres for at forbedre den. Sangen i Grundtvigs Vartovmenighed, der i høj grad var præget af verdslige melodier, mødte ikke overraskende kritik fra alle andre sider. Også Gebauer, der havde været Laubs lærer på konservatoriet, havde et skarpt og kritisk blik på sin samtids salmesang.  Han havde i en artikel i 1882 bl.a. om tidens melodisamlinger skrevet:
profane Folkeviser, sentimentale Romancer, tomme, aandløse Dilettantkompositioner: ”lydende Malm  og klingende Bjælder”. – Dette Uvæsen har udbredt sig som en Pest over hele Landet, hvilket er let forklarligt deraf, at slige daarlige Melodier ofte have en vis ydre Velklang, der tiltaler Sanserne, men  det er en Grusomhed at tvinge musikalsk velopdragne Mennesker til at spille og synge sligt Ripsraps; det er i Lighed med at tvinge Jøder til at spise Svinekød …*6
Gebauer udtrykker sig her fyndigt og direkte. Både hvad indhold og formulering angår, er det ganske på linje med, hvad man senere kunne møde i Laubs ”Musik og Kirke” fra 1920!

Hamburger gør også rede for flere af de påvirkninger, Laub modtog fra Tyskland:  Under indflydelse af den tidlige romantik med dens sværmen for fortiden og gryende bevidsthed om historie udgav den tyske musikhistoriker A. F. J. Thibaut i 1824 skriftet ”Über Reinheit der Tonkunst”. Han var optændt af begejstring over Palestrinas musik, herunder især Marcellusmessen. Thibaut var også en af de tidligste fortalere for netop at gennemføre en tilbagevenden til reformationstidens melodiske og rytmiske originalformer.  Den kun 17-årige Mendelssohn besøgte i øvrigt Thibaut i 1826 og skriver i et brev varmt om den inspiration og begejstring, der udgik fra Thibaut – men skriver samtidig, at han ikke var imponeret over Thibauts indsigt i og viden om musik- og kulturhistorie! Laub kan have kendt Thibauts skrift, da det udkom i talrige oplag op gennem 1800-tallet. Sikkert er det, at Laub havde studeret Carl von Winterfelds og von Tuchers bøger om den protestantiske kirkesang*7. Disse udkom i 1840’erne, og de indvarslede en egentlig kirkesangsreform i Tyskland. Laub tog en række af Winterfelds synspunkter til sig og plæderede kraftigt, bl.a. i ”Musik og Kirke”, for 1) at reformationstidens kirkesang i sig bar elementer af såvel folkesang som gregoriansk sang 2) at barokmusikkens optagelse af elementer fra operaen betegnede et forfald i en ukirkelig retning 3) at Palestrina-epokens vokalmusik betegner højdepunktet i den kirkelige vokalmusik, og at bl.a. Bachs vokalmusik på baggrund af dens subjektive barokstil ikke kan regnes som egentlig kirkemusik.*8

Selvom Winterfelds og Laubs fornægtelse af betydningen af Bachs kirkemusik måske kan virke grotesk på senere generationer, var der ”logik i galskaben”, og det tidsbundne i sådanne slutninger betyder ikke, at man må betragte udsagnene som udtryk for naivitet eller uvidenhed. Et eksempel af lignende karakter i Carl Nielsens ”Levende Musik” kan også illustrere dette: Nielsen roser her Mozarts operaer og instrumentalmusik i høje toner for derefter at skrive: ”hans kirkemusik regner jeg ikke med, og for Mozarts og kunstens skyld bør det engang siges rent ud, at hans talrige værker for kirken er uden al betydning, har aldrig haft og vil heller aldrig få nogen som helst indflydelse på kirkemusikkens udvikling”.*9

Set ud fra de åndshistoriske idealer, der herskede i Danmark i begyndelsen og i midten af det 20. århundrede, var det et logisk standpunkt for Carl Nielsen at indtage, idet tiden ikke kunne goutere ”den verdsligt prægede lethed” som man ville kalde den. ”Objektivt set” er det kun logisk, at Mozarts kirkemusik lyder, som den gør – komponeret i en helt anden tid og i andre sammenhænge!

Carl Nielsen og Laub sluttede et nært venskab, og selvom de var to meget forskellige personligheder og havde forskellige arbejdsfelter, fandt de sammen omkring et nyt ideal for den folkelige sang. Det manifesterede sig først med deres fælles udgivelse af ”En Snes danske Viser” i 1915 og 1917 og fortsatte i redaktionen af Folkehøjskolens Melodibog 1922.*10

Et andet vigtigt virkefelt for Laub i 1890’erne var de danske folkeviser. Han tog her tråden fra Berggreens tidligere, store arbejde op, og med samme udgangspunkt som på salmemelodiernes område udgav han sammen med Axel Olrik de to store værker ”Danske Folkeviser med gamle Melodier” 1899 og 1904.*11

Laubs betydning for dansk sang og kirkemusik i det 20. århundrede har været stor: Som Hamburger gør opmærksom på, betød romantikkens interesse for fortiden også en voksende videnskabelig forskning på det musikalske område.*12 I den indsigt, denne forskning førte med sig, lå også kimen til et opgør med netop romantikken. Thomas Laub, Carl Nielsen m.fl. trådte frem med deres ideer på et gunstigt tidspunkt, for selvom der især i begyndelsen var modstand, betød arbejdet med såvel den folkelige sang som salmesangen, at de to felter befrugtede hinanden, da tiden i de første årtier af det 20. århundrede var moden til nyt. For salmemelodiernes vedkommende kom Laub til at få betydning gennem arbejdet med at restaurere ældre melodier, gennem sine egne kompositioner og gennem hans påvirkning og inspiration af yngre generationer af komponister. Selvom begrebet ”kirkelig musik” har flyttet sig en del siden Laubs dage, kan man i dag lidt polemisk sige, at hvis man ikke, som bl.a. Laub gjorde, reflekterer over og forholder sig kritisk til musik og tekst i forhold til liturgi og gudstjeneste, er man for alvor blevet ”ukirkelig”.     


*1 Artiklen er redigeret efter et foredrag holdt på kirkemusikkurset i juli 2018 på Løgumkloster Højskole.
*2 Peter Weincke: Laub-receptionen i Koralbog til Den Danske Salmebog 2003, Samfundet Dansk Kirkesangs Årsskrift (SDKÅ) 2005.
*3 En artikel om dette samarbejde ses i Henrik Glahn: Otto Kades breve til Thomas Laub 1889-1898, SDKÅ 1989-93.
*4 Povl Hamburger: Thomas Laub – hans liv og gerning, Aschehoug Dansk Forlag 1942.
*5 P.H. op. cit. s. 28.
*6 Her citeret efter Henrik Glahn: Laubs udvikling frem mod kirkesangsreformen, SDKÅ  1997, s. 48.
*7 Carl von Winterfeld: Über Herstellung des Gemeine- und Chorgesanges, Leipzig 1848 og Der evangelische Kirchengesang und sein Verhältnis zur Kunst des Tonsatzes I-III, Leipzig 1843-47. *8 Gottlieb von Tucher: Schatz des evangelischen Kirchengesangs im ersten Jahrhundert der Reformation, Leipzig 1848.
*9 En længere beskrivelse af Carl von Winterfeld og hans påvirkning af Laub findes i Peter Thyssen: Carl von Winterfeld – et forbillede for Laub, SDKÅ 1997.
*10 Carl Nielsen: Levende Musik, Martins Forlag 1976 s. 15.
*11 En nærmere beskrivelse af forholdet findes i Hanne Tougaard og Peter Thyssen: Enigheden og afstanden Thomas Laub og Carl Nielsen i deres syn på salmemelodier, SDKÅ 1989-93.
*12 Hamburger, op. cit. s. 59 ff.
*13 Hamburger, op. cit. s. 25
                                           

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.