Vi ses i Odense

Skrevet af Poul Skjølstrup Larsen, Bente Hogrefe Nielsen og Christina Beltoft Mortensen.

DOKS glæder sig over, at det både traditionsrige og stadigt fornyende årskursus har så stor opbakning og tilslutning fra medlemmerne, og det er med denne forvisning, at bestyrelsen byder velkommen på Radisson Blu H.C. Andersen Hotel i Odense, som vil danne rammerne for DOKS’ årskursus d. 16.–18. april 2018.

Årskurset er der, hvor man henter inspiration ved gudstjenester, koncerter og workshops. Mange organister kan i det daglige føle sig som små øer i det kirkemusikalske landskab, men her har man mulighed for faglig sparring med kolleger fra hele landet.

Til det kommende årskursus skal vi opleve kirkeministeren, ”Bjørne-timen”, gudstjeneste, korkoncert, orgelmusik, besøg på musikkonservatoriet, orgelsafari, korworkshop, nodeudstilling, "DOKS'en ud af boksen" og en hel del mere.

Mandag eftermiddag starter vi, sædvanen tro, med besøg fra Kirkeministeriet. Herefter vil den altid veloplagte Bjørn Arberg orientere om nyt fra sekretariatet og svare på spørgsmål fra medlemmerne.

Odense Domkor

Anders Grankvist Schou, 2. organist ved Odense Domkirke

Odense Domkor Anders Grankvist Schou,
2. organist ved Odense  Domkirke

Før middagen indtages, skal vi til gudstjeneste i Odense Domkirke med organist Anders Grankvist Schou og biskop Tine Lindhardt.

Susanne Krog Thesbjerg, Skt. Hans Kirke Ved koncerten mandag aften i Skt. Hans Kirke skal vi nyde Susanne Krog Thesbjergs kantori i samarbejde og vekselvirkning med Tina Christiansens orgelspil. Vi ser frem til en koncert af høj kvalitet.


Susanne Krog Thesbjerg organist og kantoer i Sankt Hans Kirke

Tirsdag formiddag vil rektor Claus Skjold Larsen vise os rundt i musikkonservatoriets lokaler i det nybyggede ODEON, der har samlet Syddansk Musikkonservatorium, Skuespiluddannelsen Odense, Odense Teater m.fl. under ét tag.

Vi skal overvære, hvordan det foregår,
når saxofonisten Hans Mydtskov underviser
de rytmiske studerende i hørelære

Efter rundvisningen får vi mulighed for at overvære, hvordan det foregår, når Hans Mydtskov underviser de rytmiske studerende i hørelære. Besøget på musikkonservatoriet afsluttes med en koncert med nogle af de slagtøjsstuderende.

Tirsdag eftermiddag afholdes den årlige generalforsamling og dagen afsluttes med en festmiddag.


Onsdag formiddag kan man vælge imellem at komme med på årets orgelsafari, eller at deltage i en kor-workshop med Alice Granum, som mange kender, men som ikke alle har haft mulighed for at opleve som underviser. Alice Granum går snart på pension, så det gælder om at holde sig til, hvis man vil opleve denne fremragende korpædagog.

Herefter er der frokost, og vi siger farvel og tak for denne gang.

Prisen er ligesom de seneste år 4300 kr. 

Du kan søge dit menighedsråd om tilskud til at deltage.

Vel mødt i Odense! Vi glæder os til at se Jer!