Drenge indspiller video på 12 kirkeorgler

Skrevet af Mikael Garnæs.

Hvordan får vi børn til at interessere sig for at spille på orgel? Jo, man kan jo begynde med dem, der allerede er i kontakt med kirkerne, som er fortrolige med lyden af et orgel og som har en rollemodel i den orgelspillende korleder: medlemmerne af børnekorene. Julemånedens inspirationshistorie er hentet i Haderslev Drengekor. Korets leder, domorganist Henrik Skærbæk Jespersen, opmuntrer sine sangere til at engagere sig i andre musikalske aktiviteter ved siden af korarbejdet, herunder især også orgelspil. I øjeblikket er der seks af korets sangere, der har kastet sig over instrumenternes dronning og flittigt øver sig på den svære kunst at spille med hænder og fødder.

Drengene, der er i alderen 11-21 år, får allerede tidligt i forløbet et kontant og mærkbart udbytte af deres flid. Flere af dem har spillet til gudstjenester, bryllup og koncert. Frederik er en af de yngste, og har i en alder af 13 år spillet til flere højmesser og er netop blevet hyret til to julegudstjenester den 24. december i år sammen med Anton på 15 år.

Som en yderligere opmuntring har Henrik Skærbæk Jespersen taget initiativ til at indspille en video med de orgelspillende drenge i kirkerne i Haderslev Domprovsti. ”Drengenes engagement og talent fortjener synlighed i det offentlige rum”, siger han. ”Der er brug for organister i den danske folkekirke, og der er brug for unge mennesker. Overalt i landet er der smukke kirkerum med velklingende og interessante orgler, som er en væsentlig del af folkekirkens gudstjenesteliv og kulturarv”.

Siden november har man kunnet se resultatet på YouTube i form af en seks minutters lang videofilm.  Drengene og Henrik Skærbæk Jespersen har på to dage turneret rundt i 10 kirker i Haderslev Domprovsti for at optage Johann Pachelbels Ciacona. Temaet og de 16 variationer er delt ud blandt drengene og efterfølgende klippet sammen til et hele. Man kan finde den på YouTube under ”Orgel-drengene fra Haderslev” eller følge nedenstående link. Haderslev Domprovsti har ydet økonomisk støtte til optagelsen.

Ønsket med videoen er dels at inspirere andre børn og unge til at begynde at spille orgel, dels at afhjælpe manglen på organister. Henrik Skærbæk Jespersen fortæller, at han jævnligt bliver kontaktet af omegnens kirker, der har svært ved at finde organister til at spille til søndagens gudstjenester. Orgeldrengene fra Haderslev har allerede afhjulpet dette ved flere lejligheder.

Til gengæld giver adskillige velvillige menighedsråd drengene tilladelse til at øve på orglerne. En ren win-win-situation. Internt i koret er der opstået en venskabelig kappestrid mellem drengene om, hvem der har spillet i flest kirker. Succes avler succes. Det gælder om at komme ind i en god cirkel.

Man kan se videoen på denne adresse:
https://www.youtube.com/watch?v=PvR6x8YR7js

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.