Nye cd’er

Skrevet af Mikael Garnæs.

Juleaften i Haderslev Domkirke
Haderslev Drenge-mandskor under ledelse af domorganist Henrik Skærbæk Jespersen og med Kristian Lumholdt som akkompagnatør står for denne cd med julemusik, som dokumenterer det fine korarbejde ved domkirken.

Hovedværket er Jesper Madsens omfattende juleliturgi, skrevet til Haderslev Domkirke i 1989. Et stykke med menighedssalmer, læsninger og korsange, der rammer en fin balance mellem de ord og toner der hører med til julen og et moderat nutidigt tonesprog, især i orgelsatsen. Et højdepunkt er englens budskab til hyrderne på marken, sunget af en drengesopran over et flimrende og svævende orgelakkompagnement. Desuden høres en stribe af de kendte danske julesange samt engelske Christmas Carols af Willcocks og Rutter.
Juleaften i Haderslev Domkirke. Haderslev Drengekor, dirigent Henrik Skærbæk Jespersen, organist Kristian Lumholdt, trompetist Henrik Rønnow, biskop Marianne Christiansen. Juleaftensmusik af Jesper Madsen samt værker af bl.a. J.P.E. Hartmann, David Willcocks, Henrik Skærbæk Jespersen, Thomas Tallis, John Rutter, Terje Kvam. www.haderslevdrengekor.dk

Inventio – Musik fra Galten Kirke
Det 16 stemmer store Jensen & Thomsen-orgel i Galten Kirke blev renoveret i sommeren 2016, og kirkens organist Lars Rosenlund Nørremark fejrer det med en cd-indspilning, hvor det fine lille orgel viser sine muligheder i mødet med seks fremragende organister med meget forskellige indgangsvinkler til repertoire og registrering. Lars Nørremark indleder med en særdeles personlig udgave af et variationsværk af Rinck, fyldt med improvisationer og forsiringer, samt en fin passacaglia af Torben Bech Schnedler. Morten Ladehoff bidrager med to improvisationer ”for mekanisk orgel og objekter” – man får lyst til at vide mere om hvordan de ekstra lyde er frembragt og hvordan de styres fra orgelbænken. Ulrik Spang-Hanssen sprudler i Telemann/Walther, Lars Colding Wolf lader rørstemmerne dominere i Muffat, Anders Grankvist Schou spiller Petr Ebens Hommage à Dietrich Buxtehude, og Kristian Krogsøe slutter af med en fornem udgave af Mozarts store f-mol-fantasi.
Inventio – Musik fra Galten Kirke. Lars Rosenlund Nørremark, Morten Ladehoff, Ulrik Spang-Hanssen, Lars Colding Wolf, Anders Grankvist Schou og Kristian Krogsøe spiller værker af Christian Heinrich Rinck, Torben Bech Schnedler, Morten Ladehoff, Georg Philipp Telemann, Georg Muffat, Petr Eben og W.A. Mozart på Jensen & Thomsen-orglet i Galten Kirke. CDKlassisk-DK/Det Jyske Musikkonservatorium CDK1170

Variations Sérieuses
I august 2015 fik Helleruplund Kirke indviet et nyt symfonisk Carsten Lund-orgel på tre manualer og 43 stemmer. Dette fornemme instrument præsenteres på bedste vis af kirkens organist Daniel Bruun i et program med store virtuose romantiske værker. Titelværket Variations Sérieuses er Mendelssohns klaver-variationsværk i en orgelbearbejdelse af hollænderen Reitze Smits (f. 1956). Desuden kan man glæde sig over Liszts Fantasi og fuga over BACH, Schumanns 6 kanoniske etuder og Reubkes store sonate Den 94. Psalme.
Variations Sérieuses / Daniel Bruun. Daniel Bruun spiller værker af Liszt, Schumann, Mendelssohn/Reitze Smits og Reubke på Carsten Lund-orglet i Helleruplund Kirke. Gateway Music DB2017

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.