Aarhus Symfoniske Orgelfestival

Skrevet af Knud Svendsen.

Aarhus Symfoniske Orgelfestival havde overskriften – ORGEL OG! I dagene 10.-20. november kunne man således opleve orglet som orkesterinstrument, som soloinstrument med symfoniorkester og kammerorkester, som kinoorgel til stumfilm, som intimorgel i saloner med Berlin og Brecht som tema, som orgel sammen med kor og selvfølgelig som soloinstrument.

Min kalender tillod mig desværre ikke at overvære åbningskoncerten i Symfonisk Sal, men fra kompetent side ved jeg, at det var en grandios åbning med udvidet orkester med bl. a. Widors Symfoni for orgel og orkester på programmet med pariserorganisten Eric Lebrun som solist. Samme orgelmester spillede søndag en solokoncert på Aubertin-orglet i Mariager: Musik af Marchand, Grigny, Bruhns og et større uddrag af Bachs Clavierübung III. Alt dette som optakt til et meget rost mesterkursus samme sted dagen efter.
Mandag d. 14. lagde Domkirken rum til en helt forrygende orgelkoncert. Den amerikanske organist Timothy Belk spillede Widor, Mendelssohn og Franck, så man hvert sekund kunne sidde og fryde sig. Virtuositet og musikalitet på højeste niveau. Belk demonstrerede en sublim registreringskunst og udfordrede instrumentet.  Nogle af os, som i årenes løb har overværet hundredvis af koncerter på domorglet, måtte pludselig forbavset og vantro stirre på hinanden: Kunne orglet da også lyde sådan, helt nye og aldrig før hørte klange! At solisten så ved et efterfølgende ’Nachspiel’ viste sig at være et yderst sympatisk bekendtskab, er en helt anden sag.
Onsdagen stod et lille Klop-positiv på scenen i Symfonisk Sal. Formand for festivalkomitéen professor Ulrik Spang-Hanssen var solist i orgelkoncerter af Stanley, Haydn, Telemann og Händel samt et soloværk af Diderich Buxtehude. Telemann kaldes ganske vist af og til ’Vielschreiber’, men fremstod her som repræsentant for en smittende livsglæde, ’Spielfreudigkeit’ og svingende puls; Buxtehude blev afleveret yndefuldt og elegant, og de mange små facetter i Præludium i g-mol (BuxWV 163) løb som perler på en snor. Koncertens orkester var Randers Kammerorkester under ledelse af David Riddell, og hvilken soloviolinist, man har i Mo Yi! Hun fik lejlighed til at vise sin kunst både i Telemanns violinkoncert og i Haydns dobbelkoncert for violin og orgel i skønt sammenspil med orglet. Men rigtigt i sit Es var Ulrik Spang Hanssen i Händels Orgelkoncert op. 7, nr. 1, hvor solisten har mulighed for at improvisere, da værket foreligger ufuldendt grundet komponistens aftagende syn. Koncerten blev spillet med flot overskud og sprællevende med den kompetence og indsigt, som lang tids arbejde med disse værker giver.
Thomas Trotter, den legendariske engelske orgelspiller, var torsdag d. 17. solist i Hindemiths Koncert for orgel og symfoniorkester (1963). Musikken skal røre og bevæge, og det er jo individuelt, når det sker. Først i koncertens 2. sats kom jeg med; der var idyl i træblæserne og en flot og magtfuld orgelsolo, men interessant var sidste sats bygget op som variationer over den gregorianske pinsehymne Veni creator spiritus. Hindemith leger her med satsformer som fuga, kanon og cantus firmus, og værket endte i et storslået klimaks, der viste orglet som en værdig partner til symfoniorkestret, der i øvrigt omkransede orgel-symfonien med Richard Strauss’ ouverture og dansescene fra Ariadne på Naxos og Brahms’ 3. symfoni. Fornemt dirigeret af Claus Efland, der med kort varsel måtte erstatte Giancarlo Andretta.
Og havde Trotter i Hindemith vist sig som en uhyre sikker og præcis organist, blev det ikke mindre, da han fredag aften optrådte solo i Symfonisk sal. Programmet åbnede med Bachs Fantasi og fuga i g-mol (BWV 542). Alt klang gennemtænkt og ubesværet med dramatik, lidenskab og ro helt under kontrol. Ingen fuga i ’show-off’-lyntogsfart, men i dejligt tempo, klart registreret, så man på intet tidspunkt savnede manualskift. Derefter fulgte nogle satser af Jean Francaix’ Suite Carmelite og Ch. H. Parrys Fantasia & Fugue in G, der som solisten forklarede er inspireret af Bachs BWV 542 og vidner om Parrys kontrapunktiske mesterskab. Første afdeling bød også på musik af Jonathan Dove, en nulevende meget succesfuld komponist i UK. Værket The Dancing Pipes er skrevet i minimalistisk stil udgående fra svage stjerneskudslignende triolfigurer, der stiger mod det store klimaks. Aldrig har jeg set mere halsbrækkende pedalpassager. Man troede næsten ikke sine egne øjne! Sidste afdeling bød på Max Regers koralfantasi Straf mich nicht in deinem Zorn, der kunne vise alle facetter i Klais-orglet fra det sarteste svært hørbare pianissimo til de afsluttende kolossale akkorder. Og så tabte vi alle næse og mund, da Trotter afsluttede med et orgelarrangement af Prokofievs Toccata for klaver. Det gnistrede og bragede, og salen kvitterede med lange ovationer.
Konservatoriets orgelsal med det dejlige 3-manuals Eule-orgel var i festivaldagene omdannet til et kabaretlokale. Orglet var behængt med en lysguirlande, og der var hyggestemning med små borde og udskænkning af de fineste ølmærker. Vi skulle til berliner-orgelkabaret og kom i selskab med navne som Bertolt Brecht og musik af Kurt Weill og Friedrich Holländer. Da Lars Nørremark begyndte at lege på Eule-orgelet, klang det som et kinoorgel. Mezzosopranen Signe Asmussen fortolkede disse sange aldeles fortryllende.
Lørdag eftermiddag lagde Domkirken rum til Jacob Buchanans Requiem for jazzorkester med domkirkens kantori plus solister og komponisten selv på trompet og flygelhorn, alt sammen styret af Carsten Seyer-Hansen. Værket består af de 9 velkendte led fra den katolske dødsmesse tilsat buddhistiske visdomsord og tekster. Tilhørerne blev konfronteret med nye klange fra det krasse til smukke, bløde passager både vokalt og af komponisten selv på flygelhorn. Stor cadeau til kantoriet for en krævende indsats. Det lille Klop-positiv spillede med og supplerede med liflige, sarte toner, bl.a. i det afsluttende In Paradisum.                                                                                                                                 
Ved højmessen i domkirken var Mozart inviteret som huskomponist. Hele liturgien var spundet ind i Wiener-mesterens Missa brevis i F-dur (KV 192). Domkantor Carsten Seyer-Hansens udgave var en frisk Mozart uden hang til sentimentalitet. Sikkert ledede han sit kor, Aarhus Domkirkes Kantori med tilskud af stemmer fra Concert Clemens. Samtidig kunne domkirkens fyldte hovedskib glæde sig over Kristian Krogsøes fantasirige perler af salmeforspil og hans brillante udgave af Mozarts f-mol fantasi som postludium. Liturgi med prædiken og musik gik op i en velsignet og velgørende enhed!
Et flot og værdigt punktum blev sat i Vor Frue Kirke med musik af Max Reger. David Goode fra England havde udvalgt værker fra op. 47, 80 og 129. Han åbnede med Introduktion og Passacaglia i d, der klang dejligt på kirkens 50-stemmers Marcussen-orgel. Vokalensemblet Gaia med Søren Kinch Hansen som dirigent sang Marialieder (op. 61d) og de vidunderlige Geistliche Gesänge (op. 138) samt den længste og vel harmonisk dristigste O Tod, wie bitter bist du (op. 110). Regers vidunderlige harmonik og melodiføring og Gaias dynamiske udladninger parret med det varmeste pianissimo … så var man solgt! Festivalen sluttede med Regers storværk, koralfantasien Wachet auf.
Tak for et storslået initiativ til Foreningen Aarhus Symfoniske Orgelfestival, til arrangørerne og til bestyrelsen. Ved indvielsen af symfonisk sal i 2007 sagde chefdirigent Andretta: ”Det er med lyden, vi bevæger jer. Det er med lyden, vi rører jeres følelser”.  Bedre kan ekkoet af orgelfestivalen næppe formuleres.
                                                                                                                                 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.