Nikolaj-orglet og Commotio

Skrevet af Mikael Garnæs.

Bine Bryndorf ved Marcussen-orglet i Nikolaj

Copenhagen International Organ Festival (10.-14. november 2016) havde tre fokusområder: Næste generation af organister (herunder DOKS’ konference, som er omtalt andetsteds i bladet), ”Organ Plus”, der omfattede en række koncerter med orgelmusik i mange konstellationer, samt musik fra en vigtig periode i dansk orgelhistorie, 1830-1930.

Et historisk klenodie, Marcussen-orgel fra 1931 i Nikolaj Kunsthal, blev genindviet, og ved samme lejlighed præsenteredes resultaterne af Bine Bryndorfs forskningsprojekt Den genfundne klang. Carl Nielsens sidste store værk, som omfatter indspilning af Carl Nielsens Commotio på instrumentet med registreringer så tæt på det Carl Nielsen selv hørte som muligt.

Ved en konference i Nikolaj Kirkesal indledte den hollandske orgelhistoriker Frans Brouwer med et foredrag om Nikolaj-orglets internationale betydning. Baggrunden er den tyske orgelbevægelse omkring 1900-31, præget af visionære skikkelser som Straube, Jahnn og Schweitzer. Sybrand Zachariassen fra Marcussen & Søn indtager en nøglerolle. Firmaet var blevet dansk ved genforeningen i 1920 og ønskede at få fodfæste i hovedstaden. Nikolaj, der ikke var i brug som kirke, frembød en mulighed for at eksperimentere. Der eksisterer 6 forskellige udkast til dispositionen, og Sybrand Zachariassen udførte forskellige ombygninger og eksperimenter ved andre orgler i 1920’erne frem til Nikolaj-orglet. Det blev et monument og en vejviser for senere klassiske danske orgelbevægelsesorgler som Sorø og Jægersborg. Efter 1945 fik dansk orgelbygning internationalt ry, da kendte organister som Alain, Tagliavini og Heiller promoverede dem internationalt. Nikolaj-orglet afspejler en tidligere fase, præget af Zachariassen, Wöldike og Rung-Keller.

Bine Bryndorf fortalte om Carl Nielsens udvikling i 1920’erne. I sin søgen efter en ny stil studerede han bl. a. Pachelbel, Frescobaldi, Scheidemann, Weckmann, Böhm og Bach. I en artikel i ”Vor Ungdom” skrev han om den sande kirkemusikstil, at den skal være lineær, med modulationer der ikke er ”farve”, ikke ”følelse”. Bryndorf karakteriserede hans bestræbelser som en søgen efter ny objektivitet, en ”sand” orgelmusik, polyfon musik.

Spørgsmålet er, hvilken orgeltype der har foresvævet Nielsen ved kompositionen. Da Commotio var færdig i 1931, blev den spillet for komponisten ved private koncerter af Peter Thomsen, Emilius Bangert og Finn Viderø i Christiansborg Slotskirke, Roskilde Domkirke og Nikolaj Kirkesal. Nielsen kendte de centrale personer bag orgelbevægelsen, men har ikke ytret sig i debatten. Vi ved dog, at han satte pris på en artikel om orgelbevægelsens nye tanker af Emilius Bangert i Organistbladet fra november 1930. Nielsen skrev også begejstret om selvsamme tanker i et brev til svigersønnen Emil Telmányi fra 1931.

Der eksisterer et trykt eksemplar af Commotio, som har været benyttet af Chresta Hansen, elev og senere ægtefælle til Peter Thomsen, med håndskrevne registreringsangivelser som passer til Nikolaj-orglet. Bine Bryndorfs tese er, at disse registreringer ligger så tæt på den klang Carl Nielsen selv hørte som muligt, og hun bruger dem i sin indspilning på Dacapo og ved koncerten som fulgte efter hendes foredrag.

Det var meget spændende at høre værket i denne skikkelse på det nyrestaurerede Nikolaj-orgel, hvor alt stod klart, gennemsigtigt og karakterfuldt i den ikke for store akustik. Inden sin suveræne udgave af Commotio spillede Bryndorf et par af de små præludier, den dejlige Romance for violin og orgel (oprindeligt obo og klaver) med Elisabeth Zeuthen Schneider, violin, og et par salmer, både kendte og ukendte, med barytonen Torsten Nielsen.

Tilbage i foredragssalen hørte vi Svend Prip fortælle om Nikolaj-orglets tilblivelseshistorie gennem 6 udkast, hvor Sybrand Zachariassen gradvist fik den afgørende indflydelse. Svend Prip mener, at Wöldike og Rung-Keller gradvist tabte kontakten til orgelbevægelsens avantgarde. Ifølge Wöldike var Nielsen ikke involveret i Nikolaj-orglet, men Svend Prip tror at Svend Ove Møller havde holdt ham informeret om det.

I en afsluttende debat mente Kristian Olesen, at Nikolaj-orglet er udtryk for en længsel mod fortiden, en neo-bevægelse som vi i dag ser med andre fortegn. Ole Olesen talte om den disrespekt, som orgelbevægelsen i dag er genstand for. Den er ikke moderne længere, og dens instrumenter anses kun for adækvate til gengivelse af deres egen tids musik. De ombygges i stor stil.

Bine Bryndorf fremhævede, at Nikolaj-orglets mellemstemmer står usædvanligt klart, mixturerne er ikke kraftige, men krydrede. Endelig sluttede Frans Brouwer af med at tale om farerne ved for mange kunstnere og for mange penge, der kan få gamle værdifulde instrumenter til at forsvinde!

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.