Kald, kunst og Karnov

Skrevet af Mikael Garnæs.

En smuk forårsdag i marts lagde Emmaus Galleri og Kursuscenter i Haslev rum til den ene af fem udgaver af den tværfaglige konference for folkekirkens akademiske ansatte om ”Kald, kunst og Karnov”. En konference, der skulle give de forskellige akademiske medarbejdergrupper et større kendskab til hinandens sprog og tankegange. At finde fællesmængder og opnå synergieffekter, som mødeleder Anne Jøker formulerede det i sin indledning, Der var mødt omkring 20 deltagere op, heriblandt 4 DOKS’ere, for at få faglige indspark på højt niveau af nogle meget kompetente oplægsholdere og selv diskutere i tværfaglige grupper og i plenum.

 

De tre oplægsholdere var alle meget kompetente, men med to teologer og en historiker ikke nødvendigvis repræsentative for de medarbejdergrupper, de skulle tale til og om. Man kunne godt undre sig over, at man ikke havde bedt en DOKS’er om at tale om kirkemusikken – uden overhovedet af den grund at ville anfægte sognepræst Peter Thyssens ekspertise på området.

 

Historieprofessor Uffe Østergaard havde til opgave at tale om ”Karnov”-delen, dvs. de juridiske, historiske og sociologiske aspekter af folkekirken. Og en historikers analyse af folkekirkens historie og funktion falder ikke nødvendigvis sammen med dens selvforståelse. I hans optik fungerer folkekirken som en nationalkirke, der i lighed med de øvrige nordiske lande har arvet en organisering, som er statsbyggende. Præsterne var traditionelt et embedsmandskorps, der holdt sammen på det dansk-norske rige. Denne arv er i tidens løb blevet udfordret af bl.a. de folkelige vækkelser og indførelsen af menighedsråd i 1903, men ligger stadig i høj grad i kirkens dna.

 

Man sammenholder ofte den lutherske folkekirke med fem andre trosretninger: den katolske, den reformerte og den ortodokse kirke, jødedommen samt islam. Til dem føjede Uffe Østergaard en sjette ”trosretning”: dem der går ind for adskillelse mellem stat og kirke. Det er et modernistisk koncept, der allerede er indført i Sverige og er på vej i Norge.

 

Han mener, at kirken i dag står over for tre opgaver: dels at udøve diakoni og sjælesorg, dels at løfte opgaven som statens loyale embedsværk, og endelig at være et ”nationalt agentur”, producent af national sammenhængskraft.

 

Det gav stødet til en livlig plenum-diskussion om kirkens funktion. Ingen udfordrede Østergaards teser, men flere understregede, at det også er en essentiel forpligtelse for kirken at være kulturbærende.

 

Formand for Dansk Kirkesang, sognepræst i Holmens Kirke Peter Thyssen, stod for ”kunst-delen”. Han talte om musikkens funktion i kirkens liv. I katolsk forståelse har sangen liturgisk betydning, den bæres af kleresiet og skal understrege gudstjenestens hellighed og ophøjethed. Ved reformationen omformes gudstjenesten til en menighedsgudstjeneste, hvor salmesangen bliver det bærende. Også den koncertante kirkemusik er repræsentativ for den enkelte kirkegænger. Med henvisning til Kierkegaard og Laub beskrev han ordets funktion som det der præciserer, og musikken som det, der gør ordene større.

 

Hvis musikken kun er underholdende, bliver den uinteressant. Det er vores opgave at sørge for, at der er sammenhæng mellem ord og toner.

 

Endelig måtte vi alle spidse ører, da professor Dorthe Jørgensen talte om ”kaldet”, og tog os med på et teologisk skoleridt gennem sin doktorafhandling ”Den skønne tænkning”. Hendes udgangspunkt er, at kaldet er en grunderfaring, der lyder til alle. Begrebet erfaring er i hendes fortolkning ikke noget subjektivt, men noget der kommer til en uopfordret og uventet, og som overvælder en. Der findes mange svar på dette kald. Det skabtes skønhed er et svar på Guds kald. Vi besvarer kaldet med alt det, der kommer frem i os – ved at holde gudstjeneste, ved at fylde rummet med musik. Kaldet er uendeligt, svaret er endeligt.

 

Hun opstillede trekanten: fornemmelse (æstetik) – tro (religion) – forståelse (videnskab). I dagens virkelighed prioriteres forståelsen højere end tro og fornemmelse, hvilket gør grunderfaringen af en flerdimensionel verden sværere.

 

Det er takket være den fornemmende tilgang, at vi selv er genstand for opmærksomhed; takket være tro og forståelse kan vi se, at det er Gud der vil os noget. Evnen til at lytte og fornemme kan dyrkes gennem bøn. Guds eksistens er et faktum, ikke i videnskabelig, men i sensitiv erfaring i bønnens øjeblik.

 

Det var en spændende konference, hvor oplægsholderne ikke så få gange udfordrede deres tilhørere på den gode måde, og hvor snakken ved bordene og i pauserne med repræsentanter for andre medarbejdergrupper gav mulighed for at tale om emner, vi ikke berører så meget i det daglige. Færdige konklusioner kom man ikke til, men vi fik inspiration til at gå videre.

 

(Konferencerne blev arrangeret i et samarbejde mellem repræsentanter for Præsteforeningen, DOKS og det akademiske personale ved stiftsadministrationerne, og blev afviklet som fem i udgangspunktet identiske arrangementer i alle dele af landet i perioden 6. - 23. marts.)

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.