Anmeldelse - Vor Frues franske fristelser

Skrevet af Lars Kristian Hansen.

Grand Orgue. Hanne Kuhlmann spiller værker af Bach, Hartmann, Franck, Messiaen, Gigout m.m. på orglet i Vor Frue kirke, København. HELIKON Records HCD 1077

 

Her er noget for orgelgourmeter: 3 franske mesterværker af 3 betydelige komponister. Hvor forskellige de end er, er det klangglæde og ekspressivitet, der forener dem. Eugène Gigout er den mindst betydelige af dem, men hans Grand Choeur Dialogué er ikke desto mindre et festligt bekendtskab, hvor orglets helt store udtræk er i dialog med instrumentets chamadetrompeter – og en forrygende afslutning på en cd, som byder på flere musikalske højdepunkter.

 

 

Verset pour la Fête de la Dédicace af Olivier Messiaen er unægtelig i en anden boldgade. Værket er fra 1960 og fremtræder som vi kender ham. Gregoriansk kirkesang transformeret gennem de særlige symmetriske skalatyper komponisten yndede, kaldet modi med begrænsede transpositioner – dét og så fuglesangen, her droslens sang overført til toner. Resultatet bærer hans stempel: Stemningsfuld inderlighed båret af en tro på den katolske tros mysterier.

 

Imidlertid er det Choral i h-mol af César Franck, der for mig er pladens højdepunkt. Det gennemgående passacaglialignende tema, som gennemsyrer værket, bestyres suverænt i det efterklangsplagede rum. Hanne Kuhlmann manøvrerer majestætisk gennem musikken, med den erfaring en daglig omgang med instrument og rum giver. Der jaskes ikke med tempoet, afsnitsdannelser afrundes naturligt, så de raffinerede akkordopbygninger kommer til deres ret. 1. halvdel af værket registreres i et dynamisk stigende forløb. Og undervejs erkender man dels, at man står over for et instrument med en bred, næsten uudtømmelig klangpalet – og dels at der sidder en stor kunstner i cockpittet til at forvalte den geniale musik.

 

Christian Præstholms 3 orgelkoraler er ikke uden forbindelse til det foregående. I hvert fald er Sorrig og glæde serveret i en Marcel Dupré-lignende indpakning, temaet i pedal er fremhævet med frygtindgydende rørstemmer sat over for manualets processionsagtige akkorder med koralcitater. I kontrast hertil er Alt, hvad som fuglevinger et ornitologisk festfyrværkeri, mens Nu fryde sig hver kristen mand selvfølgelig dyrker melodiens iboende kvartspring til overflod. Det tilfører glimtvis satsen et orientalsk islæt. 3 fantasifulde bud på gudstjenestemusik. 

 

Hanne Kuhlmann sender også en hilsen til kirkerummet og en fortidig kollega. Hartmann var gennem 57 år organist ved domkirken, og hans Sørgemusik til Thorvaldsens bisættelse er velplaceret i denne sammenhæng, da billedhuggerens mange statuer i kirken pryder rummet. Musikken er smuk, dog en smule altmodisch.

 

Patrick Gowers er næppe kendt af mange, men noget af hans musik, har de fleste hørt. I hvert fald hvis man har fulgt med i den fremragende Sherlock Holmes-serie, der kørte i 80´erne og 90´erne med Jeremy Brett i hovedrollen. Gowers er – eller var (han døde 30. 12. 2014) - en meget benyttet filmkomponist. Hans Toccata og Fuga er et af hans sjældne orgelværker, førstnævnte dramatisk, undertiden rå i udtrykket, mens fugaen har den forvitrede kromatiske elegance, som enkelte steder minder om Sherlock Holmes-musikken.

 

Men lad os ikke glemme: Bach, selvfølgelig. Hans Præludium og fuga i G-dur, som indleder cd´en, er ikke et af de længste værker. Til gengæld er det sprudlende som champagne. Hanne Kuhlmann leverer en energisk og spændstig præstation – det er en fornøjelse at høre fugaen som her, sej, urokkelig, noderne omhyggeligt mejslede i den lidt diffuse akustik. Hanne Kuhlmann dokumenterer - hvis man ellers skulle være i tvivl – at hun er blandt de største stjerner på den danske orgelhimmel.

 

 

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.