Anmeldelse - Arven fra Rom i dansk kormusik

Skrevet af Lars Kristian Hansen.

Niels la Cour: Works for Choir and Organ. Indspillet i Trinitatis kirke, København 2014. Bine Bryndorf, orgel, Trinitatis Kantori, dirigent Søren Christian Vestergaard. Recording producer and sound engineer Preben Iwan. DaCapo Records 8.224725

 

Et livsværk dokumenteret på cd, kunne man fristes til at kalde det 40 års-tværsnit af Niels la Cours komponistkarriere inden for de områder, hvor komponisten har markeret sig stærkest: I kor- og orgelmusikken.

 

Og skærer man ind til benet, er det nok kormusikken, som har markeret sig stærkest i sangeres og lytteres bevidsthed. Næppe nogen anden nulevende komponist har markeret sig så meget som fornyer af den kirkelige vokalmusik og samtidig bevaret tilknytningen til traditionen – i dette tilfælde både den hjemlige tradition og ikke mindst den italienske renæssancepolyfoni (Palestrina). At Niels la Cour ikke drukner i historiens kvælende favntag siger mangt og meget om komponisten personlighed. Hvem andre tør binde an med Ingemanns Den store mester og Frelseren er mig en hyrde god og slippe godt fra det? Tonesætningen sætter de gamle tekster i et vedkommende og nutidigt lys.

 

 

Helt fortjent modtog Niels la Cour i 1988 titlen ”Årets korkomponist”.  Og det er også vokalmusikken på nærværende cd, der gør størst indtryk. Selvom orgelmusikken fylder mere end halvdelen af indspilningstiden.

 

Salige er de, der bor i dit hus for blandet kor og orgel, der indleder pladen, er symptomatisk for musikken. En næsten gregoriansk deklamation efterfølges af brede homofone akkordpassager ledsaget af et diskret orgelakkompagnement. Musikken er fra midtfirserne, og er der dømt nordisk tone i moderat neoklassisk indpakning. I Cantio Mariae (3 Maria-sange) fra 2005 møder vi en nutidig la Cour – mere pang på farverne, dur/mol farvningen og den næsten romantiske tone forleder ikke komponisten til at bruge billige publikumsleflende tricks.

 

Hvis man sammenligner de 3 intermezzi for orgel (1973-74) med det 9-satsede værk Vesper Organi (2003) hører man, at Niels la Cour på sin egen måde har gennemlevet en udvikling som Arvo Pärt. Det ældre værk fremtræder mere kantet, ”dissonant” – gammelmodernistisk. Sidstnævnte er derimod enkel i sit udtryk, slagkraftig og kommunikerende. Syvende sats f.eks. nærmest plakatagtig humoristisk med sine akkordbrydninger og rytmiske akkordfanfarer i stigende halvtonetrin. Hvor de 3 intermezzi har strejf af en Jean Langlais, er la Cour afklaret i det senere værk. Komponisten har så at sige foretaget en baglæns tidsrejse ifølge ældre gængs avantgarde-opfattelse.

 

Indspilningerne er vellykkede, og indholdet veksler på behagelig vis mellem vokal- og instrumentalmusik. Trinitatis Kantori fremtræder med professionel attitude under Søren Christian Vestergaards ledelse, balancen mellem stemmerne er i orden, og der leveres god tekstudtale i satserne, mens Bine Bryndorf artikulerer orgelsatserne præcist og krystalklart, både hvad angår spillemåde og registrering.

 

Indspilningerne tegner en tydelig komponistprofil af den 70-årige la Cour: En moderne klassisk komponist af kirkemusik, som til stadighed udvikler sig i kontakt med sit publikum.

 

(Læs også Ian Heilmanns anmeldelse af Niels la Cours Vesper Organi på forlaget Mixtur i augustnummeret 2014)

 

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.