Kirkens musik i centrum for nyt landsdækkende undervisningsprojekt

Skrevet af Povl Balslev, Rikke Milan og Lene Bekhøi, Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester.

Kan man ved hjælp af kirkeorglet og dets mangefacetterede udtryk blive bekendt med menneskelige grundfølelser som sorg og glæde, fylde og tomhed? Kan man ved at lytte til tonerne afgøre, hvilken kirkelig begivenhed, der er tale om – og kan man selv omsætte alle disse stemninger og toner til en fortælling, der alene består af orgelmusik og reallyde?

Ja, det kan man godt. Også selvom man kun er 7-10 år og ikke har de store musikalske forudsætninger.

I skoleåret 2015/16 udbyder Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester et undervisningsprojekt til alle landets indskolingsklasser med titlen Lydspor – leg med lyd i bibelske fortællinger. Projektet handler netop om orglet, musikken, lyden, og menneskelige grundfølelser. Det overordnede formål er at give eleverne erfaring af, at lyd og musik er et særegent sprog, som kan udtrykke stemninger og følelser på en anden måde end det talte sprog og dermed at give dem redskaber til at udforske sammenspillet mellem fortællinger, musik og sindsstemninger.

Projektets tre faser/ Lydspor – leg med lyd i bibelske fortællinger
Det er orglet og orgelmusikken, der er i centrum i projektet Lydspor – leg med lyd i bibelske fortællinger. De deltagende elever skal høre om orglet, de skal lytte til dets store musikalske spændvidde, og de skal arbejde kreativt med små orgelstykker.

Undervisningsprojektet har tre faser og foregår både på skolen og i kirken. Projektet indledes med en animationsfilm, der er inspireret af Jan Kjærstads roman Forføreren. Her er der en scene, hvor drengen Jonas sidder inde i orgelhuset og ’spilles hel’ efter stor sorg, da hans far spiller Bach for ham. Hele denne følelsesmæssigt stærke oplevelse præger Jonas livet igennem, og en særlig forkærlighed for kirkeorglet og alt dets bagvedliggende magiske lydpræcision bliver ham en god følgesvend og hjælper til opdagelse af mange mysterier. Tanken med filmen er at lade eleverne komme på sporet af projektets overordnede idé. Med filmen får eleverne også sat billeder på, hvordan musik kan påvirke os og samtidig hjælpe til at genkalde egne erfaringer.

Filmen er produceret af Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester til netop dette projekt, men vil også kunne bruges efterfølgende af både skoler, musikskoler og til undervisning af konfirmander og minikonfirmander.

Kirkebesøget og organistens rolle
Helt centralt i projektet er elevernes besøg i kirken og mødet med organisten. Kirkebesøget binder projektets intro og afslutning sammen, da det både rækker ind i animationsfilmens tema og frem mod det afsluttende arbejde med bibelske fortællinger.

Det er også her eleverne får kendskab til orglet og dets store musikalske spændvidde. Under besøget skal eleverne lytte til kirkens musik og opleve, hvad den kan, og hvad den gør ved os, når den spilles ved kirkelige handlinger og sætter forskellige livsbegivenheder i spil. De skal høre og se, hvordan orglet virker, og hvordan musikken kan fortælle historie og udtrykke stemninger, så ord bliver overflødige. Til besøget udarbejdes en demo med helt konkrete anvisninger til, hvordan man kan inddrage eleverne aktivt i forløbet i kirken. Denne demo kan findes på projektets hjemmeside, ligesom man også her kan finde noder til, hvad der kan spilles under besøget.

Musikken og fortællingen
Eleverne skal sluttelig bruge deres erfaring fra kirkebesøget, når de tilbage på skolen skal sætte musik og lyde til fem forskellige bibelske fortællinger, der hver især rummer forskellige livstemaer og stemninger. Til dette arbejde, er der udviklet en meget brugervenlig lydapp, hvor eleverne kan gå på opdagelse i musikken ved at lytte til små orgelbidder og forskellige reallyde og sætte dem sammen til en lydfortælling ved hjælp af forskellige lydspor. Her bliver det helt konkret, at ord med musikken bliver overflødige. At musikken er et sprog i sig selv.

Med projektet er der ingen garanti for, at eleverne får samme kærlighed til orglet som Jonas i Forføreren. Til gengæld skulle der være en god chance for, at orglet og orgelmusikken bliver ’åbnet’ og involverer eleverne på en måde, så de ikke glemmer den lige med det samme.

Lene Bekhøi præsenterer projektet på DOKS’ årskusus i Silkeborg tirsdag den 21. april om morgenen.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.