Anmelselse - Gamle temaer på nye måder

Skrevet af Hans Ole Thers.

Finn Evald: Roskilde Koraler. 21 koralbearbejdelser til kirkeåret. Inkluderer cd, hvor komponisten spiller koralerne på Raphaëlis-orglet i Roskilde Domkirke. Forlaget Sela. Samlet pris kr. 275. Cd alene kr. 100,-

Der er konstant brug for musikalske forsyninger af gode og brugbare orgelkoraler til højmessen. Og heldigvis findes der komponister, der bruger tid og talent på at imødekomme dette behov, og som dermed beriger organisterne med nye præ- og postludier.

Finn Evald har gennem sin karriere i Roskilde Domkirke vist sin musikalske alsidighed som orgelspiller, dirigent, pædagog og ikke mindst som komponist af kor- og orgelværker. Og i sidstnævnte egenskab har han netop bidraget på fortræffelig vis med en samling af 21 koralbearbejdelser til kirkeåret. Koralerne er tilegnet det berømte Raphaëlis-orgel i Roskilde domkirke.

Finn Evald gør i samlingens forord opmærksom på, at koralerne som udgangspunkt er udvalgt efter deres luthersk-evangeliske tradition og oprindelse, som dermed stemmer overens med Raphaëlis-orglets historiske relation til renæssancen og barokken.  Men som komponist springer han i sit musikalske udtryk meget elegant adskillige århundreder frem til et nutidigt, meget personligt sprog. Det har sin egen logik inden for dissonansbehandling og tolerance over for krasse akkorder - meget ofte kan en underliggende akkord med lille terts have et udpræget sammenstød med melodiens store terts (udpræget i for eksempel nr. 16, "Hvad kan os komme til for nød"). Så sproget er modernistisk, dog uden at blive avantgardistisk. Teknisk er det ganske krævende, og mange af stykkerne kræver tid til indstudering.

Samlingen gennemgår kirkeårets højtider: Advent lægger ud med en flot fantasi over "Gør døren høj, gør porten vid" med meget pompøse åbningsakkorder, der følges op af cantus firmus i pedalet.

Julen er blandt andre kendte temaer beriget med de to "rosensalmer" nr. 2, "En rose så jeg skyde" og nr. 4, "Den yndigste rose er funden" med fine kanonbehandlinger.

Til nytår (nr. 6) kommer en kompakt, tætført femstemmig kanonisk sats over "Guds godhed vil vi prise", der vil kræve ædruelige ører hos såvel udøveren som hos tilhøreren nytårsmorgen.

Påske er tilgodeset med hele fire store koralforspil, hvor ikke mindst nr. 9, en fantasi over "I dødens bånd vor frelser lå", er udtryksfuld i kontrasten mellem de mørke akkorder i graven og de effektfulde opstandelsesmotiver. Også til påske indgår som nr. 10 en stor partita over "Du er, opstandne sejershelt, opstandelsen og livet" med syv spidsfindige variationer; for eksempel er variation 6 en spejlvending af temaet.

Til pinse gør nr. 12, "Nu bede vi den Helligånd" sig bemærket med inciterende og dansante rytmer. Melodien gemmer sig i trioliserede tertsløb, og der opstår en scherzo, som i sin stemning leder tankerne hen på Vierne.

Den lange trinitatistid dækkes ind af syv koraler af forskellig karakter. Nr. 14, "Aleneste Gud i Himmerig" er for to manualer (uden pedal), stille mediterende og meget smuk. Også nr. 17, koralen over "Behold os, Herre, ved dit ord" er meget vellykket. Satsens lyse og lette indledning kunne i sig selv have været et af Carl Nielsens små præludier!

Til allehelgen når vi frem til de to sidste koraler. Der er grund til at fremhæve nr. 21, den sidste koralbearbejdelse i samlingen over ”Nu fryde sig hver kristen mand". Det er en storslået plenosats, virtuos i både hænder og fødder. Stilmæssigt rammer den koralen fra indledningen over "Gør døren høj", og i begge koraler kunne den, der arbejder sig ind i stoffet, få en fornemmelse af déjà vu, og det er nok, fordi der indimellem er en snert igen af Carl Nielsen, og i disse tilfælde ligefrem af Commotio en miniature.

Finn Evald har også indspillet sine 21 koralvariationer på cd, naturligvis på Raphaëlis-orglet. Det har været interessant at høre på indspilningen, efter at jeg havde forsøgt at danne mig mit eget indtryk af koralerne. Hvordan skal de registreres? Hvilken grad af musikalsk artikulation er aktuel? Hvilke tempi virker i de forskellige stykker? I dette tilfælde er komponist og solist jo identisk, og det kan man som den, der tilegner sig værkerne, få megen inspiration af at lytte til. Finn Evald har oven i købet udfærdiget et lille hæfte med korte kommentarer til hver orgelkoral, og her er også samtlige anvendte registreringer beskrevet.  Men alle udøvende musikere får heldigvis også en egen opfattelse af, hvordan musik bedst kommer til udtryk, og dét gør på et overordnet plan musik spændende, levende og ny hver gang! Således vil jeg også tro, at man her kan få glæde af koralerne uden "facitlisten". Vi sidder jo heller ikke alle sammen ved et renæssanceorgel, og koralerne vil bestemt også gøre sig godt på andre orgeltyper. De kræver mindst to manualer og pedal og en fin palet af registreringsmuligheder.

Samtlige koraler kan være af passende længde og karakter til præ- eller postludium, fra to til fire minutters varighed, for hele partitaens vedkommende dog otte minutter. Det er en samling, der som nævnt kræver tid til indstudering, før de enkelte værker kommer til deres ret. Hver eneste koral er den tid værd.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.