Anmeldelse - Fra Beatles til Boulez

Skrevet af Lars Kristian Hansen.

Jens Ramsing: Alle mine kilder / 24 orgelkoraler, Kirkemusikforlaget 2014. Pris kr. 298. Organ works by Jens Ramsing. Played by the composer at the P.G. Andersen organ in our Lady’s Church, Vordingborg, Denmark. Helikon Records HCD 1076. Producer: Jesper Jørgensen.

Stilmæssigt kommer komponisten og organisten Jens Ramsing vidt omkring på denne udgivelse – 24 orgelkoraler, der strejfer mange områder i det 20. århundredes musikalske topografi – stiltræk, der frejdigt låner fra såvel Hindemith, Alain, Holmboe og jazz, såvel som fra den centraleuropæiske efterkrigs-avantgarde.

Fælles for orgelkoralerne er, at de er ganske korte, egnede til gudstjenester, ofte praktisk ordnede, så de fylder en venstre- og højreside i det medfølgende hæfte. Endvidere er det meste af musikken spillemæssigt tilgængelig, som regel koncentreret om et gennemgående motiv, der ledsager koralstroferne, a la Orgelbüchlein. Trods et lille koks mht. rækkefølgen på bagsidecoveret finder man hurtigt ”melodien”.

Titelsalmen afspejler komponistens frie, næsten kåde forhold til rytme og synkoper. Som i flere andre koraler afstår Jens Ramsing fra at notere et fast metrum, hvilket giver et letlæseligt flydende nodebillede.

Også på andre måder leges der med mediet. Kingos Far, verden, far vel opretholder en balance mellem hofelegant barokdans og på samme tid associationer til Beatles-klassikeren ”Michelle”. Fænomenalt!

Musikken er (befriende?) fri for romantisk staffage. Selv Niels W. Gades Barn Jesus, der kunne indbyde til sligt, fremstilles klassisk renfærdig i en kanon-inspireret sats. Orgelkoralerne over Herren han har besøgt sit folk og I denne verdens sorger sænkt er symptomatiske for en del af musikken – kirketonal mild modalitet med en undertone af alvor, sidste koral indeholder nærmest ikke løse fortegn!

Aleneste Gud i Himmerig med dens mejslede kvintparalleller er karsk Hindemith med hele pibetøjet. Ligeså Nu vågne alle Guds fugle små, der tidligere har været udgivet i ”35 danske orgelkoraler 2002”, men her revideret. Og Tunge, mørke natteskyer er en sært stemningsfuld nocturne med synkoper og et ledsagende obligat motiv gennem hele koralen. Enkelte af koralbearbejdelserne har til gengæld et mere kompromisløst eksperimenterende udtryk.

Jens Ramsings egen melodi til Steen Kaaløs I den nat af stumme skrig indleder cd´en. Melodien er nærmest genial i sit insisterende udtryk med det indledende motiv, som gennemføres i mediantforbindelser i mol. Desværre er kun melodien trykt i hæftet. Jens Ramsings inspirerende variationer over sin egen melodi kan man til gengæld lytte til med ørebøfferne ude – og sammenholdt med tekstindholdet er det beåndede og dramatiske variationer, der bydes på.

Orglets 27 stemmer yder sammen med solisten musikken fuld retfærdighed. Instrumentet er bygget af P.G. Andersen i 1960, men har senere gennemgået en omdisponering og modernisering, så det nu (lige som mange andre) fremstår som et klassisk orgel, der dog alligevel ”kan lidt af hvert”. Producer Jesper Jørgensen har lagt den sidste sten til et projekt, der kun kan betegnes som forfriskende og vellykket.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.