Punktnedslag i en mursten

Skrevet af Lars Kristian Hansen.

KoralbogEfter godt og vel et par år i karambolage med den nye koralbog må tiden være kommet til en midlertidig brugerstatus.
Første erfaring: Ved afhentningen hos musikhandleren af de 5 eksemplarer, arbejdspladsen havde bestilt.
Sjældent har de 200 meter hen til bilen været så pinefulde. Med arme så lange som en orangutangs, blev bøgerne endelig bugseret ind i bagagerummet. Hjemturen foregik sindigt med et svagt protesterende køretøj. Følgende dag genoplevede en mørbanket overkrop skoletidens gymnastiklektioner.
Næste erfaring: Med den hensigt at gennemspille nogle af de nye salmer på kirkens veltjente Hindsberg-klaver lagde jeg bogen møjsommeligt til rette. Venstre- og højresiderne hang ud over nodehylden som bedrøvede hundeører. Hældningen var faretruende, og midt i 1. vers satte koralbogen så at sige “sig selv på det nederste sted”, dvs. rutschede ned over tangenterne med en yndefuld dissonans for til slut at havne på gulvet. Konklusion: Undgå at spille salmer først eller sidst i bogen. Mellem nr. 200 og nr. 400 fungerer det sikrest.
Så gik det bedre på orgelpulten. Men det besynderlige murstensformat gav ikke plads til nodesamlinger i liggende A4-format ovenover som den gamle koralbog. Og flere erfaringer fulgte. Undertiden var det svært at læse dele af nodeteksten på venstresiderne, da den fortsatte næsten ud til margenen, bl.a. grundet sidernes “buklede mågefacon”.
Ellers er det ikke papirøkonomi, der tynger udgivelsen, som må fremelske en ny organist-kompetence: Den lille vægtløfter-prøve. Gudstjenester foregik ofte med skift mellem gammel og ny koralbog. Den første føltes elegant og handy, den anden mindede om en kalorieplaget teenager.
Så prøvede jeg at snyde ved at kopiere de nye satser fra “murstenen”. Det viste sig nærmest umuligt på grund af formatet at få det hele med.
Endelig accepterede jeg min skæbne, tog mine kampe med monsteret og prøvede at forlige mig med særhederne. Det er dog ikke lykkedes helt endnu.

Tonearterne
er et kapitel for sig. På den ene side er der foretaget fornuftige nedtransponeringer. “Alt, hvad som…” er kommet tilbage i 54-udgavens F-dur, “Alt står i…”, “Dejlig er jorden”, er flyttet ned i D-dur, en god beslutning, deres benyttelse taget i betragtning. En del andre salmer er ligeledes nedjusterede til et mere sangvenligt leje.
Men der er ingen konsekvens i foretagendet. Rustne morgenstemmer (menighed såvel som korister) må næppe være begejstrede for toptonen e’’ i “Gud, du som lyset og dagen oplod”, “En rose så jeg skyde” er fremdeles i F-dur (Es-dur i Højskolesangbogen) med de giftige starttoner på c’’ og d’’. “Et barn er født…” fungerer i øvrigt glimrende i samme bogs F-dur, og “Den signede dag” imødekommer menigheden bedre i B-dur (evt. med en lys registrering), hvor man slipper for de forpinte sluttoner, der kan fratage selvtilliden selv hos mange korsangere, når tonearten er C.
Sjovt er det heller ikke at præsentere kor og menighed for “Det koster ej for megen strid” (DDK 74). Som i 3. udgave af Den danske koralbog fra 92 er melodien bragt i C-dur (med e som højtone). De melodiske og rytmiske ændringer vil til enhver tid hægte de fleste af, missionsfolk eller ej, så en søndag, da problemet blev aktuelt, måtte jeg støve et laset eksemplar af 2. udgaven fra 73 frem, og så fungerede det fint. Også her var satsen i C-dur, men tankevækkende er, at tonearten faktisk er B-dur i den gamle 1. udgave fra 54!
I det hele taget må det undre, at man ikke har fulgt Højskolesangbogens valg af tonearter noget mere. Forsamlingen i kirkerummet er nødvendigvis næppe mere sangtrænet end “Højskoleforsamlingen”.
Evt. argumenter begrundet i orglets natur, grødet klang, osv. gennemhuller sig selv, når man møder B-dur harmoniseringerne af “Hvorledes skal jeg møde og “Zions vægter…”, som har større registerbeliggenhedsproblemer i dybden end de førnævnte (transponerede) salmer, noget der nemt kunne have været undgået via enkelte satstekniske ændringer.

Harmoniseringerne og satsteknik
Harmoniseringerne bærer præg af forsigtig ærbødighed for komponisterne (delvist forståeligt), men andre steder synes 54-harmoniseringerne kanoniseret til urørligt arvegods.
En del af dem er fossiler fra en akademisk blegnæset tradition kaldet “kirkestil”, kulminerende i 30’erne og 40’erne. Introduceret af Thomas Laub, og bl.a. videreført af Mogens Wöldike med flere. Stilens påståede historiske objektivitet inspireret af vokal renæssance- og tidlig barokmusik, har hensat generationer af organister og sagesløse kirkegængere i gråmeleret kedsomhed, med streng bandlysning af subjektive følelser, eksemplificeret i “Nu falmer skoven”, “som vel har vundet nogen udbredelse, men som vel ikke kan siges at have fortrængt de bedre melodier, hvortil de pågældende salmer er skrevet…” (fra forordet i 54-koralbogen).
Den lader vi stå et øjeblik.
Kendetegnende for stilen er mange grundakkorder, ofte i oktavstilling midt i perioden, eller terts- og kvintfordoblede ditto. Karakteristisk er også, at melodiske underdelinger partout skal harmoniseres, hvilket forhindrer fremdrift. Her taler jeg om melodier, der ikke har specifikt kirketonalt præg. Melodier som f.eks. DDK 220, 278b, 285, 225 og 400, alle flittigt benyttede salmer. De fremstår fremdeles som før i en em af Orgelbevægelse, Dansk Kirkesang og kolde gymnastiksale. Alle uartigheder så som bi- og vekseldominanter etc. er fortsat bandlyst.
Hos sidstnævnte (“Nu velan, vær frisk…”) accentueres problemet med underdelingerne, eftersom fraserne altid begynder med 2 ottendedeles optakt (som selvfølgelig harmoniseres). Alt harmoniseres. Forslag og gennemgangstoner er på det nærmeste bandlyst.
Mange af disse koraler ville på et konservatorium have gennemgået en kirurgisk opstramning i form af en rød teori-lærerblyant. Som de fremtræder, ville de næppe passere en middelkarakter.
Nu har organister levet med disse satser i 50 år og mere. Derfor er det skuffende, at man ikke har villet (kunnet?) gøre op med vanetænkning og iklædt melodierne en flydende, spillelig og spændende emballage.
Efter som udgiverne har valgt at brede sig så meget på siderne, kunne man have bragt alternative harmoniseringer af de mest kendte salmer, en idé der kun gennemføres i “Kirken den er et gammelt hus”.
Generelt sætter flere af harmoniseringerne sig mellem de 2 berømte stole: Korsats/orgelsats, der så vander ud i et inkonsekvent kompromis og ikke bliver nogen af delene.

De romantiske salmer
Konsekvens er der til gengæld, hvad angår de romantiske salmer. De er i langt større grad end tidligere trofaste over for komponistens forlæg. Tidligere “forbedringer” er i vid udstrækning undgået.
Det giver i mange tilfælde en mere profileret harmonisk originalitet, f.eks. hos Hartmann og Lindeman.
Desværre afsløres ophavsmændene undertiden som satsmæssige dilettanter, værst hos Henrik Rung.
Jeg er, som mange af mine kollegaer, ambivalent i forhold til Rungs salmer. Som autodidakt guitarist er han på den ene side ophavsmand til de smukkeste af slagsen, (“I al sin glans…”), til gengæld hersker undertiden en mangel på logisk sammenhæng, hvad angår rytmisk konsistens.
Det klassiske eksempel er naturligvis “Alt står i Guds faderhånd”, der må have sat talrige nye organister i et dilemma m.h.t. rytmiske proportioner. Spillet korrekt hægter man menigheden af - enten i første eller anden halvdel, hvilket de fleste sikkert har prøvet (i hvert fald én gang!).
Koralbog 2003 har endelig fået en udjævnet version ved siden af den gamle. Bielefeldts (?) harmonisering er der dog stadigvæk. Klumpet som tyk brun sovs i et ufikst orgie af grundakkorder i sidste halvdel. Hvorfor denne reverens over for fortiden? Det er en praktisk nodesamling, musikeren har brug for - ikke et historisk dokument.
“På Jerusalem det ny” (DDK 452) åbenbarer en nyskabelse: Rungs egen harmonisering, og det er ikke noget kønt syn. Alene optaktens hoppende grundakkorder (kvart-kvintfald i pedalet) falder “på næsen”, er nærmest umulig at spille og ikke ulejligheden værd. De spredte akkorder over et gentaget orgelpunkt i sidste del ligner en koralharmonisering fra en 1.-årsstuderende. Her forstår man 54-koralbogens forbedringer.
Et beslægtet problem optræder i Barnekows “For dig, o Herre…” (DDK 132), ført tilbage i Kalhauges version. Den unisone indledning giver problemer i pedalet for den uøvede (kvart op, oktav ned) - ganske unødvendigt. For meget museum ud fra et ønske om “historisk autenticitet”, til glæde for hvem?
“Barn Jesus…” (DDK 23) er en af Niels W. Gades smukke korsatser. Deri ligger problemet, for heller ikke den er særlig nem at tackle på et orgel, en orgelvenlig omlægning bør overvejes (en sådan findes faktisk).
“Jert Hus…” (Hartmann) og “Talsmand, som på jorderige” (Lindeman) husker jeg som trælse førstegangsbekendtskaber fra den gl. koralbog. Sidstnævnte har f.eks. en ualmindelig kringlet fingerdisposition i sidste halvdel. Men de kan altså fortsat få lov at drille nye organistspirer. For Koralbog 2003 har ikke ændret på de forhold. Lindemans koralsats kunne sagtens justeres, så den fremstod både mere elegant og idiomatisk tilgængelig.
Om “Glade jul” (DDK 151) hører til her, skal lade være usagt. Men julehittet par excellence kunne godt være bragt i 2 udgaver, en moderat og en “fræk”. Mens den gamle koralbog bragte en knastør asketisk sats, har man delvis rettet om på miseren med Grubers egen harmonisering, hvor tenor-imitationerne frisker lidt op.
Men for at barneøjnene skal tindre må der mere til. Bielefeldts koralbog (1901) bringer nogle bud på afveksling (takt 5-8). I takt 9-10 kan der skabes en harmonisk kulmination via akkordfølgen Dom7 - Ufuldkommen bidominant none - Sp - Ufuldkommen vekseldominant none med e i bassen. Derefter kvartsekstforudhold for dominanten.
Så synger englene.

Flere punktnedslag
Koralbog 2003 indeholder i enkelte tilfælde satsmæssige særheder (fejl?). “Jesus, livets sol og glæde” (DDK 293): Alten på 2. halvnode i 3. sidste takt skal formentlig være d og ikke e. I “Op, thi dagen nu frembryder” (DDK 444), bør tenoren være et a (og ikke g) i takt 3 på 4. slag, hvis akkorden skal give mening, og “Under dine vingers skygge” (DDK 517), indeholder en i konteksten besynderlig g-mol kvartsekstakkord på 1-slaget i takt 10. Altens g er nok ment som et f (som i tidligere udgaver). Men da de parallelle tertser i overstemmerne gennemføres allerede i takt 8 (b i alten på 1-slaget i stedet for a) som resulterer i en forstørret treklang med forslagsvirkning, ligner det en bevidst handling (sekvensmønster). Alligevel klinger det underligt.

Måske har jeg selv overset nogle trykfejl, men småfejl, der har unddraget sig korrekturen, er forståelig i så stor en udgivelse.
“Dybt fornedres skal enhver” (DDK 108) er lettere ændret og iflg. noterne nu tættere på Freylinghausens harmonisering. Det bevirker i den nye udgave en ringere løsning i takt 7 (kvintfordoblet grundakkord og grundakkord i oktavstilling, hhv. 3. og 4. slag). Endvidere burde den kvintfordoblede C7 akkord (t. 9, 1. slag) have et c, ikke g, i tenoren for at være fuldkommen. Smagsdommerne fra 1954 redigerede vel blot ud fra sund fornuft, hvilket ikke i alle tilfælde behøver at være bedreviden.
De samklangsmæssige ændringer i “Gak ud, min sjæl” (DDK 148), tilskrives Wöldike anno 1936. De før så “stejle” akkordvirkninger i takt 2-3 er erstattet af tamt klingende akkorder uden prægnans (svagere fordoblinger).
Det kan føles som meningsløst navlepilleri at gå ind i så små detaljer, men det er vel også det, udgiverne har gjort - og hvorfor? Eneste grund jeg kan finde, er det jeg vil kalde “bogholdersyndromet”. Tingene passer ind i en særlig indforstået æstetik, begrundet i tradition, historisk korrekthed etc.
Det er blot ikke et forskerskrift, musikerne har brug for. Det kunne klares i en afhandling.

Koralbog med hullerKonklusion
Svaghederne er tydelige i Koralbog 2003. Styrkesider er der også (tryk, papirkvalitet, titelredigering, de udskrevne vers, hvor det er påkrævet, f.eks. i “Aleneste Gud…”).
Imidlertid synes projektet ikke tænkt ordentligt igennem. Hvorfor dette upraktiske norske (?) format, hvorfor al den spildplads, hvorfor forsvinder nodesystemerne i margenen, hvorfor dit og dat…
Ikke alene er der stadig mange kedelige harmoniseringer. Som DOKS’er kan man råde bod på det, men bogen bruges også af organister uden den store skoling, og ud fra den betragtning er en del af materialet simpelthen for svært at spille efter, sværere end Koralbog 54.
Bogen indeholder stadigvæk en jungle af Laub-salmer og 1500-tals ditto, der sjældent (aldrig) benyttes. Med en mere konsekvent sanering, kunne der have blevet plads til flere nye salmer, evt. en lidt slankere koralbog.
I nærværende sammenhæng har jeg undladt kommentarer vedrørende de nye salmer, der mildest talt er en blandet landhandel. Men når man nu åbner ladeporten på klem over for rytmiske salmer, ville det være naturligt at have bragt flere af Willy Egmoses melodier, som er lette at synge og professionelt skåret til.
At der kan have været praktiske problemer, f.eks. omkring copyright, som kan forklare nogle af dispositionerne, skal ikke udelukkes. Jeg forholder mig udelukkende til “murstenen” som bruger.
Sammenfattende må man konkludere: Tung, uhåndterlig bog (hvad med 2 bind?) med gode intentioner, bundet for meget af tidligere udgivelser, begrænset fornyelse, en nørdet hang til “kildeoprindelighed”, der også har præget salmebogsudvalgets arbejde med teksterne - kort sagt: Der er ikke blevet set på materialet med tilpas friske, kritiske musikerøjne. Man har fornemmelsen, at udvælgelsen af teksterne har haft ubetinget førsteprioritet. Måske forklarer det valget af melodier (især de nye), som for nogles vedkommende burde være blevet liggende i skrivebordsskuffen - bagest.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.