Punktnedslag i en mursten

KoralbogEfter godt og vel et par år i karambolage med den nye koralbog må tiden være kommet til en midlertidig brugerstatus.
Første erfaring: Ved afhentningen hos musikhandleren af de 5 eksemplarer, arbejdspladsen havde bestilt.
Sjældent har de 200 meter hen til bilen været så pinefulde. Med arme så lange som en orangutangs, blev bøgerne endelig bugseret ind i bagagerummet. Hjemturen foregik sindigt med et svagt protesterende køretøj. Følgende dag genoplevede en mørbanket overkrop skoletidens gymnastiklektioner.
Næste erfaring: Med den hensigt at gennemspille nogle af de nye salmer på kirkens veltjente Hindsberg-klaver lagde jeg bogen møjsommeligt til rette. Venstre- og højresiderne hang ud over nodehylden som bedrøvede hundeører. Hældningen var faretruende, og midt i 1. vers satte koralbogen så at sige “sig selv på det nederste sted”, dvs. rutschede ned over tangenterne med en yndefuld dissonans for til slut at havne på gulvet. Konklusion: Undgå at spille salmer først eller sidst i bogen. Mellem nr. 200 og nr. 400 fungerer det sikrest.
Så gik det bedre på orgelpulten. Men det besynderlige murstensformat gav ikke plads til nodesamlinger i liggende A4-format ovenover som den gamle koralbog. Og flere erfaringer fulgte. Undertiden var det svært at læse dele af nodeteksten på venstresiderne, da den fortsatte næsten ud til margenen, bl.a. grundet sidernes “buklede mågefacon”.
Ellers er det ikke papirøkonomi, der tynger udgivelsen, som må fremelske en ny organist-kompetence: Den lille vægtløfter-prøve. Gudstjenester foregik ofte med skift mellem gammel og ny koralbog. Den første føltes elegant og handy, den anden mindede om en kalorieplaget teenager.
Så prøvede jeg at snyde ved at kopiere de nye satser fra “murstenen”. Det viste sig nærmest umuligt på grund af formatet at få det hele med.
Endelig accepterede jeg min skæbne, tog mine kampe med monsteret og prøvede at forlige mig med særhederne. Det er dog ikke lykkedes helt endnu.

Tonearterne
er et kapitel for sig. På den ene side er der foretaget fornuftige nedtransponeringer. “Alt, hvad som…” er kommet tilbage i 54-udgavens F-dur, “Alt står i…”, “Dejlig er jorden”, er flyttet ned i D-dur, en god beslutning, deres benyttelse taget i betragtning. En del andre salmer er ligeledes nedjusterede til et mere sangvenligt leje.
Men der er ingen konsekvens i foretagendet. Rustne morgenstemmer (menighed såvel som korister) må næppe være begejstrede for toptonen e’’ i “Gud, du som lyset og dagen oplod”, “En rose så jeg skyde” er fremdeles i F-dur (Es-dur i Højskolesangbogen) med de giftige starttoner på c’’ og d’’. “Et barn er født…” fungerer i øvrigt glimrende i samme bogs F-dur, og “Den signede dag” imødekommer menigheden bedre i B-dur (evt. med en lys registrering), hvor man slipper for de forpinte sluttoner, der kan fratage selvtilliden selv hos mange korsangere, når tonearten er C.
Sjovt er det heller ikke at præsentere kor og menighed for “Det koster ej for megen strid” (DDK 74). Som i 3. udgave af Den danske koralbog fra 92 er melodien bragt i C-dur (med e som højtone). De melodiske og rytmiske ændringer vil til enhver tid hægte de fleste af, missionsfolk eller ej, så en søndag, da problemet blev aktuelt, måtte jeg støve et laset eksemplar af 2. udgaven fra 73 frem, og så fungerede det fint. Også her var satsen i C-dur, men tankevækkende er, at tonearten faktisk er B-dur i den gamle 1. udgave fra 54!
I det hele taget må det undre, at man ikke har fulgt Højskolesangbogens valg af tonearter noget mere. Forsamlingen i kirkerummet er nødvendigvis næppe mere sangtrænet end “Højskoleforsamlingen”.
Evt. argumenter begrundet i orglets natur, grødet klang, osv. gennemhuller sig selv, når man møder B-dur harmoniseringerne af “Hvorledes skal jeg møde og “Zions vægter…”, som har større registerbeliggenhedsproblemer i dybden end de førnævnte (transponerede) salmer, noget der nemt kunne have været undgået via enkelte satstekniske ændringer.

Harmoniseringerne og satsteknik
Harmoniseringerne bærer præg af forsigtig ærbødighed for komponisterne (delvist forståeligt), men andre steder synes 54-harmoniseringerne kanoniseret til urørligt arvegods.
En del af dem er fossiler fra en akademisk blegnæset tradition kaldet “kirkestil”, kulminerende i 30’erne og 40’erne. Introduceret af Thomas Laub, og bl.a. videreført af Mogens Wöldike med flere. Stilens påståede historiske objektivitet inspireret af vokal renæssance- og tidlig barokmusik, har hensat generationer af organister og sagesløse kirkegængere i gråmeleret kedsomhed, med streng bandlysning af subjektive følelser, eksemplificeret i “Nu falmer skoven”, “som vel har vundet nogen udbredelse, men som vel ikke kan siges at have fortrængt de bedre melodier, hvortil de pågældende salmer er skrevet…” (fra forordet i 54-koralbogen).
Den lader vi stå et øjeblik.
Kendetegnende for stilen er mange grundakkorder, ofte i oktavstilling midt i perioden, eller terts- og kvintfordoblede ditto. Karakteristisk er også, at melodiske underdelinger partout skal harmoniseres, hvilket forhindrer fremdrift. Her taler jeg om melodier, der ikke har specifikt kirketonalt præg. Melodier som f.eks. DDK 220, 278b, 285, 225 og 400, alle flittigt benyttede salmer. De fremstår fremdeles som før i en em af Orgelbevægelse, Dansk Kirkesang og kolde gymnastiksale. Alle uartigheder så som bi- og vekseldominanter etc. er fortsat bandlyst.
Hos sidstnævnte (“Nu velan, vær frisk…”) accentueres problemet med underdelingerne, eftersom fraserne altid begynder med 2 ottendedeles optakt (som selvfølgelig harmoniseres). Alt harmoniseres. Forslag og gennemgangstoner er på det nærmeste bandlyst.
Mange af disse koraler ville på et konservatorium have gennemgået en kirurgisk opstramning i form af en rød teori-lærerblyant. Som de fremtræder, ville de næppe passere en middelkarakter.
Nu har organister levet med disse satser i 50 år og mere. Derfor er det skuffende, at man ikke har villet (kunnet?) gøre op med vanetænkning og iklædt melodierne en flydende, spillelig og spændende emballage.
Efter som udgiverne har valgt at brede sig så meget på siderne, kunne man have bragt alternative harmoniseringer af de mest kendte salmer, en idé der kun gennemføres i “Kirken den er et gammelt hus”.
Generelt sætter flere af harmoniseringerne sig mellem de 2 berømte stole: Korsats/orgelsats, der så vander ud i et inkonsekvent kompromis og ikke bliver nogen af delene.

De romantiske salmer
Konsekvens er der til gengæld, hvad angår de romantiske salmer. De er i langt større grad end tidligere trofaste over for komponistens forlæg. Tidligere “forbedringer” er i vid udstrækning undgået.
Det giver i mange tilfælde en mere profileret harmonisk originalitet, f.eks. hos Hartmann og Lindeman.
Desværre afsløres ophavsmændene undertiden som satsmæssige dilettanter, værst hos Henrik Rung.
Jeg er, som mange af mine kollegaer, ambivalent i forhold til Rungs salmer. Som autodidakt guitarist er han på den ene side ophavsmand til de smukkeste af slagsen, (“I al sin glans…”), til gengæld hersker undertiden en mangel på logisk sammenhæng, hvad angår rytmisk konsistens.
Det klassiske eksempel er naturligvis “Alt står i Guds faderhånd”, der må have sat talrige nye organister i et dilemma m.h.t. rytmiske proportioner. Spillet korrekt hægter man menigheden af - enten i første eller anden halvdel, hvilket de fleste sikkert har prøvet (i hvert fald én gang!).
Koralbog 2003 har endelig fået en udjævnet version ved siden af den gamle. Bielefeldts (?) harmonisering er der dog stadigvæk. Klumpet som tyk brun sovs i et ufikst orgie af grundakkorder i sidste halvdel. Hvorfor denne reverens over for fortiden? Det er en praktisk nodesamling, musikeren har brug for - ikke et historisk dokument.
“På Jerusalem det ny” (DDK 452) åbenbarer en nyskabelse: Rungs egen harmonisering, og det er ikke noget kønt syn. Alene optaktens hoppende grundakkorder (kvart-kvintfald i pedalet) falder “på næsen”, er nærmest umulig at spille og ikke ulejligheden værd. De spredte akkorder over et gentaget orgelpunkt i sidste del ligner en koralharmonisering fra en 1.-årsstuderende. Her forstår man 54-koralbogens forbedringer.
Et beslægtet problem optræder i Barnekows “For dig, o Herre…” (DDK 132), ført tilbage i Kalhauges version. Den unisone indledning giver problemer i pedalet for den uøvede (kvart op, oktav ned) - ganske unødvendigt. For meget museum ud fra et ønske om “historisk autenticitet”, til glæde for hvem?
“Barn Jesus…” (DDK 23) er en af Niels W. Gades smukke korsatser. Deri ligger problemet, for heller ikke den er særlig nem at tackle på et orgel, en orgelvenlig omlægning bør overvejes (en sådan findes faktisk).
“Jert Hus…” (Hartmann) og “Talsmand, som på jorderige” (Lindeman) husker jeg som trælse førstegangsbekendtskaber fra den gl. koralbog. Sidstnævnte har f.eks. en ualmindelig kringlet fingerdisposition i sidste halvdel. Men de kan altså fortsat få lov at drille nye organistspirer. For Koralbog 2003 har ikke ændret på de forhold. Lindemans koralsats kunne sagtens justeres, så den fremstod både mere elegant og idiomatisk tilgængelig.
Om “Glade jul” (DDK 151) hører til her, skal lade være usagt. Men julehittet par excellence kunne godt være bragt i 2 udgaver, en moderat og en “fræk”. Mens den gamle koralbog bragte en knastør asketisk sats, har man delvis rettet om på miseren med Grubers egen harmonisering, hvor tenor-imitationerne frisker lidt op.
Men for at barneøjnene skal tindre må der mere til. Bielefeldts koralbog (1901) bringer nogle bud på afveksling (takt 5-8). I takt 9-10 kan der skabes en harmonisk kulmination via akkordfølgen Dom7 - Ufuldkommen bidominant none - Sp - Ufuldkommen vekseldominant none med e i bassen. Derefter kvartsekstforudhold for dominanten.
Så synger englene.

Flere punktnedslag
Koralbog 2003 indeholder i enkelte tilfælde satsmæssige særheder (fejl?). “Jesus, livets sol og glæde” (DDK 293): Alten på 2. halvnode i 3. sidste takt skal formentlig være d og ikke e. I “Op, thi dagen nu frembryder” (DDK 444), bør tenoren være et a (og ikke g) i takt 3 på 4. slag, hvis akkorden skal give mening, og “Under dine vingers skygge” (DDK 517), indeholder en i konteksten besynderlig g-mol kvartsekstakkord på 1-slaget i takt 10. Altens g er nok ment som et f (som i tidligere udgaver). Men da de parallelle tertser i overstemmerne gennemføres allerede i takt 8 (b i alten på 1-slaget i stedet for a) som resulterer i en forstørret treklang med forslagsvirkning, ligner det en bevidst handling (sekvensmønster). Alligevel klinger det underligt.

Måske har jeg selv overset nogle trykfejl, men småfejl, der har unddraget sig korrekturen, er forståelig i så stor en udgivelse.
“Dybt fornedres skal enhver” (DDK 108) er lettere ændret og iflg. noterne nu tættere på Freylinghausens harmonisering. Det bevirker i den nye udgave en ringere løsning i takt 7 (kvintfordoblet grundakkord og grundakkord i oktavstilling, hhv. 3. og 4. slag). Endvidere burde den kvintfordoblede C7 akkord (t. 9, 1. slag) have et c, ikke g, i tenoren for at være fuldkommen. Smagsdommerne fra 1954 redigerede vel blot ud fra sund fornuft, hvilket ikke i alle tilfælde behøver at være bedreviden.
De samklangsmæssige ændringer i “Gak ud, min sjæl” (DDK 148), tilskrives Wöldike anno 1936. De før så “stejle” akkordvirkninger i takt 2-3 er erstattet af tamt klingende akkorder uden prægnans (svagere fordoblinger).
Det kan føles som meningsløst navlepilleri at gå ind i så små detaljer, men det er vel også det, udgiverne har gjort - og hvorfor? Eneste grund jeg kan finde, er det jeg vil kalde “bogholdersyndromet”. Tingene passer ind i en særlig indforstået æstetik, begrundet i tradition, historisk korrekthed etc.
Det er blot ikke et forskerskrift, musikerne har brug for. Det kunne klares i en afhandling.

Koralbog med hullerKonklusion
Svaghederne er tydelige i Koralbog 2003. Styrkesider er der også (tryk, papirkvalitet, titelredigering, de udskrevne vers, hvor det er påkrævet, f.eks. i “Aleneste Gud…”).
Imidlertid synes projektet ikke tænkt ordentligt igennem. Hvorfor dette upraktiske norske (?) format, hvorfor al den spildplads, hvorfor forsvinder nodesystemerne i margenen, hvorfor dit og dat…
Ikke alene er der stadig mange kedelige harmoniseringer. Som DOKS’er kan man råde bod på det, men bogen bruges også af organister uden den store skoling, og ud fra den betragtning er en del af materialet simpelthen for svært at spille efter, sværere end Koralbog 54.
Bogen indeholder stadigvæk en jungle af Laub-salmer og 1500-tals ditto, der sjældent (aldrig) benyttes. Med en mere konsekvent sanering, kunne der have blevet plads til flere nye salmer, evt. en lidt slankere koralbog.
I nærværende sammenhæng har jeg undladt kommentarer vedrørende de nye salmer, der mildest talt er en blandet landhandel. Men når man nu åbner ladeporten på klem over for rytmiske salmer, ville det være naturligt at have bragt flere af Willy Egmoses melodier, som er lette at synge og professionelt skåret til.
At der kan have været praktiske problemer, f.eks. omkring copyright, som kan forklare nogle af dispositionerne, skal ikke udelukkes. Jeg forholder mig udelukkende til “murstenen” som bruger.
Sammenfattende må man konkludere: Tung, uhåndterlig bog (hvad med 2 bind?) med gode intentioner, bundet for meget af tidligere udgivelser, begrænset fornyelse, en nørdet hang til “kildeoprindelighed”, der også har præget salmebogsudvalgets arbejde med teksterne - kort sagt: Der er ikke blevet set på materialet med tilpas friske, kritiske musikerøjne. Man har fornemmelsen, at udvælgelsen af teksterne har haft ubetinget førsteprioritet. Måske forklarer det valget af melodier (især de nye), som for nogles vedkommende burde være blevet liggende i skrivebordsskuffen - bagest.

Finn Viderø 1906-2006

Finn WiderøDen 15. august 2006 er det 100 år siden organisten, komponisten m.m. Finn Viderø fødtes. Forfatteren af nærværende erindring er det man i dagens Danmark kalder af etnisk oprindelse, altså født og opvokset i udlandet og i øvrigt hans sidste elev i konservatorieregi. Med det in mente kan det indledningsvis være fristende at citere musikkritikeren Hansgeorg Lenz (af tysk oprindelse) for hans udtalelse i forbindelse med Viderøs 75-årsdag: “På det hjemlige parnas er der en solid tradition for, at den slags kunstnere behandles omvendt proportionalt med den agtelse, de nyder ude”.

Jeg vælger ikke at skrive en biografi eller opremsning af Finn Viderøs vældige gerninger frem til hans død for knap 20 år siden. Derimod begynder afstanden i tid at blive så stor at det burde være muligt at hæve sig en smule i helikopterhøjde for at se en smule på hvilken betydning han sammen med eksempelvis Mogens Wøldike og orgelbyggeriet Marcussen og Søn fik både nationalt og internationalt, i noget der trygt kan benævnes som en guldalder i dansk kirkemusik.
Kendsgerningerne burde tale for sig selv, men allerede her fascineres man af alle de reservationer påfaldende mange fremdeles har behov for at udtrykke i forhold til Viderøs livsværk. Han var jo et barn af sin tid, sådan spiller vi ikke længere. Det er jo så sandt som det er sagt, men det samme kan sikkert siges om mange af os inden lang tid er gået.

Man kan blive ganske misundelig på den rolle Viderø havde evner og mulighed for at have fra omkring 1930. På samme måde som Thomas Laub havde gjort et halvt århundrede tidligere, var han med til at sætte en helt ny dagsorden. Denne gang gjaldt det opførelsespraksis, og ikke mindst orgelspillet. (Med al respekt for hans arbejde med gregoriansk sang på dansk, var det nok indenfor orgelspillet hans hjerte slog kraftigst). Nu var det bort med alt føleriet, nu var det tid til at gå til kilderne, og som Bernhard Christensen så smukt siger “at give et så sandt som muligt billede af en svunden tids musikopfattelse. Et levende engagement, som advarer mod vanetænkning, fastlåst i vedtagne normer”.

Denne renselsesproces fra den romantiske indfaldsvinkel var i begyndelsen nærmest total, og et af de morsomme forhold set med eftertidens øjne var at også jazzen blev inddraget i det samme projekt! Sikkert er det at denne nye dagsorden skabte stor begejstring vidt omkring, samtidigt med at den kom i skarp modsætning til mange af tidens betydelige organister, som endnu i lang tid fremover havde konservatoriet som sin tumleplads. Det er ingen tvivl om at orgelbevægelsens indtræden nogen tid i forvejen bidrog til at Viderø var rette mand på rette sted til ret tid. Og at Danmark samtidigt havde en orgelbygger af P.G. Andersens støbning, bidrog til helt strålende fremgang på den internationale scene. I flere årtier blev Viderø på orgelspillets område en meget fremtrædende person og havde utallige opgaver i mange sammenhænge og nåede også med nutidens mål at foretage et betydeligt antal skelsættende grammofonindspilninger.

Jeg vil komme lidt tilbage til Bernhard Christensens programerklæring vedr. at undgå vanetænkning. Det er jo mildt sagt en krævende ambition. Et af de meget interessante forhold er Viderøs betoning af legatospillet i klassisk orgellitteratur i forhold til hans videnskabelige indfaldsvinkel. Det ville oplagt være interessant om nogen ville forske en smule mere i hans eventuelle forbindelse med den franske legatotradition, sidst repræsenteret ved Dupré, en skole Viderø ellers omtalte med stor skepsis! Her er det imidlertid vigtigt at have blik for nuancerne. I Viderøs senere pædagogiske periode talte han i fingersætningsspørgsmål en god del om de gode fingre på betonede tider, altså var han ikke totalt på jagt efter det fuld-egaliserede spil og teknik.

Når Viderø endnu i dag efter min opfattelse ikke har fået den plads han kunne fortjene i dansk kirkemusikhistorie, beror det nok i hovedsag på to momenter. Det første er nok hans musikalske parametre og det totale fravær af effektelementer og publikumsfrieri. Nogle af os husker fremdeles hans fremførelse af Bach store a-mol i Kastelskirken i et meget langsomt tempo på 8 og 4 fods fløjter, en fremførelse ikke skabt for mennesker at høre på. Modsat findes der mange eksempler på musikalsk storhed og umiddelbarhed som godt tåler eftertidens genhør, ikke mindst Orgelbüchlein på Sorøorglet.
Det andet var hans påståede stridbare natur, noget som slet ikke indgik i hans selvbillede. Hans vilje til at løse de aktuelle opgaver optimalt, bidrog ikke altid til den smidighed der skal til for at for at komme i mål, og det var nok grunden til at han blev vraget til ministeriets orgelkonsulentopgave, hans nok bitreste skuffelse i karrieren. Viderøs ironi som gerne gik ud over mennesker han i øvrigt satte pris på og respekterede, var imidlertid så bidende, at det var svært at forholde sig til når man fik det serveret ad omveje.
Viderøs vedholdende arbejde med gregoriansk sang på dansk og hans Buxtehudeforskning vidner om en person med høj arbejdsmoral som nærmest ser sit arbejde i et kaldsperspektiv. De sidste år hvor han måtte indse at det var svært at nå den ultimative løsning vedr. Buxtehudes orgelværker, blev på mange måder vanskelige, perfektionist som han var.

Essensen af mine spredte betragtninger må være at det af mange årsager er interessant at beskæftige sig med den kirkemusikalske fortid, nær eller fjern. Finn Viderø har sikret sig en plads i dansk kirkemusikhistorie, en ener der er grund til at være stolt over og som varigt har skabt kirkemusikalske spor, som der er al grund til at vedligeholde, ikke mindst det han fordrede både af sig selv og sine omgivelser.

12.-13 august fejrer Vestervig Kirkemusikskole Finn Viderøs 100 år. Red.

2. Nordiske Kirkesangsfest i Oslo

Hans Chr. Magaard, medlem af FUK’s arbejdsudvalg for de blandede kor.En manifestation for de nordiske blandede kirkekor
Medens tunge skyer, regn, storm og kulde endnu hærgede Danmark, tog Oslo i løbet af Kristi Himmelfartsdag imod deltagerne i Kirkesangsfesten, iklædt den skønneste forårspragt og strålende solskin. Det ressourcekrævende arrangement, nr. 2 i rækken, er gennemført. Det blev en ny manifestation for de nordiske blandede kirkekor. 149 norske, 89 svenske, 109 finlands-svenske og 14 danske deltagere, i alt 361 korsangere og korledere deltog i arrangementet. Lidt skuffende for de norske arrangører på grundlag af et næsten dobbelt så stort deltagerantal i Karlstad i 2002, men en gruppestørrelse, der desuagtet viste sig at have mange fordele. Det har formodentlig givet størst hovedbrud hvad angår økonomien, og det har næppe været let at få budgettet til at nå sammen, når der var kalkuleret med langt flere deltagere.

Det havde været den danske arbejdsgruppes håb, at arrangementet ville have tiltrukket en større dansk gruppe end tilfældet blev. Flere forhold har sikkert medvirket til, at vi ikke nåede det ønskede mål. Heriblandt kan nævnes de ikke ubetydelige omkostninger, der har været forbundet med deltagelse: rejse- og opholdsudgifter var betydelige og væsentligt påvirket af det høje norske prisniveau. Et andet forhold, som har spillet ind, har formodentlig været den omstændighed, at mange danske kirkelige korledere i deres ansættelse har forpligtelser både med blandede kor og med børne- og ungdomskor. Og for dem kan det have været et dilemma at skulle vælge mellem dette arrangement og “Norbusang”, som mange formodentlig har prioriteret.

Det står allerede nu fast, at den 3. Nordiske Kirkesangsfest vil blive afviklet i Finland i 2010 og at den formodentlig vil blive “skubbet” til september måned, hvorfor et sammenfald med Norbusang ikke længere skulle være en hindring for deltagelse.

Trods vanskelige odds, bl.a. i form af sidste-øjebliks-afbud fra centrale medvirkende, lykkedes afviklingen, såvel musikalsk som med hensyn til praktiske funktioner, overmåde godt.

Åbningskoncert
Optakten blev dannet af en koncert i Oslo Domkirke i anledning af Mozart-året. På programmet stod “Mozart i C” med Missa Solemnis i C-Dur, KV. 337, Symfoni no. 34 i C-Dur, KV. 338, samt det meget interessante værk “Vesperae Solennes de Confessore”, KV 339, hvori indgår det meget velkendte “Laudate Dominum”, hvis krævende solistparti blev overmåde smukt og overbevisende fremført af sopransolisten, Tone E. Braaten. I det hele taget ydede de medvirkende solister, Oslo Barokkorkester og Oslo Domkor, under ledelse af Tor Morten Halvorsen (i Terje Kvams fravær) en imponerende indsats.

Åbningsgudstjeneste
Åbningsgudstjenestens musikalske rygrad dannedes af Oslo Domkor, som - atter under ledelse af Tor Morten Halvorsen - forestod liturgisk musik af Trond Kverno (Missa Brevis de Tempore), Terje Kvam, Stephen Elvey og Patrick Hadley. Desuden fik man et fint indtryk af den norske salmebogs forslag til liturgisk musik, således som det fremstår i “Norsk Kantoribok”. Liturg var Håkan E. Wilhelmsson, domprovst i Lund og formand for Svenska Kyrkans Musikråd (en institution, som det måske kunne være ganske nyttigt at have også i Den danske Folkekirke?) Prædikant var formanden for Norges Kirkesangsforbund, Øystein Bjørdal, domprovst i Molde. Gejstlige fra Finland og Sverige assisterede ved nadveren. Ved orglet sad assisterende domkantor i Oslo Domkirke, Magne H. Draagen.
Korprøver og reception
I arrangementet indgik desuden korprøver for deltagerne, hvis primære formål var indstudering af værker, som skulle komme til opførelse senere i arrangementet. Nogle af prøverne led beklageligvis under overskridelser af tidsplanen (herom senere).
Oslo Rådhus og ordførende i byens kommunalbestyrelse, Per Ditlev-Simonsen, viste sig fra yderst gæstfri side, og deltagerne i Kirkesangsfesten blev beværtet efter alle kunstens regler ved en reception på rådhuset, desuden bestående af rundvisning, hvor man fik indgående kendskab til Rådhusets imponerende arkitektur og kunstneriske udsmykning. Alt var veltilrettelagt og blev afviklet med imponerende stringens og præcision.

Norden synger og Salmerangel
Ved aftenens arrangement i Trefoldighedskirken, Norden synger, blev præsenteret korsatser fra de deltagende nordiske lande. Undertegnede demonstrerede og sang med deltagerne - med Merete Kuhlmann ved flyglet - nye danske salmer af Otto Mortensen og Axel Madsen udsat for blandet kor. Elisabeth Holte, dirigent for det fremragende Uranienborg Vokalensemble, præsenterede norsk kirkelig kormusik af Andor Drage, Knut Nystedt og Ola Gjeilo. De svenske korsatser var lagt i hænderne på Kjerstin Baldwin og de finlandsk-svenske på Dag-Ulrik Almkvist, og bestod af korsatser af Patrick Rydman, Boo Egebjer, Jack Mattson, Gustav Pettersson, Jan-Olof Kulander og Camilla Cederholm. Et langt og velafviklet arrangement, hvor deltagernes koncentration og lyst til at lave musik - trods en dag ef olympisk længde - fortsat var overraskende god. Dagen sluttede med arrangementet Salmerangel i domkirken under ledelse af Øystein Bjørdal og Terje Hadland.

Laudes, sight-seeing og koncert
Lørdagen indledtes med Gregoriansk Laudes med Schola Solensis, hvorefter programmet rummede plads for en velarrangereret sight-seeing i Oslo. Eftermiddagens forventningsfulde højdepunkt blev koncerten med hovedværket “Du såg mig” i Egil Hovlands tonsætning til Tua Forsströms smukke tekstbearbejdelse, inspireret af Salme 139. Kåre Nordstoga indledte koncerten med en fejende flot fremførelse af Bachs Præludium og Fuga i e-mol, BWV 548.
Herefter opførtes Egil Hovlands bevægende værk, akkurat som det havde været tilfældet ved den 1. Nordiske Kirkesangsfest i Karlstad i 2002. Værket kom således - omsider - til førsteopførelse i komponistens fædreland, en fremførelse, som givetvis længe vil stå klart i deltagernes og tilhørernes erindring. Den 81-årige Egil Hovland sad på forreste række og fulgte opmærksomt “slagets gang”. Det skulle vise sig at være en genistreg, at der ved denne reprise på norsk grund var blevet givet deltagerne mulighed for at medvirke i udførelsen af det forholdsvis enkle kor I-parti. Denne del af værket var blevet indstuderet af dirigenten, Åsa Westerlund, ved flere seminarer (læs: korprøver) i løbet af kirkesangsfesten. De deltagende 250 korsangerne var særdeles velforberedte hjemmefra, så alt forløb på bedste vis. Det langt mere krævende kor II-parti var lagt i “hænderne på” Uranienborg Vokalensemble. Et imponerende dygtigt kor, med en sjælden fin og homogen klang. Et særdeles sympatisk bekendtskab! Vokalsolister (sopran og kontratenor) og medvirkende instrumentalister (messingkvartet, slagtøj og orgel) var besat med de samme udøvende som i Karlstad i 2002, alle højtkvalificerede musikere, der i årene siden uropførelsen i Finland i 2000 har deltaget i talrige opførelser af værket. inklusive en cd-indspilning. De har således opnået et tæt forhold til værkets betydelige udfordringer. Denne dag sluttede med festaften.

Merete KuhlmannFesthøjmesse

Søndag rundedes kirkesangsfesten af med en stort anlagt festhøjmesse i Oslo Domkirke med Oslos biskop og gejstlige repræsentanter fra de deltagende lande, Oslo Domkor, deltagerne i kirkesangsfesten og Kåre Nordstoga blandt de udøvende. I højmessen var planlagt uropførelse af fire nye nordiske korværker. Højmessen indledtes med Harald Gullichsens flotte introitus “Exaudi, Domine” for kor, blæsere og orgel. Dag-Ulrik Almkvist dirigerede selv sin Psaltersalme “Herren är mit ljus”. Frederik Sixtens krævende “O sacrum convivum” måtte - på grund af Terje Kvams afbud - desværre udgå.

Dansk uropførelse
Særlig opmærksomhed knyttede sig til uropførelsen af Merete Kuhlmanns “Gloria” komponeret til lejligheden på opfordring af FUK’s arbejdsudvalg for de blandede kor.

Forhåndsmeldingerne fra de deltagende korsangere var særdeles positive. Alle så med forventning hen til at fremføre og lytte til det fine værk i Kuhlmanns stærkt personlige, ekspressive stil. Der udtryktes efterfølgende stor begejstring for værket, som Merete Kuhlmann selv med usvigelig sikkerhed og lydhørt akkompagneret af Kåre Nordstoga bragte til en flot uropførelse! De afsluttende prøver havde ingenlunde været lette for instruktøren / komponisten, som flere gange måtte se den knapt tilmålte prøvetid beskåret. Men i kraft af velforberedte korsangere, en akkompagnatør af usædvanligt format, og en dirigent med smittende begejstring og sikkerhed lykkedes alt på bedste vis! Værket er udgivet på Kirkemusikforlaget med såvel norsk som dansk tekst. Det vil med sikkerhed i løbet af kort tid være et standardværk blandt norske og - i særdeleshed - danske, kirkelige blandede kor.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.