Buxtehudes koralvariationer - kilder og kildekritik

Skrevet af Kai Ole Bøggild.

- i erindring om dr.theol., organist Finn Viderø (1906-1987)

Værkområdet omfatter i denne fremstilling følgende ni numre:

1. BuxWV 177: Ach Gott und Herr (2 vs)
2. BuxWV 179: Auf meinen lieben Gott (5 vs)
3. BuxWV 181: Danket dem Herren, denn er ist sehr freundlich (3 vs)
4. BuxWV 198: Jesus Christus, unser Heiland, der den Tod (1 vs)
5. BuxWV 205: Magnificat Noni Toni (2 vs)
6. BuxWV 76: Mit Fried und Freud ich fahr dahin (4 vs)
7. BuxWV 207: Nimm von uns, Herr, du treuer Gott (4 vs)
8. BuxWV 213: Nun lob mein Seel den Herren (3 vs)
9. BuxWV 221: Von Gott will ich nicht lassen (1 vs)

I
Ingen af de ansættelseskontrakter, som Buxtehude indgik med de tre Maria-kirker - i Helsingborg, Helsingør og Lübeck - er overleveret. Det er altså uvist, hvori hans organistforpligtelser i enkeltheder bestod.

Selvom melodier og tekster til de ni anførte værktitler findes i lübecker salmebogen fra 1703 og kantor Jacob Pagendarms kor-koralbog fra 1705 (0), kan der ikke heraf uden videre udledes, at så må værkerne være blevet til som alternatim-gudstjenestemusik i Lübeck. Blandt andet har det sine vanskeligheder at finde en fælles “liturgisk formel” for de ni værker, eftersom de peger i flere forskellige retninger i henseende til cyklisk anlæg, stilistik og typologi: a) suite, WV 179. b) fantasi-hybrid, WV 221. c) kontrapunkt-kunststykker, herunder lejlighedsværk, WV 205, vs 2 og WV 76. d) stile antico, WV 205, vs 1. - De resterende fem numre - WV 177, 181, 198, 207 og 213 - er delvis præget af ældre generationers figur- og figureringsdannelser, der som intereuropæisk fællesgods florerer i instrumental-kontrapunktet op gennem 1600-årene for i sidste trediedel af århundredet at tendere mod at forstene i det klichéagtige (1).
En undtagelse fra det lettere antikverede præg er dog WV 207, vs 3. Dette endnu ikke stilistisk højprofilerede vers af den monodiske orgelkoral-type - jfr. WV 219 over samme melodi - skiller sig med sin - efter Friedhelm Krummachers formulering - “intimitet og excentricitet” (2) - markant ud fra de øvrige tre vers og giver dermed rækken et stilistisk ujævnt præg.

Eftersom der af Buxtehudes forgænger i Lübeck, Franz Tunder, kun er overleveret et sæt koralvariationer - autenticitet endda førhen omstridt - og da kantoren med sit latinskole-kor fra Katherinæum til enhver tid havde første tjenestepligt i Sct. Marien, har koralvariationer i alternatim-praksis næppe spillet nogen større rolle i Buxtehudes gudstjenestespil.

Man kunne så formode, at nogle af værkerne kunne være blevet til før Buxtehudes tid i Lübeck, ja måske endda i hans læretid. Men indtil videre ender sporene blindt.
Således er tanken om, at der under kildeteksternes tyske koraltitler skulle stå koralmelodier, som (lige så godt) kunne være i dansk tradition, ikke indlysende. Tanken synes da heller ikke at holde stik.

Af de ni melodier/tekster findes kun de tre i f.eks. den for de danske riger og lande forordnede Hans Thomissøns Psalmebog (1569-1699), og heraf vides variationerne over den ene, lejlighedsværket WV 76, at være blevet til i Lübeck i 1671.
I den anden af de tre variationsrækker, WV 213, er der så mange melodivarianter, at en forbindelse mellem Thomissøn (s. 293f) og Buxtehude må betragtes som udelukket.

Hvilke salmer den tyske menighed i Sct. Mariæ kirke i Helsingør har sunget, vides ikke, ligesom Buxtehudes embedsforpligtelser dérsteds (1660-68) som nævnt, heller ikke kendes (3).

I Buxtehudes koralvariationer falder det vanskeligt at finde markante træk, som viser frem mod de senere generationers - Böhms, Walthers og Bachs - koralvariationer/-partitaer. Ligheder med Buxtehudes samtidige, sydtyskeren Johann Pachelbels koralvariationer er heller ikke til at få øje på i henseende til cyklisk anlæg og satstypologi. De satstyper, som Pachelbel i næsten faste mønstre fortløbende lader sine syv variationsrækker bestå af, genfindes ikke hos Buxtehude - hverken som typer eller i mønstre (3a).

Overraskende kan det så forekomme, at heller ikke meget taler for, at Buxtehude har orienteret sig ved f.eks. det cykliske anlæg i den ældre, ofte stort anlagte hamburger variations-cyklus, som den kendes fra Scheidemanns, J. Prätorius’ og Weckmanns generation.

Og så har Buxtehude dog alligevel orienteret sig bagud - én gang. Til gengæld altoverskyggende spektakulært. - Te Deum laudamus (WV 218) er ikke i almindelig forståelse en koralvariations-cyklus, eftersom de fire satser ikke bearbejder samme koralmelodi. I stedet er værket henført til koralfantasi-typen, fordi Buxtehude bearbejder fire løsrevne versikler - med latinske tekster og gregorianske melodier - fra én og samme hymne, den såkaldte ambrosianske lovsang.

Alligevel er der tale om fire sluttede, selvstændige satser, der udgør den vel sidste store manifestation af den gamle hamburger variations-cyklus. Således - som vanligvis i hamburger cyklerne - vers 2, “a 2 Clav. et ped”, som det store koralfantasi-vers (“Auff 2 Clavier. Pedaliter”). Også trio-verset (a 3 voc.) og det indledende bicinium-vers, der vokser til 4-stemmighed, er udløbere af den ældre cykliske form.


II
I et brev dateret 6.8. 1729 skriver Weimar-stadsorganisten Johann Gottfried Walther bl.a. følgende til Wolfenbüttel-kantoren Heinrich Bokemeyer: “... på allerede nævnte vis (d.v.s. ved salg af kopier) kan jeg tjene en liebhaver med værker af tyske organister, især arbejder af den berømte Buxtehude og Bach, da jeg af begge ligger inde med overordentlig mange, ja vel tilsammen over 200 stykker. Af førstnævnte har jeg mestendel erhvervet værker fra afdøde Andreas Werckmeister - og de med Buxtehudes egen hånd i tysk tabulatur. Værkerne af den anden (Bach) har jeg fået af komponisten selv, som er min fætter, under hans 9-årige tjenestetid som hoforganist her i Weimar” (4).
Walthers markedsførings- og salgsstrategi er åbenbar - naturligt nok da han ikke var ubekendt med pekuniære trængsler. Walthers nærhed til berømthederne Buxtehude, Bach og Werckmeister forties visselig ikke, og deraf fremgår så, at værkernes indiskutable kvaliteter i Walthers omhyggelige afskrifter uomtvistelig er et salgsobjekt, som kendere og liebhavere kun kan være særdeles godt tjent med.

Uanset hvilke forbehold man måtte have overfor Walthers salgsfremstød, så er det ubestrideligt, at hans fem autografe samlebind er hovedkilderne til Buxtehudes koralbearbejdelser. Af de 48 overleverede numre findes 37 i disse fem bind - adskillige i afvigende dobbelt-afskrifter.

Mens imidlertid 27 af Buxtehudes 28 monodiske orgelkoraler findes i de fem autografe bind, så findes kun fem af de ni variationsværker sammesteds. Det betyder, at de “sekundære kilder” træder frem og må vurderes, dels som unica-tekster, dels i komparative læsninger.

Ud over de såkaldte Frankenbergerske- og Zeegert- Walther-autografer (herefter: hs.F og hs.Z3) er fire kilder taget i øjesyn (5):
1) Berlin. Deutsche Staatsbibliothek (= DSB), mus. ms. 30245. Det omfangsrige hs., som førhen tilhørte Kittel-eleven og leipziger-organisten Joh. Andreas Dröbs, indeholder bl.a. WV 181, 207, 213. Hs. benævnes herefter: hs.D. Hs. benyttes første gang i kritisk sammenhæng i Spitta-Seiffert Buxtehude-udgaven fra 1904.

2) Plauen. Bibliothek des Kirchen-Chors zu Plauen III. B.a. No: 4 (“Plauener Orgelbuch”). Det ligeledes omfangsrige hs. - herefter kaldt: PO - blev officielt lokaliseret i 1910 og minutiøst beskrevet af Buxtehude-forskeren Max Seiffert, i tidsskriftet Archiv für Musikwissenschaft, 1920. - I sit Buxtehude-opsamlingsbind, Ergänzungsband (Berlin, 1939), refererer Seiffert i sit Vorwort, s.V, kilde nr. 9 til PO. Kilden, som bl.a. rummer WV 177, 181, 207, 213, 214, går Seiffert ikke i detaljer med, da varianterne efter hans skøn sammenligningsvis var “nicht so erheblich”. Han stillede dog nærmere oplysning i udsigt i et kommende nytryk af Buxtehudes koralbearbejdelser.

I 1945 forsvandt PO endegyldigt, men der var forinden blevet udfærdiget en fotokopi, som er bevaret (nu i DSB). Kopien var tilsyneladende ikke tilgængelig for Josef Hedar, eftersom han ikke inddrager den i sin kritiske kommentar til Buxtehude-udgaven, ed. W. Hansen nr. 3927, København 1952 (herefter: Hedar III). Således bliver Klaus Beckmann faktisk den første, der i kritisk læsning tager PO i betragtning (6).

3) Eneste kilde til WV 76 er et typetryk fra 1674. Det enlige overleverede eksemplar befinder sig på Badische Landesbibliothek i Karlsruhe under signaturen Aa 36 V Nr. 48. Trykket, der er blevet til i Lübeck, omtales nærmere under bemærkningerne til WV 76 nedenfor. Kilden benævnes: Lü 74.

4) DSB, mus. ms. 30280 rummer bl.a. værker af Bach-eleven, J.L. Krebs, og må derfor anslås at være blevet til i sidste trediedel af 1700-årene. Måske senere. Da ydermere én og samme skriver har været på færde hele hs. igennem, kan der næppe være tale om større tidsforskelle mellem nedskrivningerne af de enkelte værker. Hs., som nedenfor benævnes med B, er i denne sammenhæng af betydning, da det er eneste kilde til WV
205.

Om kilderne til de ni variationsrækker kan der sammenfattes følgende:

a) Fem kilder indeholder seks unica-tekster:
PO (WV 177). B (WV 205). Lü 74 (WV 76). F (WV 179, 221). Z3 (WV 198)
b) Til de resterende tre værker er der konkordanser:
WV 181 (D, PO). WV 207 (D, PO, F (kun vs. 1 og 3)). WV 213 (D, PO, F (kun vs. 2 og 3)).

III
Nedenstående tekstkritik og korrekturforslag refererer til: Klaus Beckmann (Ed.). D. Buxtehude. Orgelwerke. Band II, 1-2. Wiesbaden 1986. Ed. Breitkopf Nr. 6663-64, 5. verbesserte Auflage (=Beckmann). Hvor Beckmanns kritiske beretning omtales, henvises der til 1972-udgaven, B.&H., Ed. Nr. 6622 (=Beckmann 72 KB). Den kritiske beretning blev udeladt i 1986-udgaven (7).

1. WV 177 vs 1:
Eneste kilde, hs. PO, har i t. 12,4,D: c’’, d’’ som punkteret 8.del+16. del. Beckmann ændrer c’’ til f’’, hvilket imidlertid medfører en uheldig D-føring over den formindskede 3-klangs toner: f”-d”-h. Det må derfor anbefales at beholde kildens c”, som i konteksten blot er en ubetonet septim-gennemgang med forudgående og efterfølgende efterslag (superjectio), e’’ og d’’.

2. WV 179:
I almindelighed anses denne koralsuite for at være musik for et tangent-strengeinstrument til husbrug. Det skyldes næppe værkets brug af stiliserede, sækulare danserytmer, for de var allerede blevet indoptaget i orgelmusikken. Blandt mange eksempler i Buxtehudes orgelmusik skal blot anføres: 1) fantasi-koralen, WV 221 (allemande), 2) fugaen i C-dur, WV 174 (gigue), 3) gigue-stiliserede korallinie-gennemføringer - efter taktskifte - i flere koralfantasier, 4) e-mol præludiet, WV 142, hvor den store tredelte variationsfuga er baseret på allemande-, courante-, og gigue-stiliseringer.

Når koralsuiten henføres til Buxtehudes musik for tangent-strengeinstrument, i lighed med hans “klaver-suiter”, skyldes det snarere satsernes fristemmighed i modsætning til orgelmusikkens klarere gennemførte polyfone stemmeanlæg (“Stimmigkeit”) - et satsanlæg, hvor stemmerne kan følges før og efter evt. pausering. - Beckmann underkender i nogen grad betydningen af denne skelnen mellem “freistimmig” og “stimmig”.

1) Allemande
I t. 2,4-3,2, A er 4.delene e’, fis’ og h tilføjet både i ældre udgaver og hos Beckmann. Ligeledes i t. 12,4, A: 4.delen h. I den enlige kilde, hs.F, forekommer disse toner ikke. Muligvis skyldes disse tilføjelser, at udgiverne har fornemmet en vis “horror vacui” overfor store, tomme klangrum, som f.eks. oktav+kvart mellem B og T i t. 3,1. Store intervalafstande mellem stemmerne i fristemmighed er dog ikke ualmindelige. Se f.eks. Courante, t. 18,2, T-D: oktav+sekst.

I t. 1,1 skal tonen g have punkteringen, ikke e. Større praktisk betydning har det dog næppe, da den 5-stemmige begyndelsesakkord, som de følgende satser, fraset Sarabande, også har, antagelig er blevet spillet som brudt akkord, der allerede på taktens 3-slag tynder ud til 3-stemmighed.

2) Courante:
Beckmann overser, at kilden og de ældre udgaver i t. 22,4, B har a = 4.del.

3) Sarabande:
I t. 3,1, D ændrer Beckmann, med rette, g’ til a’ (cf.). Men derved bliver den problematiske septimsynkope, h-c i t. 3,1, T-B, der opløses ved kvintspring ned (h-e), blot mere usandsynlig. I betragtning af satsstrukturens accentuering af takternes 2-slag foreslås det, at 4.delen h, t. 3,1, T slettes og erstattes af 4.dels pause.

4) Gigue:
Til forskel fra kilden og de ældre udgaver tilføjer Beckmann i t. 3,1-2,A en punkteret halvnode, h - og i t. 6,4,T en punkteret 4.del, h.
Navnlig tilføjelsen i t. 3 virker mindre velovervejet i denne figurerede, fristemmige stil.
I t. 8,3, B noterer Beckmann 4.de1 H. Kilden har dér 4.del G, hvilket er at foretrække - ikke mindst da alle de foregående satser i koralsuiten under finaltonen i 4. cf.-linie har grundtone, G.
I gigue-satsen har Beckmann, sammenlignet med kilden, tilføjet otte bindebuer. Buen t.2,4-3,1, D virker især stødende, da optakt-fuldtakt karakteren af 2. cf.-linies to første toner, h’-h’, svækkes.



3. WV 181:
Vers 2: I t.8,3,B foretrækker Beckmann hs. PO-læsningen: a, g, a som 8. del + to 16.dele på bekostning af hs. D-læsningen: a, c’, b, a som 16.dele. D-læsningen, som de ældre udgaver har, er den bedste, da den ikke “hænger fast” i tonen g og derfor opviser mere profileret linearitet.
Vers 3: tt. 7,2-9,3 er sælsomme. Det kompositorisk svage parti fremstår som en rytmisk korrumperet dobbeltskrivning (dittografi). Se ex.4.

En reduktionsteknisk model kunne tage sig ud som ex.4a, men ville man henholde sig hertil, ville vers 3 blive en takt kortere end vers 1 og 2. Også andre forhold gør dittografi-opfattelsen problematisk:
1) t. 7,2-8,3,A: tonefølgen e’-a’-g’-g’ (uden bindebue)-f’-e’ kan ses som 4.dels mensureret kvint-forimitation til den følgende cf.-linie. 2) t. 8,1: den sære, forstørrede kvartsynkope, g’-cis’’, kan forstås som abbreviatur af en “A7-klang”, jfr. den basstøttede A7-klang i t. 6,l.
3) De 8.dels mensurerede septimsynkoper i t. 8 og 9 lader sig ikke bestride i deres tekniske håndhævelse.
Der gives altså hverken melodisk-motiviske- eller satstekniske kriterier i øvrigt, der kan anfægte nodesubstansen i tt. 7,2-9,3. Kildeteksten må således blive stående, som den fremtræder. Indtil videre.



4. WV 198:
I bogen “Anleitung zu der musikalischen Gelahrtheit” fra 1758 skriver Walther-eleven Jakob Adlung på s. 726 følgende: “Når et nodetryk er fuldt af smukke tanker, så erhverver jeg mig det ved køb eller ved en afskrift. Fra andre udgaver, hvori de brugbare blomster sjældnere forekommer, vælger jeg ud på samme måde, som man udvælger sig de bedste citater fra en latinsk forfatter. Dog bestræber jeg mig tillige på at have mindst et stykke af hver C1avier-Komponist, dels for blot at kende ham, dels for også af hver kompositionsmåde at have et og andet, der kan tjene som gode og dækkende modeller til efterligning for studerende” (8).
Adlung tilkendegiver altså, at det forekom, at man - fra tryk eller hss. - valgte f.eks. koralvers (“brugbare blomster”) ud fra en evt. cyklisk sammenhæng. Dog, tilføjer Adlung, må “kreativ udfoldelse” i denne proces (“Freygeisterey der Abschreiber”, s.728f) - hvilket altså åbenbart også forekom - udtrykkelig forkastes.
Det enkeltstående vers, WV 198, har altid været anset for at være taget ud af en ukendt cyklisk versrække. Adlung-citatet anskueliggør denne opfattelse som en mulighed, men det kan ikke udelukkes, at der er tale om et fritstående model-vers til didaktisk anskueliggørelse af, hvordan man kan sætte to figurerede understemmer til en koralmelodi.
I tt. 15-19, D er der en tone for meget til verslinien: “Die Sünd hat er gefangen”. Hermann Keller forsøger i sin Buxtehude-udgave (9) at løse problemet ved at binde de to halvnoder g’ i t. 15 sammen. I betragtning af melodiens metriske anlæg er det dog mere sandsynligt, at første halvnode g’ i t. 15 skal udelades og erstattes af en halvnodepause (10).



5. WV 205:
Hs. B, som er eneste kilde til de to Magnificat noni toni versikler, er som nævnt af sen tilblivelse. Foruden WV 205 indeholder kilden også versioner af de monodiske orgelkoraler “Vater unser” (WV 219) og “Wär Gott nicht mit uns” (WV 222). Begge disse tekster er så fejlfulde og af så tvivlsom kvalitet sammenlignet med Walthers autografe versioner - deres mangler til trods - at det må undre, at Beckmann i sin udgave har lagt hs. B til grund for WV 219 og 222.
Kilden må karakteriseres som perifær, som slutpunkt for en længere, ukendt overleveringshistorie og muligvis med “Freygeisterey” (Adlung) undervejs.
Mens stile antico-verset, Versus 1, som leder tanken hen på den esoteriske koralfantasi, “Ich dank dir schon durch deinen Sohn” (WV 195), ikke byder på større vanskeligheder for tekstkritikken, så stiller sagen sig mere kompliceret i “Vers: 5 alla Duodecima” (Beckmann: Versus 2).
Beckmann foretager i dette vers en længere række indgreb i hs.-substansen, og de er berettigede, fraset t. 11,1,T, hvor den anden 8.del, g, i hs. ændres til vekselnoden, e. Ligeledes er ændringen af sjette 16.del fra b' i hs. til h’ heller ikke indlysende.

Satskonstruktionen beror på tema (= a) - de tre første toner af Magnificat-melodien - og obligat kontrapunkt (= b), som gennemføres fem gange i dobbelt kontrapunkt indtil g-kadencen, t. 11,3. Herefter og satsen ud brydes kontrapunktet op i tre optaktiske 2-slags motivstørrelser (= x, y og z), hvoraf z-motivet dog træder tilbage og kun med en vis velvilje kan lokaliseres i t. 16,3-17,1,B og t. 23,1-3,T. Se ex.5.

De nedenstående korrekturforslag har som forudsætninger: motivisk konsistens og identifikation.

1) I overensstemmelse med y-motivet ændres første 16.del i t. 11,D fra c’’ til c’ (oktavfejl).

2) Med henvisning til x-motivet korrigeres t. 12,1-3,T og t. 12,3-13,1,A som vist i ex.6. Den springvis indførte none, g’, i t. 12,4,D er højst usandsynlig.

3) I t. 13,3-4,B ændres halvnoden d til f (jfr. t. 15,1,D og motiv x).

4) Den korrumperede stemmeføring, t. 20,3-4,D, korrigeres til motiverne x + y - og t. 20,3-4,B korrigeres til tonen A=halvnode, som vist i ex.7 (11). Gentagelsen af de tre 16.dele, d’’, c’’, b’/h’ i t. 20,1 og 3,D svækker lineariteten kendeligt.

5) Stemmeføringen i t. 22,2-3,A medfører to opadrettede kvartspring mellem 16.dele (d’-g’-c’’). Kunne første 16.del i t. 22,3,A have været e’, havde stemmeføringen virket mere overbevisende, men den ændring ville medføre oktavparalleller til B (d’-e’, d-e). I t. 22,3,T noterer hs. tonen g i stedet for x-motivets sluttone c’. Den foreslåede korrektur af t. 22 er vist i ex.8.

6) I t.23,2-3,T mangler bindebuen, d’-d’, i hs., hvilket gør den 16.dels forberedte kvartsynkope til B, d’-a, mindre sandsynlig. Desuden skulle t. 23,3,T have haft z-motivets sluttone, e’. Da tonen e’ findes “vikarierende” i t. 23,3-4,A, foreslås det at sløjfe 4.delen d’ i t. 23,3,T og føre T direkte til c’ i t. 23,3-4. Det ville også være en mulighed at føre T “korrekt” til e’ = 4.del i t. 23,3, hvilket dog ville medføre enklang med A og tom kvint til B.

7) I sin kritiske beretning (12) sætter Beckmann spørgsmålstegn ved autenticiteten af t. 24-25. Hans bekymring går på den metrisk forkerte - ubetonet i stedet for betonet - indsats i t. 24,2,B. Beckmanns bekymring er ubegrundet. Ganske vist ligner stemmeforløbet kontrapunktets motiv y, men det skal her blot forstås som en - i nedadrettet skalabevægelse - udkomponeret g-klang med let accentuering af treklangs-tonerne d-B-G.

Uden for det motivtekniske endnu to detaljer:
8) I t.25 strækker kvartforudholdet, g’-d, sig over de to første taktslag med stemmeveksling fra B til T i t. 25,2 (g). At fastholde kvarten ind i taktens 3-slag virker kluntet. Det foreslås derfor at indføre fis som halvnode i t. 25,3,T og dermed føre plagalkadencen, G-d, til ende på det betonede 3-slag.

9) I t. 3,4,D ændrer Beckmann med rette hs.-rytmen fra punkteret 8.del + 16.del til to jævne 8.dele, a’, d” (jfr. t. 1,2,A = x-motivet). Beckmanns ændring af hs.-substansen i t. 3,4-4,1,A til tonefølgen f’, f’, b’, a er straks mere tvivlsom. Hs.-tonefølgen f’, f, b’, a - med nedadrettet oktavspring - virker mere overbevisende, dog med ombytning af nodeværdierne for f og b. Se ex.9.



6. WV 76:
De fire kontrapunkt-lærde vers - Contrapunctus I og II, Evolutio I og II (= cpt. 1 og 2, ev. 1 og 2) - blev skrevet i 1671 i anledning af lübecker superintendenten Meno Hannekens begravelse. Tre år senere blev de fire vers og en nykomponeret aria, “Klaglied”, trykt og udgivet i Lübeck - denne gang som “tombeau” til faderens, Johannes Buxtehudes, begravelse.
Det har siden været - stilfærdigt - omstridt, hvorvidt de fire vers har været tænkt for sopran, bas og instrumenter eller for orgel. For det første taler, at de fire vers i Luthers Simeon-salme er gengivet sammen med cf. i det partitur-opstillede typetryk, og at der på titelbladet udtrykkelig står anført: “in 2. Contrapuncten abgesungen”. Heroverfor står en bemærkning i J.G. Walthers leksikon under artiklen “Buxtehude”: “Von seinen vielen und künstlichen Clavier=Stücken ist, ausser dem, auf seines Vaters Tod... meines Wissens sonsten nichts im Druck publiciret worden” (13). Walther havde, som nævnt, første- eller andenhånds-kendskab til Buxtehudes “Clavier=Stücken”, men på den anden side set ligger der 58 år mellem Buxtehude-trykket og Walthers Leksikon.
Ud over den række korrekturer, som Beckmann anfører i sin kritiske beretning (14), skal der nedenfor oplistes yderligere rettelser. Kildekritikken tager sit udgangspunkt i korrespondens, idet ev.l viser stemmevekslinger i forhold til cpt.1, og ev.2 viser både stemmevekslinger og omvendinger i forhold til cpt.2.
1) cpt.l: t. 13,1,A: halvnode f’ efterfulgt at 4.dels pause, hvilket modsvares af ev.1, t. 13,1-2,T. Kilden er her korrekt.
2) cpt.2: t. 7,3,A: halvnode h efterfulgt af halvnodepause, hvilket modsvares af ev.2, t. 7,3-4,T.
3) ev.2: t. 3,1,D: b’-a’-g’ som 4.del + to 8.dele. 4.delen b’ modsvares af cpt.2, t.3,1,B: cis.
4) ev.2: t. 10,2,T: halvnode a, som modsvares af cpt.2, t. 10,2,A: halvnode d’.
5) ev.2: t. 12,2,D: b’-c”-b’ som 4.del+to 8.dele, hvilket modsvares af cpt.2, t. 12,2,B: cis-H-cis i samme rytme.
6) ev.2: t. 13,2,D og A: cis’’ og cis’ som henholdsvis 8.del og halvnode, hvilket modsvares af cpt.2, t. 13,2,T og B: b og tonen B i samme nodeværdier.

Originaltrykket rummer yderligere to fejl, som Beckmann retter, men ikke anfører i sin kritiske beretning:
7) cpt.2, t. 15,A: h (sic) som sluttone.
8) ev.2, t. 7,3,T: e’ som halvnode i stedet for c’.
Den sidste trykfejl er interessant, fordi den atter engang anskueliggør fejllæsning at tabulaturbogstaverne e, c (og a).
Uagtet at tryklægningen fandt sted i Lübeck, kan Buxtehude således næppe have overvåget den med synderlig omhu. Dertil er antallet at fejltryk for stort.
Først og sidst er gennemgangen af WV 76 i 1674-trykket imidlertid et lærestykke i, hvor meget der kan ske under transskription fra (formodet) autograf bogstavtabulatur til linienotationspartiturtryk. Skulle forlægget have været i linienotation, er førstehåndstilstanden - trykket - blot endnu værre.



7. WV 207:
At kilderne kan være blevet til over tre tidsstadier og - trods visse substansfællesskaber - er indbyrdes uafhængige, kan overleveringen af WV 207 i nogen grad belyse og sandsynliggøre.
Walther-autografen, hs.F, mangler de to bicinium-vers, vers 2 og 4. Vers 1 og 3 er i hs.F ikke angivet med “Vers(us)”, ja, de står end ikke side om side i hs. Intet tyder på, at Walther har forstået de to vers som led i en variationscyklus, men snarere som fritstående enkeltvers. Hertil kommer, at koraltitlen til begge vers i hs.F er “Vater unser im Himmelreich”, altså afvigende fra de andre kilders samstemmende “Nimm von uns, Herr”. Dog findes begge titler i lübecker salmebogen, 1703.
De øvrige kilder, hss. D og PO, overleverer alle fire vers, men med mange indbyrdes varianter - og endnu flere set i forhold til hs.F. Da varianterne strukturelt, sats- og dissonansteknisk i vid udstrækning kan være korrekte, unddrager de sig mere indgående og udslagsgivende kritiske vurderinger. Dog skal bl.a. kadence-versionerne tt. 14-15 og 19-20 i vers 1 anføres.

I både ex.10 og ex.11 er Walthers hs.F-versioner at foretrække, både i henseende til accidentalie-sætning og føring af basstemmen. I t. 14,4,B og t. 19,4,B glatter hs.D analogt ud, mens hs.PO, som Beckmanns udgave gengiver, på de to samme steder springer rundt i oktavlagene på en måde, som tyder på fejllæsning af tabulaturforlæggets små og store tonebogstaver.

I vers 1, t. 21,A er første 16.del i hs.F e’, mens de øvrige hss. noterer c’. Hs.F-versionen, som Beckmann her henholder sig til, er den sandsynligste, eftersom den fastholder den lille sekvenserende motivstruktur, som i t. 21,3-23,1 afløses af nye sekvenserende motivstrukturer i de to understemmer. Se ex.12.

I vers 1, t. 11,2-3 har alle kilder overbindingen c’-c’ mellem ottende og niende 16.del. Mellemstemmens motivstrukturerende figuration tydeliggøres imidlertid, hvis den lidt klodsede binding slettes, og niende og tiende l6.del, c’ og a, byttes om. - Atter er hs.F-versionen, fraset denne detalje, at foretrække. Smlg. også ex.13, t. 10,4,A med Beckmanns variant fra hs.D.
Hvad angår exx.12 og 13, skal der på ny erindres om, at fejllæsning af tonebogstaverne a, c og e, som det her handler om, er hyppigt forekommende ved transskription fra bogstavtabulatur til linienotation.
Vers 3:
I dette eksempel på den monodiske orgelkoral-type - a 2 Clav. og pedal med solistisk koloreret diskantstemme - mangler den indledende apostrofe og den afsluttende epistrofe (t. 34-36,D) i hs.F. Alle hss. har linieepistrofen i t. 10,D. Derudover afviger Hs.F fra de øvrige kilder i tendensen til lidt kraftigere kolorering af overstemmen, som f.eks. i t. 4,3-4,D. Se ex.14.

Om Walthers version er den autentiske, lader sig ikke længere fastslå. Det bemærkes, at Beckmann med tonen fis i t. 5,1-2,T henholder sig til hs.PO. Hss. F og D har begge f.

Den faldende D-T synkopekæde, t. 19,1-21,1, opviser i hss. D og PO en tre-leddet, sekvenserende gestaltning af D med figuren, punkteret 4.del + to 16.dele (t. 19,3-21,1). Heroverfor må den kolorerede variant af tredie led i hs.F foretrækkes (ex.15). Det bemærkes, at samme rytmiske figur optræder i t. 30,3-31,3,D og t. 32,3-33,3,D, - begge gange to-leddet.
I fem tilfælde synes notationen af tonevarigheder at have voldt afskriverne problemer:
1) I t. 13,3-4,A har hs.F en halvnode g’, altså en nonesynkope, A-B, der opløses til decim, hvilket er at foretrække for en septimsynkope, A-T, der opløses til tritonus-kvint, som de andre kilder og Beckmann har det.
2) I t. 15,3,B har hs.F to 8.dele, g G, efterfulgt af 4.del, A. I de to andre hss. indtræder oktaveringen først på 4-slaget, a-A, med forudgående g som 4.del. Denne version - med septim indført (i T) over oktaverende bas - er stilistisk usædvanlig, jfr. t. 4,4, t. 20,4 og t. 33,4, hvorfor Walthers version må foretrækkes,
3) I t. 16,1,A holder Beckmann sig til hs.PO, selvom stemmeføringen med kvintspring ned fra halvnoden e’, t. 15,3 til 4.delen a, t. 16,1 er temmelig kluntet. Hs.D har i t. 16,1,A d’ som 4.del, mens hs.F, som atter foretrækkes, i t. 16,1,A har begge toner, d’ og a, men som 8.dele.
4) I t. 21,1,B har alle kilder samstemmende 4.delen e overbundet fra t. 20,4. Dette resulterer i den svage, dobbelte, kvartsynkope a/a’-e, med den dissonerende tone i bassen, som på følgende tælletid opløses - “korrekt” - til den ligeså svage kvint, a’-d. Trods samstemmigheden kilderne imellem foreslås det at erstatte e med f i t. 21,1,B (15). Ændringen til f indebærer gentagelse af bas-formlen, e-f-d, men dog i metrisk forskydning. Tonen A i t. 21,1,B er en mindre sandsynlig mulighed, da den vil svække virkningen af tonen A i t. 22,B.
5) I t. 22 foreslås det, atter trods overensstemmelse hss. imellem, at B reduceres til halvnode A, og at T på 3-slaget reduceres til 4.del cis’. Herved træder forimitationen, t. 22,3,A, begyndende med 8.delen a’, tydeligere frem og den tvivlsomme, springvis indførte formindskede kvart, cis’-f’, i t. 22,4,A-T, undgås.

8. WV 213:
Af de seks bearbejdelser over koralen, Nun lob mein Seel den Herren, som kilderne tilskriver Buxtehude, har de fire identisk cf. Det er: ekkofantasien, WV 212 (16), og de tre vers, WV 213. De to resterende bearbejdelser, WV 214 og 215, har indbyrdes identisk cf., men med markante og konsistente varianter i 9., 11. og 12. cf.-linier sammenlignet med WV 212 og 213. WV 214 og 215 kan altså ikke indgå i variationssammenhængen, WV 213. Om WV 214 og 215 tilhører samme cyklus(fragment) eller hidrører fra andre, forskellige sammenhænge, lader sig ikke fastslå.

WV 213 foreligger i kilderne i to versioner: en “variatio-version” med pauseløs overgang mellem variationerne og en “versus-version” med dobbeltstreg mellem variationerne. Beckmann, som i øvrigt har bragt god orden i nodeteksterne, vælger versus-versionen, men burde - evt. som Anhang - også have bragt variatio-versionen, ikke mindst da termen “Variatio” forekommer i kilderne (17).
Versus 2, t. 47,3,D: cf.-tonen d’ mangler i trykket.

9. WV 221:
Som hybrid mellem orgelkoral og koralfantasi er “fantasi-verset”, WV 221, unikt blandt Buxtehudes koralbearbejdelser. - Den stort anlagte nordtyske koralfantasis konstituerende kriterier er: 1) toccata, 2) fugato, 3) (dobbelt-)ekko, 4) taktskifte, 5) 2(3) man. og pedal, 6) formal rammestyring for gennemføring af de enkelte cf.-linier: a) cf.-linie gennemføres koloreret i D. b) cf.-linie gennemføres derpå ikke-koloreret i B.

Kriterierne 1), 2) fra t. 17 - og 6) t. 1-4,D, t. 5-8,B og - samme cf.-linie 3. gang! - t. 10-14,D - gør sig gældende i denne fantasi-hybrid.

Tekstkritikken omfatter følgende punkter:
1) Det foreslås, at første 8.del i t. 7,T ændres til c’.
2) I kilden, hs.F, er fjerde 16.del i t. 8,D e’ (ikke fis’).
3) I t. 10,1,T foreslås det, at 4.delen h ændres til a, overbundet til de følgende to taktslag. Jfr. t.9,1-3,D, der med stemmeveksling er analog med t.10,T.
4) Allemande-rytmen, tre optaktiske 16.dele, som gennemtrænger hele satsen, er i kilden blevet let forkludret i t. 11,2,T. Dette sted bør rettelig lyde: 16.dels pause + tre 16.dele: a, h, c’ - som imitation til t. 11,1,A. - Bogstavtabulaturens parameter, tonevarighed, synes også at være i uorden i tt. 19 og 20.
5) I t. 19,2,T foreslås det at sætte a som 4.del og slette 8.delen d’ (springvis indført septim). Trykkets bindebue, d’-d’, findes ikke i hs.
6) I t. 20,2,T noterer Walther i hs.F to 8.dele, d’, d’. Trykkets bindebue, e’-e’, findes ikke i kilden.
7) I t. 22,T er tredie tone i hs. d’=8.del (ikke c’).
I lighed med det enkeltstående, figurerede koralvers, WV 198, er fantasi-verset, WV 221, blevet betragtet som led i en ellers ukendt variationscyklus. I kilden, hs.F, følger den monodiske orgelkoral, WV 220, over samme koralmelodi umiddelbart efter WV 221. Der er dobbeltstreg imellem satserne, men f.eks. ikke et nyt sæt nøgler, og koraltitlen bliver ikke anført på ny. Tillige mangler en vers-nummerering. Af disse forhold kan man imidlertid intet udlede om cyklisk sammenhæng.

Anmærkninger
(0) Der er dog i denne sammenhæng to bemærkelsesværdige undtagelser:
1) salmen, “Danket dem Herren” står ikke i 1703-salmebogen, hvorimod melodien (WV 181) findes i 1705-koralbogen, anført med en anden salmetekst.
2) koralmelodien til “Ach Gott und Herr” (WV 177) er i Buxtehudes version en ældre moll-form (Zahn nr. 2050), mens 1705-koralbogen viser en yngre dur-udgave (Zahn nr. 2051).

(1) Scheidemann-exx. er citeret fra: H. Scheidemann. Choralbearbeitungen. Hrsg. von G. Fock. Bärenreiter-Ausgabe 5481. Kassel 1967. Sweelinck-ex. er hentet fra J. Hedar: D. Buxtehudes Orgelwerke. Lund 1951, s.250. På s.248-262 anfører Hedar - i sammenligning med Buxtehude - en længere række figurdannelser fra det ældre instrumentalkontrapunkt. Se i øvrigt Kerala Snyders stilkritisk-analytiske bemærkninger i: K. Snyder, Dietrich Buxtehude. Organist in Lübeck. New York 1987, s.270ff.

(2) Se Organist-bladet 12/1987, s.495ff.

(3) En nærmere undersøgelse af Buxtehudes melodiversioner set i forhold til koralsamlinger som de nært beslægtede Eler 1588 og Hamburg 1604 foreligger endnu ikke.

(3a) Se Johann Pachelbel. Ausgewählte Orgelwerke IV. Bärenreiter 1016. Kassel 1936.

(4) “dass, ... von Teütschen Organisten, sonderlich mit des berühmten Buxtehudens und Bachs Arbeit, einem Liebhaber, auf schon gemeldte Art, dienen kan, weil von beyden sehr viele, ja über 200 Stücke zusammen ohngefehr besitze. Die erstern habe mehrenteils von dem seeligen Herrn Werckmeister, und des Herrn Buxtehudes eigener Band in Teütscher Tabulatur; die zweyten aber von dem Herrn Auctore selbst, als welcher 9 Jahr Hof-Organist alhier gewesen, mein Vetter... ist, bekommen”. - Her citeret efter: J.S. Bach. Leben und Werk in Dokumenten. Bärenreiter. Kassel 1975, s. 124. - Walther studerede matematiske discipliner hos Andreas Werckmeister i Halberstadt i 1704. Buxtehude og Werckmeister var nære bekendte.

(5) En femte kilde, Berlin DSB, mus. ms. P806, er en afskrift af hs. D. P806 lades her ude af betragtning.
(6) Uden de fem Walther-autografer og hss. D og PO ville kendskabet til den tyske orgelkoral c. 1650-1720 være yderst begrænset.

(7) Forkortelser: D, A, T, B = diskant, alt, tenor, bas; t(t) = takt(er) - t. 22, 1-2,A = takt 22, 1. og 2. tælletid, alt. Hs(s). = håndskrift(er). Cf. = cantus firmus.

(8) Wenn ein Stück durchaus angefüllt ist mit schönen Gedanken, so mache ich es mir zu eigen vor Geld, oder durch eine Abschrift. Andere Stücke worinne die brauchbaren Blumen seltener vorkommen, ziehe ich aus, wie man die besten Redensarten aus einem lateinischen Schriftsteller ziehet. Doch zugleich bin ich bemühet von jedem Claviercomponisten wenigstens 1 Stück zu haben, um ihn nur zu kennen, wie auch von jeder Setzart eins oder etliche, dass man vor die Scolaren gute und hinreichende Modelle habe zur Nachahmung”. - Her citeret efter F.W. Riedel: Quellenkundliche Beiträge zur Geschichte der Musik für Tasteninstrumente in der 2. Hälfte des 17. Jahrhunderts. Bärenreiter. Kassel 1960, s.54.

(9) Ed. Peters. Nr. 4457, 1939, s.26.

(10): Jfr. også H. Glahn: Booklet til Inge Bønnerups Danacord cd-indspilning: Buxtehude. Samlede orgelværker 3, s.29.

(11) Jfr. t. 1,1-2,1,A; t. 3,3-4,3,D; t. 6,1-7,1,B og t. 15,1-16,1,T.

(12) Beckmann 72KB, s.159.

(13) J.G. Walther: Musicalisches Lexicon oder musicalische Bibliothek, 1732. Facs.-udgave i Documenta musicologica 1, 3, 1955, s.123.

(14) Beckmann 72KB, s.160.

(15) I begge sine kompositionslæreskrifter tager teoretikeren Christoph Bernhard (1628-1692) stærk afstand fra kvintopløsning af kvartsynkopen, uanset om den dissonerende tone tilhører overstemme eller basstemme.
Ex.16 stempler Bernhard som “als falsch zu meiden”. - Se J. Müller-Blattau: Die Kompositionslehre Heinrich Schützens in der Fassung seines Schülers Christoph Bernhard. Bärenreiter. Kassel 1963, s. 68, ex.6 og s.145, ex.8.
I sin kompositionslære giver J.G. Walther udtryk for lignende opfattelse: “...neml. Resolutionem 4tae in 5tam puram mag meines Orths ohne erhebl. Ursache nicht imitiren, wohl aber auf folgende Art”. Ex.17.
Jfr. J.G. Walther: Præcepta der Musicalischen Composition (1708). Hrsg. v. P. Benary, Leipzig 1955, s.144.

(16) WV 212 og Magnificat-fantasien, WV 203, er de eneste af de ni Buxtehude-koralfantasier, som mangler i Walthers autografe samlinger.

(17) I Hedar III står variatio-versionen som nr. 4a, I-III, idet variatio II, t. 55-56 dog er tilnærmet “versus”, under genoptagelse af figurationen fra t.l,l-2.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.