Finn Viderø og Compenius-orglet

Skrevet af Kai Ole Bøggild.

Kai_Ole_BMed Finn Viderøs tidlige og tiltagende berømmelse som orgelspiller fulgte et stedse stigende antal historier om hans gøren og laden. Som oftest viste det sig, at disse "myter" ikke havde noget på sig – og de kunne da også være temmelig fantasifulde. Men i nogle tilfælde svarede Viderø med sin karakteristiske sprogbrug: "Det er for så vidt rigtigt, men historien er i virkeligheden meget bedre. Ser De...". Han morede sig kongeligt, og når samtalerne i den følgende tid blev ledt ind på hændelser i fortiden, kunne han i mildt ironisk forventning spørge: "Nå, har De flere myter?" – Yderligere bekræftelser af hans legende-status var ikke uvelkomne.

Myter kan på deres vandringsveje fremtræde som f. eks. autoritative og indiskutable sandheder. Således fortalte en Oxford-stipendiat, som i 1969 skulle til København for at modtage undervisning hos Viderø, at han forinden skulle informeres nærmere på Den danske Ambassade i London. Kulturattachéen berettede, at Viderøs navn var uløseligt forbundet med Compenius-orglet på Frederiksborg Slot, et af de kosteligste klenodier i dansk kulturs raritetskabinet. "Og", fortsatte han, "Finn Viderø er den eneste, der har tilladelse til at spille på det". – At der til Slotskirken var knyttet et organistembede, som Viderø aldrig beklædte, var åbenbart forbigået attachéens opmærksomhed.

I

Engang i de tidlige efterkrigsår havde Mr. J. Brogan, indehaver af det ansete amerikanske firma The Gramophone Shop i New York, udtalt ønsket om i sin Celebrity-serie at udsende en række plader, indspillet på Compenius-orglet.

Valget af dette instrument lå lige for. Siden restaureringen i 1895 – som i øvrigt blev sat i værk efter fransk kulturdiplomatisk initiativ og opfølgende mellemkomst – var der nu ikke kun tale om et enestående stykke møbelkultur fra renæssance-tiden, men også – som det nu kaldtes –"det historiske orgel på Frederiksborg". Hertil kom, at dette orgel, hvis pibeværk gennemført var bygget af udsøgte træsorter, på det nærmeste havde stået urørt, siden det blev bygget (c. 1605-10). Endvidere var dette instrument, "træ-orglet", blevet lovprist i 2. bind, De Organographia, af Michael Prætorius' berømte kildeskrift, trebinds-værket Syntagma Musicum (1615-20).

II

Optagelserne fandt sted i dagene 17.-23. marts 1949, og Viderø har i et humoristisk og veloplagt tilbageblik 25 år senere (1974) berettet om de talløse genvordigheder, som i de dage mødte optageholdet:

Orglets regal-rørværk måtte gennemstemmes hver morgen og ofte også op ad dagen, når der opstod ujævnheder i stemningen under optagelserne. Bælgeværket knirkede, og tangentmekanikken var med tiden ikke længere lydløs. Opmærksomheden måtte også rettes mod tårnurets kvarterslag og klokkemelodien hver fulde time. Disse forhold var dog så nogenlunde til at gardere sig imod. Værre var det med vind og vejr og anden udefra kommende støj.

Trykket fra selv svage vindpust medførte en let susen, som mikrofonerne registrerede. Årsagen var, at Slotskirkens høje vinduers mange små, blyindfattede ruder gav sig under denne lette påvirkning. Ved blæst og piskende regn steg støjniveauet til en styrke, der – i Viderøs malende beskrivelse - ledte tanken hen på skyttegravskrig.

thumb_Frederiksborg_Compenius_Videroe-B6Andre udefra kommende støjkilder kunne være skramlende hestevogne, fløjtende lokaltog i det fjerne og – især – den uberegnelige kørende trafik ad landevejen mod Helsingør, som dengang var henvist til at passere den snævre port ind til Slotshaven – med pligt til forudgående hornsignal. Opbremsning og skrattende gearskifte bidrog også til at hensætte gemytterne inden døre i opgivelse og fortvivlelse. Så meget mere som de overvældende resonansforhold mellem slottets bygninger befordrede forstærkninger af den udefra kommende støj.

Den 21. marts gik det helt galt. Efter en forholdsvis rolig formiddag med kun få forstyrrelser under optagelserne var Viderø nået til slutakkorden i Suscepit Israel-satsen fra Jean Titelouzes Magnificat quinti toni, da et bilhorn brød igennem og tilintetgjorde optagelsen. – Derefter brød inferno løs.

I alt måtte seks voksplader efterfølgende kasseres pga. blandt andet togfløjt og hornsignaler. Den fjerde plade blev ubrugelig, da optageholdet i deres frustration havde glemt tårnurets kvarterslag. På den femte plade var vokset ikke tilstrækkelig blødt, hvilket forhindrede nålen i frit at tegne sin kurve. På den sjette plade brød – minsandten – atter en gang et hornsignal ind i Titelouze-satsens slutakkord.

Det var dråben, som udløste de helt store hysteriske anfald og eksplosioner af indestængt raseri hos de tilstedeværende. Noder blev flået itu, krøllet sammen og under mindre behersket stemmeleje og ordvalg kylet rundt i hjørner og kroge. Viderøs arbejde den dag var nytteløst.

III

Optagelserne kom dog i hus, og de udsendte 78-plader, en serie på seks (GSC 47-52), blev mødt med mange anerkendende ord. Således af Frede Schandorf Petersen i en omfattende kulturpolitisk anmeldelse, "En dansk kultureksport", i Dansk Musiktidsskrift, 5/1951, s. 107f.

Fra anmeldelsen skal kort citeres Schandorf Petersens bemærkninger til optagelserne, repertoiret og Viderøs gengivelser:

"Det er ... anerkendelsesværdigt, at optagelserne netop i klanglig henseende er lykkedes over al forventning godt. Dels har Viderø i sin registrering indenfor musikalsk motiverede rammer søgt at vise instrumentets mange klanglige udtryksmuligheder, og dels har teknikerne støttet ham meget fint, så alle nuancer kommer helt til deres ret uden nogen brister, der kunne fremkomme bl.a. ved en mindre god centrering af pladerne, som det var tilfældet med enkelte optagelser i den første serie, som dog senere er forbedret."

"Pladeserien omfatter værker af ti komponister, hvis virke hovedsageligt falder lige omkring det stilistisk så betydningsfulde århundredskifte ved 1600, og værkerne belyser praktisk taget alle hovedstrømninger i datidens rigt blomstrende orgelmusik..."

"Sin største værdi får denne serie som en klingende historisk materialesamling, der sammen med den tidligere orgelserie (her menes muligvis indspilningerne for His Master's Voice, udsendt under mærkerne DA 5207, DB 5213-14, KALP 14 og DA 5262 -?) udgør en skøn antologi over hele det 17. århundredes orgelmusik..."

"... man har fornemmelsen af, at Viderøs gengivelser må ligge så nær den autentiske, som historisk forskning og kunstnerisk intuition kan komme. Det er vel muligt, at samtiden har været så fortrolig med improvisation og forsiringssædvaner, at denne musik næppe har klinget så "bogstaveligt" som her. Men hellere end at begive sig ud i eksperimenter, der ville blive mere eller mindre bestemt af tilfældigheder, når traditionen ikke er utvetydigt verbalt overleveret, er denne måske lidt akademiske interpretation at foretrække".

Optagelserne blev siden udsendt på LP – og bredt ud på små EP 45-plader. Disse viste sig snart at blive en efterspurgt salgsartikel, f. eks. som turist-souvenirs på Frederiksborg Slot.

IV

Af Viderøs koncertfortegnelse (m.v.) fremgår det, at han i årene 1937-83 havde opdrag ved Compenius-orglet i alt 27 gange. De omfatter koncerter, foredrag, forevisninger, demonstrationer, grammofon, radio- og tv-optagelser.

Af fortegnelsen fremgår det endvidere, at der i dagene 15.-18. maj 1956 på ny var grammofonoptagelser på Frederiksborg. Sin vane tro oplistede Viderø det indspillede repertoire, men var på sine ældre dage i vildrede med, hvilke firmaer der overtog, købte og solgte; hvor meget og hvad, der blev fordelt på et voksende antal plademærker. Det interesserede ham heller ikke påfaldende. Royalties nød, forståeligt nok, i højere grad hans bevågenhed.

Derimod huskede han med elskværdig fornøjelse en skelsættende tildragelse efter en fjernsynsoptagelse ved Compenius-orglet den 19. september 1962. Danmarks Radio tilbød svensk tv denne produktion. Svenskerne accepterede, og det udløste triumferende jubelråb på gange og i korridorer: "Sverige har købt den!". Det usædvanlige var, at svenskerne havde købt denne danske tv-produktion – ubeset. Det var aldrig hændt før. Det berømte orgel og Viderøs navn var åbenbart tilstrækkeligt.

V

De sidste 20 år af sit liv talte Viderø yderst sjældent om Compenius-orglet. Det var – som så mange andre områder – et stort set afsluttet kapitel i denne flittige og foretagsomme mands liv og virke.

Men han lod sig gerne invitere til at give koncert. Ved hans næstsidste koncert på Compenius-orglet, den 26. juli 1970, var to af hans elever blevet bedt om at bistå som bladvender og (jeg) som bælgetræder, dvs. "reb-trækker". – Endnu 40 år efter har vi talt om denne koncert, om Viderøs suveræne spil og hans uforglemmelige rytmisk-organiske opførelser af bl. a. Samuel Scheidts Ei, du feiner Reiter-variationer og Thomas Tallis' stort anlagte bearbejdelse af Felix namque. Den åndeløst stille slotskirke var besat til sidste plads.

VI

I 1963 udsendte musikforlaget Engstrøm & Sødring antologien Orgelmusik. Bd. II, redigeret af Fin Ditlevsen og Finn Viderø. Af det særdeles oplysende forord, dateret 1960, fremgår det bl. a., at de registreringsanvisninger, som er foreslået til de enkelte satser i den indeholdte gamle musik, blev tilrettelagt ved Compenius-orglet i 1944.

Orgelbygger P.G. Andersen havde tilstillet Viderø de enkelte registres mensur-forhold, som indgik i Viderøs beskrivelser af pibebygning og klangkvaliteter. Beskrivelserne, som er behageligt fri for overdreven panegyrisk lyrik, giver registrene Ranket 16' og den repeterende énkorede Zimbel særlig opmærksomhed og røber desuden, at mere end halvdelen af de 27 stemmer er bygget med koniske mensurer.

Inspirationen fra Compenius-orglet, der ikke var tænkt og bygget som kirkeorgel, er umiskendelig i det orgel, som fa. Marcussen & Søn i 1944 leverede til Jægersborg kirke, hvor Viderø siden 1941 havde virket som organist.

I et nært og frugtbart samarbejde med P.G. Andersen, som ledede Marcussens Københavns-afdeling, skabtes et til stadighed højt estimeret orgel, præget af den gennemtænkte helhed og enhed, som ufravigelig lå Viderø stærkt på sinde.

Dette orgel rummede en vandret liggende spansk trompet – den første af sin art i Skandinavien – en stemme, der vidnede om Viderøs tidligt vakte interesse for den gamle iberiske orgelmusik. De snævre principal-mensurer var inspireret af Stellwagen-orglet i Sct. Jacobi kirke i Lübeck. Fremtrædende i orglets brystværk var renæssance-elementer som den koniske fløjte, regaltungestemmen Ranket 16'og den énkorede, repeterende Cymbel. Denne inspiration fra Compenius-orglet blev suppleret med pedalværkets Sordun 16' (benævnt: Fagot).

VII

Så vidt vides foreligger der ikke større og dybtgående undersøgelser af Compenius-orglets virkningshistorie i dansk orgelbygning. Men virkninger findes utvivlsomt – om end, af indlysende grunde, begrænsede – ud over de nævnte renæssance-elementer i det ellers neobarokke Jægersborg-orgel.

Viderøs husorgel blev bygget af Wilhelm Hemmersam, der som P.G. Andersen var tilknyttet Marcussens Københavns-afdeling. Hemmersam, som bl. a. havde deltaget i tilblivelsen af de berømte orgler i Sorø (1942) og Jægersborg – og tillige i Marcussens opmålinger af Compenius-orglet i 1944 – byggede siden hen – som selvstændig – en lang række mindre orgler.

Denne højt begavede intonatørs instrumenter skal ikke omtales nærmere i denne sammenhæng, men nævnes skal hans dybe forkærlighed for træpiber, koniske mensurer og de små regal-rørstemmer. At Hemmersam, som nærede dyb erklæret beundring for Compenius-orglet, også var inspireret af det, kan der næppe herske tvivl om.

Viderøs anerkendelse af Hemmersam-orglernes høje klangkvaliteter kom til udtryk i grammofonoptagelser af en række mindre Bach-værker på to af disse instrumenter: 18. april 1952 i Flintholm kirke, Frederiksberg, for Fonodan og 7.-8. januar i Trinitatis kirke, København, for The Haydn Society og Metronome. [1])

VIII

Finn Viderøs historiske interesse for Compenius-orglet rakte videre end det omtalte forord til antologien Orgelmusik Bd. II. Han forespurgte således på Frederiksborgmuseet, i Rigsarkivet, i Carlsberg-fondet ... om den – formodede – rapport, som Cavaillé-Colls mestersvend, Felix Reinburg, havde udfærdiget efter de restaurerings-arbejder, som han havde forestået i 1895. – Forgæves.

Til sidst rettede han henvendelse til det franske orgelbygger-firma, Gonzales, som havde videreført Cavaillé-Colls legendariske orgelbyggeri. Svaret lød: "Malheureusement nous n'avons pas le privilège". Tilnærmelsesvis: "Vi nyder desværre ikke den ære."

Litteratur

E. Bangert: Compenius-orglet paa Frederiksborg Slot. Medlemsblad for Dansk Organist- og Kantorsamfund af 1905. December 1938.

K. O. Bøggild: Finn Viderø: En fortegnelse over artikler... og grammofonindspilninger. Trykt i: Festskrift til Finn Viderø. Poul Kristensens Forlag. Herning 1986.

F. Ditlevsen og F. Viderø: Orgelmusik. Bd. II. Engstrøm & Sødring. København 1963.

K. Jønsson: Interview med Wilhelm Hemmersam. Trykt i: Orglet 2/1990.

F. Schandorf Petersen: En dansk kultureksport. Dansk Musiktidsskrift 5/1951.

F. Viderø: Compenius-orglet. Statsradiofoniens Lytterkalender 1961.

F. Viderø: Grammofonoptagelser på Frederiksborg. Dansk Kirkemusiker Tidende 1974.

F. Viderø: Jægersborg-orglets historie. Jægersborg kirkeblad 1982.

[1]) Da Viderø i september 1955 vendte hjem fra sit første ophold i USA, lod han sit Hemmersam-orgel, som havde været med på rejsen, midlertidigt opstille i Trinitatis kirke. Det var omkring den tid, hvor kirkens nye Marcussen-orgel var under opstilling og intonation.

Artiklen vil indgå i et skrift om Compenius-orglet, som Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg og Det Danske Orgelselskab vil udgive i forbindelse med instrumentets 400 års jubilæum.


Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.