Redaktørens klumme

mikaelgarnaesPå rette vej

 

For nogle år siden fik Rued Langgaard en vej opkaldt efter sig i København. Meget passende i det nyopførte kvarter omkring DR-byen, i nærheden af den institution der har opført de fleste af hans værker. Dermed kom han i selskab med en række andre fremtrædende skikkelser i dansk musikhistorie, inklusive nogle af hans yndlingsaversioner som Thomas Laub og Carl Nielsen, som har fået gader på Østerbro opkaldt efter sig. Også andre byer har opkaldt veje efter den tidligere så grimme ælling i dansk (kirke-)musik. Tiderne skifter. Engang var forholdet mellem komponisterne præget af bitre antipatier, i dag er de kanoniserede, og man skal bogstaveligt talt kigge i vejviseren for at finde forskellene.

 

Det er et tilbagevendende fænomen: kunstneriske og personlige stridigheder tager sig helt anderledes ud, når de kommer på afstand. Forskellene på en Laub og en Langgaard er ikke forsvundet, men de indgår begge i musikarvens brogede kludetæppe, og det kan vi i dag opleve som en rigdom. Hvilke af vor tids musikere vil mon få gader opkaldt efter sig om hundrede år?

 

Efter disse strøtanker vil jeg gerne henlede opmærksomheden på den psykolog-uddannede DOKS’er Hilding Ringbloms artikel om hvad der foregår i hjernen, når man efter en længere pause genoptager et tidligere indstuderet musikstykke. De fleste har sikkert gjort deres egne erfaringer med denne situation og oplevet, at det ind imellem kan være problematisk, til andre tider overraskende nemt, at få fingrene med sig. Hilding Ringblom henfører dette til en teori om udviklingen af helhedsoplevelser i hjernen, såkaldte psykoner, der kan udløse automatiske handlinger som f. eks. at fingrene automatisk spiller de rigtige toner, men også har mulighed for at udvide sig yderligere ved indkodning af nyt bevidsthedsindhold, det man vel må kalde den kunstneriske del af spillet.

 

Relation mellem psykologi og musikudøvelse er kompliceret, men spændende.

En overraskende musikpsykologisk iagttagelse

Hilding Ringblomangående hjernens automatisk indtrædende hjælp ved genindstudering af et langt tidligere indlært musikstykke. Herunder omtale af ”Den evolutivt psykonale automatiseringsteori”

 

Min interesse for problematikken omkring genindstuderingen af et tidligere indlært musikstykke øgedes en dag, da jeg som ung efter en times orgelundervisning af min lærer Birger Wøllner Gaarn i Christianskirken på Christianshavn (Kbh.) hørte ham øve lidt på et koncertstykke, han skulle fremføre samme aften, men ikke havde spillet i en årrække og først for nylig havde taget op igen. Efter nogle gange at have spillet samme fejl brød han pludselig af og sagde, at man aldrig skulle øve for meget på et tidligere indstuderet stykke kort før en koncert.

 

Jeg havde selv oplevet, at man kunne blive usikker i spillet ved at øve sig intenst på et langt tidligere indstuderet stykke, og at usikkerheden både gjaldt det rent spilletekniske og erindringen af kompositionens detailforløb. Ved genopførelsen skulle alt det tekniske helst forløbe ”af sig selv” (automatisk, - jævnfør navnet på den anførte teori i artiklens overskrift), og glemsomheden over for musikkens indhold helst ikke indfinde sig i forstyrrende grad.

 

Vi tastespillere har mange erindringer om såvel sliddet som svigtende hukommelse, - men også om forbavsende lettelser. Jeg husker således et lille halvsvært klaverstykke med hurtigt tempo (”Feenreigen” af Reissiger) ved genoptagelsen glide så automatisk gennem fingrene, at hukommelsen næsten kunne undværes. En lettelse oplevede jeg også, hvor et rent automatisk udført fingerspil måtte redde mig igennem nogle takter af midtersatsen af J. S. Bachs ”Italienske Koncert” (på klaveret), da hukommelsen af uforklarlige grunde blev ved med at drille mig.

 

Længe før vor tid talte man om de helhedsdannelser, der måtte formodes at have dannet sig i hjernen, når man oplevede noget som helheder. Man kaldte disse hjernedannelser for ”psykoner”, og mente i øvrigt, at en psykon ved tilkomsten af nyt bevidsthedsindhold kunne udvides. (I musikken ville en udvidelse af bevidsthedsindholdet måske være tilkommet gennem tilføjelse af nogle særlige fortolkningsmæssige accentueringer eller placering af rimelige – måske stilrigtige - forsiringer.)

 

Da jeg som 84-årig for nogle år siden fik lyst til at genindstudere nogle klaverstykker, jeg havde spillet i mine unge år, undredes jeg igen over den automatik, mine fingre tilførte spillet. Min høje alder lagde op til, at hukommelsen ikke ville være så god som tidligere, men alligevel ”reddede” fingrene endog ret vanskelige passager. Jeg kom da til at tænke på ”den evolutivt psykonale automatiseringsteori”. Denne blev tildelt sit navn af den ledende professor i psykologi ved Københavns Universitet Edgar Tranekjær Rasmussen i hans afhandling i samme universitets festskrift fra 1960 ”Dynamisk psykologi og dens grundlag”, 2. del. Meget ubehageligt for mig selv udkom afhandlingen kun et halvt år før, professoren skulle eksaminere mig ved min afsluttende eksamen i cand.psyk.-studiet. Der var nemlig tradition for, at man også skulle have læst eksaminatorernes sidst udkomne bøger. Jeg kunne dog glæde mig over, at Tranekjær Rasmussen interesserede sig meget for musik og i en samtale, jeg nogle måneder før havde haft med ham, opfordrede mig til at rette min opmærksomhed mod musikpsykologien, som dengang måtte siges at leve noget i det skjulte herhjemme. Jeg kan her tilføje, at da jeg i 1946 som nybagt student startede på universitetets musikvidenskabelige studium, var musikpsykologien og musikæstetikken hovedsageligt præstenteret i Danmark gennem musikprofessor Erik Abrahamsens delvist populærvidenskabelige bog ”Hvem er musikalsk?” og filosofiprofessor Viktor Kuhrs forskningsprægede sværvægter ”Æstetisk Opleven og Kunstnerisk Stræben” fra 1927.

 

I fagpsykologien betragter man en psykon som ”det (ubekendte) psyko-fysiologiske korrelat til det oplevede emne” (den oplevede helhed, nævnt side 155 i Tranekjær Rasmussens bog). Teoriens definition er T.K.’s egen, nævnt side 130. Man forestiller sig, at psykonen rent automatisk kan udløse den handling (f. eks. en indøvet passage i et musikstykke), som er indbygget i den og - vel at mærke – udlæse den alene ved bevidsthedsmæssig koncentration om det.

Ordet ”evolutivt” peger på psykonens mulighed for at udvide sig yderligere ved indkodning af nyt bevidsthedsindhold (f. eks. den indstuderende musikers mere detaljerede opfattelse af en given passage).

 

Egentlig minder hele teorien om psykonerne og deres praktiske nytte om anvendelsen af en computer. Computeren kan kun udmelde noget, man har sat den i stand til i kraft af dens konstruktion og det indhold, man i forbindelse med de dagligt indkodede data har tilført den. Computerens forud indbyggede muligheder svarer til personens forud tilførte genmuligheder inklusiv artens muligheder. Hvad vi indkoder i computeren, svarer til det, man indbygger i sin egen hjerne via sit ”sind” (eller ”ånd”).

 

Og nu nævnte jeg ordene ”sind” og ”ånd”. Jeg må – mere jævnt udtrykt – opfatte min ånd som ”mig selv”. Provokeret af, at de fagpsykologiske lærebøger stort set oversprang omtalen af menneskets ånd, skønt psykologi defineres som læren om sjælelivet, - og skønt ånden for resten må have ”skrevet” lærebøgerne – udgav jeg i 2012 min bog ”Menneskets ånd” – med undertitlen ”Man så ikke skoven for bar træer”. (Forlaget ”Attika”). Her påstår jeg i en parallelisering til ovennævnte opfattelse af computerens muligheder, at hjernen er et rent maskinelt organ uden egen bevidsthed, hvorved ”ånden” (sindet) bliver eneste bærer af personens bevidsthed. (Heraf følger i øvrigt, at ånden har fulgt legemets udvikling i alle faser fra barnets første øjeblik.)

 

Psykonstrukturens indbyggede mulighed for automatisk at støtte udførelsen af en tidligere indbygget musikpassage må ikke forstyrres ved den spillendes forsøg på at indbygge en ny fingersætning eller på anden måde anstille analyserende betragtninger. Ethvert stop i spillet må igen forsøges videreført som en automatik. Det var formentlig automatikken, Wøllner Gaarn ikke turde slippe, når han advarede imod at øve intenst på et tidligere indlært stykke lige op til dets koncertmæssige genopførelse.

 

For at aktivere det til den oprindelige indstudering hørende psykonsæt må sindet (ånden) før begyndelsen af spillet koncentreres stærkt om at kalde erindringen om stykket som helhed frem i tankerne. Lidt spil af nogle passager med støtte af noderne, ligesom nynnen af noget erindret, kan muligvis gavne.

 

Når man holder tale eller læser noget op for andre, er man i tankerne lidt forud for det sagte. En sådan forudgående ”følgen med” under forsøg på at spille nogle erindrede udpluk er muligvis også en god igangsætter af psykoautomatikken.

 

Genaktiveringen af det under den oprindelige indstudering opbyggede sæt af psykoner i hjernen kan naturligvis kun komme til fuld nytte, såfremt man under den oprindelige indstudering opnåede stor færdighed i fremførelse af musikstykket.

 

I den hidtidige redegørelse har jeg især haft koncertbetonede satser i tankerne, men ved de få gennemspilninger efter noderne, organisten behøver for at gøre et af denne ofte spillet mindre præludium klar til førstkommende gudstjeneste, må det også formodes, at vi drager nytte af en tidligere udviklet psykondannelse, eftersom vi kan slippe af med en fejlspilning gennem få forsøgsvise ændringer i fingersætningen, der fører til den oprindeligt anvendte.

 

At opleve ens egne fingre spille nogle passager, hvis nodemæssige indhold man i det givne øjeblik ikke er i stand til at erindre sig, kan næsten bære præg af magi, og oplevelsen lægger op til forklaringer, der kan supplere psykonteorien. I den forbindelse vil ord som hukommelse, glemsel og genkendelse naturligvis trænge sig på. At hukommelsen slet ikke i fagpsykologien opleves som et selvstændigt eksisterende organ, men betragtes som udtryk for en række gentagne og ofte genkendelige processer (f. eks. kan balletdanseren ”huske” oplevelsen af en gentagen benbevægelse), gør ikke overvejelserne enklere.

 

Som organist har jeg engang skrevet om tempoproblemer, men som musiker i almindelighed har mine egne forsøg på at forbedre teknikken naturligvis ligeledes affødt mange meget forskellige spørgsmål af musikpsykologisk art.

 

Ak ja! Man har til stadighed haft en hel del at lære. Som 8-årig begynder ved klaveret blev jeg til gengæld meget pædagogisk og positivt kun præsenteret for de to sædvanlige spillelærersentenser: ”Al begyndelse er svær” og ”Øvelse gør mester”, - men jeg blev nok lovlig længe fastholdt i den vildfarelse, at den trykte fingersætning på noderne passede lige godt til alles fingre.

 

I min levetid er der trykket på mange ”nye knapper” i forbindelse med musikundervisningen. I mine unge dage som studerende i musikvidenskab var jeg glædeligt overrasket over Poul Hamburgers udstrakte brug af grammofonen, og nu har vores viden om EDB lettet anskueliggørelsen af hovedpointerne i denne artikel om den psykonale automatiseringsteori.

Anmeldelser

Forside Enghave BachkantaterBach-kantater med Enghave Barok

 

Bach Live Edition Volume 1. J.S. Bach: Kantate 196 ”Der Herr denket an uns”, Kantate 68 ”Also hat Gott die Welt geliebt”, Missa Brevis i A BWV 234. Klaudia Kidon, sopran, Daniel Carlsson, kontratenor, Mathias Hedegaard, tenor, Jakob Bloch Jespersen, bas. Enghave Barok. Pris kr. 80,- som download og kr. 120,- inkl. forsendelse for et fysisk eksemplar. Kan købes via http://bit.ly/bachlive

 

Da Stravinskij engang blev spurgt om musikhistoriens største værk, skal svaret være faldet prompte: ”Johann Sebastian Bachs kantater”! Det svar kan vist mange bifalde, for den skabelses-intensitet, hvormed Bach i sine første fem kantoratsår, uge efter uge, frembragte det ene storværk efter det andet, hører til blandt de ubegribelige åndsmanifestationer. Hvis nekrologen på det punkt står til troende, skal Bach have skrevet omkring 300 kirkekantater; 200 er bevarede, og naturligvis ville det være herligt, hvis vi fik kendskab til de store tab, vi åbenbart må regne med, men ligeså herligt ville det være, hvis de 200 forhåndenværende engang blev så kendte, som de fortjener. Men kantateelskere skal ikke klage. Indspilninger (også samlede) og opførelser er i dag legio, vi behøver blot at nævne navne som: Harnoncourt, Richter, Rilling, Koopman, Suzuki, Rifkin, Parrot, Gardiner, Biller og Nederlands Bach Collegium. Rifkin og Parrot repræsenterer den omstridte ’one-singer-per-part’-teori, (men en opførelse af Magnificat i Thomaskirken for et par år siden med fem stjerne- solister stående fremme ved pulpiturkanten med orkestret bagved var ikke nogen ørenfryd).

 

På dansk grund er vi også med: Concerto Copenhagen, Trinitatis Kantori, Aarhus Bachselskab og nu Enghave Barok, som er anledning til disse linjer. Ensemblet under ledelse af Christian Dehn Bang har udgivet en cd, Bach Live Edition Vol.1, med bachværker: to kantater og Missa Brevis i A. Ifølge teksthæftet optages Bach Live Edition i forbindelse med en kontinuerlig opførelse af Bachs vokalværker i Enghave Kirke, og hvis indeværende høje standard er niveauet, er der al grund til at glæde sig. Kantaterne er som bekendt først og fremmest gudstjenestemusik skabt til vekselvis opførelse ved ”Hauptgottesdienst” i Leipzigs to hovedkirker, men kan i dag selvfølgelig spilles uden reference til kirkeåret, og Bachs musikalske fortolkning (eksegese) af samtidens tekstrække (dengang var der kun én) er et studium i sig selv. Den teologiske bachforskning arbejder med begrebet ”det hermeneutiske plus”. Med kantaten som prædikenens musikalske modstykke kunne det være interessant at vide, hvorledes de to ”prædikener” rimede sammen; altså om præstens åndsudfoldelser på prædikestolen (han havde en god time til det) stak for meget af fra ”prædikantens” på korpulpituret! (han klarede det på 20-25 minutter).

 

I Enghave Barok spiller en fast kerne af strygere og blæsere og continuogruppe på instrumenter, der lyd- og klangmæssigt efterstræber klangen på Bachs tid. Sopransolist er Klaudia Kidon, kontratenor Daniel Carlsson, tenor Mathias Hedegaard og bas Jakob Bloch Jespersen. Koret består af 13 særdeles kompetente sangere, men korklangen giver bestemt indtryk af flere. Jeg var noget spændt, for her berører vi jo et varmt emne: opførelsespraksis og korstørrelse. Massekorenes tid er forbi, vi prioriterer gennemsigtighed og stemmernes klarhed. Herrer som Kuijken og Herreweghe arbejder med originalinstrumenter og stærkt reducerede kor, Koopman og Suzuki kræver en korstørrelse på 25, mens Biller jo er forpligtet på sine thomanere, der i dag udgør flere end på Bachs tid.  Af hans 55 var jo langt fra alle duelige. Hvorom alting er: vi kan måske så nogenlunde rekonstruere en opførelse som på Bachs tid, men vi hører med ører tilpasset vor tids betingelser, uden det selvfølgelige kendskab til tekster og koraler, som Bachs publikum havde. Historisk opførelsespraksis mangler én vigtig ingrediens trods noder, instrumenter og sangere, nemlig datidens hørere!

 

Enghave Barok opvarter med en bryllupskantate, en kantate til 2. pinsedag og den første af de fire Missae breves, A-dur messen. Bryllupskantaten (hvad vi formoder, den er, da teksten har hentydninger i den retning) Der Herr denket an uns (BWV 196) er et af Bachs tidligste vokalværker, og dateres til den korte periode i Mühlhausen, 1707-08, altså kun få år efter hjemkomsten fra Buxtehude i Lübeck, hvad værket bærer tydeligt præg af, måske klarest i 3. sats, duetto. Men Bach fornægter sig ikke, som her i den fremstormende slutsats og det fugerede ”Amen”, der ikke står i Ps. 115, som er tekstgrundlaget. Og som i ”Ratswechselkantaten” (Gott ist mein König, BWV 71) fra samme år, slutter satsen i et piano, kort og abrupt. Den anonyme forfatter til booklettens noter gør fint rede for værkets historie, selv om pladsen kun tillader de aller nødtørftigste oplysninger, men når dog lige at nævne det sandsynlige bryllup i Bachs egen bryllupskirke i Dornheim, hvor præsten Lorenz Stauber, nylig enkemand, gifter sig med en yngre søster til Sebastians første svigermor.

 

Som noterne fortæller, blev cd’ens andet værk: Also hat Gott die Welt geliebt (BWV 68) skrevet til 2. pinsedag og uropført 21. maj, 1725. Den hører hjemme i den berømte II årgang, koralkantateårgangen (1724-25), hvor Bach byggede hver kantate over en evangelisk kirkesalme, og salmen i denne kantates indledningskor er en melodi af Vopelius til en tekst af Salomo Liscow, men her så stærkt koloreret, at den næsten forsvinder, pakket ind i sicilianorytmens tematik.

 

For begge værker gælder det, at alle medvirkende under Dehn Bangs ledelse musicerer ret af hjertet, med svung og begejstring og en naturlig indforståethed med stilen. Og vi slipper for de ugudeligt hurtige tempi. Måske kunne man mene, at koret i indledningssatsen udfolder sig så kraftigt, at de livlige figurer i obo I og violin I har svært ved at komme til orde. Indfølt klinger også den afsluttende Bach‘ske kromatik til teksten: ”…und ist kein Leid das den betrübt”. Helt bedårende jubler sopranen sin arie Mein gläubiges Herze, frohlocke, sing, scherze, hvor Bach, som også noterne meddeler, griber tilbage til jagtkantaten (BWV 208) fra 1713, (her lyder teksten Weil die wollenreichen Herden) og givetvis er Bach ikke i stofnød her, snarere fandt han i denne arie præcis den ”stemning”, der kunne understrege ordene i kantate BWV 68. Ganske usædvanligt munder kantaten ikke ud i en slutkoral, men derimod i en storslået fuga til teksten: ”wer an ihn glaubet, der wird nicht gerichtet”; og når talen er om dom og retfærdighed, hvad andet end netop fugaen med dens strenge lovmæssighed kan underbygge det udsagn. Igen bør de 13 medlemmer af koret roses, for ikke blot yderstemmerne, også mellemstemmerne bekræfter ligestillingsprincippet!

 

At Enghave Barok har valgt at medinddrage Missa brevis i A-dur (BWV 234) kan kun hilses velkomment, al den stund de fire små messer jo aldrig er trådt ud af h-mol-Messens skygge og således er forblevet relativt ukendte. Som cd’ens noter anfører, er grundlaget også her bearbejdede kantatesatser, men nok ikke som i Juleoratoriet, hvor hensigten var ikke at lade lejlighedsværker gå i glemmebogen. I messerne har vi nok snarere beviset på en komponist, der altid skar til og forbedrede, men den sikkert komplicerede omteksteringsproces fra tysk til latin anes ikke i det bevarede autografe manuskript! Var parodiforlæggenes fire satser ikke overleveret, kunne man tro, de latinske ord var de oprindelige. Booklettens forfatter angiver tilblivelsestidspunktet til 1738-39, og når vi ikke ved noget om det oprindelige formål, må vi tage udgangspunkt i skriftduktus i de overleverede originalmanuskripter samt vandmærkerne, der siger: ”efter 1735”.

 

Vil man kigge bearbejderen Bach over skulderen, er A-dur messen et mesterstykke i komparativ analyse; eksempelvis er ”Qui tollis”-satsen en bearbejdelse af arien Liebster Gott, erbarme dich (kantate BWV 179), hvor sopranen ledsages af to oboe da caccia og continuo, i messen udskiftes oboerne med to fløjter og continuo bortfalder, tonearten ændres fra mørk a-mol til lys D-dur. Vi hører en ”bassetchen-komposition”, der minder om Aus Liebe will mein Heiland sterben. Det er vel teologen Bach, der her siger, at hvor det er Vorherre selv, der handler, og når mennesket selv har sat sit fundament over styr, bortfalder basso continuo-grundlaget! Sopranen Klaudia Kidon giver denne sats et meget smukt skær med fornem diktion.

 

Interessant er også messens ”Quoniam” taget fra den store reformationskantate, Gott, der Herr (BWV 79). I kantaten er fløjte og obo noteret helt uden frasering og artikulation, hvorimod det er gennemført i messen, og spilles naturligvis som sådan ganske virtuost af Enghave Barok. Det er en sand fornøjelse her at lytte til Daniel Carlssons kontratenor. Og så min kompliment for afstemte, men alligevel levende tempovalg. Tak for fornemmelsen af, at der også tages hensyn til teksten og dens indhold. I lyntogsfart kan man kun svært høre og tænke med. En fuga, et stykke polyfoni, må dog kunne følges. Og når det kan være vanskeligt for den, der kender musikken udenad, hvad så med den hører, for hvem dette er lukket land? Enghave Baroks VOL. 1 må gerne få efterfølgere, hvis man kan holde denne standard. Stilbevidste solister, orkestermusikere og sangere ledet af en dirigent, der vil noget med Bach!

                                                                             

                                                                                          

Debat

Johan Sigvard JensenKommentar til anmeldelsen af Lionel Roggs orgelværker

 

Af Johan Sigvard Jensen, organistassistent ved Hellerup Kirke

 

Jeg læste med stor interesse min tidligere lærer Hans Ole Thers' anmeldelse af Lionel Roggs orgelværker i seneste udgave af Organistbladet.

 

Efter at have haft lejlighed til at kigge hæfterne igennem og læse Roggs kommentarer til de værker, der i første omgang har været improvisationsmodeller, slår det mig dog, at der er tale om en lille tilsnigelse, når Hans Ole skriver: "Rogg tager i sit forord selv sine forbehold for, hvor "improvisatorisk" man kan forholde sig til noget, der bliver mere og mere nedskrevet" og kæder det sammen med sin egen holdning; at man "i tide" bør stoppe med at bruge skriftligt materiale i sin improvisationsøvning.

 

For det er ikke dét, Rogg vil sige med sit korte forord, hvor han dog kommer ind på den åbenlyse forskel mellem improviseret og nedskrevet musik - at det i sagens natur ikke kan lade sig gøre at komponere lige så elaboreret, når man gør det i nuet. Han formulerer det således (oversat fra fransk): "Det ville uden tvivl være meget svært at improvisere på så "nedskrevet" manér, men disse færdigkomponerede versioner af, hvad der i første omgang opstod relativt spontant, viser det meget stærke bånd, der kan eksistere mellem improvisation og ægte komposition, uanset stil".*

 

Og det er jo en ganske anden pointe. En pointe, som er helt i tråd med hans to glimrende improvisationshæfter i hhv. modal og barok stil ("Cours d'improvisation pour les organistes" fra hhv. 1988 og 2001, som mange sikkert vil være bekendt med), hvor læseren adskillige gange opfordres til på tomme nodelinjer selv at skrive alternative harmoniseringer, figurationer, kontrapunkter etc. til de forskellige øvelser.

 

Selvfølgelig er målet at eleven frigør sig fra nodebilledet, men vejen dertil lader til at være brolagt med bl.a. harmonisering, transponering og nedskrivning af gode idéer - og det er netop denne vej fra det konkrete nodebillede mod større og større abstraktion, som Rogg fokuserer på.

 

Desuden er Rogg tydeligvis stærkt interesseret i det spændingsfelt, der er mellem improvisation og "composition véritable", og det er i dét lys, disse færdigkomponerede improvisationer skal ses, som det fremgår af hans egne ord.

 

* "Il serait sans doute très difficile d'improviser d'une manière aussi "écrite", mais la mise en forme de ce qui s'était tout d'abord présenté de façon relativement spontanée montre le lien très fort qui peut exister entre improvisation et composition véritable, quel qu'en soit le style".

 

 

Per Nedergaard HansenKom det i hu

 

Af Per Nedergaard Hansen, organist i Nykøbing Falster

 

En ældgammel salmetekst er også et ord, der skaber, hvad det nævner. Og en gammel salmetekst kan ved hjælp af ny musik få belyst nogle sider, som ældre musik måske ikke får belyst. Et folkeligt, levende og smagfuldt eksempel på det er en lille dansk musikgruppe, der er forholdsvis ny, også for mig, og den hedder ”SpurvMøderSvale” – www.spurvmoedersvale.dk -; her kan den syngende eller lyttende på egen krop opleve, hvorledes nye toner til gamle ord forandrer. Forandring fryder. N. F. S. Grundtvigs gamle kendte tekst ”Lovsynger Herren, min mund og mit indre!” fremstår her i nyt lys hos ”SpurvMøderSvale” med den nye musik. Personligt bliver her den gamle 1800-tals-lovsang nærmest til indadvendt og intim tilbedelse. Ligesom en stille flamme, der lyser vedholdende. Og en mor med barn i favn kan opleve denne gamle sangtekst som vuggesang, iklædt denne nye musik.

 

En sådan ny nutidsmusik til gammelkendt salmetekst er blot én mulig vej at gå, hvis vi vil bevare og underbygge nutidsmenneskets glæde ved at synge de gamle salmer og få udbytte af det. En anden vej at gå er at synge de gammelkendte salmetekster på de gammelkendte melodier, eventuelt til traditionel eller utraditionel ledsagelse. Vi kan også som den helt tredje vej at gå konsultere en salmeordbog. Frem for her at sige enten-eller, tror jeg mere på både-og-løsningen. Kun én vej at gå, det går ikke. De derimod forskellige veje at gå kan gøre en forskel for salmeudbyttet. Og til slut: Kom det i hu, at ordet skaber, hvad det nævner. Det skaber livsglæde.

 

Modtagne publikationer

Bøger

Michael Nielsen: Daggryets sange. Sange og digte. En del af digtene med nykomponerede melodier af Erling Lindgren, Kristian la Cour, Peter Lindhardt Toft, Jesper Vognsgaard og Poul Chr. Balslev. 54 sider. Unitas Forlag. Pris kr. 149,-.

 

Kirkeårets festvespere. Antifonale med gregoriansk sang. Let revideret udgave af Det danske antifonale II. Selskabet for Tidebøn og Gregoriansk Sang (Tidligere Selskabet Dansk Tidegærd) www.gregoriansktidebøn.dk

 

Jakob Levinsen: Den liflige musik – Richard Strauss som komponist og undersåt. 224 sider. Gyldendal. Pris kr. 249,95 (vejledende).

 

Pia Boysen og Margrete Enevold: Børnekor – med poesi og bevægelse 4. Salmer. Dansk Sang. Pris kr. 440,.

 

Holger Lissner: Salmer og sange. 284 sider. Unitas Forlag. Pris kr. 220,-.

 

Lars Busk Sørensen: Salmer til vor tid. 274 sider. Unitas Forlag. Pris kr. 248,-.

 

”Til vor lille gerning ud… dansk kirkeliv i Julius’ streg”. 119 sider. Forlaget Mikro. Pris kr. 149,-.

 

Ulrik Spang-Hanssen: Musikken imellem noderne. Swing i klassisk musik. 272 sider. Aarhus Universitetsforlag. Pris kr. 299,95.

 

 

Noder

Lionel Rogg: Les Chausselles rouges pour orgue. Cantate Domino CD3100

Lionel Rogg: Passacaille en sol mineur. Cantate Domino CD 3102

Lionel Rogg: Fantaisie & fugue sur B.A.C.H. Cantate Domino CD3103

Lionel Rogg: Trois ricercare pour orgue, piano ou clavecin. Cantate Domino CD 3104

Lionel Rogg: Yorokobi. Pièce joyeuse. Cantate Domino CD 3105

Lionel Rogg: Suite anglaise pour orgue ou harmonium. Cantate Domino CD3106

Lionel Rogg: Aus tiefer Not. Choral pour orgue. Cantate Domino CD 3107

Lionel Rogg: Variations sur le Pange Lingua. Cantate Domino CD 3108

 

Wolfgang Lindner: Unbekannte Orgelmusik aus vier Jahrhunderten 1-2. Editions Musicales de la Schola Cantorum.

 

Christian Præstholm: Orgelkoraler bd. 13 & 14. Kan købes på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Pris pr. hæfte kr. 129,-.

 

Jens Ramsing: Alle mine kilder. 24 orgelkoraler. Kirkemusikforlaget. Kan købes på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. Pris kr. 298,-.

 

Lars Kristian Hansen: Orgelkoraler og fantasier til kirkeåret. Bind 1. Forhandles hos Aarhus Musik. Pris kr. 120,-.

 

Søren Birch: Missa Brevis for lige stemmer (SSA) og orgel, Forlaget Mixtur

 

Søren Birch: Tre motetter for lige stemmer (SSAA). Forlaget Mixtur

 

Søren Birch: Lille messe for lige stemmer (SSA) og orgel. Forlaget Mixtur

 

Lasse Toft Eriksen: 160 salmeforspil. Forlaget Mixtur. Pris kr. 299,-.

 

Hjertelyd i mørket. Tolv nye salmer for kor og menighed. ”De ni læsninger”. Af Lisbeth Smedegaard Andersen, Peter Lindhardt Toft og Hanne Skyum. Inkluderer cd med Thisted Kirkes Drenge-Mandskor. Dansk Sang. Pris kr. 170,- (uden cd), kr. 248,- (med cd).

 

Norsk koralbok. Liten utgave. Eide Forlag

 

Jeg hørte lyden af deres vinger. Ny islandsk orgelmusik. Forlaget Mixtur

 

 

Cd’er

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale … II. 16 nye og gamle sange fra Højskolesangbogen. Anette Kjær, sang, Christian Vuust, saxofon, klarinet, Erling Lindgren, klaver, Peter Vuust, bas. AESONGS 002 2013

 

J. S. Bach: Concertos and Chorale Preludes. Kåre Nordstoga på Silbermann-orglet i Arlesheim, Schweiz. 2 cd’er. LAWO Classics LWC 1035

 

Hymnus. Anders Eidsten Dahl spiller værker af Jean Sibelius, Carsten Carlsen, Christian Sinding, Hugo Alfvén og Carl Nielsen på orglet i Bragenes Kirke, Drammen. LAWO Classics LWC 1050

 

Organ Works by Diderich Buxtehude. Søren Gleerup Hansen spiller på Marcussen-orglet i Sct. Mariæ Kirke, Helsingør, og orglerne i  S:ta Maria Kyrka, Helsingborg. 2 cd’er.  Helikon HCD 1073-1074

 

Il Tempo Giusto. Lars Rosenlund Nørremark spiller værker af Johann Pachelbel, Louis-Claude Daquin, Henry Purcell, Louis-Nicolas Clérambault, Johann Sebastian Bach, Nicolas de Grigny og Alessandro Marcello på Marcussen-orglet i Horsens Klosterkirke. CDKlassisk CDK 1120

 

Nordic Standards. Danske og norske salmemelodier med Mads Granum, flygel & keyboard, Mads Hansen, saxofon & klarinet, Thomas Ovesen, kontrabas, Ricco Victor, trommer & klokkespil, Nanna Kristensen, vokal. Gateway Music MAGR 03

 

Mit hjerte er trøstigt. En antologi af danske værker for sopran og orgel 1950-2000. Værker af Herman D. Koppel, Leif Thybo, Ib Nørholm, Per Nørgård, Tage Nielsen, Erik Norby og Niels la Cour. Bente Vist, sopran, Karsten Gyldendorf, orgel. www.cdklassisk. CDK1126

 

Fuzzy: Chimes of Memory. Grethe Krogh, orgel, Tine Rehling, harpe, Jeanette Balland, saxofon. DACAPO Open Space. 8 226561

 

J.S. Bach: Trio Sonatas. Bjørn Boysen at the 1765 Gloger organ, Kongsberg. EUCD 90

 

Bach i Vor Frelsers Kirke. Jens E. Christensen spiller Passacaglia, Triosonate i G, Fantasi og fuga i g-mol, Pastorale, Koralforspil fra ”Orgelbüchlein” samt Toccata og fuga i d-mol. Helikon HCD 1072

 

Organ Works by Jens Ramsing. Spillet af komponisten på P.G. Andersen-orglet i Vor Frue Kirke, Vordingborg. Helikon HCD 1076

 

Kjerlighedens Gjerninger. Kormusik til tekster af Søren Kierkegaard. Værker af Michael Bojesen, Finn Høffding, Jakob Lorentzen og Knut Nystedt. Kammerkoret Dorimus. Dirigent: Doris Kjærgaard. Solist: Jens Bové. Kan købes via www.dorimus.dk

 

Hans Matthison-Hansen: Six Fantasias for Organ. Sven-Ingvart Mikkelsen spiller på Havgaard Rasmussen-orglet i Karlstrup. CDKlassisk cdk1125

 

”Det land endnu er skønt”. Musik fra Trinitatis Kirkes koncerter 5. og 6. juli. Musikere fra Slesvigske Musikkorps, Trinitatis Kirkes Pigekor og herrestemmer fra Christianskirkens Drenge- og Mandskor, Hedvig Dobias, dirigent, Niels Erik Aggesen, dirigent og orgel. TRK 1407

 

Jeg hørte lyden af deres vinger. Ny islandsk orgelmusik. Lára Bryndis Eggertsdottir ved Klais-orglet i Hallgrimskirkja, Reykjavik. Gateway Music AUDCD1401

 

 

DVD

Organs and Organ Builders in Slovakia 1651-2006. 2 dvd’er. Hudobne Centrum – Music Centre Slovakia. Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Et antal af ovennævnte publikationer vil senere blive nærmere omtalt

 

Et antal af ovennævnte publikationer vil senere blive nærmere omtalt

Klumme

Margrethe T. OestergaardVidere!

Det har været en glædelig udvikling i de senere år, at medarbejderne ved kirkerne har følt et større arbejdsfællesskab, uanset hvilken profession man repræsenterede. I mange større kirker er antallet af både kirketjenere, kordegne og organister øget, ofte suppleret med en sangpædagog og/eller en kirke- og kulturmedarbejder (tidligere benævnt sognemedhjælper). Fra ministeriets og menighedsrådenes side er der ingen tvivl om, at det er praktisk at kunne håndtere de ansatte med ensartet fællesnævner, mens man af ansættelsesmæssige grunde ikke har samme tilgang til præstestillingerne.

Metoden genererer – i hvert fald fra min egen erfaringshorisont – en større forståelse og indsigt i medarbejdernes område og hverdag og afføder også et godt kollegaklima.

I medarbejderskaren er vi alligevel som DOKS-organister nødt til at være bevidste om en form for faktuel og faglig status: Ja, vi er medarbejdere på lige fod med andre og ønsker at befordre et ligeværdigt samarbejde, men vi er uddannede med en akademisk baggrund og er fagligt forpligtede til at huske på denne tillige. Menighedsråd og ministerium tænker ikke altid differentieret. På det lavpraktiske plan placeres skellet mellem præster og medarbejdere.

Med hensyn til menighedsrådenes kursuskonto, står det efterhånden de fleste råd klart, at man er forpligtet til at have en sådan. Den simple metode fra arbejdsgiveren er at addere summen af årskurser til de enkelte medarbejdere og stille dette beløb til rådighed på kursuskontoen.

I så fald skal der de ansatte imellem ”kæmpes” om yderligere kursusmidler, hvilket er utilfredsstillende, men man bør som DOKS-organist i hvert fald ikke på forhånd afskrive sig muligheden for yderligere efter- eller videreuddannelse. Det er muligt, at der skal arbejdes mere for at opnå en sådan, især hvis man stiler efter en egentlig videreuddannelse. Dog kan det være en fordel at stræbe efter de længerevarende og ”tungere” forløb, der både kan forvarsles ved en MUS-samtale samt søges økonomisk suppleret med en ansøgning til kompetencefonden. Er en orlov helt eller delvis nødvendig, bør man tage dette forhold med. Præsterne kan opnå studieorlov, og en vis tilgang til orlov som et nyttigt arbejdsredskab, bør i princippet være inden for rækkevidde. Et større og målrettet forløb kan være den form for videreuddannelse, der mest synligt holder arbejdsgiverne fast på deres forpligtelser i en moderne ledet folkekirke.

Men det bør ikke betyde, at korte kurser/masterclasses, udbudt til uddannede DOKS’ere, enten er uopnåelige på grund af en smalt koreograferet fælles kursuskonto, eller forsvinder som udbud på grund af manglende deltagelse. Med den vished, at al uddannelse er fagligt udviklende og tillige et gedigent lønforhandlingsværktøj, anbefales det, gennem velbegrundede ansøgninger og velformulerede afrapporteringer, at fastholde berettigelsen af efter- og videreuddannelse i såvel kort som længere form.

l 5381

 

 Orgelundervisning20Hjallese

Tema: Efter- og videreuddannelse

mikaelgarnaesFørst skal vi have terminologien i orden. Der skelnes mellem videreuddannelse, der er kompetencegivende, hvis man fortsætter med f. eks. solistklasse eller masteruddannelse, og efteruddannelse, som normalt er et kortere, ikke-kompetencegivende forløb. Typisk vil det være yngre DOKS’ere, der går ombord i en videreuddannelse, mens man senere i karrieren oftest vil benytte sig af efteruddannelsestilbuddene.

 

Når det drejer sig om en kompetencegivende videreuddannelse, foregår det naturligvis på en læreanstalt, i Danmark eller i udlandet. Det kan det også sagtens gøre, hvis formålet er efteruddannelse, men her har man flere muligheder, hvis man som DOKS’er ønsker at opgradere sine færdigheder på specifikke områder. Skal jeg vælge et individuelt forløb med en egen lærer, eller skal jeg deltage på et kursus med andre? Skal det være et længere eller kortere forløb? Hvad skal emnet være?

 

Som appetitvækker bringer vi nogle beretninger fra DOKS-medlemmer, der deltager eller har deltaget i videre- og efteruddannelsesforløb. Inga Lindmark har været med til efteruddannelseskursus i rytmisk musik for organister på Løgumkloster Kirkemusikskole. Dennis Bang Fick er i gang med en masteruddannelse i korledelse ved Det Jyske Musikkonservatorium, og Kristian Krogsøe fortæller om sit studieophold i den spændende musik- og, opdagede han, orgelby Berlin. Forskellige studieemner, forskellige målsætninger. Fælles er mulighederne for at komme videre med specifikke områder inden for sit fag, også efter aflagt eksamen.

 

Til sidst kommer en oversigt over nogle af de tilbud på efter- og videreuddannelse, der findes inden for de eksisterende uddannelsesinstitutioner.

 

Efteruddannelse i rytmisk musik

IngaLindmarkEn dag læste jeg en annonce i Organistbladet fra Løgumkloster Kirkemusikskole: ”Efteruddannelse i rytmisk musik for organister”.

 

Fedt, tænkte jeg – endelig en mulighed for at blive klogere på det. Der var nemlig lagt op til et forløb på i alt 90 lektioner fordelt over todages moduler en gang om måneden, begyndende i august 2013 og med slut i april 2014. Sagt med andre ord: et langt forløb, og derfor en god mulighed for faktisk at lære noget mere end den inspiration og viden som man kan tilegne sig på et kortere kursus. Desuden var der hentet lærere ind, som alle var absolut overlegne til undervisning i de fag, vi skulle undervises i – en forudsætning for et vellykket forløb og til stor inspiration.

 

Kursusfagene var som følger:

Rytmisk korledelse

De rytmiske korarrangementer vi arbejdede med, viste på indlysende vis, at de er noget ganske andet end det klassiske repertoire. Det giver andre forudsætninger i arbejdet omkring indstudering, klang og også den egentlige direktion. Vildt spændende, og meget brugbart også i arbejdet med det klassiske kor.

Brugsklaver og teori

Teoriundervisningen var genial! Dels fik vi gennemgået den firklangs-baserede musiks grundlæggende teori, og hvordan den er bygget op (noget jeg ikke havde ret meget styr på, og som, fandt jeg ud af, ikke bare er at ”sætte en septim på” ud fra en treklangsbaseret tankegang). Derudover viste Bjørn Elkjer i praksis, hvordan al denne teori kunne bruges, og det arbejdedes der videre med i den praktiske del med soloundervisning i klaver.

Sammenspil/bandledelse/arrangement

Noget af en mundfuld for de fleste, men vanvittig sjovt og meget lærerigt og nyttigt for en bedre forståelse og praktisk viden i genren. Vi spillede ganske enkelt på de forskellige typiske bandinstrumenter, og endte med at selv spille vores egne arrangementer for kor, solist og band af forskellige pop/rock-numre. Ikke just på niveau med de originale kunstnere, men det var en proces som rustede os alle til at kunne gennemføre en sådan arbejdssituation.

Bandinstrument–soloundervisning,

hvor man kunne vælge elbas, guitar eller trommer. En rigtig god idé at lære i hvert fald et af disse instrumenter at kende. Vi lærte faktisk nok til at spille enklere ting på instrumentet, og det var et godt grundlag for sammenspilsundervisningen.

SSB – sang, spil og bevægelse.

Ganske svært for lettere stivryggede/benede organister, men meget sjovt og virkelig et godt supplement til at løsne en lille smule op og få kroppen med i den rytmiske udfoldelse i de andre fag.

Musikhistorie

– en gennemgang af de rytmiske stilarters udvikling.

 

Hvorfor så egentlig tage på efteruddannelse? Det indlysende svar er selvfølgelig: for at lære nyt, og ja - det er en glimrende mulighed for at tillegne sig ny viden, at blive inspireret, at få det der friske pust, som gørBjoern Elkjer tilgangen til det daglige arbejde en lille smule anderledes. Men lige præcis sådan et længerevarende forløb som dette i Løgumkloster giver også nogle andre udfordringer. Dels er der den helt praktiske side af sagen, at man pludselig igen er i en undervisningssituation, hvor der skal ugentlig øvning og forberedelse til – ligesom den gang på konservatoriet, hvor man skulle øve til næste uges time. Dels det at igen sætte sig i elevrollen – endda som den ret ubegavede! – og så begynde en læreproces med lærere som styrer slagets gang. Ikke nødvendigvis det som ligger lige til højrebenet for godt garvede, selvstændigt arbejdende organister, men strengt nødvendigt, hvis man virkelig vil lære nyt.

 

Hvorfor så lige præcis rytmisk musik?

Indlysende, da det på min tid på konservatoriet var noget, man overhovedet ikke beskæftigede sig med.

Indlysende, da der jo i dag er rytmiske salmemelodier i koralbogen.

Indlysende, da der i flere og flere stillingsopslag efterlyses erfaring med den rytmiske musik.

 

Det kan vel heller ikke undre at man søger dette, da denne musik efterhånden er den, de fleste ”almindelige mennesker” er bedst fortrolige med. Det er trods alt de færreste i et sogn, som kommer regelmæssigt i kirke eller synger i kirkekor/klassisk kor, og ad den vej får en fortrolighed med kirkens klassiske repertoire. De fleste er langt mere fortrolige med den rytmiske musiks udtryk. Det er den musik, som primært bliver brugt i skolerne, på efterskolerne og bliver spillet over alt. Derfor er det nok ganske naturligt, at man i kirken i stigende grad bruger den rytmiske musik. (At det så mange steder giver store udfordringer, da ikke alle kirkerum og orgler er egnet til dette, er en anden sag). Det er en ”let” måde at begynde på - at bygge bro - og jeg kan godt forstå de sogne, som vælger denne indgang. Øvelsen bliver jo så at få både det klassiske og rytmiske repertoire til at finde sin egen plads og give mening på naturlig vis.

 

Efteruddannelsen i Løgumkloster gav virkelig et godt fundament at gå videre fra.

 

Ingen tvivl om, at der skal langt mere end de 90 lektioner til; men det er i det mindste en rigtig god begyndelse.

 

For et par måneder siden sad jeg som kirkegænger i en gudstjeneste, hvor der indgik et par af de rytmiske salmer fra koralbogen. De blev spillet ganske uden fornemmelse for stilen, og uden sans for det rytmiske. Jeg tænkte: ”Godt, jeg har været på kursus, for helt så forfejlet ville det ikke lyde, hvis jeg sad på orgelbænken nu” – men helt sikkert ville det nok have lydt nogenlunde ligesådan for et år siden!

 

Så jeg kan kun anbefale, at man, så snart lejlighed byder sig, tager til inspirationsdag, på kursus, til masterclass, eller endnu bedre - en længere efteruddannelse.

 

Hvis man altså vil lære mere og nyt og udfordres, inspireres og møde lærere med anden ekspertise og kompetence end en selv. Det handler i høj grad om at komme ud af ”comfort-zonen”, men også om mødet med de andre på holdet, mødet med kollegaer – det sker jo heller ikke i hver dag!

 

 

Kandidatstuderende i korledelse

Dennis Bang FickAf Dennis Bang Fick, organist og kantor i Løgumkloster Kirke

 

I august 2012 påbegyndte jeg kandidatuddannelsen i korledelse ved Det Jyske Musikkonservatorium. Begrundelsen herfor var dels opfordring grundet min passion for direktion og kor, dels ønsket om at styrke mine kompetencer og udvide mine kvalifikationer. Her var så muligheden for at udvikle mine kompetencer inden for feltet i et professionelt miljø.

 

Uddannelsen var nyoprettet på DJM – men inspireret af korlederuddannelsen på Det nordjyske Musikkonservatorium i Aalborg. Denne uddannelse blev efter overvejelse nedlagt ved fusionen mellem NJM og DJM.

 

På DJM er det en toårig kandidatuddannelse, – det vil sige, at det er et krav at man har en bachelorgrad eller tilsvarende. Derudover er det muligt at søge ind som solist; en måske for organister ikke helt uinteressant mulighed.

 

Grundtanken med uddannelsen er ikke et decideret videre- eller efteruddannelsesforløb, men er lagt an som en selvstændig kandidatdel. Dette medfører at det er et fuldtidsstudium og derfor også SU-berettiget. Dog er der fra konservatoriets side opmærksomhed på, at de studerende på denne linje kan have anden beskæftigelse; og derfor tilstræbes det at afholde timerne på 2 dage. Dette har dog i praksis vist sig svært, og for mit vedkommende har jeg indtil nu været i Århus 3 dage om ugen.

 

Korlederuddannelser har før været i mit fokus, men er blevet bortprioriteret grundet det faktum, at et ordentligt instrument er afgørende for udbyttet. Netop denne opfattelse deltes tilsyneladende også af lærerkollegiet på DJM, da et særkende for uddannelsen er den centrale korpraktik med Konservatoriets Vokalensemble – der er skemasat HVER(!) uge.

 

Konservatoriets Vokalensemble er aflønnede sangere, der udover at medvirke ved de ugentlige timer også er til rådighed ved koncerter og masterclasses. Alt i alt et virkelig godt ”instrument” – korlederens Steinway. Derudover er der praktik ved DR-Vokalensemblet i København – et virkeligt scoop at få muligheden for at arbejde med Danmarks topprofessionelle kammerkor.

 

Med så stor faglig dygtighed i sit instrument er kravene høje. God forberedelsestid i ugens løb er påkrævet for at ”nå i mål.” Hvor pianistens ”Steinway” ikke ”ruller” væk ved manglende forberedelse – står man her med et levende instrument, som også i sit liv har gjort en prioritering og derved også rettelig har et krav om en velforberedt dirigent. Dette skisma mellem eleven, der underviser mens der undervises, og vokalensemblet, er efter min erfaring en udfordring der indimellem kan være svær, men som regel altid løses fint af den gode stemning og velvilje der er i vokalensemblet.

 

Lærerkollegiet udgøres af Carsten Sejr-Hansen, Søren Kinch Hansen og Søren Birch. Alle underviser de på korlederuddannelsen i en fastlagt turnus på et højt niveau. Stor ros for idealisme, personligt engagement, evig optimisme og gensidig faglig respekt skal lyde fra mig som studerende på uddannelsen.

 

 MG 6684Omkransende den ugentlige praktik er metodik - her både på hold og individuelt. I disse timer tales der om det repertoire der er på tapetet i den følgende ensembletime, og herefter evalueres indsatsen. I metodiktimerne arbejdes der også med individuelle problemstillinger af såvel personlig som teknisk karakter. Teori er også repræsenteret på skemaet. Teorifaget er efter min opfattelse og oplevelse lige vel opfyldt af elementer, da både musikhistorie, arrangement, komposition og opførelsespraksis er indeholdt i disse timer (1 om ugen). Dertil kommer det faktum, at eksamen er ganske krævende i dette fag, med både opførelsespraksis samt 6 egenarrangementer/kompositioner som en del af indholdet.

 

Herligt er det, at der er fundet midler til både ensembleledelse samt kammerkorsdeltagelse – alt sammen meget fagligt relevant.

 

Ensembleledelse er et fag kun for korledere og delt ud på de første 3 semestre. Fraværet af orkester eller rettere besværet ved at finde ensembler, der på frivillig basis vil medvirke, er naturligvis en betingelse for fagets eksistens/ økonomiske bæredygtighed, men også en udfordring for den type studerende som jeg er, da jeg ikke har min daglige gang i kantinen og derfor har et mindre netværk at trække på. Her skylder jeg mine medstuderende stor tak for at påtage sig hoveddelen af besværet med at finde musikere.

 

Ved akademiseringen af konservatorieuddannelserne og deraf nye studieordninger valgte man på DJM en efter min mening ”opgavetung” retning. Således er der en del af uddannelsen som virker ”stilfremmed”. I løbet af 2 år skal der udfærdiges entreprenørskabsprojekt, pædagogisk projekt samt kandidatprojekt, alt sammen med både en skriftlig og mundtlig afhandling.

 

Det er ikke mit ærinde i denne artikel at bore mere i det, men blot nævne at har man i forvejen, som jeg, en bachelor og kandidatgrad fra et konservatorium, er man godt rustet indenfor fagene entreprenørskab samt teoretisk pædagogik, og det kan derfor virke som, om ikke tidsspilde, så som ”forkert” tidsprioritering at have disse fag.

 

Fagene sang og fonetik bør også nævnes. Sang er på skemaet de første to semestre. Jeg havde det held at blive undervist af Ingrid Raaby, som er en fantastisk munter og levende dame fra Sverige, der selv har stor korerfaring, både som leder og sanger. Dette medfører en meget fin vinkel på indholdet i timerne. Således bliver faget i høj grad relevant for en korleder. Fonetik afvikles som kurser i løbet af året. I skrivende stund har jeg haft fonetik i fransk og engelsk – det er interessante og lærerige timer, om end mængden af timer desværre kun tillader at man berører forskellige delelementer af faget, og der appelleres derfor til den studerende om på egen hånd at udforske emnerne til bunds. 

 

I forhold til den virkelighed jeg betræder i mit daglige hverv, kunne et diskussionsforum, hvori korudvikling i alle dets forståelser kunne vendes, have været ønsket. Dette er klart nok ikke uddannelsens sigte, men er en problemstilling mange vil møde i provinsen, og som er svær at finde en løsning på.

 

Jeg har altid lært, at uddannelse er godt og mer’ uddannelse er endnu bedre. Således også her. Hvorvidt der er en fremtid i en konstellation, der hedder bachelor i kirkemusik og kandidat i korledelse, er i denne verden svært at gisne om. I teorien er det muligt, og i praksis vil der også være stillinger hvor denne sammensætning vil være ”lige i øjet.” Personligt er jeg dog meget tilfreds med at tage dette som en ekstra kandidatuddannelse. Det giver mig ekstra autoritet, erfaring og indsigt i kordirektion samt det mere nøgterne faktum at jeg kan tilføje endnu en kvalifikation på mit cv.

 

Sluttelig vil jeg kun opfordre alle med korambitioner om at søge ind på uddannelsen. Det er yderst tilfredsstillende at færdes i miljøet, og der bliver lavet MEGA FED MUSIK.

 

 

”Ich bin ein Berliner”

KristianKrogsøeaf Kristian Krogsøe, domorganist i Aarhus

 

I 2002, da jeg havde studeret et år på Det Jyske Musikkonservatorium, blev institutionens 75 års jubilæum fejret. Jeg var på det tidspunkt 19 år, og 75 år virkede af meget. For en ung student i en ung universitetsby havde et 75 års jubilæum stor tyngde, og musikkonservatoriet havde da også en imponerende historie at fortælle – trods den, når alt kommer til alt, ret korte tid, det havde eksisteret.

 

Fire år senere, i 2006, var den kirkemusikalske diplomuddannelse ved at være tilendebragt for mit vedkommende, og de inspirerende og yderst lærerige studieår hos Ulrik Spang-Hanssen og Christian Præstholm havde gjort min interesse for orgelmusikken om muligt endnu mere intens, end da jeg startede. Som så mange havde gjort det før mig, søgte jeg udenlands for at få nye udfordringer og møde nye guruer. Turen skulle gå til Berlin.

 

Mit kendskab til byen var egentlig ret begrænset, og i hvert fald mindre end mit kendskab til de to stedlige orgelprofessorer, Leo van Doeselaar og Paolo Crivellaro, som jeg med stor begejstring havde oplevet in action ved flere lejligheder. Når jeg nu ser tilbage, var byen et helt ideelt rejsemål for en 23-årig nyudklækket kirkemusiker fra Aarhus, der skulle på dannelsesrejse.

 

Berlin havde i min bevidsthed ikke helt samme status af orgel-mekka som f.eks. Stuttgart, Paris eller Toulouse. Til gengæld kan byen mønstre et klassisk musikliv, som er svært at matche: 7 professionelle symfoniorkestre, 3 operahuse af international standard, 2 musikkonservatorier – og jo, minsandten, en yderst levende og historisk interessant orgelkultur.

 

Byen emmer af historie, af storhed og fald og af en genrejsningskraft, der de seneste år har givet byen dens helt særlige energi. Traditioner og historisk bevidsthed spiller imidlertid en forbavsende lille rolle i de unge berlineres hverdag i den moderne storby, hvor overvældende spontan kreativitet springer én i øjnene i det multikulturelle samfund.

 

Alle kender Kennedys ”Ich bin ein Berliner”-vending. Den illustrerer meget godt den stemning, der stadig hersker i byen i dag; berliner, det er ikke noget man nødvendigvis bliver født til at være, men noget man vælger at være. Og den stemning har åbenbart præget byen længe, for allerede i 1828 skrev Heinrich Heine: ”Berlin er slet ikke nogen by, nej Berlin lægger bare rum til at en menneskemængde kan mødes, åndfulde personer, for hvem stedet er ligegyldigt.”

 

Die BurgDenne følelse havde jeg også fra første dag i Hardenbergstrasse 41, ”Borgen”, som kirkemusikinstituttet under ”Universität der Künste” kaldes med reference til husets karakteristiske udseende. Med en hjertevarm modtagelse fra såvel lærere (to hollændere, en italiener og en tysker) som medstuderende (ca. 35 studerende af mindst 9 forskellige nationaliteter) – for slet ikke at tale om de to multimedie-studiner (fra Köln), jeg boede med – følte jeg mig straks hjemme i storbyen.

 

Jeg var indskrevet som elev af professor Leo van Doeselaar og hans assistent Erwin Wiersinga på en studieretning, som sigtede mod en afsluttende ”Konzertexamen”Leo van Doeselaar foto Marco Borggreve efter 4 semestres undervisning. Undervisningen bestod af 1,5 times ugentlig orgelundervisning plus seminarfag af forskellig karakter og orgelimprovisation som sidefag. De 4 semestre endte imidlertid med at blive til 6, bl.a. fordi der, efterhånden som tingene skred frem, bød sig en mulighed for at supplere med endnu et semesters inspirerende undervisning hos professor Paolo Crivellaro.

 

De studerende var en sammensat flok af kirkemusikstuderende (både katolske og protestantiske) og orgelstuderende. De to ting er syd for grænsen helt forskellige ting, og set i relation til mængden af udenlandske studerende, som primært kommer for orgelundervisningens skyld, er det egentlig et ganske smart koncept. Jeg bliver ved med at forundres over, at jeg omkostningsfrit og ovenikøbet med SU fik mulighed for at tage en overbygningsuddannelse i udlandet. Genialt!

 

”Universität der Künste” er en videreførelse af gamle hæderkronede institutioner, som kan spores helt tilbage til grundlæggelsen af det preussiske ”Akademie der Künste” i 1696. Universitetet favner alverdens fag indenfor musik, billedkunst, arkitektur og mediefag. Kirkemusikinstituttet blev stiftet i 1822 og er det ældste institut under musikfakultetet. Det blev grundlagt af Carl Friedrich Zelter, som var leder af ”Berliner Singakademie”. Det var jo dette kor, Mendelssohn dirigerede i den berømte opførelse af Bachs Matthæus-passion i 1829. Koret har den dag i dag stadig tilknytning til UdK som øvekor i forbindelse med korledelsesundervisningen. Dette arbejde ledes af professor i korledelse Kai-Uwe Jirka, der også er dirigent for det siden 1400-tallet eksisterende, Grammy-vindende drengekor, Staats- und Domchor Berlin. Dette kor har også til huse i ”Borgen” og er organiseret som en del af UdK.

 

På et universitet i byen, hvor man vælger at være berliner, og hvor universitetsledelsen sætter en ære i at have en international, moderne profil, er det interessant at observere, hvorledes en konservativ omgangsform og en spontan, kreativ atmosfære lever side om side. F.eks. var det mit indtryk, at det kunne tænde små kollegiale gnister, når de udenlandske professorer var dus med de studerende og således bragte deres lavere rangerende tyske kolleger i forlegenhed, når disse stædigt holdt på formerne og insisterende forblev des med de studerende. Jo, de to professor-kolleger, hollandske Leo van Doeselaar og italienske Paolo Crivellaro, er moderne berlinere, og de kom til at åbne en helt fantastisk verden for mig – ofte var det nok at bevæge sig blot et par U-Bahn-stationer væk for at stå midt i en del af den eventyrlige musikhistorie, som blev fortalt i undervisningen af f.eks. en C. P. E. Bach-sonate eller en af Regers koralfantasier.

 

Til trods for massive ødelæggelser i forbindelse med 2. verdenskrig, hvor hele 87 af byens orgler blev ødelagt, er Berlin stadig i stand til at fortælle megen orgelhistorie. Min ene eksamen fandt sted i ”Kirche zur frohen Botschaft” i Karlshorst, et villakvarter i Østberlin, som i DDR-tiden var beboet af bl.a. KGB-spidser og østtyske regeringsmedlemmer. I denne kirke står det orgel, som orgelbyggerne Marx og Migendt, arvtagere efter Joachim Wagner, byggede til Frederik den Stores søster, prinsesse Anna Amalie. Orglet er et forbløffende kraftfuldt instrument, og når man her spiller hofkomponisten for Frederik den Store, C. P. E. Bachs orgelsonater, forbavses man over den power, der kan være i orgelmusik fra sturm & drang-tiden.

 

I den døgnbemandede ”Berliner Dom” blev jeg virkelig klar over de mange finesser, man ved registreringens kunst på det 113 registre store Sauer-orgel kan tydeliggøre i Regers orgelværker. Det tydeligste eksempel på denne lektie er en aften, hvor orgeltimen, som var begyndt kl. 20, kun havde bragt os fra side 1 til side 4 i Regers ”Wachet auf-fantasi”, da uret for længst havde passeret 00.00, og vogterens nøglebundt raslede et sted dernede i mørket. Der var lang vej igen - men sikke en lyd.

 

Også instituttets egen instrumentsamling har de seneste år undergået interessante forvandlinger. Mens jeg var i byen, byggede den australsk-fødte orgelbygger Rowan West et nyt instrument i nordtysk barokstil som supplement til aulaens K. Schuke-orgel (57 st.), et italiensk barokorgel anno 1740 og flere andre mindre instrumenter. Et frugtbart samarbejde med kirker i byen har senest ført til opførelsen af to nye orgler i Paulus-kirken i Zehlendorf – et Rowan West-orgel i Silberman/Trost-stil og et Cavaillé-Coll-inspireret Karl Schuke-orgel. Orglerne er disponeret af Crivellaro og van Doeselaar, og universitet har adgang til instrumenterne på regelmæssig basis.

 

Interessante studieture med umenneskeligt tætpakket program (på den gode måde) til både indenlands og udenlands rejsemål var med til at nuancere den daglige undervisning. Turene lod sig realisere for beskedne penge takket være fondsstøtte til instituttet, og de åbnede for muligheden til at udbygge kendskabet til nogle af orgelhistoriens vigtigste instrumenter og sætte repertoiret i en historisk relevant kontekst. Fx kan enhver nok spille Liszt, men det bliver unægtelig noget mere fysisk krævende (men også smukkere), når det er på orglet i Merseburger Dom.

 

Skulle der have været en enkelt aften, hvor der ikke var noget ledigt øvelokale – eller lad os for en stund i det mindste lade som om der ikke var noget ledigt øvelokale – så var det altid muligt at overtale medstuderende til sammen at indtage et lækkert måltid på en af byens adskillige prisbillige restauranter af nær sagt alle nationaliteter. Derefter kunne man måske nå aftenens forestilling i Philharmonien eller på Staatsoper, inden aftenen kunne slutte af i klassisk-afdelingen i Dussmann – kulturvarehuset, som i hvert fald den gang havde åbent til kl. 24.

 

En by så rig på kultur og historie holder aldrig lukket – et lignende festfyrværkeri af musik, historie, kultur, bohemer – Berlinere – skal man lede længe efter. Og jeg håber med ovenstående at have bidraget med en lille appetitvækker til byens rige orgel- og øvrige kulturliv.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.