Polsk orgelmusik II

Józef Kotowicz fortsætter her sin gennemgang af orgelmusikken i det nye EU-land Polen efter den forelæsning han holdt sidste år om emnet på Ann Arbor University, Michigan.

Helligåndsklostrets Tabulatur er den næststørste orgelbog fra den tid. Den er på 161 sider. Den tilhørte oprindelig Helligåndsklostret i Krakow, senere Nationalbiblioteket i Warszawa. Den blev ødelagt under 2. verdenskrig og eksisterer nu kun i fotografisk kopi, som blev foranstaltet efter ordre fra dr. Willi Apel. Takket være ham har Nationalbiblioteket i dag en mikrofilm, modtaget af Isham Memorial Library på Harvard Universitetet. Denne kilde er fra samme tid som Jan af Lublins orgelbog. De blev begge skrevet i Polen, af polakker og har mange fælles træk i den musikalske notation. Krakow-tabulaturen indeholder slet ingen danse, men 101 kompositioner af polske, tyske, flamske og italienske komponister. Kirkemusik: 70 stykker, verdslig musik: 9, 11 præambler, 6 canons og 3 stykker uden titel.
Noget af det interessanteste er kanon i dens forskellige typer. Hovedmelodien tages fra den første del af et udarbejdet tema. Det kan sommetider være identisk med cantus firmus, andre gange kan det være anderledes pga. af tilføjet ornamentering. De 9 præambler er af særlig betydning fordi de supplerer det ellers begrænsede antal af præludier, fundet i tidlige tyske og franske tabulaturer, og de er et værdifuldt bidrag til udviklingen af den instrumentale stil - akkorder, blomstrende passager, imitationer, sekvenser og virkningsfulde forudhold.

Eks. 6: “Aliud preambulum super Concordantias”
Det er en af de mest interessante præambler, fuldstændig tonal i melodik og harmonik. I lighed med tidlige barokkompositioner for tasteinstrument deles også dette stykke op i kontrasterende dele. De første 3 takter er baserede på akkorder i kontrapunkt, kaldet clamazioni eller accenti, og så følger harmoniske sekvenser, ornamenteret homofoni som går helt op til det tostregede f. Afsnittene med akkorder kombineres meget dristigt; komponisten blæser på alle regler, der er endog parallelle kvinter.

Den mest interessante polske kilde med orgelmusik fra den anden halvdel af det 16. århundrede er den tabulaturbog som hedder Warszawa Musikselskabs Tabulatur, i Polen forkortet til WTM. Undertiden kaldes den også Marcin Leopolitas Tabulatur fra 1580. Den ejedes af Warszawas Musikalske Selskab, men er nu ligesom Krakow-tabulaturen gået tabt, brændt af tyske tropper i 1944. En fotografisk kopi er bevaret i Isham Library på Harvard Universitetet, ligesom de to tidligere nævnte samlinger beordret affotograferet af Willi Apel kort før krigen. Mikrofilmen har nu beroet på Nationalbiblioteket i Warszawa siden 1960, desværre i en ufuldstændig version.

Denne kilde er relativt lille, sammenlignet med de to andre bøger; den omfatter 98 sider. Men den bidrager væsentligt til vort kendskab til liturgisk orgelmusik fra det 17. århundrede. WTM byder ikke på nogen selvstændige orgelpræludier eller verdslige kompositioner. Den er affattet i Ny Tysk Tabulatur med latinske bogstaver.

I denne notationsmåde er der kun de latinske bogstaver, ingen noder. At hæve en tone med et halvtonetrin angives på sædvanlig måde, ved hjælp af en lille “sløjfe” knyttet til et bogstav; det står altså for det vi i dag kender som “-is”. Tonehøjden angives ved store og små bogstaver såvel som streger over bogstaverne. Vi kan støde på følgende rytmiske tegn skrevet over bogstaverne som indikerer værdier fra brevis til fusa.


Hvis der er tale om en serie af toner af samme værdi, gives der kun et rytmisk tegn over den første. Der er ingen taktangivelser eller -streger. Det gør det dog ikke vanskeligt at dechifrere, takket være den ensartede gruppering af værdier - en brevis til en takt. Det endelige metrum - uden undtagelse i alla breve - har kun sjældne undtagelser med sesquialtera og hemiole-formationer.

Vi ved faktisk ikke hvor samlingen oprindelig kom fra. Den dukker først op i det 19. århundrede i privateje hos Aleksander Polinski. Selve manuskriptet har ikke nogen original ejersignatur fra det 16. århundrede, ej heller nogen dateringer. Der er imidlertid flere bidrag inde i manuskriptet i form af initialer som kaster lidt lys over emnet. Næsten alle initialer blev opklaret af Jachimecki, og hans fortolkning er generelt blevet godtaget. De fleste stykker er anonyme, delt i tre afdelinger. Fra initialerne N.C. og J.S. kan vi formode at to af afdelingerne hidrører fra Nicolaus af Krakow og Jan Sowa. Den tredje afdeling formodes at være komponeret af Marcin Leopolita - den har karakter af en liturgisk cyklus. De fleste af stykkerne fra den første afdeling er skrevet for 5 stemmer. Den næste indeholder 4-stemmige kompositioner.


Eks. 7: Jakub Sowa (?): “Salve Regina”. Jakub Sowa var organist ved Sigismund III’s hof. Fra optegnelser herfra ved vi at han var medlem af kapellet under Asprilio Pacelli i 1590. Nogle forfattere fortæller at han var en fortrinlig virtuos og tiltrak store skarer med sit spil. “Salve Regina” er et orgelpræludium over begyndelsen af en Maria-antifon som bliver taget op i alle stemmer.

HOVEDKILDER TIL POLSK ORGELMUSIK I DET 17. ÅRHUNDREDE

Ved slutningen af det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede dukker en ny type tabulatur op. Som eksempel kan jeg nævne Jan Fisker fra Morags Tabulatur, skrevet i ny tysk notation, hvor alle en kompositions stemmer skrives i bogstav-system (de tidligste tabulaturer var jo skrevet i den gamle tyske notation, som brugte både linier og bogstaver).
Denne kilde omfatter hovedsageligt vokalmusik og frembyder en art partitura som er nyttig for kirkeorganisten. Af den grund blev værkerne ikke i særlig høj grad analyseret, til trods for at denne tabulatur bevidner udviklingen af opførelsespraksis og orglets rolle i fremførelsen af denne periodes nye orgelmusik.
Desværre kender vi fra det 17. århundredes sandsynligvis rige kilder kun Pelpins Tabulatur og Warszawa Tabulaturen, også kaldet Den Lille Warszawa Tabulatur.
Pelpins Tabulatur blev fundet i 1958. Det er en af de største kilder i Europa med 6 bind i alt (Den største Tabulatur overhovedet er fra Torino, Italien 1637-1640, med 10 bind). Ophavsmanden til dette omhyggeligt udarbejdede manuskript var broder Feliks Trzcinski, som opholdt sig i Pelpin-klostret i det nordlige Polen 1594-1649. Tabulaturen indeholder flere hundrede kompositioner fra det repertoire der blev opført i dette kloster. Notationen er i den nye tyske stil, i lighed med andre tabulaturer fra det centrale Europa i den periode. Den bruger også latinske bogstaver som i de tidligere kilder.
Der er ikke nogen dateringer i tabulaturen, så det er vanskeligt at sige noget præcist om dens oprindelse. Forfatteren opregner omhyggeligt komponisternes navne, stykkernes titler og antallet af stemmer. Denne samling omfatter hovedsageligt kirkemusik, men der er dog også verdslige stykker. Der er en større afdeling med italiensk orgelmusik, repræsenteret ved værker af Cesare Borgo, Tarquininio Meruli, Claudio Meruli, Paolo Cimy. De fleste er transskriptioner af vokalmusik, hovedsageligt italiensk, men der er også værker skrevet af polske og tyske komponister som arbejdede i Polen. Pelpins Tabulatur repræsenterer således hovedtrækkene i denne epokes samtidige orgelmusik.
Den mest interessante i denne tabulatur er den del der indeholder 89 canzoner i det 6. bind. De er bla. skrevet af Cesare Borgo, Paolo Bottacio, Andrea Gabrieli, Vincenzo, Pellegrini, Andrzej Rohaczewski. De er skrevet for 4 stemmer, og formen er tredelt. To imiterende yderdele adskilles af et homofont afsnit der minder om den tidlige renæssance-faktur. Et godt eksempel på en sådan canzone er et stykke i A-B-A-form af Andrzej Rohaczewski. Eks. 8a og eks. 8b.

De mest værdifulde stykker i denne tabulatur er tilføjet senere (i anden halvdel af det 17. århundrede) af broder Maurycy. Det er orgelstykker af tyske komponister. Det drejer sig om store orgelværker af Nicolaus Hasse, Heinrich Scheidemann, Franz Tunder og Ewaldt. Denne opdagelse er af stor betydning, da stykkerne ikke var kendt af tyske musikologer. De udviser en virtuos karakter og en meget veludviklet stil og kompositionsteknik. Denne samling er uhyre vigtig for udviklingen af orgelmusikken i Europa før Buxtehude og Bach. Andre sjældne og vigtige detaljer er registreringsanvisninger, manualskift og den klanglige behandling af særlige stemmer. Skønt disse værker jo ikke er polske, viser den kendsgerning at de blev medtaget i Pelpins Tabulatur orgelspillets og musikkulturens høje stade i Polen.

Den næste vigtige kilde i det 17. århundredes polske orgelmusik er Den Lille Warszawa Tabulatur. Den var i privateje hos Aleksander Polinski. I mellemkrigstiden blev den opbevaret i Warszawas Nationalbibliotek, hvor den blev undersøgt af Adolf Chybinski, som lavede en kopi af denne samling. Originalen blev, tillige med andre perler, ødelagt i 1944.
Den Lille Warszawa Tabulatur er en samling i italiensk stil. Den er skrevet i intabulatura, partitura for tasteinstrumenter med forskellige træk som man også finder i både Nord- og Sydeuropa. På hver eneste side er der tre par af et 6-liniet system. Manuskriptet omfatter 68 sider. Ifølge Chybinski stammer tabulaturen fra 1650; den formodes at hidrøre fra det centrale Polen. Analyser synes at vise at den er skrevet af mere end en person. Den første halvdel indeholder næsten udelukkende stykker for tasteinstrument eller decideret orgelmusik; den anden udarbejdelser af hyppigt brugte polske liturgiske melodier, hymner, sekvenser og julesange.
De første to sider er en lille teoretisk introduktion skrevet på polsk. Den indeholder beskrivelse af noder og deres værdier. I tabulaturen er der mange tomme sider, stykker uden titel, ufuldendte kompositioner; den originale nummerering fortæller jo om det oprindelige omfang. Der er 24 præludier, 7 toccataer, 13 fuga-præludier, 5 canzoner, 1 fuga, 1 capriccio og 35 bearbejdelser af sange.
Et af de mest interessante stykker er Præludium af Jan Podbielski. Det er et kort, 33 takter langt stykke med toccata-karakter, klart opdelt i 2 dele. Den første er typisk taste-figurationer, meget almindeligt på den tid, benyttet af bla. Bach og Pachelbel. Den har sin oprindelse i lutmusikkens style brise. Ingen af delene bruger imitation, hvad der med dette præludium stilistisk leder tanken hen på den improviserende toccata som dyrkedes af Andrea Gabrieli, Frescobaldi, Pachelbel og andre. Der er ikke evidente træk af orgelmusik, skønt den også bruger pedalnoder. Eks. 9.

Toccata-stilen er meget tydelig i et af de længste stykker: Preludium primi toni i d-mol. Dette præludium knytter til ved Frescobaldi-skolen og Frobergers kompositioner. Efter en majestætisk akkord-indledning kommer et langt afsnit uden imitation med hurtige skalaløb på et fundament af pedaltoner og akkorder i sopran og bas. Eks. 10.

Tabulaturen har også nogle meget interessante fugaer med indflydelse fra Frescobaldi, canzonetter med en melodik der er typisk for den tidlige barok. Efter indgående studier skrev Sikorski en doktorafhandling om denne tabulaturbog hvor han slår fast at den polske orgelmusik var på niveau med de andre europæiske lande. Det er værd at lægge vægt på den stærke indflydelse fra italiensk, tysk og selv spansk orgelmusik. Denne periodes polske komponister tog størstedelen af de stilistiske elementer fra de store europæiske mestre, men de tilføjede også deres egne træk og skabte deres egen orgelmusikstil. Sikorski lægger også vægt på indflydelsen fra Østrig og Sydtyskland. Grunden til denne påvirkning ligger i en fælles italiensk model som var meget yndet i hele Europa i denne periode - og i den fælles funktion af orglet i katolske lande som Polen, Italien, Sydtyskland og Østrig.

Oversat fra engelsk af Helge Gramstrup

Koncertsamarbejde i Vejle Amt

TIDLIGT FORÅR - barokfestival i Vejle Amt 2005

En del af organistens arbejde er som bekendt at arrangere koncerter. Vi bliver bombarderet med tilbud fra mange dygtige musikere, der gerne vil spille koncert i vores kirker.
Budgettet er ofte begrænset, og ofte vil menighedsrådet gerne have en finger med i spillet, når det gælder valg af koncert-genre.

Hvordan bruger jeg nu mit koncertbudget bedst?
Hvordan får jeg et rimeligt antal tilhørere?
Hvor og hvor meget skal jeg annoncere og rende rundt og hænge plakater op?

I Vejle Amt er der nu mulighed for at deltage i et samarbejde omkring koncerter. Vi prøver med en barokmusikfestival, og håber at Vejle Amt skal summe af barokmusik i dagene 27. februar til 20. marts 2005.

Ved at gå sammen om et tema der binder koncerterne sammen håber vi bedre at nå ud til amtets musikinteresserede indbyggere. Med en fælles ramme er det lettere at få større baggrundsartikler i
aviserne, hvorefter en omtale af den enkelte koncert forhåbentlig vil vække større genklang hos læseren. En fælles koncertfolder for festivalens arrangementer vil også nå ud i hele amtet, og ikke blot det lokale bibliotek og turistkontor.

Det er Cantica Consort ved Hanne Tolbøll og Nicolai Nielsen, der samler trådene og udgiver den fælles festivalfolder, og der er sendt information ud til alle koncertarrangører/organister i Amtet med opfordring til at deltage i festivalen med en koncert.
Festivalen indledes med en række åbningskoncerter, søndag den 27. februar i Mølholm Kirke i Vejle, torsdag den 3. marts i Kristkirken i Kolding, lørdag den 5. marts i Billund Kirke (Ribe Amt) og søndag den 6. marts i Vor Frelsers Kirke i Horsens.
På programmet står J.S. Bachs 4. Brandenburgkoncert samt musik for kor og orkester af den svenske barokkomponist J. H. Roman. Ved koncerten i Mølholm Kirke bliver der desuden lejlighed til at høre en af Händels orgelkoncerter med Vibeke Astner som solist.
De medvirkende musikere er medlemmer af Ensemble Zimmermann ved Jens Astrup, Hanne Tolbøll og Jenny Nilsson på blokfløjter samt Nicolai Skovgaard på cembalo.
Desuden medvirker kirkernes egne kor under ledelse af kirkernes egne organister ved opførelsen af Romans værker.
Festivalen afsluttes med opførelse af Grauns passionsværk “Der Tod Jesu” i Vor Frelsers Kirke i Vejle Palmesøndag den 20. marts 2005.
Sidder der evt. organister i Vejle Amts nabolag, der kunne tænke sig at deltage i festivalen med en koncert, er dette naturligvis også muligt. Kontaktadressen er Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.eller tlf. 75 61 41 81.

Nicolai Skovgaard Nielsen

Replik til Jørgen Ernst Hansen

Jørgen Ernst Hansen (JEH) tror, at jeg er “særdeles interesseret i” at vide, hvad de enkelte medlemmer i det afgåede musikudvalg under Salmebogskommissionen har udrettet - og i hvilket omfang. Det fremgår af hans indlæg “Koralbogen igen-igen” i augustnummeret af Organistbladet. - Imidlertid interesserer denne side af sagen mig ikke spor. Og hvorfor skulle den dog det?

Af mit indlæg “Koralbogen” i julinummeret af bladet fremgår det, at det ikke er dér spørgsmål og spørgsmålstegn står, men ved arten og karakteren af den bemyndigelse, som det afgåede musikudvalg efterfølgende fik af Kirkeministeriet. Eller ikke fik. Dér står spørgsmålstegnet stadigvæk.

Når jeg en passant refererede til medlemmerne - JEH bruger om dem udtryk som “ikke har været så tæt på begivenhederne” og “har ydet langt den største indsats” - så var det fra min side blot en ledsagende omstændighed på vej frem mode det eneste, der forekom mig interessant at få afklaret: bemyndigelsen. Den hørte vi jo ikke noget om under JEH’s indlæg på DOKS’s generalforsamling i Odense i foråret.

Men der var mange flere ledsagende omstændigheder. Af JEH’s indlæg, som desværre er min eneste kilde, fremgik det f.eks. - 1) at kommissionsformanden, biskoppen over Købehavns stift, ikke havde villet yde det afgåede udvalg nogen hjælp (logisk nok, eftersom kommissionen var gået af); - 2) at Kirkeministeriet på et tidspunkt konfronterede to (?) af udvalgsmedlemmerne med Kammeradvokaten; - 3) at det havde været langt bedre, om det havde været som dengang Wöldike og Larsen udgav koralbog.

Det var naturligvis alt sammen såre trist at sidde og høre på, - men led for led blev det gradvis klart, at den bemyndigelse, som det afgåede udvalg måtte have modtaget fra Kirkeministeriet, vist hurtigt var til at overse. Og det forklarede så også, hvorfor Kroghs Forlag åbenbart efter forgodtbefindende kunne vælge at ignorere det afgåede udvalg. Sanktionsmulighederne over for forlaget må have været yderst begrænsede.

I først afsnit af JEH’s indlæg - afsnittet er sprogligt delvis uforståeligt - læser vi nu, at udvalget “ganske enkelt af Kirkeministeriet er blevet bedt om at forholde sig (til?) det, som Kroghs Forlag sendte til ministeriet...” Det kan jo betyde hvad som helst. Hvis “at forholde sig til” skal gøre det ud for en bemyndigelse til at agere på, så ser det ærlig talt tyndt ud.

Er det alt sammen blot og bart ordkløveri? Nej, det er det ikke. Når offentligheden involveres i en længerevarende koralbogsfejde, så må man forvente, at det afgåede udvalg, når det ytrer sig, krystalklart melder ud, hvilke beføjelser - eller mangel på samme - det efterfølgende har modtaget.

PS Jeg har ikke aktier i Kroghs Forlag.

Kai Ole Bøggild

Replik fra Jørgen Ernst Hansen

Som svar på Kai Ole Bøggilds (KOB) indlæg under DEBAT i Organistbladets julinummer, hvor han efterlyser nogle informationer vedrørende en eventuel bemyndigelse til at følge betænkningen til dørs - fra betænkning til koralbog, som Kirkeministeriet skulle have givet Salmebogskommissionens musikudvalg, har jeg i augustnummeret svaret, at “Salmebogskommissionens kirkemusikalske Udvalg ganske enkelt af Kirkeministeriet er blevet bedt om at forholde sig til det, som Kroghs Forlag sendte til ministeriet som et resultat af forlagets arbejde med - ud fra vores foreliggende manuskript til koralbogen - at udarbejde en endelig koralbog”.

Efter at have tænkt det hele igennem kan jeg kun sige, at jeg til dette svar ikke har yderligere at tilføje.

Jørgen Ernst Hansen

P.S. Det er, som KOB antyder: Der mangler (i mit svar i augustnummeret) et “til” efter “forholde sig” i første afsnit. Undskyld!

Morgenandagten

2. organisten, Mads Høck, skimtes i hjørnet ved det elektriske spillebord. Fotos: Helge Gramstrup.

2. organisten, Mads Høck, skimtes i hjørnet ved det elektriske spillebord. Fotos: Helge Gramstrup.

“Savner du domkirken?”, blev Arne Bugge spurgt nogen tid efter at han var gået af som domprovst ved Vor Frue i København. Svaret siges at være kommet særdeles prompte: “Jeg savner morgenandagterne!”
Den lille historie blev bragt videre af sognepræst Jesper Stange der var den der “havde” morgenandagten i hovedstadens domkirke den morgen i slutningen af august da den gl. red. havde fået gnedet søvnen ud tidligere end vanligt for med egne øjne at se hvad han ellers kun med ørerne kendte fra Danmarks Radios daglige transmission. Man forstår godt den tidligere domprovsts varme forhold til den udsendelse der - vist bortset fra torsdagskoncerterne - er den længstlevende blandt DR’s utallige produktioner gennem årene.

Mads Høck prøver korverset af få minutter inden morgenandagten går i luften.

Mads Høck prøver korverset af få minutter inden morgenandagten går i luften.

Kl. 8.07 præcis begynder hver morgen mandag til lørdag transmissionen på P2, men fotografen og undertegnede havde indfundet os en god halv time før for også at følge forberedelserne til dagens udsendelse. Mads Høck, domkirkens 2. organist, var allerede i fuld gang med at pudse forspillene af til dagens 2 salmer. Iført stilig korkappe over gadedrengebukserne sad han i domkirkens kor ved det elektriske spillebord, placeret i højre side ganske få meter fra alteret, som er præstens domæne. Der er således direkte og optimal kontakt mellem de to hovedagerende: præst og organist.
Også Carsten Lunds kororgel er i nærheden, omend i førstesalshøjde: Hovedværk og pedal umiddelbart over det i øvrigt flytbare spillebord, svelleværket vis-a-vis i korets modsatte side (- interesserede vil sikkert allerede have stiftet bekendtskab med instrumentet gennem Bent C. Vans omhyggelige gennemgang i ORGLET 1/2003). Mads Høck når også lige at sætte præ- og postludium an inden morgenandagtskorets 8 medlemmer diskret iler på plads mellem alter og spillebord for at være klar til den korte korprøve kl. 7.55. De får korte instrukser omkring dagens salmer og prøver dernæst lidt på ugens korvers, der er gennemgående mandag til fredag, men lørdag erstattes af den sungne trosbekendelse.

Dagens medvirkende præst: Jesper Stange.

Dagens medvirkende præst: Jesper Stange.

Under klokkeringningen og i pæn tid inden bedeslagene indtager både præsten og det nu uniformerede kappekor deres pladser. Morgenandagten er ikke noget tilløbsstykke på stedet, men en halv snes mennesker har dog fundet sig en plads øverst i kirkeskibet eller tættere på helt oppe i koret. Hvad gør dog det når det hele kommer ud til alt folket gennem æteren?

I “gamle dage” var der, som mange vel vil vide, sat 15 minutter af til hele seancen, hvad der mere eller mindre tvang organisten til at vælge et kort postludium som afslutning på andagten. Han kunne være 100 % sikker på at “radioen” skar af når den afmålte tid var gået, uanset om stykket var spillet til ende eller ej.
De sidste par år har man tildelt morgenandagten 20 minutter, og det har resulteret i at der nu er tid til både præ- og postludium. Mads Høck kan således indlede med Brahms’ “Befal du dine veje” (op. 122,10) inden præstens salutation og gammeltestamentlige læsning. Stille og roligt synges herefter også alle vers i den første fællessalme af samme navn. Så følger læsning fra Det ny Testamente, korvers - Schütz’ “Af dybsens nød” -, kollekt og velsignelse. Slutningssalmen er ny, sådan da: “Vi rækker vore hænder frem”, fremført med samme naturlige sikkerhed som indledningssalmen. Postludiet, Brahms’ anden bearbejdelse af “Befal du dine veje” (op. 122,9), er med til at cementere indtrykket af et yderst professionelt team hvor tillige engagementet skinner meget tydeligt igennem.

Ved snakken efter transmissionen i det store korrum ved siden af hovedorglet disker Mads Høck op med god kaffe og croissanter, og domorganist Flemming Dreisig, der denne morgen har kunnet sove lidt længere, slutter sig efter sin timelange cykeltur fra Lyngby til centrum til selskabet. Han blev som bekendt Niels Henrik Nielsens efterfølger i det høje embede i midten af december 2003, og allerede pr. 1. januar søsattes den “nye” morgenandagt på radioens P2.

Domorganist Flemming Dreisig (billedet) og hans assistent Mads Høck er 6 af ugens dage med til at bringe orgelmusikken ud til alt folket, i princippet hele verden!

Domorganist Flemming Dreisig (billedet) og hans assistent Mads Høck er 6 af ugens dage med til at bringe orgelmusikken ud til alt folket, i princippet hele verden!

Dreisigs velkendte, markante (og ikke altid lige stuerene) meninger kommer tydeligt til udtryk i samtalen, hvor der dog er bred enighed om at morgenandagten, sin stramme form til trods, er en levende organisme der slet ikke endnu er faldet på plads. I hvert fald er han ikke bleg for selv at karakterisere den som “stilistisk rod”.
De nye salmer med tilhørende nye melodier - den nye koralbog får også et par dask, mest pga. visse harmoniseringer og tvivlsomme fermater - er selvfølgelig med til at præge dette helhedsindtryk selv om man i domkirken prøver at håndhæve en fast meloditradition.

Domkirkens præster vælger naturligvis læsninger og salmer til de enkelte morgenandagter, men de to organister, der ligeligt deler de 6 ugentlige tjenester, har frie hænder til at finde præ og post til deres “egen” andagt. Det hele planlægges 6 uger frem. Som det ses af radioprogrammerne i visse aviser (i hvert fald Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad) eller observeres af dem der allerede følger begivenhederne gennem radioen, er der ikke meget Zachow & Co. tilbage i domkirken, men naturligvis stadig uopslidelige J.S. Bach; derimod jævnligt koralbearbejdelser af den tidligere domorganist på stedet N.O. Raasted (og hans lærer Max Reger), Edwin Nielsen, Otto Malling, Karg-Elert og andre såkaldte romantikere, ved siden af nutidige komponister som Peter Møller, Jesper Madsen, Bernhard Lewkovitch, Bo Grønbech (disse sidste har i øvrigt været flittigt spillede de seneste 20-30 år) og Mads Høck selv.
Hertil kommer frie orgelstykker, omhyggeligt og opfindsomt valgt i relation til dagens tekst, salmer eller melodier af fx Vierne, Tournemire, Whitlock, Duruflé o.a. eller sågar et stort præludium og fuga af Bach. Føj hertil idérige salmeforspil af høj karat, af og til ligefrem provokerende, og fint fremførte korsatser af fx Emilius Bangert eller hentet fra DOKS’s nyeste nytårspublikation, gode salmer og fortrinlig “menighedssang” fra koret samt vedkommende gammel- og nytestamentlige tekster, så har man i hvert fald en “levende organisme”, i bedste fald - og det sker forbavsende tit - en fornem musikgudstjeneste.

Når transmissionen teknisk er optimal, dvs. når den der på DR i Rosenørns Allé sidder ved mixerpulten, har tjek på mikrofonerne der er placeret i domkirken til brug for udsendelsen, er det klanglige resultat ganske fint: præstens læsninger nærværende, orglet passende fjernt, korets salmesang med tydelig tekst, men alt sammen afstemt så lytteren også fornemmer det store kirkerum.
Og det måske bedste af det hele: Den interesserede lytter behøver nu ikke mere være klar ved højttalerne kl. 8.07. På Danmarks Radios hjemmeside dr.dk kan man hver dag, hele dagen og natten med, høre morgenandagten på netradio med et enkelt museklik. Her kan man også se det detaljerede program for hele ugen. Og få inspiration til egen virksomhed.
Hvad man dog ikke kan læse sig til på skærmen eller i avisen, er hvilken organist der spiller hvornår. Dreisig og Høck har deres faste dage, men det sker at de bytter. Der kan ligefrem gå sport i at afgøre hvem man hører den pågældende dag.
Og det er faktisk ikke altid lige nemt! Men det skærper da opmærksomheden og gehøret for denne, må man nok sige, fine manifestation af vort kald og stand.

Modtagne publikationer

Musikalier
Kormosaik, en allehelgensliturgi med musik af Carl Ulrik Munk-Andersen. For lige stemmer. FUK, Kirkemusikforlaget.
Mæt min sjæl. 26 koralbearbejdelser, orgelkoraler, variationer, partiter. Henrik Colding-Jørgensen, Morten Nyord, Jens Ramsing. Kirkemusikforlaget.

Cd’er
Sven Erik Werner: Visse Vejrdage, Seven Postludes. Anne-Lise Gabold, Jeanette Balland, Frans Hansen, Jens E. Christensen. Kontrapunkt.
Back to Bach. Mads Winding, Poul Rosenbaum. Ambia.
César Franck: Complete Organ Works. Søren Johannsen playing the Cavaillé-Coll Organ, Jesuskirken, Copenhagen. 2 cd. Pheasant Records.

En del af disse publikationer vil senere blive nærmere omtalt.

Svend Aage Spange (1920-2004)

Torsdag den 12. august døde en af dansk kirkemusiklivs store personligheder, organisten Svend Aage Spange, 84 år gammel.
Svend Aage Spange, der er født og opvokset i Næstved, blev uddannet organist ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, elev af bl. a. Rudolf Simonsen og Emilius Bangert.
Han videreuddannede sig i Paris hos Gaston Litaize og blev dermed en af eksponenterne for dansk kendskab til den franske orgellitteratur.
Svend Aage Spange nåede at virke som organist tre steder i Danmark, Roskilde Domkirke, Thomas Kingos Kirke i Odense, og han sluttede ringen i fødebyen Næstved, hvor han i 1974 blev ansat som organist ved Sct. Peders kirke indtil pensioneringen i 1990.
Sideløbende med et rigt virke som organist i Den Danske Folkekirke er det gennem tiden blevet til en række bemærkelsesværdige koncerter i ind - og udland, radioproduktioner i Danmark, Frankrig, England og Polen - bl. a. indspillede han som en af de første Carl Nielsens “Commotio” i BBC.
Svend Aage Spange var tillige en aktiv pensionist med masser af vikariater rundt omkring, først og fremmest i Næstved, og indtil han ramtes af en uhelbredelig sygdom sidste år, kunne man tit se og høre Svend Aage Spange i alle mulige sammenhænge.
Svend Aage begrænsede sig ikke kun til at spille orgel, men spillede også cello i mange kammermusikalske sammenhænge. Ved klaveret kunne han være entertainer med et næsten Victor Borge’sk format. Han havde en fornem sans for humor, og han havde en anekdote parat til enhver lejlighed.

Æret være hans minde.

Kurt Levorsen, Karsten Gyldendorf, Christian Kampmann Larsen

Per Kynne Frandsen (1932-2004)

Per Kynne Frandsens bratte død er kommet som et chok for os, hans nærmeste arbejdskolleger ved Frederiksborg Slotskirke.
Her nåede han at fejre 40-års jubilæum i 2001, et årstid før sin pension som 70-årig. I alle disse år har han med musikalsk og faglig alsidighed sat sit fingeraftryk solidt i Hillerød som helhed og på Frederiksborg Slot i særdeleshed. I organistkredse både inden- og udenlands var han kendt som koncertmusiker og som tilsynsførende med slotskirkens verdensberømte Compenius-orgel. Blandt menighedsråd var hans renommé den dygtige konsulent og kloge diplomat i orgelbygnings- og restaureringssager. I Hillerød stiftede han hurtigt Frederiksborg Kammerkor og Frederiksborg Drenge- og Mandskor og han har altid sørget for, at korsang fik en fremtrædende plads både i gudstjenesten og i koncertplanlægningen. Med sin store interesse for historiske instrumenter har han forfattet utallige artikler og afholdt seminarer om orgelmusik og orgelbygning samt været medstifter af Det danske Orgelselskab. Han har således virket for udbredelse af kendskab til orglet og kæmpet for vedligeholdelse og bevaring af tidstypiske og værdifulde instrumenter, især danske orgler - senest manifesteret i hans sidste store engagement - restaureringen af Frederiksborg Slotskirkes tidligere hovedorgel, Marcussen-orglet fra 1864.
Hans pædagogiske evner gjorde ham til en afholdt lærer, først på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, siden på kirkemusikskolen, hvor han har undervist i både orgelspil og orgelkundskab.
Uagtet alle disse hverv var han altid bevidst om sin hovedopgave: Det daglige virke som organist og kantor ved Frederiksborg Slotskirke med højmesser, aftensange, bryllupper og bisættelser afviklet i en værdig ånd. Per har ofret tid og energi på at få en gudstjeneste til at fremstå som en helhed, hvori ordet blev understreget af tonerne. Intet blev overladt til tilfældighederne. Per levede sig helt ind i højmessens form og har i samarbejde med præster og menighedsråd skabt en liturgi, der virker fuldstændig selvfølgelig. Eksempelvis var hans argument for at bibeholde “Herre, forbarm dig” som indledning til gudstjenesten: Det er det fornuftigste, man kan sige!
Med sin udstrakte koncertaktivitet i udlandet, hvor han elskede at spille på historiske orgler, har han til stadighed vedligeholdt sit kendskab til fremmedsprog. Per var livsnyder, frankofil verdensmand med smag, kundskab og stil. Vores tanker går i denne forbindelse til hans hustru Inger Kynne Frandsen; deres gæstfrihed og generøsitet har en enorm bekendtskabskreds altid nydt godt af. Vi følte aldrig, vi bare var Pers kolleger. Han var venner med os alle. Vi har ikke blot mistet en tidligere kollega og medarbejder - men i endnu højere grad en inspirerende ven, et sprudlende livstykke med usædvanlig horisont, som har sat sit præg på os alle.

Æret være hans minde.

På vegne af medarbejderne ved Frederiksborg Slotskirke
Ulla Handler

Efteruddannelse i organistpraktiske fag genopstår

En af succeshistorierne i Folkekirkens Kirkemusikskolers snart mangeårige historie har været det nye tiltag med kurser i efteruddannelse af diplomorganister og præliminære organister. Dette initiativ er blevet til i samarbejde med de faglige organisationer, Dansk Organist og Kantor Samfund og Foreningen af Præliminære Organister, og Folkekirkens Kirkemusikskoler i Løgumkloster, på Sjælland og i Vestervig.

Kurserne var ikke blot fuldtegnede, men overtegnede - med ventelister. Kursisterne var såvel diplomuddannede organister som præliminære organister. - En organiststilling er jo ikke, hvad den har været. Der er således et stort behov for videreuddannelse, såvel i fag man har med sig fra uddannelsen, som i nye fag, der tilgodeser mange af de krav der ligger i nutidens ansættelsesforhold.
Kurserne blev en realitet med et modul 1 i 2002 og et modul 2 i 2003.

I 2004 holdt man en pause - bl.a. med henblik på at ændre strukturen i forhold til de tilkendegivelser evalueringerne efterlod.

2005-2006: Så er vi på banen igen!
Da der har været stor tilfredshed med såvel form som indhold, er det kun ganske få ændringer, der er medtaget i det nye kursustilbud. Denne gang former kurserne sig over 2 gange à 3 dage. Dette giver mere tid til de enkelte fag, hvilket såvel kursister som instruktører vil glæde sig over.

Fagene på modul 1 i 2005 vil være følgende: Koradministration, rytmisk salmespil, børnekormetodik/repertoirekendskab, indstuderingsmetodik, medvirken ved konfirmationsforberedelse, orgelrepertoire til gudstjenesten, liturgisk orgelspil, samarbejde og arbejdsmiljø, koncertplanlægning, børnekormetodik med børnekor. Hertil kommer en rytmisk minikoncert med Willy Egmose. - Instruktørerne er hentet blandt de ypperste inden for de enkelte fagområder.

Se den indlagte brochure i det trykte blad!

Inger Johanne Jensen
Vestervig Kirkemusikskole

Slutreplik

Hvis et udvalg får tillagt en kontraktlig nedfældet bemyndigelse, og denne bemyndigelse tilsidesættes eller krænkes, så kan udvalget med rette føle sig forurettet - og gøre regning på sympati.
Af Jørgen Ernst Hansens indlæg i de to forrige numre af bladet må man imidlertid udlede, at en sådan bemyndigelse ikke har eksisteret. Derfor bliver sympatien for udvalget - så fortjenstfuldt det ellers måtte have været - en kende mindre højstemt.

Kai Ole Bøggild

Hverken Jørgen Ernst Hansen eller red. har glemt den skriftlige redegørelse i Organistbladet som JEH på baggrund af sit mundtlige indlæg på DOKS's ordinære generalforsamling i april har stillet læserne i udsigt. Den må imidlertid angiveligt vente på en afklaring omkring endnu en udgivelse i forbindelse med den nye salmebog.

Nordisk Kirkemusik Symposium 2004 i Århus (1)

Som i Göteborg 1996 og Helsingfors 2000 blev også NKS2004 i Århus 16.-19. september et tilløbsstykke.
Her beretter en god halv snes danske deltagere om deres indtryk af de 2 første meget travle dage i det jyske.

4 yngre danske symposiedeltagere foran Lukaskirken: Fra venstre Tanja Christiansen, Dennis Bang Fick, Poul Skjølstrup Larsen og Pia Hansen. (Fotos: Eva-Marie Olesen og Helge Gramstrup).

4 yngre danske symposiedeltagere foran Lukaskirken: Fra venstre Tanja Christiansen, Dennis Bang Fick,
Poul Skjølstrup Larsen og Pia Hansen. (Fotos: Eva-Marie Olesen og Helge Gramstrup).

Torsdag
Ekskursion

Haderslev og Christiansfeld

Det må virkelig have gjort indtryk på vore nordiske gæster at se de tekniske arrangører af NKS kravle rundt på fliserne ved Århus Musikhus og optælle brikjuice, æbler og Toms Guldbarrer i korrekte antal forinden busafgangen i septembermorgensol. Intet var overladt til tilfældighederne. Kaffen stod friskbrygget midt i bussen, og afkølede drikkevarer kunne købes til høkerpriser. Guiderne var nøje instrueret om enhver historisk detalje, som undervejs skulle berettes på tydeligt dansk (til vanlig fortrydelse for finsksprogede deltagere...) Og der var jævnligt sikkerhedsopkald på mobiltelefonen, at ingen skulle fristes til alternative smutture over grænsen.
Domorganist Svend Prip, også kendt som nimorgadosten i Sladerhev, bød veloplagt de ca. 100 orgelinteresserede velkommen i Haderslev Domkirke og akkompagnerede ufortrødent den professionelle forsamling på det lille 5-stemmers kororgel til Luthers kernesalme “Vor Gud, han er så fast en borg”, som vi i de nordiske lande jo ynder at synge lidt forskelligt. Hovedorglet tog senere over, og forsamlingen rettede høfligt ind efter “senere dansk tradition”.
Herefter fortalte biskop Niels Henrik Arendt levende og nærværende om de teologiske, politiske og vel lidt spegede begivenheder forud for reformationen i Danmark, hvor Haderslev havde en nøgleposition. På den baggrund har byen de senere år indgået venskabspagt med Wittenberg, og forgangne sommer har man genoplivet begivenhederne ved at opføre et stort anlagt reformationsskuespil i domkirken. Biskoppen gav til slut de finske deltagere et fyldestgørende resume på smukt engelsk.
Dernæst fortalte Svend Prip med glæde og begejstring om kirkens tre vidt forskellige orgler: Hovedorglet i vest på 73 stemmer (Marcussen & Søn 1948, ældre stemmer genanvendt) med den enestående facade (Peter Carstensen 1652), som med sine proportioner, kvadrater og gyldne snit er i fuldstændig harmoni med kirkerummet. Siseby-orglet på 17 stemmer med et unikt transmissions-system (Marcussen & Reuter 1819/26, opstillet 1986). Og endelig førnævnte kororgel (Anders Havgaard Rasmussen 1984/92).
Svend Prip lagde for på det ældste orgel med musik af Froberger (en af hans fantasier) og Peter Møller (10 præambler). Den karske, udadvendte klang klædte begge komponister og Svend Prips lyse sindelag. Kirken har tre organister, og nu var det Inga Lindmarks tur til at spille Buxtehude (Præludium og fuga i G-dur) og Jesper Madsen (3 orgelkoraler) på kororglet. Spilleglæden var i højsædet, og der sås smil og glade øjne. Ole Brinth rundede af på hovedorglet med to koralvariationer af Buxtehude samt to satser fra Pinseunderet af Peter Møller (tilegnet Svend Prip). Meditation på orgel, en syntese af katolsk mystik, kompositorisk genialitet og kærlighed til klassisk, dansk orgelklang. Spillet med overbevisning. I alt et helstøbt, dansk program (på nær Froberger), som viste de tre orglers karakter og spændvidde og på tankevækkende vis slog bro fra barok til nutid.
Efter en velorganiseret frokost på hotel “Harmoniet” (hed det vist), hvor det kun med besvær lykkedes at identificere de to vegetarianere i selskabet, som ikke kunne tåle husets fantastiske frikadeller, kørte de tre busser med fornøjede orgelbrødre- og søstreselskab til Brødremenighedens Kirke i Christiansfeld. Her kunne man have set og hørt et lille orgelpositiv, bygget af Jürgen Hinrichsen Angel omkring år 1700, var det ikke lige fordi nogen aldeles ubehøvlet har sat sig på pengekassen og ganske utidigt krævet det nødvendige restaureringsarbejde i en håbløs licitation! Nu måtte selskabet lade sig nøje med at høre Raphaëlis Consort under ledelse af domorganisten fra Roskilde, Kristian Olesen, fremføre en række solokantater og sonater af Buxtehude. Og det var i grunden ikke så galt: Den originale besætning på orgel (hollandsk Kloop), theorbe, gambe, to barokvioliner samt sopran og mezzosopran vakte udelt og fortjent begejstring hos den lydhøre forsamling. Måske er det ikke retfærdigt at fremhæve enkelte af de medvirkende, men jeg kan ikke dy mig: sopranen Else Torp gik lige i hjertekulen med sin klare, vibratoløse og afrundede stemme, sin overbevisende frasering og sit fortællende, klare sprog.
Der var desværre ikke tid til at købe honningkager eller kigge gravsteder, for selskabet skulle jo gerne have tid til at nyde de medbragte guldbarrer på hjemvejen. Vi nåede det hele, inklusive lidt informationer på engelsk om attraktionerne langs motorvejen til vore finske kolleger, hvortil kom rygter på SMS’en om, at der var knas i den kongelige familie.
Efter rettidig hjemkomst var der god tid til at besigtige Ridehusets righoldige udstilling af kor- og orgelnoder, pianoer, flygler, cembali, orgelpositiver og... nej, man skulle heldigvis lede forgæves efter digitale plagiater. Dén slags begiver rigtige, nordiske kirkemusikere sig ikke af med.

Jens Chr. Hansen


Ekskursion til Esbjerg

Hjulene på bussen...
Vi og vore nordiske venner skulle ud at se. Jeg havde valgt Esbjerg for at se/høre det nye konservatorieorgel. Efter en bustur på godt et par timer fortalte rektor Axel Momme om den meget vellykkede ombygning af elværket til konservatorium, og om orgelprojektet, der nær var kuldsejlet på EU’s licitationsbestemmelser.
Derefter demonstrerede Christian Blom Hansen orglet i værker af Buxtehude og Jesper Madsen. Orglet er - i respekt for rummets neoklassiske stil - disponeret som et klassisk orgel, men med et svelleværk, der tilgodeser den alsidighed, der skal være på et konservatorium. Smukt klang det, og smukt blev det spillet.
Hvis jeg ikke havde læst om Augustenborg-stemningen, ville jeg have troet, der var tale om tempereret stemning - indtil jeg senere hørte en Fis-dur-akkord. Helt ærligt: skal det være uligesvævende, skal det være så meget, at man kan høre det i gammel musik, og ikke, så man kun kan høre det i Fis- og Des-dur. Så mister det sin mening. Axel Momme forsikrede beroligende, at stemningen kan ændres.
Konservatoriets pigekor ledes af Lone Gislinge, som mange af os kender som en inspirerende kursuslærer. Vi fik endnu en gang at se, hvor let det er at få børn til at synge himmelsk (bortset fra, at vi ved bedre fra vores daglige praxis!). Det er beundringsværdigt. Hun får dem oven i købet til at lyde forskelligt i forskellige stilarter.
Efter en fin frokost i musikhusets café kørte bussen os til Sædden Kirke, hvor vi hørte et Bruun-orgel af fransk barok-tilsnit, ført af Søren Christian Vestergaard, samt Treenighedskirkens Drenge- og Mandskor af engelsk model, ledet af Lone Gislinge. Kirken er decideret højkirkelig i sin arkitektur med hele den ugudelige verden lukket ude, så det gik fint med at koncentrere sig om det guddommelige.
Korets drengeside var lidt svagt besat, men det klang fint i musik fra renæssance til la Cour. Det er en smagssag, om man kan lide falsetterende alter i la Cour, der er skrevet til almindeligt blandet kor, men til resten af repertoiret (også Duruflé) klang det smukt.
Scheidts variationer over “Kongen af Danmarks Gagliard” passer godt til orglet, her kunne man høre og nyde Kirnberger III, der giver denne musik en speciel glans. To satser fra Peter Møllers “Pinseunderet” var heller ikke uefne, og udførelsen var fornem.
Hjemturen tog lige så lang tid som udturen, og man kunne spørge sig, om der dog ikke havde været mere nærliggende udflugtsmål, der havde været interessante for vore nordiske venner. Planlægning og afvikling af turen såvel som hele symposiet tjener arrangørerne til ære, og vi beundrede vores turistfører, Hans Chr. Magaard, der guidede på interskandinavisk.
I bagklogskabens ulideligt klare lys (efter symposiet) oplever jeg, at der var flere komponister, der er eller burde være nulevende, end der var nutidige. Vores salmeskat er tonal, så vi må hovedsageligt holde os til tonalt forankret musik i gudstjenesten, men derfor behøver nybarok og andre stilefterligninger med let modernistisk krydderi vel ikke at være hovedsagen? Det kunne jeg ønske mig overvejet, før vi skal til det igen. (Og DOKS’s stævneledelse må osse gerne tænke over det!)

Anthon Hansen


Symfonikoncert
Forhåbentlig lå der ingen bagtanker bag programvalget ved symfonikoncerten, der bød velkommen til Århus og kirkemusik-symposiet: “Ved Endens tid” - “Mod ragnarok” - “Katastrofen” og til slut “Requiem”. I hvert fald var Domkirken fyldt af forventningsfulde organister og korfolk, og de virkede både glade og veltilfredse bagefter. Men kirkemusikere har jo også hård hud på sjælen, når det drejer sig om død og begravelse.
Rued Langgaards “Endens Tid” omfatter hovedsageligt uddrag fra operaen “Antikrist”, som man for nogle år siden kunne opleve i en scenisk opførelse i Ridehuset på Christiansborg. Jeg må indrømme, at min koncentration ved den lejlighed hurtigt skiftede fra de mystiske begivenheder på scenen til det fantastiske orkesterspil i graven. Langgaard var formidabel til at skrive for orkester, og Radiosymfoniorkestret og Thomas Dausgaard fik det til at ryge og koge. Det samme kunne man ikke sige om Aarhus Symfoniorkester og Søren Kinch Hansen, men al respekt for indsatsen, og akustikken i Domkirken lagde en smuk aura omkring musikken. Det er ellers vilde sager der foregår, såvel i den apokalyptiske tekst som i musikken, der stritter i alle retninger, både bagud til det senromantiske (selvom det er blevet en Langgaard-kliche der kun holder i meget begrænset omfang) til det visionære og nye. Der er passager, der foregriber amerikansk minimalmusik med mindst halvtreds år. Hvad der savnes, som så ofte hos Langgaard, er fornemmelsen af at det bliver gjort færdigt, at det samler sig til en helhed.
I solopartierne udkæmpede sopranen Nina Pavlovski, tenoren Johnny van Hal og barytonen John Lundgren en hård, men ganske vellykket kamp med orkestermasserne, de to svenske herrer også med den danske tekst.
Helt anderledes homogent fremstår Duruflés Requiem, som vi fik i versionen for orkester. Selvom man ikke lige har komponistens orgelversion i ørerne, er det svært ikke at forestille sig et fransk katedralorgel bag orkestersatsen med dets blæsere, der bliver sat ind næsten som rørstemmer på afgørende punkter. Og hvor er det fin musik, gregoriansk præget i pagt med en lang kirkemusikalsk tradition og samtidig personlig og stemningsfuld. Det blev smukt og differentieret sunget af Den Jyske Operas Kor og Sct. Clemens Kantori, og Nina Pavlovski demonstrerede sin alsidighed ved at synge den blide mezzosopransolo “Pie Jesu” lige efter sine udfoldelser som dramatisk sopran i “Endens Tid”. At det er i sopranlejet hun hører hjemme, var dog tydeligt.

Mikael Garnæs

Fredag
Åbningskoncert
Pluralisme syntes at være nøgleordet ved åbningskoncerten i Århus Domkirke fredag formiddag. Fem lande, fem komponister og fem yderst forskellige stilarter.

Nordisk Kirkemusikråds præsident Karsten Jensen åbner i Århus Domkirke Nordisk Kirkemusik Symposium 2004.

Nordisk Kirkemusikråds præsident Karsten Jensen åbner i Århus Domkirke Nordisk Kirkemusik Symposium 2004.


Et Te Deum af islændingen Jón Thorarinsson (f. 1917) for sopran, tenor, kor, to trompeter og orgel sunget af kammerkoret Camerata under ledelse af Michael Bojesen og med Jakob Lorentzen ved orglet indledte. Her var vi helt på traditionens grund. Værket er skrevet mellem 2000-2003, men med sin milde, klassicistiske tone kunne det nemt have været meget ældre.
Så var vi straks nærmere vor egen tid med “Franz Kafka-Meditation nr. 5” af finske Hanna-Maarit Kohtamäki-Pentikäinen (f. 1972). Et kort og ikke uspændende stykke for tromme og orgel, spillet af Christian Præstholm og Henrik Larsen, men hvad det egentlig havde med kirkemusik at gøre, udover at det altså involverede et orgel, blev ikke klart.
Kirkemusik, og fremragende af slagsen, var til gengæld svenske Per Gunnar Petterssons (f. 1954) “Libera Me” for 8-stemmigt kor, der var koncertens ubestridte højdepunkt. Det var svensk korhåndværk på højeste niveau, fint og idiomatisk skrevet, originalt og fantasifuldt og musik der udtryksmæssigt kommer ud i krogene.

Michael Bojesen dirigerer Kammerkoret Camerata i Per Gunnar Peterssons "Libera Me"

Michael Bojesen dirigerer Kammerkoret Camerata i Per Gunnar Peterssons "Libera Me"
og taler bagefter (herunder) med komponisten.

Norske Henning Sommerro (f. 1952) stod for et “Deo gratias” for 4-stemmigt børnekor

Norske Henning Sommerro (f. 1952) stod for et “Deo gratias” for 4-stemmigt børnekor, en uropførelse der blev flot varetaget af FUK’s Landskor under ledelse af Morten Bech. Ikke spor nemt at synge, men det lød som en spændende udfordring for et godt børnekor.

Morten Bech dirigerer FUK's Landskor i uropførelsen af Henning Sommerros "Deo Gratias".

Morten Bech dirigerer FUK's Landskor i uropførelsen af Henning Sommerros "Deo Gratias".


Danmark blev repræsenteret ved Carl Nielsens 3 Motetter, ligesom Commotio et af disse sene Carl Nielsen-værker, der er blevet mere beundrede end elskede. Selv det glimrende kammerkor Camerata, der havde klaret koncertens andre opgaver så udmærket, nærmede sig hørbart sine grænser på nogle de mest udsatte steder.

Mikael Garnæs

Symposiedeltagernes brogede skare ved modtagelsen på Århus Rådhus.

Symposiedeltagernes brogede skare ved modtagelsen på Århus Rådhus.


Norsk national koncert
På vejen gennem byen fra Rådhuset til Vor Frue Kirke var vi mange, der måtte stoppe op ved diverse fast food forretninger for at fylde de slunkne maver efter Rådhusets sunde, men beskedne traktement. Derfor kom den norske nationalkoncert i Vor Frue kirke noget sent i gang. En anden forklaring var vel også, at der ikke var siddepladser til alle symposiedeltagere. Mange måtte overvære fremførelsen af Trond Kvernos “En liturgisk Markuspasjon” stående eller siddende på gulvet.

Oslo Domkors uniformerede skare forud for Trond Kvernos Markuspasjon i Vor Frue kirke.

Oslo Domkors uniformerede skare forud for Trond Kvernos Markuspasjon i Vor Frue kirke.


Det blev en betagende oplevelse at høre det store og flot syngende Oslo Domkor under Terje Kvams ledelse fremføre denne passion, der indledtes af komponistens korte og stemningsskabende orgelimprovisation. Trond Kvernos Markuspassion, varighed 50 minutter, er skrevet for solister og kor a cappella. Alene den kendsgerning, at koret sang værket a cappella uden at få en eneste “frisk” tone forærende undervejs, indgyder respekt. Vi var især imponerede af korets basser, der lagde en herlig bund under foretagendet. Trond Kvernos tonesprog er bevidst holdt i en passende blanding af tonalitet og modernitet, - værket skal også kunne opføres af mindre erfarne kor end Oslo Domkor.
Der ligger et stort ansvar på evangelistens skuldre. Tor Tveite hed den unge barytonsanger, der med autoritet, indføling og smuk stemmeklang udførte det krævende parti.
Midtvejs i passionen forekommer en menighedssalme: Svein Ellingsens “Noen må våke i verdens natt”, som kor og menighed fremfører sammen. Vi danskere kunne her nikke genkendende til nr. 366 i Den Danske Salmebog, hvor Trond Kvernos melodi er anført (DDK 560). Genkendelsens glæde oplevede vi også, da vers 8 fra Grundtvigs “ Jeg kender et land” (DDS 561) forekom som korkoral: “O, himmelske navn, som åbner for vores din hellige favn.”.
Trond Kvernos Markuspassion lægger sig i kølvandet på mange tidligere passioner, og er jo interessant alene i kraft af, at der kun findes et begrænset antal passioner over Markus´ beretning. Om den også vil finde udbredelse ud over Norges grænser, vil tiden vise.

Marianne og Hans Krarup


Islandsk national koncert
Kraft durch Freude?
Det springer én i ørerne ved den islandske nationalkoncert, at Graduale Nobili har et andet damekors-klangideal, end vi er vant til hos os. Der er saft og kraft og fuldregister i dybden. Det blev trættende i længden, for omkostningen var - i dette tilfælde - en mangel på sarte nuancer: aldrig pianissimo og sjældent piano, og intonationen var ikke altid i orden. På plussiden var, at man fyldte kirken med klang, og der var musikalsk udtryk.
Af Tryggvi E. Baldvinsson åbnede en flot (og kort) Salme 100 koncerten. Hans Vesper var alt for lang (over ½ time) i forhold til hans evne til at disponere stoffet. Ud over fem korsatser var tre orgelmeditationer indlagt - jeg hørte ikke nogen sammenhæng med resten af værket, men vi fik en håndfuld “moderne” virkemidler på orglet. Korsatserne var ret konventionelle med en dissonans her og der. Det er der ikke noget galt i, hvis man har et budskab, der er nyt (jvf. maleren Thomas Kluge, der maler som Rembrandt, men har en foruroligende dagsorden!). Det nye budskab kunne jeg ikke høre.
Noget lignende gælder Jón Nordals og Thorkell Sigurbjörnssons værker, men de var korte og mere præcise i deres udsagn. Oliver Kentish’s Ave Maria var pæn skønsang med enkelte dissonanser. Bára Grimsdóttir har en folkelig tone, forfriskende og rytmisk sprælsk - Öhrwall har ikke levet forgæves, og koret var næsten nede i pp. Hreidar Ingi Thorsteinssons In Paradisum udviklede sig fra det pæne til lidt musikdramatik - underholdende uden den store fornyelse, men god at gå hjem på. Der var stående ovationer og et smukt, romantisk ekstranummer.
Det havde været rart med et tekstark.

Anthon Hansen


Korforum
De deltagende kor optrådte med hver to mindre korværker. Symposiedeltagerne sang velvilligt fra den fine, lille samling nordiske korperler. En veloplagt Steen Lindholm optrådte som korleder i populær stil på linje med Amin Jensen og Otto Leisner. Der var rigeligt langt fra hans friske stil med løsthængende T-shirt til de medvirkende korsangere i alvorstunge, nordiske korkapper. Idéen med det store fælleskor var god, - måske havde det været nok så interessant at lade korledere fra de respektive lande instruere fælleskoret.

Jytte Lundbak


Nordisk koncertmusik for orgel
Fredag aften kl. 21.30 var der hele to koncerter at vælge imellem. Valget blev gjort nemt for undertegnede, da jeg blev bedt om at skrive om koncerten i Markuskirken: Nordisk koncertmusik for orgel. Så jeg asede mig op ad den lange kirkebakke for at lytte til den gamle redakteurs velklingende P.G. Andersen orgel fra 1967. Seks værker spillet af 5 nordiske organister. 12 minutter til hver, som desværre blev stærkt overskredet. Næsten halvanden times moderne orgelmusik på det tidspunkt var rimelig hårdt både for ører og hoved, der allerede var godt fyldt op af musik og indtryk.
Først Domorganisten fra Oslo, Kåre Nordstoga, med en 4 satset studie over en lokal melodi til Vågn op og slå på dine strenge, af komponisten Nils Henrik Asheim. Spændende klange, ofte kontraster mellem dybe gentagne akkorder og høje, klare, klokkeklingende toneguirlander. 3. satsen var nok den der fængede mest med en meget velregistreret dyster start. Men han skulle nok have spillet melodien først, så havde det været lidt nemmere at følge med i det ret rapsodiske forløb.
Dernæst den finske organist Dag-Ulrik Almquist med et værk af en af stævnets få kvindelige komponister Riika Talvitie: Valon taide (lysets kunst). 3 satser der hver behandler egenskaber ved lyset. Dets hastighed, brydning i et prisme og klarhed. Atter spændende og til titlen velvalgte lysende klange, men særlig 2. og 3. satsen alt for lange. Meget velspillet, ikke mindst den afsluttende virtuose og komplicerede triplefuga.
Det svenske bidrag kom fra organisten ved Jacobskirken i Stockholm, Michael Waldenby. Han fremførte en suite af sig selv. Et nærmest romantisk klingende værk med mindelser om diverse, mest franske, komponister fra Guilmant til Duruflé. En fin kontrast til koncertens øvrige værker og rart at hvile ørene til. Næsten for rart: Et godt værk at falde i søvn til! Men det går jo ikke når man skal skrive om det, så jeg lyttede venligt til de 5 iørefaldende og indimellem flotte satser, som dog også kunne tangere det poppede.
Værtsbyen Århus var repræsenteret af komponisten Martin Stig Andersen og organisten Christian Præstholm i værket Glober. En række quasi-improvisatoriske klangbilleder inspireret af overtoneananalyser af forskellige lydkilder. Man vidste ikke hvilke, men fik da forskellige associationer, så som dyttende biler i anden satsen. Spændende og indimellem meget smukke klange med virkelig stor variation i registreringen, måske baseret på den fordel i ekstra øvetid, man har som lokal.
Endelig Island, hvor Eythór Ingi Jónsson fra Akureyri spillede værker af to af øens grand old men, Magnús Blöndal Jóhansson og Jón Nordal. På dette tidspunkt var man ved at være godt træt, så endnu to lange, og særlig for det førstes vedkommende, svært tilgængelige værker, var lige ved at tage tålmodigheden. Men man kom da igennem og havde endda koncentration nok tilbage til at kunne nyde de lidt Messiaenlignende klange i Nordals afsluttende og velspillede Toccata, før det gik mod en ventende seng eller måske snarere en vederkvægende øl.

Niels Henrik Jessen


Korkoncert “Nordisk Stabat Mater”
Bilateralt Stabat Mater.
Fredagens koncert med Kammerkoret Camerata præsenterede os for et dansk-svensk samarbejde. Tre danske og to svenske komponister har skrevet hver en af de fem dele, Stabat Mater her var delt op i. Titlen “Nordisk Stabat Mater” er således en anelse overdrevet.
Alle fem komponister hører blandt de mest respekterede i deres generation (født 1931-42), og et slående fællestræk var en håndværksmæssigt sikker gennemførelse af hvert afsnits stof. De er alle fem “modernister”, men, bortset fra fraværet af nostalgisk nyenkelhed, meget forskellige. Når værket alligevel i mine øren hænger godt sammen, skyldes det en tæthed i musikalsk information, der er meget sammenlignelig. Det er godt skrevet for kor, og solocelloen udnyttes fantasifuldt (og varieret) - og blev spillet overbevisende af Niels Ullner.
Mest forskelligt, men placeret lige efter hinanden, er nok Bent Lorentzen med sit næsten plakatagtigt tydelige udtryk og Sven-David Sandström med tætte, kromatiske samklange, men man følte intet brud mellem stykkerne. De øvrige satser (Svend Nielsen, Arne Mellnäs og Ib Nørholm) føjede sig med vekslende kompleksitet til et alt i alt overbevisende forløb. Godt, at der også skrives kirkemusik, der tager udgangspunkt i nutiden (nå ja, så unge er de heller ikke, men det er mere nutidigt end det meste andet “nye” musik, jeg fik at høre under symposiet).
Camerata udmærkede sig som sædvanlig med en meget smuk korklang, hvor man kunne mangle et lidt mere overbevisende fortissimo, og Michael Bojesen formede musikken sikkert og indfølt.

Anthon Hansen

Fredagens seminarer

Seminar nr. 1, Nordisk repertoire for blandet kor - Finland og Norge
Undertegnede havde valgt at ville høre præsentation af kirkelig brugsmusik for blandet kor fra de 5 nordiske lande, fordelt på 2 seminarer. Med 40 min. til hvert land var det spændende, hvilket indtryk man kunne nå at få, og om der var inspiration, konkret eller overordnet, at hente til det hjemlige arbejde. 3 af landene havde medbragt demonstrationskor, og 2 havde valgt at lade seminardeltagerne synge selv, - og der var fordele ved begge måder; demonstrationskorene gav godt overblik over de valgte satsers optimale fremførelse, mens syng-selv-måden gav aktivering som et kærkomment afbræk i de intense dages megen lytning.
Finland lagde godt ud i Vor Frue Kirke fredag eftermiddag med en uhyre velforberedt og sympatisk Åsa Westerlund, som med den unge organist (og komponist) Dag-Ulrik Almquist som akkompagnatør lod os synge selv. ÅW havde samlet hele det valgte repertoire i ét (kopieret) hæfte med en særdeles brugervenlig oversigt på forsiden med titler og med forlagenes post- og e-mail-adresser; - trods ÅW’s meget tydelige tale på charmerende svensk-finsk, sad man (i hvert fald jeg) med ørerne på stilke, så det var rart med et gennemtænkt skriftligt materiale; - sådan skal det gøres!
Jeg vil ikke gå i detaljer med de enkelte satser - i alt 12 af nyere dato, hvor vi nåede de fleste i (igen gennemtænkt) enten uddrag eller fuld længde. Kaj-Erik Gustafsson synes at være en produktiv herre på det finske marked. Der var “brugs-liturgiske” ting af overskuelig sværhedsgrad, hvor ÅW gjorde fint rede for anvendelsen i Gudstjenesten, og der var nogle mere komplekse satser til stort kor / koncertbrug. Fremhæves skal dog et par fine eksempler på en satsform, hvor Gudstjenestens indledningsmusik (en slags udvidet forspil) smeltede sammen med første salme for menighed og kor. Og så prøvede vi et eksempel (Marko Korven-Korpinen: “Evankeliumimeditaatio”) på en ganske sjov idé, hvor vi ud fra enkel grafisk notation dannede lydbilleder til en evangelietekst (stormen på søen), fremført af en recitator; - det lod sig gøre efter en ganske kort instruktion og prøve - og kunne måske være en idé at prøve også med menigheden (støttet af koret) til fx en familiegudstjeneste?
Norge havde valgt Trond Kverno til at præsentere sit lands musik, og Oslo Domkor under ledelse af domkantor Terje Kvam sang de valgte satser. Trond Kverno fortalte om den norske kirkemusiks opblomstring fra 1950’erne… men det blev (for mig) hurtigt svært at få sammenhæng i det han sagde, eftersom han vandrede ned i midtergangen, og talen blev utydelig hver gang han vendte sig mod den anden side. 5 komponister fik vi at høre, hvoraf vi fik kopi af noderne til de 4. Det var smukke og flotte værker, ideelt sunget af Domkoret; men som seminar betragtet fandt jeg udbyttet en smule skuffende. Det første værk (Knut Nystedt) fik vi ikke noder til; domkantor Terje Kvams egen “Missa Simplex” manglede forlagsangivelse, og 2 af de øvrige værker var håndskrevne: Kjell Mørk Karlsens “Songs from the Revelation” (synger de på engelsk ved norske Gudstjenester?) som slutteligt mundede ud i 16-stemmighed (udelukker vel anvendelighed for mange kirkekor), samt det afsluttende “Laudate Dominum” af Magne H. Draa...? (det fulde efternavn var forsvundet i kopieringen), som med Rutter-agtig hit-karakter sikkert kunne friste en del; - var disse noder til fri kopiering, eller var det meningen at man efterfølgende skulle på detektivarbejde dersom man havde lyst til at anskaffe/bruge dem med rettighedssamvittigheden i orden? Kun Kjell Hagestads fine “Eg søgte lys” afslørede forlaget (men ikke komponisten) i kopien, - men også her var anvendeligheden nok begrænset, pga. 5(!) messingblæsere. … Lidt ærgerligt - jeg havde virkelig høje forventninger til netop norske lækkerier, som man kunne myldre hjem og berige kor og menighed med.

Merete Kuhlmann

Seminar nr. 2, Nordisk repertoire for ligestemmigt kor, Island & Sverige
Som børnekorleder har man en evig sult efter nye satser, der både er sjove og udfordrende for koret at synge, og som samtidig er praktisk anvendelige til gudstjenester. Det var derfor med en vis forventning at jeg mødte op til dette seminar.
De islandske jættepiger Graduale Nobili præsenterede en nodeudgivelse, som rummede islandske folkemelodier, samt nye kompositioner i folketone, velegnede til liturgisk brug. De sang satserne med imponerende sikkerhed, om end med en lidt ensformig musikalitet.
Næsten alle satserne var 3-stemmige a cappellasatser. Der er tydeligvis en stærk tradition for at synge flerstemmigt på Island, en tradition som bliver dyrket fra et meget tidligt stadie i koropdragelsen.
Desværre er det de færreste andre kor der kan slippe af sted med det med tonaliteten i behold, uden et temmelig stort prøvearbejde. Det afskrækkede i hvert fald mig fra at prøve at oversætte nogle af sangene.
Til næste gang ville det være bedre at høre nogle lidt mindre teknisk krævende sange fra sagalandet.
Derefter blev vi med svensk disciplin ført igennem en buket blandede sange af Britta Snickars. Nogle var yderst brugbare, andre overskred i hvert fald min blufærdighedsgrænse (og der skal nu noget til). Svenskernes tæft for gode, poppede melodier fornægter sig ikke, og der var adskillige gode satser (samt en enkelt kærlighedsschlager til Jesus, hmm…), mange af dem anvendelige for børnekor. Det var tydeligt at Snickars har en bred pædagogisk erfaring.
Som demo-kor fik vi Les Jolies, som er voksne sangere. Det havde været interessant at høre alle sangene med et svensk ungdomskor. Den bedste måde at afprøve en sang på, er at se om koret kan lide at synge den.
Under alle omstændigheder var der fokus på satser som var overkommelige for de fleste børne/ungdomskor, og det var vi glade for! Jeg sørgede i hvert fald for at bestille en del satser hjem.
Seminaret gav et indtryk af, at der faktisk er temmelig stor forskel på, hvad man laver med ungdomskor i Norden, på samme måde som der er forskel på vores kirkesyn. Hvilket jo er et udtryk for, at vi hver især prøver at anvende repertoire, som passer bedst muligt på netop vores gudstjenester.
Det gør det nu ikke mindre inspirerende at se, at tingene kan gøres på andre måder. Det gav dette seminar tydeligt udtryk for.

Mads Damlund

Seminar nr. 3, Nordisk repertoire for orgel, Island og Danmark
Fredag over middag samlede en flok forventningsfulde kirkemusikmennesker sig i Sct. Markus Kirke, hvor dørene var slået op til Seminar nr. 3 “Nordisk repertoire for orgel - Island og Danmark”. Forventningerne til et godt udbytte blev allerede ved ankomsten skærpet ved synet af det fyldige nodemateriale, som var fremlagt i våbenhuset. Men deltagerne havde vel også oparbejdet en forventning om noget særligt efter højdestigningen mod Sct. Markus efter - indtil nu - at have befundet sig i de lavereliggende dele af Århus. I kirkerummet blev forventningerne yderligere strammet op ved synet af Havsteen-Mikkelsens pragtfulde alterbilleder som ledsagede os gennem hele seminaret. Efter Helge Gramstrups velkomst tog islændingene med Kjartan Sigurjónsson som forelægger - og med Eythór Ingi Jónsson som demonstrator ved orglet - over. For de fleste var det vel et kendt musikalsk univers, som vi blev konfronteret med, men samtidig et musikudvalg som tydeligt bar præg af lyst til at eksperimentere med det overleverede koralmateriale. De udvalgte eksempler var ikke alle af nyeste dato - og det var komponisterne heller ikke. Deres fødselsår svingede fra 1893 til 1946, så hvad der sker hos de unge kirkemusikere på Island, må vi nok have til gode til næste gang vi mødes.

Mark Falsjö gennemgår svensk orgelmusik i Markuskirken.

Mark Falsjö gennemgår svensk orgelmusik i Markuskirken.

Fredagsseminarets næste punkt var så præsentationen af udvalgte eksempler fra det danske kirkemusikrepertoire. Ni satser blev forelagt, kommenteret og belyst af Ian Utke Heilmann på en så levende og engageret facon, at det næsten ikke havde været nødvendigt at Ulrik Spang-Hanssen også spillede stykkerne. Udvalget præsenterede på bedste vis mangfoldigheden i det repertoire, som danske organister boltrer sig i ved søndagenes gudstjenester. Stilistisk vurderet var udvalget nok så spraglet, men vel et godt bud på realiteterne i dagens Danmark. Et øjebliksbillede som Heilmann også kunne bruge til at bringe en kommentar om, hvorledes organisterne gennem deres musik/musikvalg var med til at sætte grænserne for hvor langt (ud) den kirkelige brugsmusik kan (må) gå, vurderet med menighedernes øren. En veloplagt - og velkommen kommentar, da der nu - i det tidsmæssigt stramme program ikke også var plads til at få en samtale symposiedeltagerne imellem om den kirkelige “brugsmusik”.

Bjarne Hersbo

Seminar nr. 4. og 12, Masterclass med Lars Ulrik Mortensen
Igennem en del år har jeg haft lejlighed til at følge Lars Ulrik Mortensen som dirigent, især i værker for solister, kor og orkester. I de opførelser, jeg har hørt, har der både været symfoniorkestre, orkestre sammensat af musikere med en særlig interesse for barokmusik, og barokorkestret Concerto Copenhagen. Et absolut højdepunkt var for mig opførelsen af Händels opera “Julius Cæsar” på Det Kongelige Teater, hvor der var et stort ensemble, som spillede på historiske instrumenter (et udvidet Concerto Copenhagen), og fremragende solister med kontratenoren Andreas Scholl i hovedrollen. Her gik dirigentens intentioner, sangernes stilfornemmelse og orkesterets spillestil op i en højere enhed, der var særdeles vellykket.
Det har altid været meget inspirerende at opleve Lars Ulrik Mortensen som dirigent, men flere gange har jeg følt, at musikken ikke rigtig hang sammen, fordi dirigenten og de andre medvirkende kom fra to forskellige verdener, noget som Lars Ulrik Mortensen også selv har draget konsekvensen af ved ikke længere at lave opførelser sammen med symfoniorkestre. Jeg synes det kunne være interessant at komme med på “værkstedet”, for at se hvordan Lars Ulrik Mortensen arbejder, og især hvordan han arbejder med et orkester. Det er jo en situation, som vi organister af og til kommer ud for, og mon ikke der er andre end jeg, der føler sig lidt famlende i denne rolle.
Inden seminaret havde deltagerne haft mulighed for i Ridehuset at anskaffe den amerikanske musikvidenskabsmand Robert D. Levins fuldendelse af Mozarts Requiem, og seminaret indledtes med en beskrivelse af de væsentligste principper for denne udgave. I de senere år er der kommet en del bud på færdiggørelse af Mozarts Requiem, og efter Lars Ulrik Mortensens opfattelse er Levin den, der er gået mest radikalt til værks i forhold til Mozart-eleven Süssmayrs ikke særlig kompetente fuldendelse. En række parallelle kvinter og oktaver er fjernet, en del satser er helt omskrevet efter temaer fra Mozart, og den foreliggende version er ifølge Lars Ulrik Mortensen på et meget højt musikvidenskabeligt og kreativt niveau.
Symposiets deltagere blev herefter gæster i et andet større seminar, som startede allerede mandag formiddag. Dette seminar var for Det Jyske Musikkonservatoriums orkester og fire solister, som netop var færdiguddannede eller var i slutningen af en uddannelse på konservatoriet. Som kor medvirkede vokalensemblet GAIA. Forud for vores seminar havde der været en del prøver, både i grupper og i tutti, så vi kom ind i den fase, hvor alt skulle samles til en helhed. Derfor var det også begrænset, hvad vi helt konkret fik at vide om, hvilke overvejelser Lars Ulrik Mortensen havde gjort sig, men vi fik et udmærket indblik i, hvordan han formulerede problemstillinger omkring rytme, sammenhæng mellem fraser, og afsnit i musikken. Han arbejdede meget bevidst med rytmiske hierarkier, brugte udtryk som “nervøse rytmer”, “energipolitiske konsekvenser”, gjorde op med dogmer fra “barokpolitiets” tid, om brug af dobbeltpunkteringer i “Rex tremendae” så man (igen) får modspillet mellem sekstendedele i kor og toogtredivedele i orkesteret. Han kunne på konkrete steder i en 4/4-sats bede orkesteret tænke otte pulsslag i takten, for kort efter at bede om et pulsslag i en takt. Der var selvfølgelig mange ting, vi ikke kunne få indblik i, da vi kun var til en lille del af et længere prøveforløb, men det var meget inspirerende at følge en så dynamisk dirigent som Lars Ulrik Mortensen.
Lørdag kl. 9.00 var vi i Sct. Lukas kirke, hvor vi overværede en prøve, samt generalprøven på aftenens koncert. Det var dejligt befriende at være i et større rum med længere efterklang. Her kunne alle folde sig mere ud, både klangligt og dynamisk. Jeg synes, det er meget glædeligt, at man på musikkonservatorierne laver sådanne seminarer, hvor kompetente specialister i barokkens og wienerklassikkens spillestil kan få lov til at udvide kommende orkestermusikeres horisont. Og så er det dobbelt glædeligt, at vi organister også kan få et indblik heri.

Poul Skjølstrup Larsen

Seminar nr. 5, Korklang med Michael Bojesen
En betydelig del af symposiets deltagere havde valgt at høre Michael Bojesen arbejde med korklang i egne værker, fremført af FUK’s Landskor.
Det var et godt valg. Korguruen røbede sin ekspertise ved et målrettet og resultatgivende arbejde.
De fleste tricks og øvelser var velkendte, - og det bemærkelsesværdige lå i Michael Bojesens sikre fornemmelse for, hvor det kunne nytte at sætte ind. Arbejdet gav umiddelbart hørbare resultater.
Kort fortalt blev der arbejdet på at få sangerne til at synge og optræde mere kropsligt. De yndige piger og drenge skulle føle sig som meget store kvinder, og de skulle have parathed i kroppen som en tennisspiller, der er klar til at ta’ en hård bold. Idealet var en afspændt og fri klang, bygget på kropsstøtten.
Der blev arbejdet på at få en rundere og mere ensartet klang. Specielt de høje toner er nemmest at frembringe i den sammenbidte og let fastlåste udgave, - men Michael Bojesen godtog ikke nemme løsninger. “Slip kæben og rund klangen” lød beskeden.
Der var også fokus på den enkelte sangers ansvarlighed. Selv som sanger nr. 230 i et kæmpekor, bør man føle et enormt ansvar. Øvelserne var korsang uden dirigent, samt øvelser med diverse alternative koropstillinger.
Intonationsarbejdet blev i høj grad relateret til tekstbehandlingen. Derudover anbefalede Michael Bojesen, at man som korleder eksperimenterer med tonearter, idet det enkelte rum kan have sin egen toneart. En utæt og luftig klang kan på forunderlig vis samle sig, hvis/når den transponeres. Michael Bojesen instruerede og gennemførte prøven uden at demonstrere med egen stemme (en enkelt undtagelse røbede årsagen). - En trøst for os halvgamle korledere, som har problemer med at frembringe børnekoriske lyde.
Mange tak til Michael Bojesen og FUK’s Landskor - og så af sted til næste koncert.

Jytte Lundbak

Seminar nr. 6, Forskellige gudstjenesteformer
“Der skal være en liturgisk kerne.”
Niels Henrik Arendt

Niels Henrik Arendt (NHA) begyndte sit oplæg med at klargøre to modsatte synspunkter: dels den københavnske ungdomspræst, der mente, at man skal strække sig vidt for at imødekomme sær-ønsker, dels digteren Søren Ulrik Thomsen, der mente, at det blev stadig vigtigere at fastholde Højmessen.
NHA slog yderligere fast, at der er brug for forskellige gudstjenesteformer, men at det er vigtigt som udgangspunkt at gøre sig klart, hvad det er, der forener os, f.eks. sproget, at der tales på modersmålet, og at vi taler om én ånd, én tro, én dåb, én Gud. Samtidig må vi gøre os klart, at der i stigende grad er tale om en segmentering med samfundet - ungdommen er blevet en (afgrænset) epoke i et menneskeliv, så særgudstjenester kan være epoke-gudstjenester.
En gudstjeneste skal være med til at besinde deltagerne på det, der er fælles, at vi er her på livets og dødens vilkår. Det må stadig fastholdes, også selv om det spørgsmål må stilles, om Højmessen efterhånden er ved at udvikle sig til en særgudstjeneste for en bestemt gruppe? - Der er jo også mennesker, der vil fortsætte med at leve i ungdomskulturen hele deres liv.

3 teser om tradition:
1) Kirken har ikke traditionsbevarelse som sit egentlige formål.
2) Undgå sammenligninger. Skønheden måles ikke på formen.
3) Man skal gennemtænke sagen. Hellere en gudstjeneste med former, som kan virke gamle, end med former, der virker kunstige.

NHA var principiel modstander af “event-gudstjenester”, men måtte medgive, at de ofte var et svar på det, moderne mennesker søger. Samtidig med at vor epoke er ritual-skabende, er den i bekneb for ordentlige ritualer - her har Højmessen afgørende betydning som en rolig, ikke-forstyrrende liturgisk form. Derimod er en event-gudstjeneste flygtig.
Konklusion: Kirken må være garant for, at der er nogle sammenhænge, hvori alle kan deltage. Følelsen af “hellighed” må bevares, gudstjenesten er en slags “tidslomme”.

Replik, Ingemar Birgersson, Sverige:
A: Højmessen er i Sverige én af 6 gudstjenesteformer:
1) Gudsfolkets ugefest.
2) Formidling af Guds åbenbaring.
3) Formerne er foranderlige.
4) Består af en række konstante faktorer.
5) Er bestemt af en fast form.
6) Er de troendes gudstjeneste.
B: Særgudstjenester: Kræver mere forberedelse.
1) Kan være et kritisk korrektiv til Højmessen.
2) Spørgsmål: Er der rum til at være barn i Højmessen?
3) Særgudstjenesten kan levere godt materiale til hovedgudstjenesten.
4) Højmessen har noget at lære af særgudstjenesten - og omvendt.

Replik, Mika Mäntyranta, Finland:
Mäntyranta gjorde opmærksom på, at der i år 2000 er kommet en ny, finsk ritualbog, hvori der er adskillige anvisninger i forhold til særgudstjenester. Han lagde vægt på, at liturgien skal være i orden - og at man derfor eksempelvis i den omtalte ritualbog har givet anvisninger på, hvordan der kan holdes andagt i krise-situationer (Med baggrund i Estonia-katastrofen 1994). Der er således tale om en højmesseordning med mange alternativer.
Jeg fandt seminaret meget informativt, men der var lidt for kort tid til debat. Hvis islændingen Jón Olafur Sigurdsson også var dukket op (og det kunne have været spændende!) havde den efterfølgende debat helt måttet sløjfes. Det efterladte hovedindtryk: I Danmark indtager Højmessen en særstilling i forhold både til andre gudstjenester og i forhold til traditionen i de øvrige nordiske lande.

Hans Jacob Hansen

Seminar nr. 7, Fremtidens kirkemusiker
Oplægsholder var rektor for Vestervig Kirkemusikskole Ivar Mæland, der med sin norske baggrund havde gode forudsætninger for at fortælle om kirkemusikernes situation i de nordiske lande.
Indledningsvis redegjorde han for forskellene på organiseringen af kirkerne i de nordiske lande. Specielt for Danmark er f. eks. det store antal honorarlønnede stillinger. Generelt set mente han, at kirkemusikeren i de sidste årtier havde fået øget status og kompetence, ligesom aflønningen var steget markant, men paradoksalt nok er det i samme periode at rekrutteringsproblemerne, som han betegnede som “katastrofale”, er begyndt at melde sig.
Blandt årsagerne hertil pegede han på ting som kirkens generelt mindskede indflydelse, den klassiske musiks forholdsvise svækkelse og det øgede forventningspres blandt kirkegængerne. Musik er blevet et identitetsikon, menigheden er blevet forbrugsorienterede og ønsker ikke at blive vejledt. I modsætning til Laubs elitære kirkemusiksyn, der lukker sig om sig selv, søger folk det oplevelsesmæssige, “følelses-onani”.
Om vejen frem sagde Mæland, at organisten i højere grad skal ind på, selv at sætte dagsordenen i menigheden. Han opfordrede til, at kirkemusikuddannelsen lægger større vægt på det liturgiske og de “kirkelige kompetencer”. Becifringsspil og børnekorledelse skal opprioriteres.
Karl-Göran Ehntorp supplerede om situationen i Sverige, hvor næsten alle kirkemusikerstillinger har været heltidsansættelser siden 1990. Dog har man også her rekrutteringsproblemer, og her mente han at en grund kunne være kravet om “kirkelig kompetence”!
Finske Mikael Helenelund kunne fortælle, at finske kirkemusikere alle kaldes kantorer. Man har det tyske system med A-, B- og C-stillinger. Også han kunne berette om rekrutteringsproblemer til kirkemusikuddannelsen, og mente at kirkemusikkens rolle i forkyndelsen skulle styrkes.
Guttorm Ihlebæk holdt et lille causeri om “sprog og lyd” og berettede om, hvordan disse begreber havde udviklet sig i Norge. Han opfordrede til ikke at give slip på traditionen.
Ordstyreren Eva-Marie Olesen drog derefter nogle konklusioner om ligheder og forskelle mellem de nordiske lande og gav ordet frit til en kort spørgerunde. Den kom i høj grad til at dreje sig om rekrutteringsproblemerne, og fyordet “rytmisk musik i kirken” blev også lige nævnt.

Mikael Garnæs

Seminar nr. 8, Dansk aftensang efter anglikansk forbillede
Mads Bille havde valgt i en causerende stil at berette om sin udvikling fra anglikansk fundamentalist frem imod arbejdet med kormusikken indenfor den danske, lutherske tradition.
Helt fra det første møde med den engelske kortradition i Canterbury Cathedral og frem til arbejdet med de unge sangere i Herning Kirkes Drengekor har Mads Billes primære mål været at nå frem til en afklaring af kirkekorets placering og beføjelser i den danske gudstjeneste. Dette arbejde er sket med stadig inspiration fra den engelske kor- og gudstjenestetradition.
Utallige er de overvejelser og tiltag, som Mads Bille har været igennem og stadig arbejder med i den forbindelse - på vejen fra arbejdsformen i det kor han overtog ledelsen af for 20 år siden og frem til de stort anlagte aktiviteter omkring Herning Kirke og Den Jyske Sangskole, som nu rummer 120 elever, både drenge og piger, fra hele det vestjyske område. Det gjorde indtryk at høre Mads Bille gøre rede for de overvejelser der førte til grundlæggelsen af Den Jyske Sangskole.
Interessant var det ligeledes at høre om udarbejdelsen af læseplanerne for medlemmerne af Folkekirkens Ungdomskor (FUKs læseplaner), i det udvalg, som Mads Bille er formand for. Her arbejdes med udvikling af læseplaner i fagene sang, hørelære og gudstjenestelære.
Og så var det velgørende at høre Mads Bille berette om det helt specielle arbejde der gøres på Den Jyske Sangskole med de unge drengestemmer i overgangsalderen.

Hans Jørgen Østergaard

Læs i næste nummer om symposiets to sidste dage.

Ved festgudstjenesten søndag gik det danske præsidium videre til Norge: Forbundsformand Arnfinn Bjerkestrand.

Ved festgudstjenesten søndag gik det danske præsidium videre til Norge: Forbundsformand Arnfinn Bjerkestrand.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.