EKEK-møde 2005 i Strasbourg

Man behøver ikke at opholde sig ret lang tid i Strasbourg, før man falder for dens charmerende bykerne med smukke kirker, kanaler, uforskammet mange velbevarede bindingsværkshuse samt borgerhuse fra 1700-1800-tallet. Som turistmål sælger byen nærmest sig selv, hvad man da også på en almindelig hverdag kan iagttage på trængslen af turistbusser. Dog, intet paradis uden en slange: Avisen DNA (Dernière Nouvelle d’Alsace) omtalte på min ankomstdag til byen problemet med mange butikslukninger i centrum af Strasbourg samt en deraf tiltagende opdeling af byen med en turistzone i centrum og beboelsesområder og handel i periferien. Problemet kendes overalt i Europa, hvor den ældre bebyggelse efterhånden bliver kulisse for souvenirbutikker og deslige.

Den protestantiske St. Pierre-le-Jeune i hjertet af Strasbourg. Fotos: Hans Chr. Hein.

På en tindrende klar efterårsdag med temperaturer på den rigtige side af 20 grader, var det dog ikke opholdet i byens Altstadt og et besøg i byens gamle protestantiske hovedkirke St-Pierre-le-Jeune, der havde min første prioritet, men derimod biennalen for protestantisk kirkemusik i Evangelische Konferenz für Europäische Kirchenmusik (EKEK), hvor jeg skulle deltage som repræsentant for DOKS. Konferencen havde denne gang omkring 50 deltagere fra 15 lande, pænt fordelt mellem øst og vest.

Ved EKEK’s møder er beretningerne fra de forskellige lande, det man kunne kalde “kirkemusikkens tilstandsrapport”, spændende og tankevækkende:
Det overrasker næppe at høre, at man i de østeuropæiske lande fra Baltikum til Slovakiet og Ungarn ikke kender til fuldtidsansatte kirkemusikere - kun enkelte stillinger er halvtidsstillinger! Det lønmæssige niveau er meget lavt, og honoreringen karakteriseres også af musikerne selv som symbolsk. I flere af disse østeuropæiske lande er de lutherske og reformerte menigheder en minoritet i forhold til den katolske kirke; men de løn- og ansættelsesmæssige forhold er nogenlunde ens, uanset hvilket kirkesamfund der er tale om.
Vender man blikket mod Vesteuropa er forskellene imidlertid ganske betragtelige. I Tyskland er det førhen pæne antal af A- og B-stillinger (svarende til DOKS-stillinger) kommet under kraftigt pres i de seneste år med massive nednormeringer til følge. Som eksempel herpå kan man fremdrage en by som Flensborg med o. 90.000 indbyggere, hvor der i øjeblikket kun er 2 fuldtidsstillinger på A- og B-niveau! Hvis man også ser på organistområdet på C-niveau (svarende til danske PO-stillinger) er der stort set kun deltidsstillinger med lav beskæftigelsesgrad og et lønniveau på en brøkdel af danske PO-organisters.
Situationen i Holland er endnu værre: Ifølge de hollandske repræsentanters udsagn er der i hele landet én fuldtidsstilling som organist! Kun ganske enkelte stillinger når op på 50 %´s beskæftigelse. Der er flere årsager hertil:
1) organist- og kantorfunktionen er som hovedregel delt i to stillinger
2) antallet og omfanget af organistens opgaver ved siden af gudstjenester og koncerter er ringe og
3) det stadigt vigende medlemstal i de forskellige protestantiske kirkesamfund har medført, at mange menigheder er relativt små. Disse forhold betyder, at de hollandske organister traditionelt har og har haft undervisning og/eller koncertvirksomhed som hovedindtægtskilde.
Situationen i de nordiske lande er velbekendt for dette blads læsere, og i min rapport om situationen i Danmark kunne jeg for de øvrige konferencedeltagere berette om gunstige ansættelsesforhold, der bl.a. skal ses på baggrund af det tætte forhold mellem stat og kirke, kirkernes høje medlemstal samt en god faglig organisering. Der er nok ikke noget at sige til, at forundring - måske blandet med misundelse - er reaktionen på beskrivelsen af vore hjemlige forhold hos deltagerne uden for Norden.
I diskussionerne mellem deltagerne stod det klart at der uden for Norden er et betydeligt stærkere skel imellem det religiøse og det verdslige i samfundet, ikke mindst på skoleområdet. Den skarpe opdeling mellem det religiøse og det verdslige blev beklaget, ikke mindst af tyskere, franskmænd og hollændere. I disse lande er skellet blevet føleligt større i løbet af de seneste 30-40 år, mens det for østlandenes vedkommende er sket helt tilbage fra kommunismens indtog for godt 60 år siden. Her er bruddet således allerede nu et par generationer gammelt.

EKEK’s præsident: hollandske Reinoud G. Egberts.

I Holland, hvor der for nylig er gennemført en sammenlægning af de reformerte kirker og den lutherske kirke, er det samlede medlemstal dalende, og de indvundne “stordriftsfordele” er ret begrænsede. Nedlæggelsen af mindre kirker har ikke betydet en tilsvarende øget samling omkring den større, tilbageblevne nabokirke, og opbygningen af en ny fælles sogne- og kirkeidentitet klares tydeligvis ikke i et snuptag.
I Tysklands nye forbundslande (det gamle DDR) står kirken generelt set svagt som et resultat af den rigide undertrykkelse af kirkelivet og adskillelsen af folk og kirke i et par generationer. Fravalget af kirkemedlemskab er også blevet mærkbart i den vestlige del af Tyskland, bl.a. ved indførelsen af den såkaldte “østskat” til styrkelse af infrastrukturen i de nye forbundslande. Østskatten er beløbsmæssigt på størrelse med kirkeskatten…! De faldende indtægter medfører naturligvis store problemer, som man ikke bare kan omstrukturere eller spare sig ud af. Fyring af præster og kirkeligt personale giver generelt dårligere service, færre initiativer og mindre engagement, og følelsen af at en dødsspiral er sat i gang breder sig.
På denne baggrund kunne indlægget om kirkemusikken og kirkemusikernes situation i dagens Danmark godt virke som salt i såret på vore europæiske kolleger. Vores situation på kirkemusikområdet er særdeles privilegeret, og netop i lyset af forholdene i vore nabolande bør ideerne om en eventuel adskillelse af stat og kirke give anledning til bekymring. En del hjemlige debattører synes i disse år at være tiltrukket af “klare standpunkter”, “enkelhed” og “gennemskuelighed”, og på det kirkelige felt er der folk, der lufter tanker om nye relationer mellem stat og kirke. Næppe nogen forestiller sig en stigning i medlemstallet ved en eventuel adskillelse af stat og kirke; men selv det forventelige numeriske fald er nok ikke den største fare, som lurer: Nej, problemet er snarere, at den folkelighed, som er opbygget igennem mange generationer omkring kirken, kunne stå for fald - den er i dag truet, javist, men dog for intet at regne i forhold til den forringelse af kirkens betydning i det verdslige samfund, der ville ske ved en egentlig adskillelse. Netop i den danske version af den lutherske kirke med Grundtvig i den historiske bagage virker det som et paradoks at ville adskille folkekirken yderligere fra folket og de verdslige institutioner!
Polemisk sagt må ændringer, der fjerner kirken fra dens folkelige basis, og dermed angriber sammenhængen mellem verdslig og kirkelig kultur betegnes som en form for hasardspil!
Set fra et snævert defineret dansk kirkefunktionærstandpunkt virker det naturligvis som en ren kamikaze-aktion at promovere en yderligere adskillelse af stat og kirke. Overordnet set er det imidlertid det samme for selve folkekirken, idet “rummene” for det religiøse, kirkelige og folkelige liv ville indsnævres og yderligere adskilles. Med tanke på udviklingen og virkeligheden i adskillige af de øvrige europæiske lande, kan man, trods de forskelle der vitterligt er mellem landenes kirker, med stor sandsynlighed forudse en proces med dalende medlemsopbakning i kirken og en deraf følgende negativ udvikling på stort set alle områder af kirkens liv.
Temaet for konferencen i 2005 - kaldet “Strassburger Gespräche” - var “Kirkemusikken i det 21. århundrede”: et ikke uaktuelt emne, selvom det dog må siges at være svært at udtale sig med vægt på dette tidlige tidspunkt i århundredet! Som på DOKS’s årsmøder, hvor nogle af emnerne har handlet om “fremtidens kirkemusiker”, består “tricket” i ikke at tale om fremtiden, men derimod at tale om den nærmeste fortid, som man så forhåbentligt kan sige noget begavet om. Tidens tendens er jo at se fremad (“Lad os nu se fremad” som en kendt dansk politiker ynder at sige det), men så længe det sker ved i virkeligheden at se bagud, kan man jo også blive klogere!

Garderhøje Rijk Jansen i selskab med Heli Jürgenson fra Estland.

Hovedindlægget til diskussion af temaet var et foredrag ved Bernhard Reich, Kirchenmusikdirektor i den sydtyske by Calw i Württemberg, hvor udviklingen fra 1970´erne og frem på tankevækkende vis blev analyseret. Et af de interessante aspekter i hans foredrag var udformningen af jobannoncer for kirkemusikere i perioden! Ifølge Reich giver de både et billede af de skiftende ønsker til arbejdets indhold samt synet på musikerens rolle i forhold til menigheden.
Han gav rammende kommentarer til en række forskellige syn på kirkemusikken: den konserverende organist, den aktivt samarbejdende organist, den fornyende og aktiviserende organist, den menighedsfokuserende organist, for nu blot at nævne de vigtigste tendenser. Det var hans erfaring at der i dag generelt i kirkemusikken er en stor stilistisk åbenhed mellem det klassiske og det populære. Reichs konklusion var at det absolut ikke kun er musikken, der er afgørende for, om gudstjenesten i dag kan fastholde menigheden, og så bliver spørgsmålet om klassisk og/eller populær kirkemusik et underpunkt, der nok påkalder sig interesse, men ikke er afgørende, da al kirkemusik skal dyrkes lige seriøst. Det kan være befriende at starte diskussionen om fremtidens kirkemusik herfra, frem for at hænge fast i dyndet omkring salmernes toneleje og forsimplende pip om klassisk contra populær musik i kirken, som meget af den såkaldte debat om kirkemusik herhjemme byder på!
Et af de mest diskuterede emner på konferencen var den dalende kvantitet og kvalitet i de europæiske skolers sang- og musikundervisning. Dette medfører problemer for kirkemusikken i dag og ikke mindst i fremtiden. Fra stort set alle lande kunne der berettes om en nedprioritering af elevernes timetal og uddannelsen af musiklærerne. Lederen af den engelske kirkemusikskole, Geoff Weaver, kunne således berette om massive problemer med at opretholde niveauet i kirkekorene i England, og fra flere tyske kirkemusikere var svaret, at meget af repertoiret nu må “braklægges”, da korene ikke fortsat kan løfte opgaverne. Et lyspunkt var (måske ikke overraskende) Ungarn, hvor en deltager kunne berette, at det stadigvæk i Kodálys hjemland er utænkeligt, at en lærer kan få arbejde uden at dokumentere færdigheder i sang og nodekundskab!

Der blev med stemmer fra et stort flertal af de forsamlede vedtaget en resolution, der opfordrer politikere og uddannelsesinstitutioner til at styrke musikundervisningen på alle niveauer i landene.
Resolutionen taler om en faldende kvalitet i den generelle musikuddannelse i samfundet og kæder dette sammen med en tiltagende kulturel forarmelse i Europa.
Holdningen blandt konferencens deltagere var nok pessimistisk afventende til resolutionens effekt; men holdningen syntes også at være: “hellere et lille slag i luften end slet intet slag”!

Lars Angerdal fra Uppsala i gang med gudstjenesteforberedelsen.

Konferencen sluttede med gudstjeneste i en lokal protestantisk betonkirke fra 1960´erne. Bygningens elendige bevaringstilstand og gennemført triste og skrabede interiør fik mig igen til at sammenligne med forholdene i Norden, hvor kirkebyggeriet i vor tid generelt har været på et højt æstetisk niveau, både hvad angår den arkitektoniske og håndværksmæssige udformning.
En gudstjeneste med engageret salmesang og musik var under disse ydre omstændigheder det eneste, der kunne redde én fra en søndagsdepression, og det lykkedes heldigvis takket være smukt spil af forhenværende domorganist i Uppsala Lars Angerdal og hollandske Rijk Jansen samt den velsyngende forsamling af EKEK’ere.

Diskussionen, der ikke vil dø - eller salmernes toneleje!

Det er tankevækkende, når der i et stillingsopslag står “... være så pragmatisk, med hensyn til tonelejet, at salmerne kan synges af menigheden ...” (forrige nr. af Organistbladet).

Eller når et læserbrev i Kristeligt Dagblad begynder sådan her (citeret efter hukommelsen): “Hvorfor kan jeg ikke få lov til at prise Herren om søndagen?” Det, der stod i vejen, var, at salmerne lå for højt.

Eller når der i en reklame til menighedsrådet står (omtrent): “Sørg for at anskaffe den nye koralbog med de transponerede salmer” - og så noget med, at organisten hermed får mulighed for at spille, sådan at folk kan synge med.

“Sørg for” faldt mig virkelig for brystet - som om den ubehjælpsomme organist aldrig havde tænkt den tanke, at salmerne kunne transponeres ned, og som om salmernes tonehøjde, tempo, harmonisering er menighedsrådets sag. (Det var sikkert ikke ment på den måde, men jeg optog det i den dårligste mening!)

Eksemplerne tegner et billede af en organist som en rigtig træls person, der sidder og bestyrer sin ene talent - uvillig til at tilsmudse fingrene med andet end de én gang for alle vedtagne salmeudsættelser.
Sådan er virkeligheden vel ikke?

Det vanskelige ved diskussionen - og samtidig det meget enkle - er, at der ikke eksisterer et ideelt toneleje, som passer godt for alle mennesker i alle sammenhænge. Det interessante er, hvordan man tager den udfordring op.

Vores “arbejdsmateriale” - salme- og koralbøger - er blevet diskuteret og kritiseret i dette blad, og tak for det. Næste punkt må være, hvordan vi bruger bøgerne. Jeg mener: det er rigtigt, at man kan irriteres over både tonehøjder og harmoniseringer i den blå “mursten”, men man behøver jo ikke at gentage en dårlig harmonisering år ud og år ind eller være bundet af en bestemt toneart.
Vi kan faktisk transponere, vi kan spille ledsagesatser, vi kan synge en salme udenad, mens vi spiller tostemmigt i pedalet, vi kan spille med den ene arm bundet på ryggen, vi kan demonstrere, hvad der fungerer og hvad ikke - vi kan, hvad vi vil. Så hvorfor skulle vi ikke også eksperimentere og være “pragmatiske med hensyn til tonelejet”?

Det betyder vel at mærke ikke bevidstløst at sætte alle salmerne ned i “lejrbålshøjde”. Det kan lige så vel være at bruge tid på at lære menigheden, hvordan man synger, eller at sætte melodierne op, sådan at de dybe stemmer bedre kan synge en oktav under - you name it!

Min egen private løsning er: variation! Jeg sætter altid flere af salmerne ned ved gudstjenesterne; gerne de stilfærdige og i forvejen ret dybe. Til gengæld kommer vi også op i højden og bliver blæst igennem flere gange. Hovedformålet er at undgå at slide på det samme toneområde hele tiden. På min egen, snart rustne, stemme kan jeg mærke, at variation gør godt.

Hvad kan vi forlange af hinanden?

Kursusdag for præster og organister i Ribe Stift i Jerne Sognehus, Møllebakken 2, 6705 Esbjerg tirsdag den 3. oktober 2006 kl. 9-15.

Rektor Peter Langberg, Løgumkloster, og sognepræst Marianne Christiansen, Thisted, holder oplæg om organisters og præsters uddannelse. Desuden synges nye salmer fra salmebogen.

I en tid, hvor der bliver større og større spredning i de forudsætninger, Folkekirkens medlemmer kommer til kirke med, kan det være frugtbart indenfor det enkelte sogn at gøre sig nogle overvejelser. Ord som kommunikation og målgrupper er snart så fortærskede, at de har mistet deres betydning. Alligevel er det vel sådan, at kommunikerer man - i dette tilfælde - evangeliet på én måde, vil det appellere til en vis målgruppe og samtidigt være skudt forbi i forhold til en anden. Højmessen i den almindelige form er som eksempel højt elsket eller stærkt udskældt alt efter, hvem man spørger. Der fokuseres meget på form: Fremmer det f.eks. forståelsen for evangeliet, at præsten byder velkommen, eller at salmerne spilles med rytmegruppe?
Men måske skulle vi mere diskutere indhold: Hvordan kan vi i dag tale forståeligt om begreber som f.eks. Treenighed, Jesu to naturer og kødets opstandelse?
Med Laubianismen for kirkemusikken og Tidehverv for forkyndelsen kom et uden tvivl frugtbart vendepunkt, men begge dele skabte også en distance til den religiøse erfaring, hvis konsekvens måske bedst forstås, når en præst kan sige trosbekendelsen i kirken uden at mene, at den skal have forbindelse til det, han selv tror på. Skal man servere en ret, man ikke selv kan tænke sig at spise?
Som medarbejdere ved en kirke behøver man ikke nødvendigvis at se ens på alle ting. Men en rigtig god ide kan være at finde ud af, hvor vi har hinanden, og hvilke forudsætninger vi har for at forstå, hvad den anden taler om. En ting er at lade være med et genere hinanden med for sent afgivne salmer til tjenester eller åbenlys avislæsning under prædikenen. En anden ting er reelt at finde ud af, hvad de andre kan og vil. Måske kan man faktisk lave en fælles målsætning for nogle punkter i arbejdet, men det finder man aldrig ud af ved ikke at sætte tid af til at undersøge det.

Ved en kursusdag for præster og organister, som finder sted i Jerne Sognehus tirsdag den 3. oktober 2006 kl. 9 - 15 er overskriften: HVAD KAN VI FORLANGE AF HINANDEN? Rektor Peter Langberg, Løgumkloster, og sognepræst Marianne Christiansen, Thisted, vil holde oplæg om organisters og præsters uddannelse. Formålet er især at udforske, i hvor høj grad de to grupper i kraft af deres uddannelser har forudsætninger for at forstå hinandens arbejde.

Efter frokost prøves der kræfter med nyhederne i den nye salme- og koralbog. Dagen er arrangeret af en samarbejdsgruppe for præster og organister i Ribe Stift, som består af præsterne Margrethe Dahlerup Koch og Georg Græsholt og organisterne Mette Nørup og Birgitte Ebert. Pris 250 kr. inkl. kaffe/te og frokost.

Tilmelding på Religionspædagogisk Stiftssamlings hjemmeside www.stiftssamlingen.dk 1.-25. september.

En Århushistorie

small-forsideTil et pænt stykke op i 1900-tallet var “Dansk musik” vel stort set synonym med hovedstadens musik! Her residerede hoffet med dets musikalske udfoldelser, her lå operaen, her spillede Kapellet, her lå konservatoriet, her boede de kendte komponister, flere af dem betjente orglerne i byens også i dag så velkendte kirker og videreførte den rige kirkemusikalske tradition, som jo allerede blomstrede i 1600-1700-tallet på Buxtehudes, Radecks og Lorentz' tid. Her fik man besøg og koncerter af skiftende tiders store musikkoryfæer.

Men selvfølgelig var musiklivet i provinsen på ingen måde tabula rasa! Også her fandtes der ildsjæle; foretagsomme og brændende musikere og flittige organister, for hvem guleroden ikke var en fyrstelig gagering, og, som i eksempelvis vort sydlige naboland, havde i århundreder stadsmusikanterne spillet en helt uundværlig rolle både ved private som ved officielle lejligheder. Med deres svende og lærlinge var de kendte folk (hvis medvirken var altafgørende for Bachs ugentlige kantateopførelser), og tit mestrede de mere end ét instrument. I en kronik i Aarhuus Stiftstidende d. 23. aug. 1968 (Musik i kirken) ytrede Georg Fjelrad sig således: “Bl.a. savnes en undersøgelse af emnet: Stadsmusikanten og hans virke med særligt henblik på hans kirketjeneste”. Opfordringen blev i øvrigt fulgt til dørs med følgende ironiske snert: “Når den unge musikvidenskab ikke kan finde flere petitesser hos de hensovede at skrive om, er der her et herligt ubehandlet emne. Men man bliver jo væmmelig snavset af at rode i gamle papirer”. Den lakune er nu i høj grad udfyldt takket være Jens Koudals disputats: For Borgere og bønder. Stadsmusikantvæsenet i Danmark 1660-1800. Ligeledes kaster de efterhånden mange danske orgelmonografier storartet lys over mange til tider underholdende kroge af forvaltningen af kirkemusikken gennem tiderne, ja flere danske byers koncertliv har endda fået sin egen litteratur. Et ganske fornøjeligt tidsbillede af personer og repertoire giver Johs. Wolthers i Organister og Stadsmusikanter i Vejle 1600-1941. Sybille Reventlow har skrevet om Musik på Fyn 1770-1850. Med Jørgen Hæstrups Musik for små penge fortælles om musiklivet i Viborg i 1920'erne. (Det er her læseren præsenteres for begrebet ‘grovspille’! Det var, når dirigenten ved de første orkesterprøver lagde for med ordene: “Nå, så grovspiller vi først uden kryds'er og b'er”!) Og selvfølgelig er Københavns musikhistorie godt dækket ind, vel senest med Studier i Københavns musikhistorie i det 19. og 20. årh. Men så er vi jo også nået op til vor egen tid.

Så langt op i tid går Mogens Friis ikke i sin århusianske musikhistorie; når grænsen sættes ved ca. år 1800, begrundes det med, at de gamle instrumenttyper og de privilegerede stadsmusikanters tid da er ved at være ovre samtidig med, at et friere musikvæsen præget af amatørmusikken og musik- og sangforeninger tager over. Til gengæld går vi næsten 800 år tilbage, hvad allerede bogens omslag antyder: en knoglefløjte fra 1100-tallet fotograferet på baggrund af et af to missalefragmenter fra ca. 1350. Til daglig beror de (noget uset) på et pulpitur i domkirkens nordre korsarm. I alt 224 sider præget af grundig forskning og imponerende fremlæggelse af kildestudier sætter Århus på det musikalske landkort, og et blik på indholdsfortegnelsen understreger atter den kendsgerning, at musiklivet i byerne, og her en domkirkeby, var båret af og knyttet til (dom)kirken, (katedral)skolen, stadsmusikantembedet og militærmusikken. Helt op til 1800 var Århus kun sjettestørste by i Danmark, og man kan blot tage til indtægt, at denne bispeby (fra år 948), der til midt i 1700-tallet havde et indbyggerantal under 4000, allerede i 1500-tallet udbyggede og færdiggjorde en processionskirke af så enorme dimensioner, som Århus domkirke i dag er.

Men som sig hør og bør, nævner Friis den ældste domkirke, Vor Frue, først. Et orgel her hører vi først om i 1656, men Århus' tidligste orgelhistorie er noget underbelyst, og vi er først på nogenlunde sikker grund med en oplysning om et orgel (muligvis i domkirken?) i forbindelse med kong Hans' dronning Christines besøg i staden 1505. Kantorembedet kunne klares af kannikkerne, og antallet af skolarer eller elever var afhængigt af korgodsets afkast! Altså dengang som i dag et spørgsmål om penge. Friis' bog er særdeles nyttig, når man vil søge oplysning om datidens DOKS'ere. Den først kendte, Andreas Berthelsen (før 1640), har slægtninge i lige linie ned til i dag! En nulevende lærer i Århus-forstaden Lystrup viste mig for et par år siden sin stamtavle; den går i 17. led lige tilbage til domorganisten. Berømt er også Johan Utrecht. Hans epitafium med Danmarks ældste organistportræt findes bag altret, og Friis har fundet et dokument, der beviser hans værd, for Chr. IV befaler ham via lensmanden i 1643 at undervise hans yngste datter, jomfru Elisbeth Gyldenløve, i musik i Skanderborg. I øvrigt delte Vor Frue og domkirken fra 1715 og langt op i 1800-tallet fælles organist. Vi ville gerne have vidst mere om, hvad d'herrer spillede og sang, men forfatterens arkivstudier fortæller en interesseret eftertid, at der “ved Liigbegjængelser af især fornemme Liig” lød firestemmig sørgesang accompagneret af flauto traverso fra det nu nedrevne lektorium; at der ved den 146-årige? Drakenbergs begravelse var sang af hele skolen, mens domorganist Ebeling spillede dæmpet på orglet. Ved 100-året for enevældens indførelse opførtes en kantate af kantor ved Katedralskolen Heinrich Ernst Grosmann: Op! Op I Andagtsfulde Siele. (Grosmann kommer jeg tilbage til). Og så mangler heller ikke historien om den arme orgelbygger Wulff, der 1747 blev dræbt i domorglet pga. et lynnedslag.

Udsnit af domorganist Johan Utrechts epitafium i Århus Domkirke fra 1692.

De første skoler voksede op omkring domkapitlerne. En sådan kan i Århus først dateres til 1204, og her havde kantoren med sit ansvar for sangen i skolerne ansvaret for at opvarte med musik i begge kirker. Friis beretter ganske fængslende om denne medvirken ved messerne, om Peder Palladius' opdelinger i klasser og læseplaner med musikundervisning og indøvelse i flerstemmig sang, om sang ved dørene på mortensaften og ved juletid under overholdelse af 5 regler: “hold hænderne sammen, hold benene sammen, løft hovedet, se dig ikke omkring, tal kun lidt” - og så skulle øjnene være fæstnede på noderne, at der ikke skal indsnige sig fejl. Var det noget for dagens korsangere? Chr. IV beordrede efter et besøg i domkirken disciplene ned fra lektoriet under prædikenen, at de bedre kunne påhøre denne. Hvad siger dagens korsangere til det? I 1618 skrev han til biskoppen, at han skulle “udsøge trende gode korister” og sende dem til ingen ringere end Mogens Pedersøn i “wor Kiöbsted Kjöbenhauffen”. Så der må have været noget godt at hente i Århus. Og så fremhæver Friis H. H. Blache, som blev katedralskolerektor i 1838, for det fremgår af hans erindringer, at man omkring 4. lektie kunne blive undervist i militærmusik, altså få undervisning i obo, klarinet, fagot og horn.

Over 30 sider behandler Friis den for byernes musikliv meget væsentlige institution, stadsmusikanten. En profession med betalt privilegium, som var udbredt i Europa siden 1200-tallet. Mesteren med svende og lærlinge (ofte boende hos denne) arbejdede tæt sammen med organister og latinskolekantor. De medvirkede ved de store højtider og underviste latinskolens elever. Bogen bringer en oversigt over stadsmusikanter i Århus fra 1500 til 1851, og de dertilhørende meget fyldige noter bekræfter læseren i, at datidens mennesker nok ikke var så anderledes end os. Alle de mange tvister, når andre stjal kunder og musicerede, hvor den “privilegerede” havde sin ret. Vi hører om gæld og kreditorer og værtshusslagsmål og lidt overdreven glæde ved det smukke kvindekøn med følger deraf. To familier påkalder sig særlig interesse, Klochfamilien og Ræhsfamilien. Vi kan læse om diverse retssager mellem Kloch'erne og organisterne ved de to kirker, for disse sidste forsøgte at “presse” sig ind på forbudt område som spillemænd ved bryllupper og begravelser. Stadsmusikanternes protester var forståelig nok. Økonomien var betrængt. Skifteprotokollen for Heinrich Kloch (1699) angiver større gæld end værdier i boet, hvor en inventarliste dog opregner 18 instrumenter samt “et Uringlas og fire Fugleglas”. Alt røg ved en privatauktion. Mere betydningsfuld var nok Ræhsslægten (1713-54). Den først kendte, Morten Ræhs, fik endda Frederik IV's medhold i, at de ikke særlig betalingsvillige århusianere ikke måtte prygle mesterens svende og lærlinge eller ituslå deres instrumenter. Ræhs instrumentarium bestod af både strygere og blæsere - hen ved 30 i alt! Sønnen Christian er indskrevet i Holmens kirkes række af organister, og N. W. Gade kendte til følgende inskription i orglets bælgekammer: “Ræhs, elev af Tartini”. Det forklarer nok hans udnævnelse til koncertmester for hofviolonerne. Ud over sit violin- og orgelspil var han komponist, og både hans og broderens, den virtuose fløjtespiller Morten Ræhs' værker, ligger i dag i Gjeddes samling (Det kgl. Bibliotek) og i Landesbibliothek i Schwerin. Friis' bog medgiver et par udmærkede facsimile-eksempler, og århusianske koncertgængere har for nylig kunnet opleve smagsprøver på disse Ræhs-sonater, der med rødder i barokken dog nærmer sig den ‘galante periodes’ stil. Tilmed er de af stor vigtighed som kilde til forståelsen af tidens opførelsespraksis og senbarokkens forsiringspraksis.

I 1760 blev Heinrich Ernst Grosmann ansat som latinskolekantor med deraf følgende ansvar for kirkemusikken. Han døde i 1811, men nåede at blive en af byens helt store musikerpersonligheder ikke mindst som komponist. Allerede nu afdøde statsbibliotekar Emmanuel Sejr “gravede” i Grosmanns liv og virke og registrerede hans opus, der nu beror på Statsbiblioteket som den største nodesamling i Århus fra før 1800. Mogens Friis oplister 9 større kantater af ham - alle med stort blæserudtræk og ofte “Orgelværk”, og Friis redegør for sin ganske plausible teori om kantaten Vi Himlens allermægtigste Herre ect. Festo Gratias Actionis, 1773. Grosmanns angivelser tyder på, at anledningen kan have været den “Taksigelses-Erindring”, som på stiftsprovstelig opfordring blev holdt som tak for, at kirken ikke brændte ved lynnedslaget i 1747 (da orgelbygger Wulff blev dræbt). Grosmann-samlingen indeholder i øvrigt 19 kantater med dansk tekst af Telemann, som jo slet ikke var ukendt i Danmark. Friis minder om, at Odense Latinskole bestilte en kantate af ham til Frederik V's fødselsdag, 1757. Var Grosmann mon et forsøg værd for de to gamle midtbykirkers nutidige kantorier?

Det er Friis' fortjeneste, at den interesserede mindes om endnu en betydelig musiksamling på Statsbiblioteket, nemlig Danneskiold Samsøes nodesamling, der tæller over 100 numre. Symfonier, duetter, trioer, kvartetter, sonater, klaver- og fløjtesonater samt vokalværker. Og at det ikke er hakkelse fra døgnets rejsestald, vi har med at gøre, godtgøres af et udpluk af komponistnavne som J. C. og C. P. E. Bach, Telemann, Benda, Goldberg, Fischer, Casparini, Pergolesi, Graun, Kirnberger, Quantz, Haydn, Mozart, Stamitz m. fl. Altså ikke just småfolk af faget!

Også militærmusikken tager bogen under behandling. Selv om Århus først 1819 fik et regiment med et større musikkorps tilknyttet, fortæller historien om militær tilstedeværelse helt tilbage i 1500-tallet, og i 1720 blev borgerne pålagt skat til indkvarteringer, og heraf aflønnedes også trompetererne (samme løntrin som en korporal). Med basis i garnisonsjournaler og folketællinger oplister Friis ikke færre end 67 militærmusikere med adresser og navns nævnelse fra 1665 til 1787. Yderligere kan læseren fordybe sig i et afsnit om 'Byens trommeslagere', og i kapitlet om 'Musik uden for institutionerne' hører vi om, hvad der skete i hjemmene, ved fester og optog til højtiderne, eller når man med “købt” musik gik rundt og spillede for folks døre i håbet om at blive inviteret indenfor, ja om musikudfoldelse i vinkældre og skænkestuer med ballade som resultat i de sene nattetimer. I januar 1739 spillede uberettigede spillemænd op til 'Juulestue' hos en M. Herschind i Rosensgade. Da netop dét var forbudt, blev han efterfølgende dømt for overtrædelse af sabbatsforordningen. Og så findes der to klagedigte, det ældste fra 1659 i forbindelse med den svenske flådes angreb på byen. Dens 21 strofer “Kand siungis som: Himmerigis Rige lignes ved etc.”, det andet fra 1732 efter to brandstiftelser: 25 strofer på melodien “O! Jesu for din piine”.

Men brikkerne til byens musikhistorie lægges ikke blot af personalhistorie, men i ligeså høj grad af det, de efterlod. Meget er sikkert i tidens løb forsvundet, men de to missalefragmenter i domkirken, de ældste musikalske hilsner vi har, er allerede nævnt. De blev fundet som 13 pergamentstrimler anvendt til tætning af kirkens prædikestol, og ejer kirken således ikke længere et “Missale arosiensis”, har Det kgl. Bibliotek det fuldstændige “Breviarium Aarhusiense” trykt 1519. Vi bliver endvidere informeret om Hans Hansen Skaanings tryk af Jespersens Graduale, 1633, og om amatørers og professionelles muligheder for at erhverve noder. Her flyder kilderne ikke alt for rigeligt. Hvad skulle katedralskolens disciple indstudere? De første oplysninger får vi i 1685, og højst interessant er en inventarliste fra 1698, hvor kantor Scorup i rektor Rhodes nærvær overstreger og kasserer gamle, ubrugelige sager; og det er så en passant værd at notere sig, at samme Rhode havde udgivet en bearbejdelse af en skolebog af den i datiden højt berømte skolemand J. Amos Comenius - samme skolebog (billeder med latinsk og tysk tekst), som Joh. Seb. Bach i sin barndom havde måttet 'tyre' igennem. Friis har heller ikke glemt Niels Schjørrings “Choral=bog” fra 1783 med generalbas; en sådan har i dag fundet sit hvilested i domkirkens krypt og bærer påskriften “Er kiøbt for Wor Fruues Kirkes Penge, til brug for Aarhuus latinske Kathedral=skole der i kirken. Aarhuus test. d. 25. Nov. 1783 Thure Krarup”. Og så må vi da endelig ikke glemme domkirkens og katedralskolens store søn fra den tid, da Humanismen kom til Århus, Morten Børup (ca. 1446-1526). Hans 'Carmen vernalis' fra “Piae Cantiones”: In vernalis temporis, som er skrevet til peblingenes majfest, er jo atter kommet til ære og værdighed i den ny salmebog, “Frydeligt med jubelkor”. Forfatteren har sidst i bogen opstillet en imponerende 'series cantorum' i domkirken lige fra Jens Lam (1266) til Joh. Kabell (d. 1847). Her figurerer Morten Børup (også som rektor) som nr. 18 i rækken af et embede, der oprettedes i juli 1266 af bisp Tyge. 50 kantorer i alt, nogle med den pavelige approbation nævnt. Fleres gravstene er nu forsvundet, men Thomas Riber (1548-1576) ligger stadig under kororglet.

Mogens Friis er ikke blot forfatter, men en indsigtsfuld musiker med stort instrumentkendskab og i stand til at traktere flere af slagsen. Således kan hans kapitel om instrumentmagere og instrumenter meget anbefales sammen med de mange farveillustrationer.

Hvem er denne storartede, men dog specielle publikation rettet til? For århusianere med lokalkendskab og almen historisk interesse for byen og dens musikhistorie er bogen en selvfølge. Hver stad i kongeriget har også haft lignende musikinstitutioner med lignende menneskelige relationer og problemer; derfor bør lokalbegrebet “Århus” ikke på nogen måde afgrænse bogens udbredelse. Den foreligger i smukt tryk, satsen er meget læsevenlig med mange og klare illustrationer og facsimili, og Friis skriver et let og medrivende dansk, der ikke kan skjule hans begejstring og kompetence. Værket er ikke en videnskabelig disputats, men der er små tilløb, for kun få sider har ikke et fyldigt noteapparat, og at Friis har været langt nede i arkivalier, kilder, retssager og breve, ja derom vidner 26 siders udskrifter af slige dokumenter. Men, kære læser - frygt ikke! Faktisk findes her noget af det mest fængslende stof. Længst forgangne sensationer! Her skildres datidens mennesker på godt og ondt i tekster, der reflekterer os i alle indbyrdes relationer og gør os i dag til ét med dem dengang. Her har vist intet ændret sig.
Deres ærbødige ville ikke protestere over et fremtidigt Bind II: Brikker til musikkens historie i Århus fra 1800 til 1950.

Mogens Friis: Brikker til musikkens historie i Århus indtil ca. 1800
MUSA-print, 2005, DKK 230.-

Henrik Glahn 1919-2006

Organist, professor, dr.phil. Henrik Glahn påbegyndte sine musikstudier på musikvidenskabeligt institut i København sideløbende med praktisk undervisning hos pianisten Alexander Stoffregen og organisten Hakon Godske-Nielsen. I 1941 tog han den store orgeleksamen, og i 1945 blev han mag.art. Han blev ansat ved musikvidenskabeligt institut og opnåede i 1947 guldmedalje for “En Fremstilling af de rytmiske Forhold i Reformationstidens Salmemelodier på Basis af det samlede Melodistof i Hans Thomissøns Salmebog”. Dette emne udbyggede han til doktorafhandlingen “Melodistudier til den lutherske salmesangs historie fra 1524 til ca. 1600” og blev dr.phil. i 1955.

Dette år blev Henrik Glahn ligeledes museumsdirektør for Musikhistorisk Museum. Han forestod flytningen af museet til Reformert kirkes gamle præstegård (1966) og senere en fremsynet sammenlægning med Claudius’ musiksamling, i samarbejde med Nils Schiørring.

Henrik Glahn har endvidere bestridt et væld af betydningsfulde tillidshverv: Formand for Dansk Kirkesang 1955-71, medlem af kirkeministeriets liturgikommission 1970-73, formand for Den Danske Orgelregistrant 1972-77, formand for organisationskomiteen for 11. internationale musikforskerkongres i København i 1972, og vicepræsident for International Musicological Society 1972-77 - for blot at nævne et udpluk.

Som organist virkede Henrik Glahn ved Jægersborg kirke i 1947-59. Dette år overtog han embedet i Holmens kirke efter Søren Sørensen og varetog det frem til 1964, hvor han blev docent på musikvidenskabeligt institut, en position, der i 1967 afløstes af et professorat.

Som forfatter og udgiver blev det blandt andet til en lang række artikler i inden- og udenlandske leksika. Af musiklitteratur kan nævnes bøgerne om Clausholm manuskripterne (1974) og om pietismens åndelige sange (1994).
Henrik Glahn var udgiver for genoptryk af såvel Danmarks første koralbog, Breitendichs choral-Bog 1764 som Zincks koralbog 1801. Han deltog i arbejdet med den Nordiske Koralbog og videreførte Jens Peter Larsens og Mogens Wøldikes Den Danske Koralbog, der i et halvt århundrede var uomgængelig for enhver organist. Han var endvidere redaktør på koralbogstillæg til henholdsvis “46 salmer” og “76-tillægget”.

Henrik Glahn var konsulent for Salmebogskommissionens kirkemusikalske udvalg i forbindelse med udgivelsen af melodisamlingen til Den Danske Salmebog 2002. I en alder af 81 år udgav han i 2000 “Salmemelodien i dansk tradition 1569-1973”, som både giver en indføring i dansk koralbogshistorie og indeholder en registrant over samtlige salmemelodier; dog med året 1973 som et markeret endepunkt.

På Dansk Organist og Kantor Samfunds 100-års jubilæumsstævne i november 2005 holdt Henrik Glahn en fremragende gennemgang af den engelske visemelodi til salmen “I Jesu navn”. Beskedent havde han kaldt sit foredrag “Nogle glimt fra mange års syslen med salmemelodier”.
Mere underdrevet kunne det vist ikke udtrykkes.

Henrik Glahn var en venlig, vidende og prægnant personlighed. Med hans død har Danmark mistet en musikforsker af internationalt format, og tankerne går til hans hustru, organist Inge Bønnerup.


Margrethe T. Østergaard
Organist og kantor ved Aalborg Domkirke
Melodisekretær for Salmebogskommissionen 1993-2003

Ledelsesstruktur igen

På baggrund af vinterens og forårets debat om ledelsesstruktur i folkekirken udsendtes i juli måned en betænkning, der på ny lægger op til diskussion.

Det kan undre, at der lægges op til en ny høringsrunde, al den stund Kirkeministeriet og udvalget synes at have fastlagt udfaldet på forhånd. Forårets høringsrunde har vist sig blot at være en øvelse i skindemokrati.

Det spørgsmål, der ubetinget påkaldte sig størst opmærksomhed, var forslaget om præsten som daglig leder. Og på trods af massiv modstand mod forslaget genfremsættes forslaget i betænkningen, med en sidebemærkning om at der næsten var lige så mange positive som negative tilkendegivelser. Det er manipulerende og direkte usandt: 2/3 af de afgivne høringssvar fra menighedsrådene, som er langt den største gruppe, udtrykte betænkelighed ved forslaget om at gøre præsten til daglig leder. Bagerst i betænkningen er opgørelsen over høringssvarene også rubriceret særdeles tendentiøst. For at få en lang række grønne felter (for forslaget) er præstestanden opdelt i en lang række undergrupper, og modsat for at opnå få røde felter (imod forslaget) samles kirkefunktionærernes organisationer under et.
Desuden forekommer argumentationen modsigende: Provsterne skal frigøres for en del administrative forpligtigelser, med henvisning til behovet for mere tid til præstelige gøremål. En del af disse funktioner foreslås overført til præsterne. Og præsterne er tilsyneladende klar til at løse flere opgaver, for som daglig leder for den lokale arbejdsplads følger nu en lang række administrative opgaver. Det forekommer paradoksalt, at man ønsker at lette provsterne for administrative pligter, mens man gerne ser flere administrative byrder pålagt præsterne.
Det hænger ikke sammen: Igennem de seneste mange år har vi hørt om en præstestand, der - ifølge dem selv - er overbebyrdede med arbejde, og med forslaget pålægges en i forvejen personalemæssig hårdt trængt gruppe en ny stor arbejdsbyrde. Hvordan skal det løses? Skal der ansættes flere præster som kompensation for den forøgede arbejdsbyrde? Det savner vi et svar på.
Men helt komisk og næsten desperat er det, når udvalget begynder at argumentere helt bibelsk for forslaget. “Det ligger i benævnelserne “pastor” og “præst”, at der er tale om en funktion som “hyrde” henholdsvis “ældste” i forhold til menigheden, altså en form for ledelsesopgave som menighedsforstander”. Det er en fundamentalistisk argumentationsform, der i bedste fald forekommer historisk. Ingen tvivl - udvalget vil have dette forslag igennem.

Et nyt punkt i forslaget er at kirkefunktionærer ikke kan vælges som menighedsrådsmedlem i det sogn, den pågældende er ansat. Med et pennestrøg fratager man altså kirkefunktionærerne deres demokratiske ret til at lade sig opstille som kandidat til menighedsrådsvalg - i det sogn, den pågældende er ansat og dermed formentlig også har sit kirkelige engagement. Gad vide, om der er juridisk belæg for et sådant forslag? - Jeg håber i det mindste ikke der er politisk opbakning til forslaget.

Igennem en årrække har der mellem de faglige organisationer været drøftelser, der har haft til formål at skabe gode samarbejdsrelationer mellem de forskellige faggrupper inden for folkekirken. Ikke mindst mellem præster og organister har der i forskellige fora fundet betydningsfulde møder sted. Dertil kommer den kolossale aktivitetsforøgelse de seneste 15-20 år - ikke mindst inden for kor- og kirkekoncertområdet, som også er et resultat af en selvstændiggørelse af menighedsråd og ansatte.
Den for alle parter gode proces er alvorligt ved at blive sat over styr med den ånd, der visse steder hersker i betænkning 1477.

Sydfynske trængsler

Måske er det særligt vanskeligt at være organist på Sydfyn; jeg har prøvet det i 28 år. Her er to næsten ens hulkehistorier om manglende kompetence.
For en del år siden skulle Helligåndskirken i Faaborg have et nyt stort orgel. Det tilfaldt Troels Krohn at levere det, og han, som også havde bygget orglet i Vor Frue Kirke, Svendborg (1958, 28 st.), ringede for at invitere mig med til det store byggemøde i selve kirken. Som hans private gæst vidste jeg, at jeg ikke var specielt mødeberettiget.
Jeg hilste hele vejen rundt: en fra Nationalmuseet, stiftsfuldmægtig Rydder, to orgelkonsulenter: Hans Nyholm og dennes assistent, domorganist Poul Børch, kirkens arkitekt og næstformanden for menighedsrådet. Så spurgte jeg med et lille smil: “Og hvor er fru Lis Christoffersen”? Kun næstformanden for rådet lod til at vide, hvem jeg talte om: “Nå ja, det er vores organist; ja, hende har vi altså ikke fået tilsagt...” Så gik vi over til selve sagen: det kommende orgel. Troels Krohn medbragte hele seks forskellige prospekttegninger. Han måtte desværre opgive at bygge med rygpositiv, fordi en balustrade på pulpituret skulle bevares. I stedet fik orglet et højt brystværk og et overværk helt oppe under loftet. Jeg troede, at det kun var i Faaborg, at en stedlig organist kunne undværes ved et sådant afgørende møde; men historien gentog sig i Ollerup, landsbyen vest for Svendborg med den verdenskendte gymnastikhøjskole. Her var jeg ikke med til mødet - heller ikke kirkens organist gennem 25 år: Aksel Dencker-Jensen (der også var musiklærer på Skårup Statsseminarium). I Ollerup har Marcussen bygget et meget smukt orgel, som hver sommer bruges til “Lille sydfynsk Orgelfestival”.
Meget forståeligt følte Aksel sig såret og forbigået, så han sagde sin stilling ved kirken op (hvilket adskillige DOKS-kolleger har haft gode grunde til i vor 100-årige historie).
Eftersætningen er næsten det bedste ved historien: En dag mødte jeg ved kirkegårdskapellet i Svendborg den pompøse Ollerup-sognepræst Erik Storm. Vi kom til at tale om Aksels opsigelse, og denne Herrens ydmyge tjener sagde da: “Han må nu også være overfølsom; vi HAR sagt undskyld...”

Den nye højskolesangbog

Tidligere på året havde Nørre Ørslev Ungdomsskole på Falster besøg af Ole Brunsbjerg fra Hadsten. Han, der har en fin fortid som forstander på Hadsten Højskole, gæstede ungdomsskolen i egenskab af formand for højskolesangbogsudvalget; og han holdt dengang varmt og inspirerende sangforedrag om den kommende højskolesangbog. Jeg havde den glæde at være en del af forsamlingen ved den lejlighed for at lytte og synge - og vil derfor informere lidt om den nye højskolesangbog. Højskolesangbogen ER på trapperne, kan jeg oplyse, og den udkommer efter planen 24. oktober i sin 18. udgave. Den 1. udgave udkom i 1894. 18. udgave rummer 572 sange. Det samme som 17. udgave. 166 sange er nye. Heraf er 29 på engelsk - inklusive 5 oversatte danske kernesange. 10 sange er tyske. Kaj Munks “Den blå anemone” er med. Der er nemme afsnitsbetegnelser, alfabetisk register og temaregister. Enkelte bibelhistoriske, nordiske og historiske sange har måttet vige pladsen for fornyelsen. Således har Benny Andersen fået 4 sange med - Jens Rosendal 13 - Halfdan Rasmussen 7 - Kim Larsen 4 - og Piet Hein 3. Helt nye forfattere i Højskolesangbogen er Martin Brygmann; Suzanne Brøgger; Johannes Møllehave; Janus Kodal; Peter Laugesen; Astrid Lindgren; Sebastian og Lars Busk Sørensen. Højskolesangbogen bringer i øvrigt en af undertegnedes melodier til en aftensalme af Lars Busk Sørensen. Mange af melodierne i Højskolesangbogen er i forhold til tidligere udgaver sat ned i lavt, fællessangsvenligt toneleje. Alle sange er forsynet med becifringer, og disse becifringer er ens i sangbog og melodibog. Endelig kan nævnes, at der udover Højskolesangbogen og den dertil hørende melodibog også udkommer et korhæfte og Sanghåndbogen.

“Hvad solskin er…”

Netop nu er det 10 år og 3 måneder siden, min kone og jeg afsluttede et 10 måneders højskoleophold i Hillerød. Højskolen dengang oplevedes som et væksthus af gode samtaler, undervisningstimer, hygge- og sangstunder, intenst på alle områder. I dag ser vi tilbage med glæde: De 10 måneder var en slags dannelsesrejse; en god investering; en platform i tiden; i livet; og i det at være menneske nu og frem i selskab med sig selv og andre. Vi havde dengang brug for højskolen. Unge og ældre har også i dag brug for at gå på højskole - om de ved det eller ej! Der er brug for skoler med fordybelsens indhold, kristent åndsliv og menneskeligt fællesskab. Højskolen er stedet, hvor der er frihed til at gå nye veje, måske tiltrække nye grupper af befolkningen. I en tid, hvor vores danske samfund på mange måder er blevet atomiseret, er der netop brug for højskolen med dens rum for fælles oplevelser, nye indsigter og identitetsskabelse. På Stevns, hvor jeg selv stammer fra, boede i 1800-tallet gårdmanden Jens Olsen (fra Sjolte), på hvis opfordring og bøn N.F.S. Grundtvig i sin tid skrev sin dejlige højskolesang, der begynder således: “Hvad solskin er for det sorte muld, / er sand oplysning for muldets frænde, / langt mere værd end det røde guld / det er sin Gud og sig selv at kende”. Først mødte man det med at blive oplivet, dernæst det med at få oplysning - og med ordets og menneskets klangbund lød fællessangen på højskolen. Rundt regnet 5000 årselever på landets højskoler i disse år samt en kommende ny udgave af højskolesangbogen er godt vidnesbyrd om, at højskolen og dens sang vil klare sig i fremtiden.

Kirkemusiker - test din viden!

Peter PlanyavksyPeter Planyavsky, der nok er mest kendt som (nu tidligere) domorganist i Wiens Stephansdom, professor i orgel, som komponist og for en omfattende koncertvirksomhed, har altid, ved siden af sin seriøse side, haft et usvigeligt sikkert blik for det humoristiske og bizarre inden for musikken og i særdeleshed den særlige kirkemusikalske verden. Hans glæde ved orgelspil går hånd i hånd med hans glæde ved at lege med sproget. Dette er gennem årene kommet til udtryk i et væld af morsomme, useriøse artikler, foredrag og diverse musikalske parodier med titler som “Ankunftssymphonie” af J.P. Haydn, “Cactus tragicus” af P.P. Bach og “Eine nicht gerade kleine Nachtmusik” af W.A.P. Mozart. En del af disse artikler er nu blevet samlet i bogform under titlen: “Moritz Reger und andere Schrägheiten”. Her er et lille kirkemusikalsk spørgeskema fra bogen.

1. Orgelbygning
Hvad forstår man ved en spansk trompet?
a. ikke ret meget mere af prædikenen
b. en vidunderlig blomst fra den iberiske steppe
c. en særlig kunstfærdigt udført modvægt, der rager horisontalt ud af orglet for at forhindre vindladen i at vippe opad

Hvad er pulpeter?
a. meget hårde senge der kan trækkes ud fra et skab
b. et lille blylegetøj orgelbyggeren bruger til at intonere med
c. den cirkelrunde misfarvning i øjeæblet

Hvordan lyder det gamle, næsten glemte, fagudtryk for svag præluderen på et blødt, dækket træregister?
a. omkringfløjten
b. gambederudaf
c. copulere

Hvad bruger man en basnøgle til?
a. til at låse en kontrabas
b. til at dechifrere markeringerne i de østrigske alpepas
c. til at åbne et herretoilet, som ingen tenor må betræde

2. Musiklære
Hvad er neumer?
a. fejlagtigt trykte fjerdedelsnoder uden halse
b. studerende af hankøn der er nyoptagne i dette studieår
c. bakterier, der fremkalder Neumothorax

Hvordan lyder det korrekte udtryk for klagesang?

a. Lametta
b. Belcanto
c. Lamborghini

Hvad forstår man ved satslære [Satzlehre]?
a. det totale fravær af et hvilket som helst fornuftigt udsagn i en talt eller skreven sætning
b. kunsten at læse om fremtiden i kaffegrums [Kaffeesatz]
c. de studerendes fælles rekreationspauser mellem øvetimerne med tilstedeværelse af en statsprøvet motionsleder

Hvad er hørelære?
a. Summen af kundskaber hos en analfabet, der har fået sin uddannelse gennem det, han har hørt, og ikke gennem læsning
b. forsøget på at videreudvikle et ikke-eksisterende punkt i den menneskelige hjerne
c. besværligt

Hvad betyder “espressivo”?
a. at synge med stort tryk
b. at synge ude af takt, men med følelse
c. at synge videre efter at have drukket en espresso

Hvad er en "kantilene"?
a. en meget stor kantine
b. en temmelig benet kvinde ved navn Lene
c. den kant på udlånsskranken [Entlehnschalter] på biblioteket, der vender ud mod låneren


3. Musikhistorie
Hvilke betydningsfulde opfindelser er opkaldt efter Georg Philipp Telemann?
a. telefonen
b. telekatesseforetningen
c. telemanualkoblingen

Hvad hedder læren om talmystik?
a. Kanada
b. Ballistik
c. Kannibalistik

Hvad betyder det, når korlederen peger flere gange opad med højre pegefinger?
a. Kig ufravendt mod loftet og lad være med at rødme på grund af fejl!
b. Syng straks videre en stor septim højere!
c. Det bliver snart regnvejr!

Hvad betyder udtrykket “attacca”?
a. ikke at tage hensyn til sidemanden, men blot spille videre
b. ikke at se på dirigenten, men blot spille videre
c. at tage et godt greb i instrumentet og trænge publikum tilbage i salen

Hvor stammer udtrykket “reprise” fra?
a. tidligere tog dirigenten en pris tobak for at berolige sig efter gennemføringsdelen
b. musikerne opfattede repetitionen af begyndelsen som repressalie
c. på dette sted er luften i salen for det meste så dårlig, at man igen ønsker sig en frisk brise

4. Liturgik
Hvornår bliver Introitus gentaget i sin helhed efter salmeverset?
a. når præsten slet ikke er nået ud fra sakristiet endnu
b. når præsten ved hjælp af tegn og fagter lader forstå, at han ikke har forstået et ord
c. når Introitus er gået helt i fisk den første gang

Hvad er Graduale?
a. en lineal med hvilken man kan trække særligt lige linjer [gerade=lige]
b. en bog i hvilken meteorologerne hver dag noterer, hvor mange grader det er
c. en messesang, som korlederen lige er kommet på

Hvad er en højmesse [Hochamt]?
a. en myndighed der er placeret i en særlig høj bygning
b. en myndighed der forvalter høje bygninger
c. en højtidelig messe, der er for høj for de fleste

Hvad betyder “a cappella”?
a. en lille bitte kirke
b. et lille orkester til dansemusik
c. en lille kalot, som biskoppen ofte har på hovedet

Bedømmelse
Har De besvaret mange spørgsmål med a, b, eller c? Så står De overfor nogle store overraskelser i Deres arbejdsliv - og det samme gælder for Deres præst!

Oversættelse Kirstin Bohn Christiansen
“Moritz Reger und andere Schrägheiten” er udgivet af Musikverlag Dr. J. Butz, Sankt Augustin.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.