”En klog mand, næsten alt for klog …”

Skrevet af Knud Svendsen.

I anledning af Franz Tunders formodede 400-års fødselsdag

 

Franz Tunder, den nordtyske komponist og organist, så sandsynligvis dagens lys i 1614, men når denne orgelmesters liv og værk over lange stræk ganske enkelt er forblevet ubekendt, og musikvidenskaben således er henvist til talrige formodninger og usikre konklusioner, skyldes det ikke mindst Johann Gottfried Walther og efterfølgende generationer af leksikografer. Ikke med en eneste stavelse omtaler Walther Tunder i sit ”Musikalisches Lexicon” fra 1732, og i Matthesons ”Ehren-pforte” (1740) omtales han kun ganske perifert som en bekendt af en sanger ved navn Francicus de Minde, men trods alt her som ”den bedste orgelspiller … der i Italien havde studeret hos den verdensberømte Frescobaldi”. At også denne henvisning vedrørende uddannelsessted efter nyeste forskning turde være falsk, kaster et betegnende lys på problematikken i Tunders biografi. Længe gjaldt Burg på øen Femern som fødested, den yngre musikvidenskab peger derimod på Lübeck, hvor en navnefælle, Franz Tunder (sandsynligvis hans far) drev en boghandel. Men også over de prægende og afgørende læreår hersker der uklarhed. Fra 1616 virkede ved hansestadens Mariakirke Peter Hasse, som stod Sweelinck-skolen nær. Han kan være en potentiel læremester, ligeså kan den danske hoforganist Melchior Schildt og dennes embedskollega i København, Johann Lorentz (d.y.) være muligheder.

 

Men i december 1632 får vi det første sikre belæg i forbindelse med Tunders ansættelse i hertug Friederich III’s hofkapel på Gottorp slot. Her overtog den da 18-årige embedet efter Frescobaldi-eleven Johann Heckelauer, der ved siden af organistembedet også virkede som orgelbygger, i hvilken funktion han forblev på hoffet og sikkert har givet sin efterfølger værdifuld viden og varigt indblik i orgelbygningens kunst. Når den næppe 20-årige Tunder tillige bliver betroet undervisning af kapellets drenge og prinsessen, tør vi nok slutte, at den unge mand har demonstreret usædvanlig musikalsk begavelse. En tanke værd er det, at netop her på baggrund af 30-års krigens urolige forhold kunne Gottorp etablere sig som et af Nordtysklands betydeligste musikcentrer og regelmæssigt invitere berømte kunstnere såsom violinisten Johann Schop, organisten Heinrich Scheidemann og lutenisten Paul Bruhns.

 

St. Marie LubeckVed Peter Hasses død blev Nordtysklands mest prestigefyldte organistembede ledigt, og i 1641 blev Franz Tunder valgt som organist ved den storslåede Mariakirke i Lübeck. Tunder, der i mellemtiden var blevet gift med hofskrædderens datter, fik her til sin rådighed et imponerende orgel, netop restaureret og ombygget af Friederich Stellwagen i årene 1637-41. Det besad 54 stemmer. Dispositionen til dette 3 manuals instrument er ikke overleveret, men for at citere en senere efterfølger, Walter Kraft: ”med største sandsynlighed den første og eneste gotiske orgelfacade med en 32’-principal (største pibe omkring 11 meter lang) i den daværende vesterlandske verden”. Men denne ydre pragt fandt fra nu af sit lydelige modsvar i Tunders orgelværker, som i klangrigdom, i dramatik og i improvisation skulle blive stildannende i genren stylus phantasticus.

 

Hvori består da Tunders musikalske arv? I afskrifter - ikke i originale håndskrifter - har vi overleveret 4 Præludier (og fuga) plus et 5-takters fragment, en Canzona samt 11 koralbearbejdelser, hvoraf flere har karakter af koralfantasier, (to af disse blev i 1990’erne fundet i polske biblioteker og oprindelig tilskrevet Scheidemann). Dertil kommer 18 ’Geistliche Konzerte’ for en eller flere stemmer og 3 koralkantater. Men uden tvivl må Tunders værkkatalog have indeholdt langt flere kompositioner, især når man tænker på, at Tunder i 1640’erne grundlagde regelmæssige musikopførelser ud over gudstjenesterne. En notits fra kirkeværgen dateret 1646 ved at berette, at disse koncerter allerede havde eksisteret i flere år. Først og fremmest skal nævnes orgelkoncerterne hver torsdag. De skulle udfylde tiden til børsen åbnede. Helt til 1673 fandt børshandlingerne sted på det åbne torv ved kirken. I øvrigt er forbindelsen mellem sådanne forretningsmæssige rådslagninger og ikke-gudstjenstligt orgelspil bevidnet både i København, Amsterdam og Utrecht. Den store succes, som bl.a. resulterede i betydelige ekstra indtægter, førte ifølge den senere kantor Caspar Ruetz til, at Tunder snart kunne ansætte flere violiner og sangere, ”bis endlich eine starcke Music daraus geworden”. Mariakirkens dokumenter omtaler i 1646 disse foranstaltninger som ”Abendspielen”, et begreb, der under Tunders efterfølgere skulle blive kendt som ”Lübecker Abendmusiken, der jo fik epokegørende betydning.                                                                                              

 

An Wasserflussen 001I 1647 blev Tunder også indsat som kirkens ’Werkmeister’, dvs. en slags regnskabsfører med det overordnede ansvar for arkivalier og dokumenter. Denne øgede arbejdsbyrde varetog han med største omhu og ubøjelighed, hvad også garvede, erfarne håndværkere som f. eks. Friederich Stellwagen fik at føle. På en vindlade i kirkens 2. orgel (Totentanzorglet på 40 stemmer) har han efterladt følgende lidt selvsikre bemærkning om Tunder, at han vist er ”en klog mand, næsten alt for klog”! Stellwagen restaurerede dette orgel mellem 1653 og 1655 og har formodentlig haft en mindre kontrovers/diskussion med sin arbejdsgiver og dennes ekspertviden.                                                                                            

 

Da Tunder d. 5. november 1667 døde ”sanfft und sehlig” i sin alders 53. år, havde han ifølge en notits i kirkebøgerne med en glorværdig flid, omhu og troskab banet vejen for sin svigersøn og efterfølger, Diderich Buxtehude, som nu således kunne føre den stolte tradition til et blomstrende højdepunkt – for Lübeck specielt og for den nordtyske orgelskole i særdeleshed.

 

Den 22. september 1990 opdagede en belgisk astronom på et observatorium i Chile den hidtil ukendte asteroide 7871, som han umiddelbart derefter døbte med navnet ”Tunder”. At en nordtysk komponist og organist, formentlig født i 1614, på den måde fik tildelt en fast plads på firmamentet, vidner på den ene side om dennes ikke-tidsbundne betydning i musikhistoriens kosmos, men på den anden side også om den begrænsede stråleglans af hans kun fragmentarisk overleverede musikalske arv.

 

(I majnummeret 2013 bragte vi Kai Ole Bøggilds anmeldelse af Michael Belottis Bärenreiter-udgave af Tunders orgelværker)

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.