Anmeldelser

Skrevet af Anthon Hansen, Morten Ladehoff, Lars Kristian Hansen, Jens E. Christensen.

Buxtehude på hjemmebane?

 

Af Anthon Hansen

 

Forside Gleerup Hansen 001Organ Works by Diderich Buxtehude. Søren Gleerup Hansen spiller på Marcussen-orglet i Sct. Mariæ Kirke, Helsingør, og orglerne i S:ta Maria Kyrka, Helsingborg. 2 cd’er. Helikon HCD 1073-1074

 

Når man er en berømt komponists efterfølger, beskæftiger man sig naturligvis indgående med hans musik. Det har Søren Gleerup Hansen gjort og fået dokumenteret på en dobbelt-cd.

 

Diderich var meget ung, da han sad i Helsingborg og Helsingør. Han er helt klart dansk. Vi ved, at faderen skrev et brev til ham på dansk, da han lige var flyttet til Helsingborg, og hans mor var dansk. Men hans hovedindsats ligger i Lübeck hvor han havde hele to store orgler til sin rådighed. Vi ved ikke, hvornår hvilke orgelværker er skrevet, men størsteparten er vel blevet til i Tyskland. Begge orgler i Marienkirche i Lübeck havde 16’-hovedværk, 8’-positiv (ryg eller ”Stuhl”), brystværk (sågar med principal 8’ i hovedorglet) og et meget selvstændigt pedalværk – det store orgel med principal 32’!

 

Det er altså ikke særlig autentisk at spille hans musik på et lille orgel som kororglet i Helsingborg – ja, selv Helsingør-orglet er meget mindre end Diderichs senere orgler, men det har som bekendt 27 piber fra Buxtehudes tid. Af de tre anvendte orgler er kun det store orgel i Helsingborg af en sammenlignelig størrelse og klangbredde. Det er kun brugt til tre skæringer – men det er befriende at høre musikken folde sig ud i fuldt format.

 

Vi har ingen originalmanuskripter til Buxtehudes orgelmusik, og overleveringen er mangetydig. De mange trykte udgaver præsenterer ud fra hver deres udgangspunkt versioner, der afviger ganske meget fra hinanden. Bookletten, der er fin og oplysende, kunne godt oplyse, hvilke(n) udgave(r) der spilles efter, og om han henter lidt fra flere udgaver, som mange af os gør. Til gengæld får vi en detaljeret beskrivelse af de tre orgler.

 

Optagelserne fra Helsingør er vellykkede. Orglet er velklingende, selv om dets klanglige bredde ikke kan sammenlignes med Buxtehudes instrumenter i Lübeck. Søren Gleerup er en god musiker med teknikken i orden. Ind imellem er der lidt rytmisk vaklen – sågar et par enkelte rytmiske fejl. Mozart siger, at i rubato skal man ikke forskyde grundslaget, kun fraseringen inden for slaget. Det er nok lidt overdrevet, men det er nu et godt udgangspunkt, som Søren Gleerup skulle overveje. Flere gange, også i Sverige, vælger han at udelade 16’ i pedalet. Nogle steder virker det godt – men oftest undrer det mig.

 

Jeg synes godt om de tre værker, der spilles på det store orgel i Helsingborg. Både klangligt og spillemæssigt er det godt, og de leddelte værker som for eksempel e-mollen får så mange forskellige farver, at man glædes højligt derved.

 

Mere problematisk er kororglet, der sikkert klinger som et lille orgel på Buxtehudes tid – men det ligner ikke de instrumenter, han har arbejdet mest ved, så hvorfor egentlig?

 

Bedst lykkes Præludium i D-dur (BuxWV 139), hvor brystværket kun bliver brugt lidt – men også her klinger instrumentet lidt snævert. Også d-moll passacagliaen folder sig rimeligt ud trods orglets begrænsninger. E-moll ciaconaen bliver spillet på en gedakt 8’ uden klangændringer. Det er synd. Det virker som kødløs dag.

 

De små, frie værker – canzonaer, canzonettaer og C-dur fugaen – skal roses. De bliver fint belyst og klinger godt i enkle registreringer. Spor 7 og 8 på Helsingborg-skiven er byttet om – sligt sker jo!

 

Koralbearbejdelserne: Man hører sjældent fantasien over Nun freut euch, lieben Christen G’mein, et ubetydeligt og rodet værk, som varer for længe også i Søren Gleerups Helsingør-udgave. Nun lob, mein Seel yder kororglet ikke retfærdighed, mens triokoralerne både i Helsingør og Helsingborg går fint. Jeg synes, det kniber med juleglæden i de to med latinsk titel – men det er ikke Buxtehudes skyld. Ach, Herr, mich armen Sünder får til gengæld al den ro, den skal have.

 

Det lyder, som om de frie værker interesserer solisten mest, og det er de numre, Deres anmelder kunne finde på at lytte til igen.

 

Fuzzy på orgel mm.

 

Af Morten Ladehoff

 

Forside Fuzzy 001Fuzzy: Chimes of Memory. Grethe Krogh, orgel, Tine Rehling, harpe, Jeanette Balland, saxofon. DACAPO Open Space. 8 226561

 

Komponisten Jens Wilhelm Pedersen (bedre kendt som Fuzzy) har siden 60’erne været en aktiv aktør på den danske musikscene. Han er nok bedst kendt for sin medvirken i TV, radio og teaterproduktioner, men han har også haft et betydeligt virke som komponist af ’seriøs’ klassisk kunstmusik. Især hans arbejde med det elektroniske og elektroakustiske medie har vakt opsigt.

På denne cd præsenteres et udpluk af Fuzzys produktion fra 1975 til 2006. Heriblandt det store orgelværk ’Notre Dame Trilogy’ der fremføres af selveste Grethe Krogh. Som titlen antyder, er værket delt i tre satser, og hele trilogien har en varighed på en halv times tid.

Fuzzy er en ægte postmodernist - forstået på den måde at han fuldstændig ubekymret låner stilelementer fra alle mulige historiske perioder og på tværs af genrer som kunstmusik, kirkemusik, jazzmusik etc. Den ene takt kan lyde som en fransk, romantisk toccata, mens der i næste takt er en vals i salonstil efterfulgt af minimalistisk modaljazz. Denne anarkistiske tilgang til det stilistiske materiale kan, efter min mening, nemt resultere i et rodet, usammenhængende æstetisk udtryk. Men i ’Notre Dame Trilogy’ er der alligevel en form for orden i rodet. En rutineret komponist som Fuzzy behersker i den grad kompositionshåndværket, og man efterlades som lytter med en velgørende fornemmelse af, at tingene er præcis som de skal være. Men udfordrende og original kunst er det efter min mening ikke. Og det er formentlig heller ikke meningen. For dette værk er alt andet end prætentiøst. Det er forholdsvist let at forholde sig til og det appellerer formentlig til en større del af et gennemsnitspublikum end meget af den progressive kunstmusik, der ellers laves i dag. Set i en pædagogisk optik er der i et værk som ’Notre Dame Trilogy’ et enestående potentiale til at åbne døren til en større verden for det publikum, der ikke kender til ny musik i forvejen (hvilket vil sige størstedelen af det almindelige kirkemusikpublikum). Og til dette formål er værket ubetinget berettiget og vellykket.

Grethe Krogh kræver næppe nærmere præsentation. Men med et fødselsår der hedder 1928 kan man ikke undgå at være lidt bekymret for om fingrene nu stadig kan følge med og realisere en forholdsvist kompliceret nyskrevet musik. Men denne bekymring viser sig ganske ubegrundet når man lytter til denne optagelse. Ganske vist er musikken ikke voldsomt virtuos eller kompleks, men bestemt heller ikke noget der lige spilles fra bladet. Grethe Kroghs erfaring skinner igennem udførelsen. Hun yder både værket og Notre Dame-orglet retfærdighed med velklingende og velafbalancerede registreringer. Og så er der en udpræget ordentlighed og stabilitet i hendes spil, der bidrager til en klar og tydelig interpretation.

De andre værker på cd’en er ikke skrevet for orgel, men bestemt ikke mindre interessante af den grund. Især de ’Tre tilbageblik’ for saxofon og elektronik er et meget vellykket værk og nok et mere typisk eksempel på Fuzzys skrivemåde. En slags musikalsk pop-art hvor elementer af jazz, klassisk avantgarde, kitchede synthesizer-klange og trommemaskiner blandes i et legende musikalsk univers med en underliggende, dunkel storbystemning.

 

Storladen musik i lille kirke

 

Af Lars Kristian Hansen

 

Forside Matthison-Hansen 001Hans Matthison-Hansen: Six Fantasias for Organ. Sven-Ingvart Mikkelsen at the Havgaard Rasmussen Organ in Karlstrup. Sound engineer: Ole Dahl Moesmann. CDKlassisk cdk 1125.

 

Hans Matthison-Hansens 6 orgelfantasier i en landsbykirke med 60-70 siddepladser – det virker næsten naturstridigt. Men Havgaard Rasmussens orgel fra 2012 tager kampen op, og med Svend-Ingvart Mikkelsen bag tangenter og pedalklaviatur ved man, at musikken er i trygge hænder og fødder.

 

Orgelbygger Anders Havgaard Rasmusen har begået den genistreg at udnytte den beskedne plads maksimalt, så instrumentet levner langt flere muligheder, end de 13 stemmer berettiger til. Inden for de begrænsninger imponerer det velbesatte Hovedværk og Positiv. Sidstnævnte har både fået plads til en Vox celeste og en Dolcian 8’. Mens Hovedværket bl.a. mæsker sig med en Bordun 16’. Hvor mange landsbykirker kan prale af det?

 

Bordunen og 3 andre stemmer har transmission fra Hovedværket. Orglet har ingen selvstændige pedalstemmer. Men denne reduktion frigør omvendt klangmulighederne i instrumentet og skaber en varieret palet af interessante stemmer. Orglet virker større, end det er.

 

De 6 fantasier demonstrerer alle mulighederne. Den fyldige smukke grundklang kan nydes i f.eks. 4. fantasi (Lover den Herre). Fløjterne er åbne og styrker grundklangen, og stemmerne er intoneret sådan, at de har kvalitet til både at fremtræde enkeltvis og sammen.

 

Sven-Ingvart Mikkelsen spiller med både den tyngde og elegance, musikken kræver. Cd´en indledes med den velkendte Fantasi over Dronning Dagmar, som de fleste af os nok har spillet på et tidspunkt. Det meste af musikken kender jeg ikke, men fantasierne over Lover den Herre og hans egen melodi til Hvor salig er den lille flok kræver hverken noter eller GPS. Det er dansk guldalderromantik efter bogen. Fornem storladen musik, javist, men ikke noget, der bringer safterne i kog. Når man betænker, at komponisten næsten er samtidig med f.eks. en César Franck, erindres man endnu en gang om, at Danmark kulturelt var (er?) en lille afkrog af det europæiske fastland, hvor nye tendenser var længe om at vinde indpas.

 

Men fantasierne har en vis nationalromantisk charme, og længden er overskuelig. Mindre end tre kvarter spiller denne cd, selvom Sven-Ingvart Mikkelsen prøver at strække den ved at gennemspille fantasiernes kendte forlæg (i Hvor salig endda 2 gange).

 

Tuttiklangen kan virke en smule barsk med de dominerende aliquoter – egentlig mærkeligt, at instrumentet ikke har en mixtur. Det er i hvert fald en klang, der kan vække selv den mest uoplagte kirkegænger en søndag morgen. Æstetisk fremtræder orglet smukt i rummet, og lydkvaliteten er fremragende. En anbefalelsesværdig dokumentation af Matthison-Hansen den ældres fantasier.  

 

 

Udforskning af traditionen

 

Forside il tempo giusto 001Af Lars Kristian Hansen

 

Il Tempo Giusto. Lars Rosenlund Nørremark spiller værker af Johann Pachelbel, Louis-Claude Daquin, Henry Purcell, Louis-Nicolas Clérambault, Johann Sebastian Bach, Nicolas de Grigny og Alessandro Marcello på Marcussen-orglet i Horsens Klosterkirke. CDKlassisk CDK 1120

 

Nærværende cd deler muligvis vandene. Solisten kategoriserer selv sit projekt som et eksperiment. Måske kan man også kalde det en nutidig tolkning af en historisk spillepraksis. Personligt har han et solidt kendskab til gamle lydoptagelser med kunstnere fra 1800-tallet, hvis æstetik har rod helt tilbage i 1700-tallet.

 

Den medfølgende booklet indeholder interessante betragtninger omkring spillepraksis, improvisation, herunder forholdet til tempi i barokken, en periode, hvor nodeskriften kun afslørede skelettet af musikken – ornamentation, tempo m.m. var så at sige overladt til den enkelte udøver efter en mundtlig mesterlærepraksis. Ikke ulig den nutidige rytmiske improvisationsmusik.

 

Lars Rosenlund Nørremark betegner indspilningerne her som en ”øvelse i samtidighed”, der er åbent for diskussion. En klog disposition. Så skulle et eventuelt barok-politi på forhånd være afvæbnet.

 

Pachelbel, Henry Purcell, Clérambault og uundgåelige J.S. Bach er repræsenteret med delikate stykker musik, indspillet i Horsens Klosterkirke på det neoklassiske Marcussen-orgel fra 1936. Ikke som et paradoks, men ganske simpelt ud fra instrumentets fine kvaliteter.

 

Som lytter forsøger jeg at reagere fordomsfrit på fortolkningerne. Og i forhold til solistens gennemtænkte overvejelser, er der ingen chok undervejs. Så forskellig fra andre er Lars Rosenlund Nørremarks tilgang til musikken heller ikke.

 

Hvad der slår mig, er de små ændringer i grundtempoet, som nu og da forekommer. Bachs Nun komm, der Heiden Heiland spilles hurtigt og lidt forceret fra starten. Jeg har svært ved at forlige mig med de momentvise accellerandi undervejs, musikken hviler ikke i sig selv. Så meget anderledes virker den efterfølgende orgelkoral Herzlich tut mich verlangen. Her forekommer de mange udsmykninger og det ledsagende rubato-spil logiske, foredraget indtrængende, næsten romantisk.

 

Den indledende skæring, Ciacona i f af Johann Pachelbel, har ynde og mange fine detaljer i de mange variationer af det korte grundtema. Kun skæmmes musikken få steder af klaprende pedalindsatser. Her og i et par af de andre værker bemærkes det, at instrumentet er slidt og trænger til en kærlig hånd. Lars Rosenlund Nørremark formår dog ofte at få lytteren til at glemme og i stedet beundre de fine ornamenteringer i f.eks. musik af Louis-Claude Daquin, Henry Purcell og Clérambault – hvor man også undervejs kan nyde orglets smukke solostemmer.

 

Lars Rosenlund Nørremark benytter i stor udstrækning arpeggio, asynkronitet mellem hænderne, flerstemmig frasering samt improvisation og rubato. I det medfølgende hæfte nævner han 1800-tallets store pianist Alfred Grünefeld, hvis spil bl.a. har tjent som inspirationskilde til dette projekt.

 

Grundlæggende er det interessante og anderledes bud på en håndfuld af barokkens mestre, der bydes på. Med den viden og det store potentiale Lars Rosenlund Nørremark besidder, vil jeg glæde mig til en efterfølger – måske romantisk og nyere musik denne gang? Hans 2 cd´er med musik af Edwin Henry Lemare fra 2010-11 er i hvert fald en bedrift, ikke mange vil kunne matche.

 

 

 

Den frontkæmpende komponists erindringer

 

Af Jens E. Christensen

 

Forside Sven Erik Werner 001Sven Erik Werner: Langsomt, men usikkert. Notater om skrøbelighed. Tegninger af John Olsen. Eigil Holms Forlag 2013. www.eigilholm.dk Pris kr. 200,- inkl. forsendelse. Kan købes via Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

"Amen!" Sådan sætter vore præster afsluttende trumf på bønner og læsninger i vores gudstjeneste. Ordbogen fortæller mig, at "amen" er et hebraisk ord, der betyder: "i sandhed, således - det står fast!"

 

"Amen!" Det er også begyndelsen på komponisten Sven Erik Werners underfundige erindringsbog Langsomt, men usikkert. Notater om skrøbelighed. Allerede titlen pejler Sven Eriks dialektiske tilgang til livets tilskikkelser og hans egen tankevirksomhed.

 

Der er ingen grund til at slappe af, fordi titlen indbefatter langsomhed, usikkerhed og skrøbelighed. Snarere forestiller jeg mig Sven Erik som et væsen, der disciplineret venter på den afgørende forståelse af livets sammenhæng og skaberkraft.

 

En anden åndspersonlighed og kunstner, den rumænske dirigent Sergiu Celibidache, opsummerer sit arbejde med orkestret således: "Ved prøverne er der uanede muligheder og løsninger på de musikalske spørgsmål. Ved koncerten er der kun ét svar."

 

På samme måde må Sven Eriks mylder af intellektuelle og fantasifulde tanker kræve en lang og sej arbejdsproces, førend hans tekster og musik finder deres endelige form.

 

Sven Erik Werner er måske som komponist lidt overset, ikke mindst på grund af ham selv. Men det skyldes nok, at døgnet kun har 24 timer - også i løbet af det halve århundrede, hvor han har brugt enorme kræfter på at tage aktivt del i den musikpolitiske debat, formidlet sine kollegers musik og beklædt vigtige pædagogiske og kollegiale poster i vores musikliv.

 

Denne rige periode fra midten af 1930'erne over Anden Verdenskrig frem til århundredskiftet beskrives i novelleform med mange appetitvækkende overskrifter, for eksempel: ”Den hellige kommunikation”, ”Modulerende dødsrondo”, ”Erindring - en lunefuld dame”, ”Tilfældets musik”, ”Tidens toneklang” og ”Brændende kærlighed”.

 

Det hele begynder med, at Sven Eriks mormor taler ud: om hvordan datteren Lutte kom grædende hjem efter at være brændt af af en redaktør på Politiken. Nu kunne hun lige så godt gifte sig med Max, en rigtig kræmmertype, der kunne sælge is på Nordpolen. Max var katolik, så Sven Eriks forældre blev gift i Sct. Ansgars Kirke i Bredgade, og han blev født nøjagtig 9 måneder og én dag efter det famøse bryllup. Sven Erik skulle således opdrages katolsk, og gik derfor også i den katolske Sct. Knuds Skole og senere på Niels Steensens Gymnasium, hvor han blev student i 1955.

 

I de farverige erindringsglimt får vi også indblik i traumatiske begivenheder som brand i deres huskompleks og ikke mindst lillesøsters død.

 

Efter studierne på Musikvidenskabelig Institut bliver han cand.mag. i 64, og programsekretær i Danmarks Radio fra 64 til 70. Den uforfærdede musikchef Mogens Andersen tager med kyshånd imod Sven Erik, som bliver medlem af Resonans-redaktionen til forsvar for samtidens kompositionsmusik. De slår et slag for Darmstadt-avantgarden, Fluxus-happenings, alternative improvisationsformer, minimalisme og ny enkelhed. Det var godt radio-stof, for eksempel da Hans Jørgen Nielsen, Bjørn Nørgaard og Henning Christiansen en forårsaften i 68 præsenterede Fluxus-bevægelsen i Nikolaj Kirkesal. Da en spritter helt uventet bidrog med sine vemodige sange, forsøgte man at standse ham, hvortil han naturligt udbrød: "Hold da kæft! Kan I ikke se, at jeg arbejder?"

 

Mogens Andersens credo var: "Det drejer sig ikke om at give lytterne, hvad de tror, de gerne vil have. Det drejer sig heller ikke om at give dem noget, de ikke vil have. Det drejer sig om at give dem noget, de ikke vidste, at de måske gerne ville have." Den situation kender vi kirkemusikere vist også alle: når kirkefremmede forvilder sig ind i vores kirke ved konfirmationer eller lignende lejligheder og bliver glædeligt forbavsede over, hvad der foregår hos os.

 

I mellemtiden havde Sven Erik Werner haft store skandale-successer (de to ting hører vist sammen) med kammeroperaen Den hellige kommunion på Det kongelige Teaters Comedie-hus i 1973, hvor titlen i Ekstrabladet blev misforstået som Den hellige kommunikation, og endnu stærkere det følgende år forestillingen i fjernsynet Der er blevet skabt så meget - en såkaldt "messe for tv". Seerne og de andre medier var rasende, men Bo Bojesen i Politiken løftede med sin tegning situationen op i en højere sfære med: "Det er efterhånden blevet svært at kende forskel på det politiske spil og den moderne kunst!"

 

Højdepunktet i Werners musikpolitiske og pædagogiske indsats kommer i de næste årtier, hvor han bliver medlem af Komponistforeningen, Statens Musikråd og allervigtigst: lærer og rektor ved Det Fynske Musikkonservatorium i perioden 1970-89. Hans musikalske spændvidde viste sig også i de epokegørende besøg af så forskellige komponister som den polske komponist Witold Lutoslawski (1913-94) og det tyske fyrtårn Karlheinz Stockhausen (1928-2007).

 

I 1989 var sulten efter at komponere blevet så stærk, at Sven Erik forlod rektorstillingen og flyttede til København for at indhente sit forsømte kompositions-arbejde. Det kom også kirkemusikken i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn til gode - der blev for eksempel skrevet Postludier for orgel, Magnificat for sopran og orgel, Visse Vejrdage med tekst af Villy Sørensen for oplæser, saxofon, slagtøj og orgel, Living Memory til minde om Villy Sørensen for trompet og orgel, Langfredags-musik for cello, kor og orgel, og ikke mindst for nylig den i al sin enkelhed storslåede Cæcilie-messe for mezzo, to trompeter, kor og orgel, til ære for musikkens skytshelgen Sankt Cæcilie.

 

Alle disse kompositioner, mere eller mindre i Messiaens 2. Modus, er velskrevne imødekommende over for både udøvende og lytterne. Med Sven Erik Werners musik og erindringsbog forekommer ringen sluttet. Som musikstuderende i 1960'erne skrev han speciale om Beethovens Missa Solemnis. Messen bærer overskriften: "Von Herzen - möge es wieder zum Herzen gehen" - Af hjertet, måtte det atter gå til hjertet. På samme måde brænder Werners hjerne og hjerte for at nå sine læsere og lyttere, ikke for at tilfredsstille målinger af lyttertal, men for i Kierkegaards ånd at nå næsten: "hin enkelte".

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.