Klumme

mikaelgarnaesAt få budskabet ud

 

Det Kongelige Teater har gjort det længe. Hvert år efter sommerferien har man givet gratis koncerter under åben himmel, både i København og på Skamlingsbanken, hvor folk med medbragte madpakker kunne sidde og nyde operaarier i det fri. Det har ført til, at mange efterfølgende har været en tur i teatret for at opleve den angiveligt så elitære kunstart opera i levende live.

 

Det var derfor en oplagt god ide at indlede Aarhus Symfoniske Orgelfestival med en tilsvarende udadvendt gestus: lyden af Domkirkens store orgel blev transmitteret ”live” ud på Bispetorv på storskærm og med højtalere. Som Anders Gaden fortæller i sin reportage fra festivalen, var det en stor publikumssucces. Folk på cafébesøg og på indkøb blev i stort tal lokket ind i kirken for at opleve musikken og rummet, og man hørte bemærkninger som ”Det er faktisk første gang, jeg er inde i kirken. Det er imponerende, jeg kunne sagtens finde på at gå til en orgelkoncert.”

 

Hvis budskabet om, at kirke- og orgelmusik har noget på hjerte, skal ud til en bredere kreds end de traditionelt interesserede, er det den slags initiativer der skal til. Når de ikke kirkevante udsættes for generøse musikoplevelser af høj kvalitet, er chancen for aha-oplevelser til stede. Man ved ikke hvad man mangler før man oplever det. Det kræver naturligvis overskud af arrangørerne at lave den slags udadvendte og utraditionelle initiativer. Men vi ved jo, at spreder man sæden tilstrækkeligt bredt, vil noget af den falde på frugtbar jord.

 

Måske det kan give inspiration til andre her i julemåneden, hvor lydhørheden for kirkemusikken plejer at være ekstra stor?

Fem skønne orgeldage i Aarhus

Aarhus Symfoniske Orgelfestival afholdt for tredje gang

David Briggs i HelligaandskirkenAnders Gaden 2Af Anders Gaden

 

Fra onsdag den 29. oktober til søndag den 2. november inviterede Aarhus Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus Domkirke, Vor Frue Kirke, Helligåndskirken i Aarhus og Mariager Kirke igen til orgelfestival.

 

Baggrunden er, at der i de sidste fem år er blevet omfattende investeret i nye orgler i Østjylland med Mariager Kirkes Aubertin-orgel og Klais-orglet i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus, begge i 2010, Helligåndskirkens Allen-hybrid orgel i 2012 og senest i 2013 med et nyt Eule-orgel på Det Jyske Musikkonservatorium.

 

Med den store spændvidde der er i disse meget forskellige instrumenter og deres placering i forskellige rum og sammenhænge, synes jeg der er basis for en festival der præsenterer orgelmusik på mange måder. Her er et lille udsnit af oplevelserne i de fem dage.

 

Utraditionel optakt

Som optakt til festivalen, og for at sætte yderligere fokus på arrangementet, bragte man Domkirkens orgel ud på Bispetorv på storskærm og med højtalere. Ideen var at bringe folk fra gaden ind i kirken og opleve det utrolige, orgelmusikken i kirkerummet kan gøre ved os. Og den udfordring lykkedes helt fantastisk. Se filmen på YouTube på denne adresse: http://www.youtube.com/watch?v=9icfTIPFsfg

 

Koncerter

Åbningskoncerten løb af stabelen i Mariager Kirke med Mattias Wager ved orglet. Wager er siden 2011 domorganist ved Storkyrkan i Stockholm og er bl.a. kendt som en fremragende improvisator. Han afsluttede da også koncerten med en imponerende improvisation efter et program med både Bach og nyere komponister som Sven-David Sandström og Gustaf Bjarnegård.

 

Symfoniorkestret åbnede for deres del festivalen med Bo Holtens arrangement af Carl Nielsens Commotio dirigeret af Ari Rasilainen, efterfulgt af Svend Hvidtfeldt Nielsens til lejligheden komponerede Toccata for orgel og symfoniorkester.

 

Holtens arrangement fungerede smukt, og det var fint at høre Commotio på den måde. I Toccataen var det Svend Hvidtfeldt Nielsen der selv sad ved orglet, og fornemt ledte os igennem et spændende stykke musik med voldsomme tordenskrald fra orglet til sarte dissonanser og glissader hvor strygerne og orgelet spillede smukt sammen. Komponisten skriver, at det har været interessant at opleve dobbeltrollen som komponist og fortolker: ”Jeg havde ikke tænkt mig, at koncerten skulle være specielt svær. Men det blev den. Det minder mig om alle de gange, musikere har fortalt mig, at min musik er svær, uden at kunne sige præcis, hvordan det skulle ændres, så det ikke var svært. Nu oplever jeg det selv. Ganske få ting har jeg kunnet gøre noget ved. Men det meste er så tæt flettet sammen med musikkens grundstruktur, at der kun er én vej: at bide tænderne sammen og øve”.

 

Orgelsalon og dekadence

Som noget nyt kom konservatoriets nyindkøbte Eule-orgel til at danne rammen om nogle meget stemningsfulde orgelsaloner, hvor Lars Nørremark spillede værker af Wagner, Karg-Elert og Edwin Lemare. Disse afløst af Laura Marie Klindt Nielsens oplæsninger af Oscar Wilde, Baudelaire og Huysmann. Vi i publikum sad ved små cafeborde med cava og absint i glassene og rigeligt med petit fours, mm...

 

Orglets smukke stemmer fyldte rummet på en fin og afbalanceret måde, og hvis man kommer på de kanter, er dette 23-stemmers tre manualers Eule-orgel en visit værd.

 

Mesterkursus med SchoenerMesterkursus og koncerter

Festivalen bød også på et mesterkursus med Christoph Schoener, Skt. Michaelis i Hamburg. Schoener arbejdede med 6 studerende fra musikkonservatoriet, der spillede værker af Liszt, Reger, Mendelssohn, Karg-Elert, Schumann og Guy Bovet. Schoener arbejdede meget med spillernes fysiske holdning og attak under spillet og talte om, hvordan det påvirker fraseringen, og omvendt hvordan en frasering naturligt bør påvirke vores holdning når vi spiller. Desuden blev der talt om. hvordan vi ofte helt automatisk bringer artikulationsvaner og fraseringsteknikker med os fra stilart til stilart når vi spiller. En inspirerende formiddag!

 

Eftermiddagen bød på norsk og fransk musik i Vor Frue Kirke, hvor Inger-Lise Ulsrud var inviteret til at spille Laukviks Passacaglia og Messiaen fra Livre du Saint Sacrement.

 

Schoener spillede koncert om aftenen i Symfonisk Sal med et stort anlagt program, Bachs Kromatisk fantasi og fuga i Regers orgelfassung, ligeledes BWV 720 Ein feste Burg ist unser Gott efterfulgt af Regers fantasi over samme, opus 27. Efter pausen viste Schoener sin sande storform i Liszts Der Heilige Franziskus von Paula auf den Wogen schreitend og Viernes 3. symfoni.

 

Improvisation for fulde gardiner

Fredag aften kl. 22.00 bød Helligåndskirken på improvisationskoncert med den canadiske organist David Briggs, der har base i Toronto 20 uger om året, og resten af tiden turnerer. Han kom flyvende direkte fra St. Petersborg og fløj dagen efter videre til London, hvor han skulle spille koncert. Briggs var meget veloplagt og indledte koncerten med en lille forberedt tale på dansk, ligesom han efter sin rejse gennem forskellige stilpasticher endte med en storladen improvisation a la Ravel over Der er et yndigt land. Koncerten blev belyst af LYSTEK, og det var en stor oplevelse at se, hvordan musik og lys spillede flot sammen den aften.

 

Familiekoncert og franske fristelser

Michael RosenfeldtAf Michael Rosenfeldt

 

Lørdag formiddag bød på familiekoncert i Symfonisk Sal i Musikhuset. Temaet var jordens skabelse. Her kunne skabelsesberetningen opleves på en helt ny måde. Skuespiller Marie Louise Wille genfortalte Første Mosebog, samtidig med at der blev vist kendte som ukendte billeder af blandt andet Rembrandt, Monet og Manet på lærredet over scenen. Dette blev sat i musik af Jakob Stevns-Lorentzen, som improviserede på det store Klais-orgel.

 

Om eftermiddagen slog Aarhus Domkirke dørene op for en sand fransk koncert. Det var den parisiske organist Thierry Escaich, som er titulærorganist ved Saint Étienne du Mont-katedralen, hvor Maurice Duruflé har haft sit virke. Escaich leverede et program bestående af Bach, fransk musik, herunder to af sine egne værker, og derudover improviserede han i tre forskellige stilarter over velkendte danske salmer. En hel del var mødt op trods det skønne efterårsvejr. Der ventede da også publikum en stor, imponerende og fascinerende oplevelse. Det var tydeligt at publikum nærmest holdt vejret, samtidig med at der blev trukket på smilebåndet af bare forbløffelse over hvad mesteren præsterede.

 

Kantategudstjeneste og afslutningskoncert

Søndagen begyndte med kantategudstjeneste i Domkirken. Kantoriet og MIRA-kvartetten med gæster fremførte Bachs kantate nr. 111 Was mein Gott will, das g’scheh allzeit under ledelse af domkantor Carsten Seyer-Hansen. Solistpartierne blev sunget af medlemmer fra kantoriet. Under nadveren blev Mendelssohns Richte mich Gott sunget. Gudstjenesten blev afsluttet af domorganist Kristian Krogsøe, der på det fantastiske hovedorgel spille hele Mendelssohns første orgelsonate i f-mol, som er skrevet over samme melodi som den opførte kantate af Bach.

 

Søndag eftermiddag var der afslutningskoncert i Symfonisk Sal. Det var den tyske tenor Markus Schäfer og professor Ulrik Spang-Hanssen, der her bød på lieder af Schubert, Reger, Brahms og Dvorák. Derudover spilledes også et par soloorgelværker, nemlig to karakterstykker af Dresdner-komponisten Hans Fährmann og Carl Nielsens Commotio. Det var et særdeles velvalgt program og to veloplagte musikere der gik på scenen. Festivalen blev dermed afsluttet på flot vis, med en række af fremragende koncerter, der kunne inspirere enhver!

 

”En klog mand, næsten alt for klog …”

I anledning af Franz Tunders formodede 400-års fødselsdag

 

Franz Tunder, den nordtyske komponist og organist, så sandsynligvis dagens lys i 1614, men når denne orgelmesters liv og værk over lange stræk ganske enkelt er forblevet ubekendt, og musikvidenskaben således er henvist til talrige formodninger og usikre konklusioner, skyldes det ikke mindst Johann Gottfried Walther og efterfølgende generationer af leksikografer. Ikke med en eneste stavelse omtaler Walther Tunder i sit ”Musikalisches Lexicon” fra 1732, og i Matthesons ”Ehren-pforte” (1740) omtales han kun ganske perifert som en bekendt af en sanger ved navn Francicus de Minde, men trods alt her som ”den bedste orgelspiller … der i Italien havde studeret hos den verdensberømte Frescobaldi”. At også denne henvisning vedrørende uddannelsessted efter nyeste forskning turde være falsk, kaster et betegnende lys på problematikken i Tunders biografi. Længe gjaldt Burg på øen Femern som fødested, den yngre musikvidenskab peger derimod på Lübeck, hvor en navnefælle, Franz Tunder (sandsynligvis hans far) drev en boghandel. Men også over de prægende og afgørende læreår hersker der uklarhed. Fra 1616 virkede ved hansestadens Mariakirke Peter Hasse, som stod Sweelinck-skolen nær. Han kan være en potentiel læremester, ligeså kan den danske hoforganist Melchior Schildt og dennes embedskollega i København, Johann Lorentz (d.y.) være muligheder.

 

Men i december 1632 får vi det første sikre belæg i forbindelse med Tunders ansættelse i hertug Friederich III’s hofkapel på Gottorp slot. Her overtog den da 18-årige embedet efter Frescobaldi-eleven Johann Heckelauer, der ved siden af organistembedet også virkede som orgelbygger, i hvilken funktion han forblev på hoffet og sikkert har givet sin efterfølger værdifuld viden og varigt indblik i orgelbygningens kunst. Når den næppe 20-årige Tunder tillige bliver betroet undervisning af kapellets drenge og prinsessen, tør vi nok slutte, at den unge mand har demonstreret usædvanlig musikalsk begavelse. En tanke værd er det, at netop her på baggrund af 30-års krigens urolige forhold kunne Gottorp etablere sig som et af Nordtysklands betydeligste musikcentrer og regelmæssigt invitere berømte kunstnere såsom violinisten Johann Schop, organisten Heinrich Scheidemann og lutenisten Paul Bruhns.

 

St. Marie LubeckVed Peter Hasses død blev Nordtysklands mest prestigefyldte organistembede ledigt, og i 1641 blev Franz Tunder valgt som organist ved den storslåede Mariakirke i Lübeck. Tunder, der i mellemtiden var blevet gift med hofskrædderens datter, fik her til sin rådighed et imponerende orgel, netop restaureret og ombygget af Friederich Stellwagen i årene 1637-41. Det besad 54 stemmer. Dispositionen til dette 3 manuals instrument er ikke overleveret, men for at citere en senere efterfølger, Walter Kraft: ”med største sandsynlighed den første og eneste gotiske orgelfacade med en 32’-principal (største pibe omkring 11 meter lang) i den daværende vesterlandske verden”. Men denne ydre pragt fandt fra nu af sit lydelige modsvar i Tunders orgelværker, som i klangrigdom, i dramatik og i improvisation skulle blive stildannende i genren stylus phantasticus.

 

Hvori består da Tunders musikalske arv? I afskrifter - ikke i originale håndskrifter - har vi overleveret 4 Præludier (og fuga) plus et 5-takters fragment, en Canzona samt 11 koralbearbejdelser, hvoraf flere har karakter af koralfantasier, (to af disse blev i 1990’erne fundet i polske biblioteker og oprindelig tilskrevet Scheidemann). Dertil kommer 18 ’Geistliche Konzerte’ for en eller flere stemmer og 3 koralkantater. Men uden tvivl må Tunders værkkatalog have indeholdt langt flere kompositioner, især når man tænker på, at Tunder i 1640’erne grundlagde regelmæssige musikopførelser ud over gudstjenesterne. En notits fra kirkeværgen dateret 1646 ved at berette, at disse koncerter allerede havde eksisteret i flere år. Først og fremmest skal nævnes orgelkoncerterne hver torsdag. De skulle udfylde tiden til børsen åbnede. Helt til 1673 fandt børshandlingerne sted på det åbne torv ved kirken. I øvrigt er forbindelsen mellem sådanne forretningsmæssige rådslagninger og ikke-gudstjenstligt orgelspil bevidnet både i København, Amsterdam og Utrecht. Den store succes, som bl.a. resulterede i betydelige ekstra indtægter, førte ifølge den senere kantor Caspar Ruetz til, at Tunder snart kunne ansætte flere violiner og sangere, ”bis endlich eine starcke Music daraus geworden”. Mariakirkens dokumenter omtaler i 1646 disse foranstaltninger som ”Abendspielen”, et begreb, der under Tunders efterfølgere skulle blive kendt som ”Lübecker Abendmusiken, der jo fik epokegørende betydning.                                                                                              

 

An Wasserflussen 001I 1647 blev Tunder også indsat som kirkens ’Werkmeister’, dvs. en slags regnskabsfører med det overordnede ansvar for arkivalier og dokumenter. Denne øgede arbejdsbyrde varetog han med største omhu og ubøjelighed, hvad også garvede, erfarne håndværkere som f. eks. Friederich Stellwagen fik at føle. På en vindlade i kirkens 2. orgel (Totentanzorglet på 40 stemmer) har han efterladt følgende lidt selvsikre bemærkning om Tunder, at han vist er ”en klog mand, næsten alt for klog”! Stellwagen restaurerede dette orgel mellem 1653 og 1655 og har formodentlig haft en mindre kontrovers/diskussion med sin arbejdsgiver og dennes ekspertviden.                                                                                            

 

Da Tunder d. 5. november 1667 døde ”sanfft und sehlig” i sin alders 53. år, havde han ifølge en notits i kirkebøgerne med en glorværdig flid, omhu og troskab banet vejen for sin svigersøn og efterfølger, Diderich Buxtehude, som nu således kunne føre den stolte tradition til et blomstrende højdepunkt – for Lübeck specielt og for den nordtyske orgelskole i særdeleshed.

 

Den 22. september 1990 opdagede en belgisk astronom på et observatorium i Chile den hidtil ukendte asteroide 7871, som han umiddelbart derefter døbte med navnet ”Tunder”. At en nordtysk komponist og organist, formentlig født i 1614, på den måde fik tildelt en fast plads på firmamentet, vidner på den ene side om dennes ikke-tidsbundne betydning i musikhistoriens kosmos, men på den anden side også om den begrænsede stråleglans af hans kun fragmentarisk overleverede musikalske arv.

 

(I majnummeret 2013 bragte vi Kai Ole Bøggilds anmeldelse af Michael Belottis Bärenreiter-udgave af Tunders orgelværker)

 

Kort nyt

Ny tværfaglig korlederuddannelse

MSJ 03 - 023Anne Rosing Instituttet tilbyder fra januar 2015 en ny korlederuddannelse. Den forestås, foruden af den internationalt anerkendte sangpædagog og talelærer Anne Rosing, af professor i korledelse Morten Schuldt-Jensen og psykoterapeuten Marianne Miravet Sorribes, der er specialist i ledelse.

 

”Jo mere samvittighedsfuld man er som kordirigent, jo større er risikoen for at få komplekser,” siger Morten Schuldt-Jensen. ”Vi vil gerne hjælpe korlederne med at lave en analyse af deres situation og give dem nogle overskuelige redskaber til at komme videre”.

 

En kordirigent står over for konkrete krav inden for mindst tre - traditionelt betragtet „bløde“ - fagområder: Direktionsteknik, sangteknik og anvendt psykologi/personaleledelse. I det eksisterende uddannelsessystem kan tilstrækkelige kompetencer i disse enkeltdiscipliner kun opnås ved at tage tre forskellige uddannelser på henholdsvis konservatorier og universiteter.

 

Lærerne har på forhånd afstemt analyseredskaber, terminologi og mål og satser på, gennem en mangfoldighed af synergieffekter, at videregive et helhedssyn på korledelse som kunstnerisk fag og håndværk. Da der også gives individuel coaching, vil deltagerne konstatere en hurtig forbedring af deres personlige færdigheder inden for alle tre områder.

 

Undervisningen finder sted på Anne Rosing Instituttet, Hellerup, og strækker sig over i første omgang 2 forlængede weekender og et intensivt forløb af 4 dages varighed: 16.-18. januar, 20.-22. marts og 24.-27. juni 2015. Der kan maksimalt deltage 6 kursister.

 

Detaljerede oplysninger om undervisningens indhold og tilrettelæggelse, pris, optagelsesbetingelser og tilmelding på instituttets hjemmeside: http://www.anne-rosing.org

 

Orgelsamlingen i Sct. Andreas Kirke lukker

SctAndreas009Samlingen på 7 historiske landsbykirkeorgler, der er opstillet i Sct. Andreas Kirke i det indre København, er blevet opsagt pr. oktober 2016, fordi Vor Frue Kirkes menighedsråd vil have frie hænder til at udleje eller sælge hele bygningen til ikke-kirkelige formål.

 

André Palsgård, formand for orgelsamlingens bestyrelse, fortæller, at man har besluttet at stoppe koncerterne allerede i april 2015. Det tager tid at nedtage orglerne, hjemtage nogle af dem for at benytte lejligheden til småreparationer, opstille, intonere og stemme orglerne, da det skal foregå med et orgel ad gangen.

 

”Opbevaring af adskilte orgler er livsfarligt for orglerne, der kan blive udsat for hærværk, fugt, borebiller og svind. Den slags har flere af orgelsamlingens orgler været udsat for i rigeligt omfang”, siger André Palsgård.

 

Den resterende tid indtil udflytningen af samlingen skal derfor bruges til at finde et nyt hjem til samlingen og til de lige så mange andre historiske landsbykirkeorgler, der aldrig er blevet opstillet.

 

De sidste tre koncerter på orgelsamlingens instrumenter bliver på tirsdage kl. 19.00: 3. februar (Yuzuru Hiranaka), 10. marts (Willy Egmose) og 21. april (Dan Kær Nielsen og Aeji Choi).

 

www.orgelsamling.dk

 

Anmeldelser

Buxtehude på hjemmebane?

 

Af Anthon Hansen

 

Forside Gleerup Hansen 001Organ Works by Diderich Buxtehude. Søren Gleerup Hansen spiller på Marcussen-orglet i Sct. Mariæ Kirke, Helsingør, og orglerne i S:ta Maria Kyrka, Helsingborg. 2 cd’er. Helikon HCD 1073-1074

 

Når man er en berømt komponists efterfølger, beskæftiger man sig naturligvis indgående med hans musik. Det har Søren Gleerup Hansen gjort og fået dokumenteret på en dobbelt-cd.

 

Diderich var meget ung, da han sad i Helsingborg og Helsingør. Han er helt klart dansk. Vi ved, at faderen skrev et brev til ham på dansk, da han lige var flyttet til Helsingborg, og hans mor var dansk. Men hans hovedindsats ligger i Lübeck hvor han havde hele to store orgler til sin rådighed. Vi ved ikke, hvornår hvilke orgelværker er skrevet, men størsteparten er vel blevet til i Tyskland. Begge orgler i Marienkirche i Lübeck havde 16’-hovedværk, 8’-positiv (ryg eller ”Stuhl”), brystværk (sågar med principal 8’ i hovedorglet) og et meget selvstændigt pedalværk – det store orgel med principal 32’!

 

Det er altså ikke særlig autentisk at spille hans musik på et lille orgel som kororglet i Helsingborg – ja, selv Helsingør-orglet er meget mindre end Diderichs senere orgler, men det har som bekendt 27 piber fra Buxtehudes tid. Af de tre anvendte orgler er kun det store orgel i Helsingborg af en sammenlignelig størrelse og klangbredde. Det er kun brugt til tre skæringer – men det er befriende at høre musikken folde sig ud i fuldt format.

 

Vi har ingen originalmanuskripter til Buxtehudes orgelmusik, og overleveringen er mangetydig. De mange trykte udgaver præsenterer ud fra hver deres udgangspunkt versioner, der afviger ganske meget fra hinanden. Bookletten, der er fin og oplysende, kunne godt oplyse, hvilke(n) udgave(r) der spilles efter, og om han henter lidt fra flere udgaver, som mange af os gør. Til gengæld får vi en detaljeret beskrivelse af de tre orgler.

 

Optagelserne fra Helsingør er vellykkede. Orglet er velklingende, selv om dets klanglige bredde ikke kan sammenlignes med Buxtehudes instrumenter i Lübeck. Søren Gleerup er en god musiker med teknikken i orden. Ind imellem er der lidt rytmisk vaklen – sågar et par enkelte rytmiske fejl. Mozart siger, at i rubato skal man ikke forskyde grundslaget, kun fraseringen inden for slaget. Det er nok lidt overdrevet, men det er nu et godt udgangspunkt, som Søren Gleerup skulle overveje. Flere gange, også i Sverige, vælger han at udelade 16’ i pedalet. Nogle steder virker det godt – men oftest undrer det mig.

 

Jeg synes godt om de tre værker, der spilles på det store orgel i Helsingborg. Både klangligt og spillemæssigt er det godt, og de leddelte værker som for eksempel e-mollen får så mange forskellige farver, at man glædes højligt derved.

 

Mere problematisk er kororglet, der sikkert klinger som et lille orgel på Buxtehudes tid – men det ligner ikke de instrumenter, han har arbejdet mest ved, så hvorfor egentlig?

 

Bedst lykkes Præludium i D-dur (BuxWV 139), hvor brystværket kun bliver brugt lidt – men også her klinger instrumentet lidt snævert. Også d-moll passacagliaen folder sig rimeligt ud trods orglets begrænsninger. E-moll ciaconaen bliver spillet på en gedakt 8’ uden klangændringer. Det er synd. Det virker som kødløs dag.

 

De små, frie værker – canzonaer, canzonettaer og C-dur fugaen – skal roses. De bliver fint belyst og klinger godt i enkle registreringer. Spor 7 og 8 på Helsingborg-skiven er byttet om – sligt sker jo!

 

Koralbearbejdelserne: Man hører sjældent fantasien over Nun freut euch, lieben Christen G’mein, et ubetydeligt og rodet værk, som varer for længe også i Søren Gleerups Helsingør-udgave. Nun lob, mein Seel yder kororglet ikke retfærdighed, mens triokoralerne både i Helsingør og Helsingborg går fint. Jeg synes, det kniber med juleglæden i de to med latinsk titel – men det er ikke Buxtehudes skyld. Ach, Herr, mich armen Sünder får til gengæld al den ro, den skal have.

 

Det lyder, som om de frie værker interesserer solisten mest, og det er de numre, Deres anmelder kunne finde på at lytte til igen.

 

Fuzzy på orgel mm.

 

Af Morten Ladehoff

 

Forside Fuzzy 001Fuzzy: Chimes of Memory. Grethe Krogh, orgel, Tine Rehling, harpe, Jeanette Balland, saxofon. DACAPO Open Space. 8 226561

 

Komponisten Jens Wilhelm Pedersen (bedre kendt som Fuzzy) har siden 60’erne været en aktiv aktør på den danske musikscene. Han er nok bedst kendt for sin medvirken i TV, radio og teaterproduktioner, men han har også haft et betydeligt virke som komponist af ’seriøs’ klassisk kunstmusik. Især hans arbejde med det elektroniske og elektroakustiske medie har vakt opsigt.

På denne cd præsenteres et udpluk af Fuzzys produktion fra 1975 til 2006. Heriblandt det store orgelværk ’Notre Dame Trilogy’ der fremføres af selveste Grethe Krogh. Som titlen antyder, er værket delt i tre satser, og hele trilogien har en varighed på en halv times tid.

Fuzzy er en ægte postmodernist - forstået på den måde at han fuldstændig ubekymret låner stilelementer fra alle mulige historiske perioder og på tværs af genrer som kunstmusik, kirkemusik, jazzmusik etc. Den ene takt kan lyde som en fransk, romantisk toccata, mens der i næste takt er en vals i salonstil efterfulgt af minimalistisk modaljazz. Denne anarkistiske tilgang til det stilistiske materiale kan, efter min mening, nemt resultere i et rodet, usammenhængende æstetisk udtryk. Men i ’Notre Dame Trilogy’ er der alligevel en form for orden i rodet. En rutineret komponist som Fuzzy behersker i den grad kompositionshåndværket, og man efterlades som lytter med en velgørende fornemmelse af, at tingene er præcis som de skal være. Men udfordrende og original kunst er det efter min mening ikke. Og det er formentlig heller ikke meningen. For dette værk er alt andet end prætentiøst. Det er forholdsvist let at forholde sig til og det appellerer formentlig til en større del af et gennemsnitspublikum end meget af den progressive kunstmusik, der ellers laves i dag. Set i en pædagogisk optik er der i et værk som ’Notre Dame Trilogy’ et enestående potentiale til at åbne døren til en større verden for det publikum, der ikke kender til ny musik i forvejen (hvilket vil sige størstedelen af det almindelige kirkemusikpublikum). Og til dette formål er værket ubetinget berettiget og vellykket.

Grethe Krogh kræver næppe nærmere præsentation. Men med et fødselsår der hedder 1928 kan man ikke undgå at være lidt bekymret for om fingrene nu stadig kan følge med og realisere en forholdsvist kompliceret nyskrevet musik. Men denne bekymring viser sig ganske ubegrundet når man lytter til denne optagelse. Ganske vist er musikken ikke voldsomt virtuos eller kompleks, men bestemt heller ikke noget der lige spilles fra bladet. Grethe Kroghs erfaring skinner igennem udførelsen. Hun yder både værket og Notre Dame-orglet retfærdighed med velklingende og velafbalancerede registreringer. Og så er der en udpræget ordentlighed og stabilitet i hendes spil, der bidrager til en klar og tydelig interpretation.

De andre værker på cd’en er ikke skrevet for orgel, men bestemt ikke mindre interessante af den grund. Især de ’Tre tilbageblik’ for saxofon og elektronik er et meget vellykket værk og nok et mere typisk eksempel på Fuzzys skrivemåde. En slags musikalsk pop-art hvor elementer af jazz, klassisk avantgarde, kitchede synthesizer-klange og trommemaskiner blandes i et legende musikalsk univers med en underliggende, dunkel storbystemning.

 

Storladen musik i lille kirke

 

Af Lars Kristian Hansen

 

Forside Matthison-Hansen 001Hans Matthison-Hansen: Six Fantasias for Organ. Sven-Ingvart Mikkelsen at the Havgaard Rasmussen Organ in Karlstrup. Sound engineer: Ole Dahl Moesmann. CDKlassisk cdk 1125.

 

Hans Matthison-Hansens 6 orgelfantasier i en landsbykirke med 60-70 siddepladser – det virker næsten naturstridigt. Men Havgaard Rasmussens orgel fra 2012 tager kampen op, og med Svend-Ingvart Mikkelsen bag tangenter og pedalklaviatur ved man, at musikken er i trygge hænder og fødder.

 

Orgelbygger Anders Havgaard Rasmusen har begået den genistreg at udnytte den beskedne plads maksimalt, så instrumentet levner langt flere muligheder, end de 13 stemmer berettiger til. Inden for de begrænsninger imponerer det velbesatte Hovedværk og Positiv. Sidstnævnte har både fået plads til en Vox celeste og en Dolcian 8’. Mens Hovedværket bl.a. mæsker sig med en Bordun 16’. Hvor mange landsbykirker kan prale af det?

 

Bordunen og 3 andre stemmer har transmission fra Hovedværket. Orglet har ingen selvstændige pedalstemmer. Men denne reduktion frigør omvendt klangmulighederne i instrumentet og skaber en varieret palet af interessante stemmer. Orglet virker større, end det er.

 

De 6 fantasier demonstrerer alle mulighederne. Den fyldige smukke grundklang kan nydes i f.eks. 4. fantasi (Lover den Herre). Fløjterne er åbne og styrker grundklangen, og stemmerne er intoneret sådan, at de har kvalitet til både at fremtræde enkeltvis og sammen.

 

Sven-Ingvart Mikkelsen spiller med både den tyngde og elegance, musikken kræver. Cd´en indledes med den velkendte Fantasi over Dronning Dagmar, som de fleste af os nok har spillet på et tidspunkt. Det meste af musikken kender jeg ikke, men fantasierne over Lover den Herre og hans egen melodi til Hvor salig er den lille flok kræver hverken noter eller GPS. Det er dansk guldalderromantik efter bogen. Fornem storladen musik, javist, men ikke noget, der bringer safterne i kog. Når man betænker, at komponisten næsten er samtidig med f.eks. en César Franck, erindres man endnu en gang om, at Danmark kulturelt var (er?) en lille afkrog af det europæiske fastland, hvor nye tendenser var længe om at vinde indpas.

 

Men fantasierne har en vis nationalromantisk charme, og længden er overskuelig. Mindre end tre kvarter spiller denne cd, selvom Sven-Ingvart Mikkelsen prøver at strække den ved at gennemspille fantasiernes kendte forlæg (i Hvor salig endda 2 gange).

 

Tuttiklangen kan virke en smule barsk med de dominerende aliquoter – egentlig mærkeligt, at instrumentet ikke har en mixtur. Det er i hvert fald en klang, der kan vække selv den mest uoplagte kirkegænger en søndag morgen. Æstetisk fremtræder orglet smukt i rummet, og lydkvaliteten er fremragende. En anbefalelsesværdig dokumentation af Matthison-Hansen den ældres fantasier.  

 

 

Udforskning af traditionen

 

Forside il tempo giusto 001Af Lars Kristian Hansen

 

Il Tempo Giusto. Lars Rosenlund Nørremark spiller værker af Johann Pachelbel, Louis-Claude Daquin, Henry Purcell, Louis-Nicolas Clérambault, Johann Sebastian Bach, Nicolas de Grigny og Alessandro Marcello på Marcussen-orglet i Horsens Klosterkirke. CDKlassisk CDK 1120

 

Nærværende cd deler muligvis vandene. Solisten kategoriserer selv sit projekt som et eksperiment. Måske kan man også kalde det en nutidig tolkning af en historisk spillepraksis. Personligt har han et solidt kendskab til gamle lydoptagelser med kunstnere fra 1800-tallet, hvis æstetik har rod helt tilbage i 1700-tallet.

 

Den medfølgende booklet indeholder interessante betragtninger omkring spillepraksis, improvisation, herunder forholdet til tempi i barokken, en periode, hvor nodeskriften kun afslørede skelettet af musikken – ornamentation, tempo m.m. var så at sige overladt til den enkelte udøver efter en mundtlig mesterlærepraksis. Ikke ulig den nutidige rytmiske improvisationsmusik.

 

Lars Rosenlund Nørremark betegner indspilningerne her som en ”øvelse i samtidighed”, der er åbent for diskussion. En klog disposition. Så skulle et eventuelt barok-politi på forhånd være afvæbnet.

 

Pachelbel, Henry Purcell, Clérambault og uundgåelige J.S. Bach er repræsenteret med delikate stykker musik, indspillet i Horsens Klosterkirke på det neoklassiske Marcussen-orgel fra 1936. Ikke som et paradoks, men ganske simpelt ud fra instrumentets fine kvaliteter.

 

Som lytter forsøger jeg at reagere fordomsfrit på fortolkningerne. Og i forhold til solistens gennemtænkte overvejelser, er der ingen chok undervejs. Så forskellig fra andre er Lars Rosenlund Nørremarks tilgang til musikken heller ikke.

 

Hvad der slår mig, er de små ændringer i grundtempoet, som nu og da forekommer. Bachs Nun komm, der Heiden Heiland spilles hurtigt og lidt forceret fra starten. Jeg har svært ved at forlige mig med de momentvise accellerandi undervejs, musikken hviler ikke i sig selv. Så meget anderledes virker den efterfølgende orgelkoral Herzlich tut mich verlangen. Her forekommer de mange udsmykninger og det ledsagende rubato-spil logiske, foredraget indtrængende, næsten romantisk.

 

Den indledende skæring, Ciacona i f af Johann Pachelbel, har ynde og mange fine detaljer i de mange variationer af det korte grundtema. Kun skæmmes musikken få steder af klaprende pedalindsatser. Her og i et par af de andre værker bemærkes det, at instrumentet er slidt og trænger til en kærlig hånd. Lars Rosenlund Nørremark formår dog ofte at få lytteren til at glemme og i stedet beundre de fine ornamenteringer i f.eks. musik af Louis-Claude Daquin, Henry Purcell og Clérambault – hvor man også undervejs kan nyde orglets smukke solostemmer.

 

Lars Rosenlund Nørremark benytter i stor udstrækning arpeggio, asynkronitet mellem hænderne, flerstemmig frasering samt improvisation og rubato. I det medfølgende hæfte nævner han 1800-tallets store pianist Alfred Grünefeld, hvis spil bl.a. har tjent som inspirationskilde til dette projekt.

 

Grundlæggende er det interessante og anderledes bud på en håndfuld af barokkens mestre, der bydes på. Med den viden og det store potentiale Lars Rosenlund Nørremark besidder, vil jeg glæde mig til en efterfølger – måske romantisk og nyere musik denne gang? Hans 2 cd´er med musik af Edwin Henry Lemare fra 2010-11 er i hvert fald en bedrift, ikke mange vil kunne matche.

 

 

 

Den frontkæmpende komponists erindringer

 

Af Jens E. Christensen

 

Forside Sven Erik Werner 001Sven Erik Werner: Langsomt, men usikkert. Notater om skrøbelighed. Tegninger af John Olsen. Eigil Holms Forlag 2013. www.eigilholm.dk Pris kr. 200,- inkl. forsendelse. Kan købes via Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

"Amen!" Sådan sætter vore præster afsluttende trumf på bønner og læsninger i vores gudstjeneste. Ordbogen fortæller mig, at "amen" er et hebraisk ord, der betyder: "i sandhed, således - det står fast!"

 

"Amen!" Det er også begyndelsen på komponisten Sven Erik Werners underfundige erindringsbog Langsomt, men usikkert. Notater om skrøbelighed. Allerede titlen pejler Sven Eriks dialektiske tilgang til livets tilskikkelser og hans egen tankevirksomhed.

 

Der er ingen grund til at slappe af, fordi titlen indbefatter langsomhed, usikkerhed og skrøbelighed. Snarere forestiller jeg mig Sven Erik som et væsen, der disciplineret venter på den afgørende forståelse af livets sammenhæng og skaberkraft.

 

En anden åndspersonlighed og kunstner, den rumænske dirigent Sergiu Celibidache, opsummerer sit arbejde med orkestret således: "Ved prøverne er der uanede muligheder og løsninger på de musikalske spørgsmål. Ved koncerten er der kun ét svar."

 

På samme måde må Sven Eriks mylder af intellektuelle og fantasifulde tanker kræve en lang og sej arbejdsproces, førend hans tekster og musik finder deres endelige form.

 

Sven Erik Werner er måske som komponist lidt overset, ikke mindst på grund af ham selv. Men det skyldes nok, at døgnet kun har 24 timer - også i løbet af det halve århundrede, hvor han har brugt enorme kræfter på at tage aktivt del i den musikpolitiske debat, formidlet sine kollegers musik og beklædt vigtige pædagogiske og kollegiale poster i vores musikliv.

 

Denne rige periode fra midten af 1930'erne over Anden Verdenskrig frem til århundredskiftet beskrives i novelleform med mange appetitvækkende overskrifter, for eksempel: ”Den hellige kommunikation”, ”Modulerende dødsrondo”, ”Erindring - en lunefuld dame”, ”Tilfældets musik”, ”Tidens toneklang” og ”Brændende kærlighed”.

 

Det hele begynder med, at Sven Eriks mormor taler ud: om hvordan datteren Lutte kom grædende hjem efter at være brændt af af en redaktør på Politiken. Nu kunne hun lige så godt gifte sig med Max, en rigtig kræmmertype, der kunne sælge is på Nordpolen. Max var katolik, så Sven Eriks forældre blev gift i Sct. Ansgars Kirke i Bredgade, og han blev født nøjagtig 9 måneder og én dag efter det famøse bryllup. Sven Erik skulle således opdrages katolsk, og gik derfor også i den katolske Sct. Knuds Skole og senere på Niels Steensens Gymnasium, hvor han blev student i 1955.

 

I de farverige erindringsglimt får vi også indblik i traumatiske begivenheder som brand i deres huskompleks og ikke mindst lillesøsters død.

 

Efter studierne på Musikvidenskabelig Institut bliver han cand.mag. i 64, og programsekretær i Danmarks Radio fra 64 til 70. Den uforfærdede musikchef Mogens Andersen tager med kyshånd imod Sven Erik, som bliver medlem af Resonans-redaktionen til forsvar for samtidens kompositionsmusik. De slår et slag for Darmstadt-avantgarden, Fluxus-happenings, alternative improvisationsformer, minimalisme og ny enkelhed. Det var godt radio-stof, for eksempel da Hans Jørgen Nielsen, Bjørn Nørgaard og Henning Christiansen en forårsaften i 68 præsenterede Fluxus-bevægelsen i Nikolaj Kirkesal. Da en spritter helt uventet bidrog med sine vemodige sange, forsøgte man at standse ham, hvortil han naturligt udbrød: "Hold da kæft! Kan I ikke se, at jeg arbejder?"

 

Mogens Andersens credo var: "Det drejer sig ikke om at give lytterne, hvad de tror, de gerne vil have. Det drejer sig heller ikke om at give dem noget, de ikke vil have. Det drejer sig om at give dem noget, de ikke vidste, at de måske gerne ville have." Den situation kender vi kirkemusikere vist også alle: når kirkefremmede forvilder sig ind i vores kirke ved konfirmationer eller lignende lejligheder og bliver glædeligt forbavsede over, hvad der foregår hos os.

 

I mellemtiden havde Sven Erik Werner haft store skandale-successer (de to ting hører vist sammen) med kammeroperaen Den hellige kommunion på Det kongelige Teaters Comedie-hus i 1973, hvor titlen i Ekstrabladet blev misforstået som Den hellige kommunikation, og endnu stærkere det følgende år forestillingen i fjernsynet Der er blevet skabt så meget - en såkaldt "messe for tv". Seerne og de andre medier var rasende, men Bo Bojesen i Politiken løftede med sin tegning situationen op i en højere sfære med: "Det er efterhånden blevet svært at kende forskel på det politiske spil og den moderne kunst!"

 

Højdepunktet i Werners musikpolitiske og pædagogiske indsats kommer i de næste årtier, hvor han bliver medlem af Komponistforeningen, Statens Musikråd og allervigtigst: lærer og rektor ved Det Fynske Musikkonservatorium i perioden 1970-89. Hans musikalske spændvidde viste sig også i de epokegørende besøg af så forskellige komponister som den polske komponist Witold Lutoslawski (1913-94) og det tyske fyrtårn Karlheinz Stockhausen (1928-2007).

 

I 1989 var sulten efter at komponere blevet så stærk, at Sven Erik forlod rektorstillingen og flyttede til København for at indhente sit forsømte kompositions-arbejde. Det kom også kirkemusikken i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn til gode - der blev for eksempel skrevet Postludier for orgel, Magnificat for sopran og orgel, Visse Vejrdage med tekst af Villy Sørensen for oplæser, saxofon, slagtøj og orgel, Living Memory til minde om Villy Sørensen for trompet og orgel, Langfredags-musik for cello, kor og orgel, og ikke mindst for nylig den i al sin enkelhed storslåede Cæcilie-messe for mezzo, to trompeter, kor og orgel, til ære for musikkens skytshelgen Sankt Cæcilie.

 

Alle disse kompositioner, mere eller mindre i Messiaens 2. Modus, er velskrevne imødekommende over for både udøvende og lytterne. Med Sven Erik Werners musik og erindringsbog forekommer ringen sluttet. Som musikstuderende i 1960'erne skrev han speciale om Beethovens Missa Solemnis. Messen bærer overskriften: "Von Herzen - möge es wieder zum Herzen gehen" - Af hjertet, måtte det atter gå til hjertet. På samme måde brænder Werners hjerne og hjerte for at nå sine læsere og lyttere, ikke for at tilfredsstille målinger af lyttertal, men for i Kierkegaards ånd at nå næsten: "hin enkelte".

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.