Den overflødige organist – eller ”Kantors Kerubhymner”

Skrevet af Eva Maria Jensen.

ForsideKantorsKerubhymnerKantors kerubhymner og andre liturgiske sange fra den russisk-ortodokse kirke. Samlet og redigeret af Kim Thinggaard www.forlag1.dk

I den landsby i den østligste del af Polen, hvor jeg tilbringer mine sommerferier, står der en 300 år gammel trækirke, malet i dueblå farve, med tilhørende klokketårn. I kirken holdes der af og til (ikke regelmæssigt, dertil er landsbyen for lille) en ortodoks gudstjeneste, og i slutningen af juli måned en stor kirkefest, hvor man fejrer kirkens skytshelgener, og hvor biskopper, diakoner, præster og troende fra Ukraine, Hviderusland og Polen kommer i deres liturgiske skrud eller i folkedragter. Gudstjenesten ved denne store fest har alle tegn på pragt og overdådighed, som den ortodokse kirke mestrer til fuldkommenhed. I kirkens smukke interiør med de farvestrålende, guldbelagte ikoner celebreres den guddommelige liturgi, og diakoner fra det nærliggende præsteseminar synger i kor. Røgelse fylder rummet og blander sig med duften fra de mange blomsterbuketter.

Til dagligt går det mere beskedent til. Her synger et lille kirkekor og under "matjushkas" (lille mor = præstens kone) vejledning, de foreskrevne liturgiske sange og hymner. Men der er en ting, der mangler: orglet. Der bruges ikke instrumentalmusik i den ortodokse kirke, kun menneskelige stemmer er Gud behagelige.

Kirkekoret er en ny opfindelse: det består af unge mennesker fra nærliggende landsbyer. Det dukkede op for tre år siden, da den gamle præst blev pensioneret og den nye bosatte sig. Under den gamle præst måtte menigheden synge selv. Og de gange, hvor jeg var med, prøvede jeg på bedste beskub at hænge ved på de ukendte liturgiske led. Efterhånden kunne jeg nogen af dem. Især kerubernes hymne, for den var ens hver gang.

I dag sidder jeg i København med et fint blåt hefte i hånden og tænker på, hvor meget det ville have hjulpet mig den gang. Her ville jeg have kunnet finde ud af rækkefølgen af gudstjenestens led, og jeg ville nok også have kunnet synge med på melodierne. Heftet – eller måske rettere bogen – er udgivet af Kim Thinggaard, organisten i Bethlehemskirken i København i anledning af hans 25-års jubilæum. Udgivelsen tilkendegiver Kim Thinggaards ståsted i den kirkemusikalske mangfoldighed og titlen siger det jo også: "Kantors Kerubhymner": ja, vi er jo alle "organister og kantorer", mere eller mindre, dog næppe udi i det ortodokse felt. For Thinggaard er feltet også specificeret og indskrænket til den russisk-ortodokse kirke.

Bogens indledes med en oversigt over den ortodokse liturgi sammenlignet med den katolske messe. Sammenligningen er nyttig, dog lidt forvirrende, især da Thinggaard springer nogle af alfabetets bogstaver over (hvorfor der f.eks. ikke findes et "D" og et "I" er mig en gåde). På det sted kunne jeg (det pædagogiske gen lader sig ikke fornægte) have ønsket mig en tredje kolonne med den protestantiske gudstjeneste – den katolske messe er trods alt også ret fremmed for de fleste lutheranere.

Den tålmodige læser kan finde en mængde nyttige informationer i Kim Thinggaards indledende kapitler: om den russiske kirkes musik, om hans egen mangeårige tilknytning til den ortodokse tradition og om den ortodokse liturgi med særlig vægt på "kerubhymnen" (jeg ville foretrække en fordanskning til "Keruberhymnen"), den sang, der ledsager "det store indtog", hvor præsten kommer foran ikonostasen (= ikonvæggen) og frembærer nadverattributterne, dækket af broderede klæder. Da synges en hymne, som begynder med ordene: "I lighed med keruberne" – keruberhymnen. Thinggaard citerer hymnen på kirkeslavisk med en ordret oversættelse på engelsk og dansk (s. 11). Det kirkeslaviske præsenteres dog i lydtransskriptionen, og skulle man være pedantisk, så ville jeg personligt være glad for den originale tekst skrevet med kyriliske bogstaver, så var man sikker på oversættelsen.

Næste kapitel i bogens tekstdel fortæller om den måde man har brugt ortodokse sange i Bethlehemskirkens liturgi.

Den ortodokse kirkes liturgiske sange er først og fremmest deklamatoriske, hvor man hovedsageligt benytter bestemte formler, som kan "strækkes" eller "forkortes" afhængig af, hvor lang tekst, der skal deklameres. Det er ikke sange, man ville kunne bruge uden for gudstjenesten, ikke noget, man ville kunne sætte på et koncertprogram. Den eneste undtagelse danner kerubhymner, her kan en luthersk kirkemusiker hente noget, som han eller hun kan bruge. Dette kræver dog et større kor, end de fire faste sangere, vi almindeligvis har til vores rådighed i kirkerne. Den russiske kirkesang bør have en vis fylde, gerne med gode (og dybe) basstemmer. Har man et koncertkor til rådighed, kan man med fordel kaste sig over kerubsalmer, som ville være en kærkommen udvidelse af repertoiret. Her vil jeg dog anbefale korlederen at give Thinggaards udsættelse en kærlig hånd med hensyn til brugen af de betonede og ubetonede taktdele i forhold af teksten.

Jeg ved af erfaring, hvor svært det er at tilpasse dansk tekst til en forud eksisterende musik, der har haft en tekst på et andet sprog – især, når der er så langt mellem sprogene, som er tilfældet med dansk og et hvilket som helst slavisk sprog. Og den danske tekst i Thinggaards oversættelse er ikke den nemmeste at have med at gøre: "hemmelighedsfuldt": hvor ligger trykket? På "he"? Eller på "heds", eller på "fuldt"? Det tolkes forskelligt i de forskellige udsættelser, som bringes i bogen. Og hvad med "keruber"? Skulle trykket ikke ligge på "ru" og burde man ikke sørge for, at sætte denne stavelse på taktens tunge del? Mange steder i Thinggaards udsættelser ville man med fordel fordele teksten anderledes, end han selv gør det. Som tidligere nævnt, er sprogets rytme ganske afgørende for disse satsers udformning på russisk – det samme burde gælde også den danske tekst.

Giver man sig tid til at justere hist og her med betoningerne, ville man kunne bruge satser i koncertsammenhæng og udvide det koncertrepertoire, der for mange kors vedkommende, bevæger sig i ganske snævre geografiske kredse.

Alt i alt – et originalt og bevidsthedsudvidende nodehefte har set dagens lys – så "lad os aflægge dette livs bekymringer" og synge det trefoldige "alleluja" – det sidstnævnte jubelafsnit behøver ingen betoningsjusteringer!