Nordisk Kirkemusik Symposium 2004 i Århus (2)

Skrevet af Anthon Hansen, Marianne og Hans Krarup, Merete Kuhlmann, Ejner Nielsen, Kristian Stange, Bjarne Hersbo, Poul Skjølstrup Larsen, Hans Jacob Hansen, Hans Jørgen Østergaard.

Som i Göteborg 1996 og Helsingfors 2000 blev også NKS2004 i Århus 16.-19. september et tilløbsstykke.
Her beretter en halv snes danske deltagere fortsat om deres indtryk af de 2 sidste meget travle dage i det jyske.

Lørdagens seminarer

Seminar nr. 9, Nordisk repertoire for blandet kor - Island, Danmark og Sverige
Lørdag kl. 9 i Katedralskolens Festsal (hurra for kaffeautomaten i nærheden!).
Island stod for første runde med formanden for den islandske organistforening (og tidligere præsident i Nordisk Kirkemusikråd) Kjartan Sigurjónsson til at præsentere musikken - og Graduale Nobili som demonstrationskor under ledelse af Jón Stefansson. - Vi spejdede og spurgte forgæves efter noder eller andet skriftligt materiale, - det var der åbenbart ikke tiltænkt os fra Kjartan Sigurjónssons side. Koret sang - flot - en række værker/satser, - hvilke, aner jeg ikke. Vi var reduceret til tilhørere til en koncert (endda uden trykt program), og det var altså ikke dét, vi var kommet for! KS talte lidt indimellem og har jo nok også nævnt komponisterne; men jeg fik desværre ikke fat i et eneste navn, - og det var jeg vist ikke ene om. Undervejs sagde han pludselig noget i retning af “… nå ja, vi har ikke taget noget materiale med til jer, - men I kan jo gå over og lede på nodeudstillingen i Ridehuset bagefter…”. Irritationen var mærkbar blandt seminardeltagerne; - det var nærmest spild af vores tid, og det var ærgerligt, for meget af musikken lød spændende; men det ku’ vi jo ikke rigtigt bruge til noget. - At koret så endda gav ekstranummer til sidst (som om det var en koncert), fuldendte bare det misforståede i situationen.
En ung islænding kom i den korte pause herefter op til en gruppe af os og beklagede undskyldende på sit lands vegne den mangelfulde præsentation; han ville gerne sende en værkliste og fik min mail-adresse, men i skrivende stund har jeg desværre ikke modtaget noget endnu.
[Kirkemusiksymposiets arbejdsudvalg bringer her det savnede islandske seminar-program:
Arr.: Róbert A. Ottósson:
Krossferli að fylgja þínum
Arr.: Róbert A. Ottósson:
Páskalamb heilagt
Jónas Tómasson: Kom þú ó, Kristur
Fransk melodi/Gunnar Gunnarsson: Fræ í frosti sefur
Fra Schlesie/Gunnar Gunnarsson: Kallið er komið
L. Mason/Gunnar Gunnarsson:
Hærra, minn Guð, til þín
Hildigunnur Rúnarsdóttir:
Canite tubae
Bára Grímsdóttir: Psalmus 47
Bára Grímsdóttir: Ég vil lofa eina þá
H.G.]

Dansk musik var næste punkt på formiddagsordenen, og her stod Steen Lindholm for valg af musik samt præsentation heraf. En kuvert med ægte noder var klar til hver deltager (vi fik noder til det meste, mens få ting blev vist på overheadprojekter). SL havde valgt syng-selv-måden samt få eksempler spillet over anlæg. Han indledte med at indvie os i sine overvejelser vedr. repertoirevalget i denne sammenhæng: 1. dansk kirkelig brugsmusik, 2. om muligt uden dansk tekst (men derimod latin), 3. varighed - gudstjenesteegnet, 4. sværhedsgrad for gennemsnitskor, 5. interessant musik (6. få kommentarer, mest musik). Ud fra disse kriterier sang/hørte vi så: N.W. Gade: “Benedictus” og “Amen”, Rued Langgaard: “Spiritus Domini Super me”, Carl Nielsen: “Dominus regit me”, Niels la Cour: “Hodie Christus natus est”, Vagn Holmboe: “Simeons Lovsang”, Bo Holten: “Efterår og æbletid” (falder vist udenfor kategorien kirkemusik, men da absolut særdeles smuk og værd at kende i øvrigt) samt Michael Bojesen: “Pater Noster”, og i forbindelse med sidstnævnte blev serien “Kirkemusik i Norden” omtalt. Bortset fra N.W. Gade (som jeg godt kunne ha’ undværet og ønsket erstattet med noget andet, lidt interessantere?) synes jeg det var fine valg af væsentlige komponister, og præsentationen var lødig og klar. Som dansker var der ikke meget nyt at komme efter; men hvis broderlandene ikke kendte disse ting i forvejen, var det indlysende ting at præsentere for dem.
Sverige rundede dette seminar af: Birgitta Rosenquist-Brorson præsenterede de svenske bidrag, og Mariakören fra Västerås Domkirke medvirkede under ledelse af Agneta Sköld. Vi fik her lejlighed til dels at lytte til koret, dels at synge sammen med koret og dels at synge selv - en ganske behagelig og afvekslende blanding! Og der var igen noder til alle, som der selvfølgelig bør være, og desuden en lille supplerende nodeudstilling med bestillingsseddel. Mht. både sværhedsgrad for et gennemsnitskor og varighed i forhold til at være gudstjenesteegnet, var det svenske repertoirevalg nok generelt det mest relevante ud af de 5 lande, vil jeg umiddelbart vurdere! Stilistisk var der eksempler på både fin nyere nordisk tone (fx Per Gunnar Petersson: “Fader vår”, Maria Köfberg: “Cantate Domino”, Agneta Sköld: “Barnet föddes i ett stall”, Rolf Gravé: “Midsommarmässa ur Årstidssvit” og Patrick Rydman (fra det göteborgske sangensemble Amanda): “Agnus Dei”) og en mere sødladen - i mine øren søndagsskole-/frikirke-agtig - stil (fx Alf Bengtsson: “Vinden känner inga gränser”, Britta Snickars: “Se på himlens fåglar” og Gunilla Wallenström: “Du er större än mitt hjärta”).
- Vil diverse nordiske forlag nu opleve en øget efterspørgsel på kirkelig brugsmusik for blandet kor? - der vil nok gå noget tid; vi skal hjem og nærlæse og lade det hele bundfælde sig (væsentligt er det dog, at vi har noget med hjem, … og så har Island (og til dels Norge) vist fået de hentydninger, de skal ha’).
- Kunne man forestille sig et fællesnordisk nodeudvalg, under Nordisk Kirkemusikråd, som løbende og i samarbejde med forlagene arbejdede med fællesnordiske kirkelige udgivelser for blandet kor a la “Kirkemusik i Norden”-serien?

Merete Kuhlmann


Seminar nr. 10, Nordisk repertoire for ligestemmigt kor, Norge, Finland, Danmark
Der var godt 60 tilmeldte til lørdagens gennemgang af nordisk repertoire for ligestemmigt kor fra henholdsvis Norge, Finland og Danmark.
Nordmændene lagde ud. Præsentationskoret var damerne fra Oslo Domkor dirigeret af Terje Kvam. For selve præsentationen: Trond Kverno.
Deltagerne fik præsenteret en række satser, skrevet af Egil Hovland, Harald Gullichsen og Trond Kverno, i den velkendte stil som har tegnet norsk ligestemmig korsang i de sidste 30 år. Alle satser fint klingende, lette at indstudere, men også ret forudsigelige. - Lidt mere kød var der på Johan Uglands “Missa Brevis”, hvorfra vi hørte “Kyrie” og “Agnus Dei”. Fin og stemningsfuld musik gjort med enkle midler.
Alle satser var for kor med orgelledsagelse, på nær den sidste som pudsigt nok også var den ældste, nemlig den velkendte “Den lyse dag går under” arrangeret for 4 lige stemmer af David Monrad Johansen.
Som helhed var den norske afdeling meget veldisponeret, med et fint lille rids over udviklingen fra 70-erne til nu, og Domkorets damer sang satserne på smukkeste vis.
Den finske afdeling virkede en kende mere tilfældig, hvilket sluttelig resulterede i, at vi, på grund af tidnød, ikke fik præsenteret den sidste fjerdedel af det planlagte program. Præsentationen foretoges af kantor Hanna Lundsten fra Matteus-kirken i Helsingfors og ved klaveret sad kantor Minna Wesslund fra Borgå. Som præsentationskor fungerede deltagerne selv.
Her blev præsenteret musik af bl.a. Jan Hellberg, Peter Hilli og Kaija Eerola.
Set fra en dansk korleders synspunkt var der sandt at sige ikke meget at hente i denne afdeling, især ikke når man betænker besværet med at oversætte sangene. Danske børnekor ville ret hurtigt få nok af den lidt sødladne og småpoppede stil.
Den danske afdeling præsenteres af FUK’s Landskor under ledelse af Morten Bech, der klogeligt lod musikken tale i højere grad end ordene.
Hurtigt og elegant kom vi igennem et fint lille udvalg af musik fra de sidste 15 års tid, repræsenteret af komponisterne Henrik Colding-Jørgensen, Jakob Lorentzen, Merete Kuhlmann, John Høybye og Michael Bojesen. Som et lille ekstranummer fik vi Jens Johansens “Father of Heaven”.
Selv uden de rød-hvide briller på, må man sige at der var klart mest fuldkost og variation i den musik det danske kor havde valgt at præsentere. - Stor applaus til FUK’s Landskor og Morten Bech, som var på hårdt arbejde under hele symposiet, men løste opgaverne særdeles kompetent og flot.

Ejner Nielsen

Seminar nr. 11, Nordisk repertoire for orgel - Finland, Sverige og Norge
Kirkemusikere er vant til at være på plads til tiden i deres kirker. Det var de også i Sct. Markus Kirke kl. 9. (At der så var et par stykker som egentlig skulle have været i Sct. Lukas Kirke på dette tidspunkt, men havde taget en forkert retning, må der vel bæres over med - de blev omvendt - de havde dog i det mindste søgt mod en kirke). Mens disse sidste ilede bort, kunne de resterende igen sætte sig til rette med blikket vendt mod Havsteen-Mikkelsens alterbilleder, som på deres egen måde fylder hele rummet og vente på at rummet også skulle blive fyldt af orgelmusik båret ud i kirken af det pragtfulde P. G. Andersen-orgel.
Nu var det - efter Anders Thorups velkomst - finnernes tur til at lægge ud. Og med Sixten Enlund som fremlægger og med Dag-Ulrik Almquist ved orglet kunne dagen så begynde med en spændende gennemgang af de nyeste kirkemusikalske strømninger. Symposiedeltagerne blev delagtiggjort i musik som var nyfremkommet siden sidste nordiske kirkemusikermøde og således også orienteret om de nyeste liturgiske ændringer i den finske gudstjenesteordning. I særdeleshed begrebet “svarsmusik” var helt nyt for undertegnede. Orgelmusik som fremføres mellem læsningerne fra det gamle - og det nye Testamente. Musik som viste sig ikke blot at være koralbundet - men sandelig også af fri karakter, komponeret såvel af kirkemusikere som af andre uden for “den faste stok”. - Et befriende og interessant musikalsk indlæg omkring den kirkelige “brugsmusik”.
Det var svenskerne, som nu stod for tur. Som finnerne havde de også fremlagt et fyldigt nodemateriale, som det efterfølgende har været interessant at gennemse. Det svenske materiale rummede en historisk/kronologisk orgelmusikgennemgang med oplysninger om komponister.

Bjarne Hersbo

Seminar nr. 12, Masterclass med Lars Ulrik Mortensen
Se Seminarer fredag!

Seminar nr. 13, Orglet - monument, maskine eller musikinstrument?
Ved dette seminar blev der først fremlagt et indlæg under de helt specielle omstændigheder, at manuskriptets forfatter, slotsorganist Per Kynne Frandsen, jo som bekendt desværre for nylig er afgået ved døden. Hans efterfølger ved slotskirken i Hillerød, Sven-Ingvart Mikkelsen, havde indvilget i at læse Kynne Frandsens manuskript, som var næsten færdigt udarbejdet, samt fremvise de tilhørende orgelbilleder, som bortset fra nogle få (som blev udleveret i fotokopi) var udvalgt og lå parat i diasversion.
Arkitekten Ebbe Marxen fremviste et udmærket udvalg af eksempler på facader og placeringer til belysning af det vigtige samspil mellem (det historiske) rum, akustik og instrument.
Mest markant var nu nok alligevel Claudia Zachariassens indlæg om nogle nyligt gennemførte forsøg med opmåling af forholdene omkring luftforsyning i orgler under forskellige omstændigheder og med forskellige former for bælge og computer-regulerede blæsere etc. Alt sammen fremlagt med tilhørende grafisk materiale og fotos af de forskellige forsøgsopstillinger samt lydeksempler.
Fra svensk, norsk og finsk side kom der kommentarer til emnet, mens det islandske responsum udeblev.
En interessant formiddag.
Hans Jørgen Østergaard
Seminar nr. 14, Rytmiske salmer i Norden
Lørdag morgen i Musikhusets lille sal mødtes en veloplagt Willy Egmose med symposiedeltagere fra fortrinsvis Norge, Sverige og Finland.
WE redegjorde i et oplæg med indlagte demonstrationer og fælles salmesang med megen indlevelse og humor for begrebet “rytmiske salmer” og ikke mindst om sit eget engagement i denne del af kirkemusikken gennem en menneskealder; kronet med udgivelsen af “Salmer og sange i skole og kirke” fra 2000.
Jeg tillader mig at gå ud fra, at Willy Egmoses holdninger i vidt omfang er dette blads læsere bekendt, og skal derfor ikke referere yderligere herfra.
For en dansk seminardeltager var det interessant at høre de tre nordiske kolleger komme med replikker til Willy Egmoses oplæg.
Her blot refereret nogle få stikord fra disse replikker:

Ragnar Håkansson (Sverige):
- Ikke så kontroversielt emne i Sverige, ingen speciel diskussion om “rytmiske salmer” men mere om kvalitet...
- Problemet er mere koralbogen og dens udsættelser af “rytmiske melodier”...
Jaana Partanen (Finland):
- Rytmisk musik ved gudstjenesten mest koropgave...
- Problemer mellem koralbogssats og levende salmeakkompagnement...
- Få rytmiske salmer i salmebogen, men en del i tillæg, som især bruges i “Thomas-messerne” - kor/band...
- Kirkens musik må tale et sprog, moderne mennesker forstår...
- De forskellige musikalske stilarter kan leve side om side...
Magne Hansen (Norge):
- Tillæg (1997) med rytmiske melodier udsat i traditionel koralstil...
- For få kirkemusikere som er uddannet i “rytmisk stil” - således “rytmisk musik” kvalitetsmæssigt kan lignes med traditionel kirkemusik...
- Vanskeligheden med at realisere nye salmer på orgel...

Når man skal forsøge at uddrage fællesnævner mellem Willy Egmoses indlæg og de 3 replikker fra de nordiske kolleger, er der vist ikke så store forskelle de nordiske lande imellem, når det drejer sig om “rytmiske salmer”...

Kristian Stange

Seminar nr. 15, Den (nye) Danske Salmebog
“Vi står i fare for at tabe gudstjenesten”. Bine Katrine Bryndorf.

Bine Bryndorf (BB) indledte med en gennemgang af historikken omkring tilblivelsen af den nye salmebog. Hun fremhævede, at den demokratiske proces havde været udmærket, bl.a. var der indkommet omkring 1700 høringssvar, der var blevet behandlet i kommissionen inden den endelige udgivelse. Denne seneste fase betød, at 27 salmer, der var foreslået slettet, alligevel blev taget med, og at man for 41 salmers vedkommende opgav den foreslåede tilbageføring til original sprogbrug.
Derefter stillede hun det principielle spørgsmål: Hvem laver vi koralbog for - de dygtige eller de knap så dygtige? For koralbogens vedkommende opgav man angivelse af vejrtrækningstegn til fordel for skråstreger, der alene betegner linieskift.
Hun mente også, at den nye koralbog er langt mere spændende, men sværere at læse, end den gamle, og hun beklagede dybt, at det ikke havde været muligt for kommissionens melodiudvalg at føre en ordentlig dialog med Kroghs Forlag - og at de øvrige kommissionsmedlemmer i den forbindelse ikke havde bakket melodiudvalget op. Derfor står vi nu med en melodibog med betydelige notationsmæssige mangler.
Den væsentligste diskussion udspillede sig på baggrund af en konkret kritik fra BB´s side: Hun beklagede, at man havde opgivet at udgive en melodi-salmebog. (Vigtigt: En sådan er på trapperne!). Argumentet MOD en sådan udgivelse er, at det kan være vanskeligt at få alle melodi-alternativer med, fordi det fylder for meget (Ref. kommentar: Her har man jo valgt i Danmark/traditionen tilsiger, at en række andre bøger også er med i salmebogen, således oversigten over Højmessen, SAMTLIGE RITUALBOGENS TEKSTER! - Luthers lille Katekismus, osv. - Vil en melodi-salmebog ikke betyde, at denne udgivelsestradition må opgives? Det er jo en slags praktisk mål, at salmebogen skal kunne være i en lomme).
Ulrike Heider fra Sverige forsvarede melodi-salmebogen: Man kan jo blot henvise til alternativer; men principielt mente hun, at en salme kun skal have én melodi!
Birgitta Sarelin (Finland) roste den danske tradition med at synge alle vers i en salme.
Endnu en principiel debat udspillede sig på grundlag af en kommentar fra Mads Bille, der pegede på den manglende kontakt mellem skole og kirke som et problem, fordi børnene ganske enkelt ikke lærer at synge. Det var denne debat, der affødte citatet fra BB, der indleder dette referat. - Problemet er bl.a. af gudstjenesten er blevet for professionel og topstyret - “så det bliver svært at få danskerne i tale, menigheden er hægtet af”. Pessimismen var massiv på dette punkt, det er desperat nødvendigt at der handles konstruktivt og hurtigt, hvis vi ikke skal miste gudstjenesten - på trods af den tradition der tilsiger, “at også børn skal lære O Kristelighed” (ordstyrer Kim Eriksen).
I Finland havde man på dette punkt forsøgt sig med en salme-kanon: Et salmeprojekt i skolerne, hvor man belønnede 10 lærte salmer med en bronze-medalje, 20 med sølv og 30 med guld. Resultatet var, at flere kirker var ved at gå rabundus pga. udgifter til medaljer. (Spørgsmål: Er en sådan form for belønning en farbar vej?)
BB gav undervejs instruktive eksempler på fælles-nordiske salmer og på forskellige typer af salmemelodier. Der var tale om et meget informativt og konstruktivt seminar - med det afgørende spørgsmål stående tilbage: Hvad gør vi i forhold til den salme-musikalske opdragelse af børn - og voksne?

Hans Jacob Hansen

Finsk National Koncert
Finsk drama.
Finland havde valgt (som Norge) at lade deres nationalkoncert være ét værk: et kirkeligt drama bygget over en pestkatastrofe, diskret iscenesat og med en smuk og enkel lyssætning og kostumering. Med tre taleroller på svensk, solistkvartet (ret fantasiløst udnyttet), femten satser på finsk bygget over traditionelle, til dels folkelige salmemelodier og en samlet varighed på én time skal der meget til for at gøre det vedkommende. Et tekstblad kunne have hjulpet lidt.
Komponisten Jaakko Mäntyjärvi er korsanger og korleder, og han kan sit håndværk og lægger satserne godt tilrette for koret. Stilen er - delvist vel, fordi satserne er cantus-firmus-bundet - traditionelt tonal med spredte dissonanser - men er det ikke lidt meget, når de fleste satser har lange passager med borduntoner/liggetoner/orgelpunkter? De to lånte satser (Isaac og Bach) skilte sig kun ud fra resten ved en mere spændende harmonik.
Helheden var bedre end summen af delene. Det lykkedes at skabe en stemning af desperation og et billede af magtens (også den religiøse magts) arrogance over for lidelse. Som kirkemusik betragtet var koncerten ikke så interessant - men anmeldt som “skuespil” kan der godt blive til et par kokkehuer. Når man har hørt lidt af, hvad der ellers rører sig i finsk musikliv, kan man beklage, at vi fik et så lidt nutidigt værk at høre.
Tapiola Kammerkör med den siddende dirigent Hannu Norjanen sang helt fremragende med en korklang og dynamik, der kunne have løftet en hvilken som helst opgave. De fik stående bifald.

Anthon Hansen


Svensk National Koncert
Man kan roligt sige, at det var et kup af svenskerne at sende Lunds Vokalensemble til Århus for at synge svensk national koncert i Domkirken. Koret består af 45 sangere, dirigenten er den 75-årige Ingemar Månsson. Lutter unge, veluddannede korsangere af bedste svenske eksportkvalitet. De havde sammensat et udsøgt program med nye “sværvægtere” som Thomas Jennefelts “O domine” fra 1986, efterfulgt af Cecilia Frankes “Visheten” fra 2001 som indledning, og med den mindst lige så krævende “Omnia tempus habent” fra 2003 af Per Gunnar Petersson som afslutning. Imellem disse værker, lige så krævende for sangerne som for publikum, serverede koret en række små svenske “bolcher” af Oskar Lindberg, nevøen Nils Lindberg, Gunnar de Frumerie og Anders Nyberg.
Det vil her føre for vidt at komme nærmere ind på Jennefelts, Frankes og Peterssons meget raffinerede og komplicerede værker. Heldigvis fik vi tilhørere en lap papir i hånden, der gav en del af forklaringen. Undertegnede havde fået pladser lige ved siden af koret, og det var en udsøgt fornøjelse at følge dirigentens og korets samarbejde under koncerten. Men selv de, der havde fået plads længere nede i det lange kirkeskib har ikke kunnet undgå at mærke den intensitet, der blev musiceret under, og den elektricitet, der udsprang fra koret og dirigenten. Sjældent har vi hørt et så rent, så velklingende og et så velskolet kor med udsøgt balance mellem stemmegrupperne Og som de dog kunne synge på kirkerummets akustik! Ingemar Månsson havde den velsignede vane at tælle til 10 i roligt tempo efter hvert nummer, inden han sænkede armene. Det gav ro til at klangen kunne dø ud, til at sætte musikken i relief, og til eftertanke. Man kunne høre en knappenål falde til jorden i det store kirkerum med 500-600 tilhørere, der lyttede åndeløst - ikke mindst i pauserne!
Trods de krævende “sværvægtere” i denne koncert blev den en intens oplevelse for os alle. Og det både hørtes og sås på korsangerne og deres dirigent, at de nød at synge for så stort og indforstået et publikum. Både Cecilia Franke og Per Gunnar Petersson var til stede under koncerten, og det store bifald samlede sig i lige så høj grad om dem som om koret og dets dirigent.
Det eneste vi kan beklage os over er, at denne koncert var den eneste mulighed for at høre Lunds Vokalensemble under symposiet. Vi kan kun opfordre alle til at invitere dem til Danmark igen, eller til at rejse hinsidan, når de optræder på hjemmebane.

Marianne og Hans Krarup

Dansk Aftensang efter anglikansk forbillede
Med Herning Kirkes Drengekor ledet af Mads Bille, og med Bent Frederiksen ved orglet.
Erik Nikolajsen medvirkede som liturg.
Drengekoret tog opstilling ved altret, fordelt i de to sider, nøjagtig som man kender det fra de engelske kirker. Men netop dette forhold fjernede opmærksomheden lidt fra det egentlige ved denne lejlighed, nemlig, at man her præsenteredes for et virkelig velsyngende drengekor, som er resultatet af det omfattende og beundringsværdige arbejde på korfronten i Herning.
Det lykkedes ikke helt at få samarbejdet med organisten i den anden ende af kirken til at fungere helt præcist. Men selv de små udskridninger klarede kor og dirigent sig flot igennem.
At der også var forskelle mellem tekstheftet og det, som foregik “live” betød mindre, - det er der jo altid, når deltagere fra forskellige steder (lande) skal synge sammen.
Alt i alt var det en gudstjeneste med masser af velklang i rummet og entusiastiske kollegaer som menighed, hvilket hørtes tydeligt på salmesangen, som dog blev gennemført i et lidt for værdigt tempo.

Hans Jørgen Østergaard

Mozart: Requiem
Det er en lidt usædvanlig præmis at skulle skrive en anmeldelse af en koncert, hvor man forud for selve opførelsen har haft mulighed for at overvære to seminarer med dirigenten, hvor han gennemgår den musik, der skal spilles. Men sådan forholder det sig altså i denne situation. For som deltager i Nordisk Kirkemusik Symposium havde jeg haft mulighed for at overvære to seminarer med Lars Ulrik Mortensen, hvor han arbejdede med forberedelsen af en koncert med Robert D. Levins version af Mozarts ufuldendte Requiem. Koncerten skulle udgøre afslutningen på et ugelangt orkesterseminar på Det Jyske Musikkonservatorium. Så da jeg sammen med symposiets andre deltagere hørte selve koncerten, vidste jeg altså allerede på forhånd, hvilke farer, der lurede undervejs, og var bekendt med, hvor kulminationerne ifølge Lars Ulrik Mortensens opfattelse skulle indtræffe.
Det var lidt underligt at høre en ny version af et værk, som man er så bekendt med, men koncerten indledtes både “trygt og godt” med Introitus-satsen, som skulle være helt færdiggjort af Mozart selv, og samtidig foruroligende, fordi man allerede fra starten anede hvilket dæmoniske kræfter, der skulle slippes løs i Lars Ulrik Mortensens fortolkning. Orkesterspillet var her meget dynamisk, og besvaredes flot af det særdeles velsyngende og velafbalancerede GAIA. I det hele taget var det de dramatiske steder i Requiet, der især var betagende ved denne opførelse. Sjældent har jeg følt dødsriget beskrevet så intenst og dramatisk som i denne version af “Dies irae”. Lars Ulrik Mortensen forstår i sjælden grad at formidle rytmisk nerve og drive til et orkester, og det blev imponerende besvaret. Lidt svagere stod det til i de mere sarte og lyriske steder. Især i “Recordare” afslørede orkesterspillet, at ikke alle musikere er lige erfarne, hvad der er i øvrigt er helt naturligt i sådan et orkester. Måske kunne en lidt mere håndfast direktion have rettet op på de svage steder?
De fire solister var alle meget sympatiske, og især sopranen Jette Rosendal brillerede med en skøn lys og slank stemme med et passende vibrato. Alten Marie Degener Troelsen har en dejlig varm stemme, men hendes fremtoning kunne godt være lidt mere udadvendt, især i denne sammenhæng. Tenoren Søren Kjær havde til gengæld sans for det dramatiske, men var dog lidt klemt i højden. Bassen Simon Schelling havde en god sans for det vægtige i baspartiet, men han har endnu ikke helt den pondus i stemmen, som man kunne ønske sig.
Orkesteret gjorde en flot indsats med ungdommelig entusiasme, og var dejligt befriet for symfoniorkestermusikersathed. Selvfølgelig kunne man godt drømme om sprødere barokstrygere og en slankere basunklang, men det var imponerende at opleve, hvor langt man kan komme med moderne instrumenter. Der var flotte soli i blæserne, især i “træet”, og der var en særdeles årvågen koncertmester. Koret sang fuldbefarent og helstøbt.
Efter koncerten synes jeg dog, at man sidder tilbage med en fornemmelse af igen at have overværet noget ufuldendt, et mærkværdigt værk, som bestemt er interessant i Levins version og dybt fascinerende i Lars Ulrik Mortensens opførelse, men hvor er det ærgerligt, at Mozart ikke selv fik lov til at fuldende værket. En lille orm gnaver også i mig, måske er der gået for meget kloster i mig, men var der ikke lige vel meget storbystress i denne opførelse? Kunne det ikke være velgørende, hvis Lars Ulrik Mortensen turde kede tilhørerne blot et splitsekund?

Poul Skjølstrup Larsen

Festmiddag
Århus har ikke kun en række store og velholdte kirker med gode orgler som rammer om et så stort arrangement som kirkemusik symposiet. Også når det gælder de kulinariske nydelser er der plads til, at mange hundrede mennesker kan samles i ét rum. Det var der i hvert fald i Søren Frichs gamle maskinhal ved banegården, nu indrettet til celeber restaurationshal med rå murstensvægge, rundbuede, blyindfattede vinduer og rester af de gamle jernbaneskinner i betongulvet. Dertil musiktribune på den ene langside, buffet for enden af hallen, samt dæmpet, intim belysning. Kun akustikken i hallen var lovlig rungende. Det var svært at kommunikere på tværs af bordene, især da Willy Egmoses trio tog fat ved 21.30- tiden. Hvad der skulle siges, burde siges inden, og det var ikke alle, der havde forudset det.
Der gik ikke lang tid før stemningen blev løssluppen. Hvilket i første række skyldtes Frk. Gunver Svennevig og hendes tjener-team fra “Café Kølbert”. Hun var et kapitel for sig: hendes engelsk gav mindelser om Mrs. Hyacinth i tv-serien “Fint skal det være”, og de mange morsomheder og vitser, som hun og hendes tjenere veloplagt serverede, inden den rigtige mad kom på bordet, fik salen til at brage af latter. Dansk humor på fint plan.

Café Kølberts uforskammede tjenerstab morede alle under festmiddagen på Centralværkstedet og i særdeleshed finske Sixten Enlund herunder. Fotos: Eva-Marie Olesen og Helge Gramstrup.

Maden var der intet at udsætte på - vinen heller ikke. Ganske imponerende, når man betænker, hvor mange munde der faktisk skulle mættes. Fiske-starteren så ikke blot indbydende ud, den smagte også lækkert. Haner og kalve havde lagt krop til hovedretten, og marcipangratin’en og blåbærcremen gjorde sit til, at vi begge her ved hjemkomsten måtte konstatere en vægtforøgelse på 1 kg - pro persona.

Willy Egmoses trio var et kup til underholdningen. Desværre var der ikke mange muligheder for at svinge træbenet, da hallen fattedes plads til den slags udfoldelser. Vi havde ellers gerne taget os en svingom, - tænk at få lov at danse til “Vågn op og slå på dine strenge, “ Fuglen har rede”, for ikke at sige til “Herre, jeg har handlet ilde”!

Willy Egmose havde efter sin hovedrolle i seminaret tidligere på dagen om rytmiske salmer stadig overskud til at levere swingende jazz efter middagen med sin trio for en større skare beundrere.

Willy Egmose havde efter sin hovedrolle i seminaret tidligere på dagen om rytmiske salmer stadig overskud til at levere swingende jazz efter middagen med sin trio for en større skare beundrere.

Festens borgerlige sluttidspunkt, kl. 23, lagde op til, at ældre og svagelige deltagere kunne gå til ro inden midnat, mens unge brushaner og -høns kunne fortsætte ude i byen til den lyse morgen.

Festens borgerlige sluttidspunkt, kl. 23, lagde op til, at ældre og svagelige deltagere kunne gå til ro inden midnat, mens unge brushaner og -høns kunne fortsætte ude i byen til den lyse morgen.

Marianne og Hans Krarup

Festgudstjeneste
Adskillige af de sejl, som havde blafret så smukt de foregående dage, var sat til for ikke at gøre den afsluttende festgudstjeneste til et antiklimaks. På den teologiske front: 1 biskop, 1 liturg og 3 assisterende præster fra tilsammen 4 lande. På korfronten: 6 kor fra alle de nordiske lande. På instrumentalfronten: en messingblæsergruppe + organist og pauker. Og sidst men ikke mindst: Domorganist Anders Riber. “Sig, min sjæl, hvad kan mer du forlange!”
Man kunne spørge sig selv, hvordan der dog kunne blive plads til, at alle disse mennesker kunne udfolde deres talenter til Vor Herres pris i denne ene gudstjeneste. Men det lykkedes, og det lykkedes smukt og værdigt. Flot tilrettelæggelse! Hele herligheden varede 1 time og 55 minutter, inklusive altergangen, der tog en lille time.
For så vidt var det en ganske traditionelt opbygget gudstjeneste uden de store svinkeærinder. Men den hang sammen i de store linier, og det er det væsentligste.
Anders Riber indledte med Gades “Festligt præludium over Lover den Herre”. Det blev flot spillet, men vi savnede nu prikken over i’et: blæsernes indtog til sidst i stykket. Og der var oven i købet blæsere i huset den dag. Vi håber de udenlandske gæster ikke kendte stykket i forvejen.

Symposiets allestedsnærværende Hans Chr. Magaard havde overladt fruen, Vibeke, til den gl. red. Helge Gramstrup og FPO's formand Egon Mortensen og frue.

Symposiets allestedsnærværende Hans Chr. Magaard havde overladt fruen, Vibeke, til den gl. red. Helge Gramstrup og FPO's formand Egon Mortensen og frue.

Salmevalget var smukt og lødigt. Til indledning sang vi “Rind nu op i Jesu navn”, som er en hel del anderledes end i den gamle salmebog. Men ikke bedre af den grund. Hvælvingerne gav sig en del under sangen - det var meget festligt. Siden hen var det “Aleneste Gud”, “Så vældigt det mødte”, “Hyggelig, rolig” - og til sidst (igen!) “Lover den Herre”.
Biskop Kjeld Holms prædiken var kort og præcis, og ikke så lidt underfundig: Sympatien samler sig om Martha, mens Maria er det “åndelige”, det “selvoptagede “ menneske.
Efter epistellæsning hørte vi uropførelser af Britta Snickars, sunget af Vokalensemblet “Les Jolies”, og efter prædiken af Agneta Sköld, sunget af Mariakören fra Västerås. Titlerne forekom velvalgte til de læste tekster, men desværre lød det hele så fjernt fra vores plads midt i kirken, at vi nødigt vil udtale os om musikken. Ved selv at deltage i altergangen fik vi betydeligt mere ud af korsangen under nadveruddelingen, hvor de 6 deltagende kor på skift sang motetter bag alteret. Det var en glimrende ide, ikke mindst fordi det var korsang på så højt et plan. Tilrettelæggelsen var fin, og timingen perfekt: da musikken slap op, var der kun 3-4 nadvergæster tilbage.

Her dirigerer domkantor Carsten Seyer-Hansen det store opbud af kor og instrumentalister i Henning Sommerros "Alleluja" som en flot afslutning på festgudstjenesten og hele symposiet.

Her dirigerer domkantor Carsten Seyer-Hansen det store opbud af kor og instrumentalister i Henning Sommerros "Alleluja" som en flot afslutning på festgudstjenesten og hele symposiet.

Efter at Karsten Jensen i få og velvalgte ord havde takket for det vellykkede symposium, og udgangsbønnen havde ydt, fulgte uropførelsen af Henning Sommerros “Alleluja”, hvor de medvirkende kor forenede sig sammen med blæsergruppe, orgel og pauker under Carsten Seyer-Hansens ledelse. Det var let tilgængelig, flot klingende musik med tendens til det pompøse. God musik at have i ørerne, mens vi uden for kirken sagde farvel og skiltes i alle mulige retninger. Men med en sikker forvisning om, at mange af os mødes igen i 2008 i Stavanger.

Marianne og Hans Krarup

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.