Niels la Cour om kirke- og orgelmusik

Skrevet af Mikael Garnæs.

NielslaCourEr den kirkemusikalske tradition vigtig for dig, når du skriver orgelmusik?

Den kirkemusikalske tradition opfatter jeg som det helt naturlige udgangspunkt, når jeg skriver orgel- og anden kirkemusik. Måske skulle jeg lige tilføje, at denne følelse ikke har noget med forpligtelser at gøre, men udspringer af min kærlighed til nævnte tradition.

Hvordan ser du på musikkens funktion i gudstjenesten?

Musikken i gudstjenesten skal efter min mening først og fremmest tjene, inspirere og berige menighedens gudsdyrkelse. En vigtig rolle for den kirkelige sang (salmesang, korsang mm.) er at være ordets tjener. Den skal således forstå sig selv primært som formidler af tekstens budskab og de deri indeholdte, som regel store, følelser. Det kan den være gennem sin evne til blandt andet at ophøje, inderliggøre og betydningsnuancere en tekst. Salme- og anden fællessang styrker desuden menighedens fællesskab og aktive medvirken i liturgien. Den er en god, almen og enkel form for fælles trosytring og en velgørende måde at udfolde sig på.

Musikken i gudstjenesten har tillige en vigtig stemningsskabende funktion. Den kan løfte en feststemning og uddybe en andagtsstemning, og den kan eksempelvis virke som en gennem toner udtrykt velsignelse, nåde, lovprisning, taksigelse, bøn, anråbelse eller meditation.

Så gudstjenestens musik har med andre ord flere vigtige opgaver udover at være god musik. Den skal, kort fortalt, også vise hen til, ledsage, udtrykke, opløfte og underordne sig det, der i religiøs forstand foregår ved en gudstjeneste.

Bør stilelementer fra ny kompositionsmusik inddrages i gudstjenestemusikken?

Jeg kan ikke se andet, end at stilelementer fra ny kompositionsmusik allerede er inddraget i gudstjenestemusikken. For der findes jo meget ny kirkemusik, som også bruges i eller afspejler sig i gudstjenestemusikken, og denne nye kirkemusik er vel en del af den nye kompositionsmusik, endda en væsentlig del, skulle jeg mene.

Er det et problem, at kirke- og orgelmusik af mange opfattes som elitær?

Det er nok muligt, at der er nogen, der slet og ret betragter al orgel- og anden kirkemusik som elitær, og det er naturligvis et problem. Men ifølge mine iagttagelser er de fleste mennesker med en sådan kritisk indstilling ikke lige afvisende over for al slags kirkemusik. Vigtigt er det antagelig derfor at tilrettelægge gudstjenesterne sådan, at hyppigheden og mængden af det sværest tilgængelige er hensigtsmæssigt afpasset. En tilsvarende tankegang kunne finde anvendelse ved plan- og programlægning af kirkekoncerter, selv om mere ensidigt fokuserede kirkekoncerter (f.eks. på en bestemt stilperiode) vel også fremdeles kan have en berettigelse.

Men ellers rører spørgsmålet ved en problemstilling, som givetvis er meget afhængig af, hvad der bliver gjort inden for skole- og uddannelsessystemet. I forlængelse heraf kunne man måske systematisk gennemgå oplysnings-, kampagne- og promotionsmuligheder særligt i relation til børn og unge (orgelfremvisninger og – demonstrationer, besøg i sangtimer på skoler, åbne korprøver, aftenskoleforedrag og –kurser mv.).

Har du en opfordring til DOKS’s medlemmer?

Jamen, der er for så vidt flere forskellige opfordringer, man kunne have lyst til at bringe på bane. Men noget af det, der for tiden ligger mig mest på sinde, er følgende:

At fremme en orgelanskaffelsespolitik gående ud på, at enhver kirke som sit hovedinstrument skal have et moderne, alsidigt kirkeorgel (pibeorgel), det være sig i form af et ældre ombygget og moderniseret eller et helt nybygget, men i begge tilfælde med udgangspunkt i orgelbevægelsens efter min mening i alt væsentligt sunde og rigtige idealer og så bredt stilistisk dækkende som muligt. Sådan at orgler bygget mere snævert i henhold til nogle historiske principper fra f. eks. barokken eller romantikken, og altså kun velegnede til et smalt repertoire, altid først kommer på tale, hvis kirken har råd og plads til et supplerende instrument.

For jeg finder, at det er et umådelig vigtigt bidrag til kirkelivets alsidighed og variation, at organisten kan bevæge sig frit rundt i stilarterne på sit hovedinstrument og blandt andet kan spille vor egen tids orgelværker uden unødige forhindringer ved det benyttede instrument.

Det ligger også sådan, at jeg personligt har vanskeligheder med at mobilisere den helt store begejstring for de historiske instrumenter. For det første er de ofte ikke konsekvent historiske, men præget af nogle kompromiser. For det andet synes jeg ofte, at de ikke klinger helt så spændende, som de ifølge deres fortaleres teorier burde gøre, og for det tredje ville jeg befinde mig dårligt ved at skulle have min gang i en kirke, hvor man søndag efter søndag var nødt til at høre på et orgel med et smalt repertoire. Jeg tror, det ville føles for ensidigt i længden; og hvis der, som nævnt i et spørgsmål ovenfor, er mange, der opfatter orgelmusik som elitær, kan jeg ikke forestille mig, at sådanne historiske instrumenter gør dette problem mindre.

Så mit råd vil være: Først når man har sikret sig et moderne, alsidigt kirkeorgel, kan et historisk komme ind i billedet. Men når dette følgelig får status af et supplerende instrument, kan det til gengæld bygges mere kompromisløst uden hensyntagen til nutidig brugsværdi, hvorved dets historiske dokumentationsværdi også vil øges, ja måske endda i afgørende og meget lærerig grad.

Niels la Cour (f. 1944)

Student fra Aurehøj Gymnasiums musiklinie 1963. Private orgelstudier hos Finn Viderø 1962-64. Uddannet på Det kgl. Danske Musikkonservatorium 1964-69 med blandt andre Finn Høffding som lærer. Diplomeksamen og musikpædagogisk eksamen i musikteori og musikhistorie; musikpædagogisk eksamen i hørelære. Supplerende studier i instrumentation og komposition dels hos Leif Kayser 1973-74, dels i Rom 1975. Lærer i musikteoretiske fag ved Det fynske Musikkonservatorium 1968-77 og ved konservatoriet i København fra 1978. Docent fra 1988. Hans produktion på ca. 70 værker omfatter orkestermusik, kammermusik, soloværker for orgel, klaver og guitar samt kormusik, både a cappella og instrumentalledsaget. Niels la Cour har modtaget bl. a. Statens Kunstfonds 3-årige stipendium i 1973, Dansk Komponistforenings jubilæumslegat 1977, titel af "Årets korkomponist" i 1988 samt Schierbeck-legatet 2001.

Kortbiografi: Komponisten

Niels la Cour: Værker for orgel

Archetypon (1970), 4 satser, 13’, oprindeligt Edition Egtved, nu WH
3 Intermezzi (1974), 20’, Egtved/WH
De profundis, Variationer over koralen Af dybsens nød (1974), 5 satser, 10’, Egtved/WH. Indspillet på: ClassCD 277, Danica DCD 8130.
Suite solenne (1980), 5 satser, 23’, Egtved/WH
Contemplazioni per organo (1986), 5 satser, 16’, Egtved/WH
Fantasia per organo (1994), 16’
Lille requiem-parafrase (1995), 3’
Vesper organi (2003), 9 satser, 29’

Orgelkoraler:

Befal du dine veje 1-2
Lover den Herre
Nu bede vi den Helligånd 1-2
Nu takker alle Gud 1-2
Hvor der ikke er forlagsangivelse, kan fotokopi normalt rekvireres hos Niels la Cour

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.