Stillingsopslag:

Vor Frelsers kirke, Esbjerg

Vor Frelsers kirke, Esbjerg
Stillingsoplysninger: Overenskomstansættelse
Stillingsstørrelse: 18 timer
Ansøgningsfrist: 17. juni 2019, kl. 12.00.

 

Organist, deltid 

En stilling som organist ved Vor Frelsers Kirke, Esbjerg, er ledig pr. 1. august 2019.

Vi prioriterer musik- og koncertaktiviteter højt, så vores fuldtidsansatte organist og korleder har brug for en dygtig, selvstændig og fleksibel kollega. Vi søger en uddannet organist.

Vi forestiller os en stilling med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 18 timer.

Stillingen indeholder bl.a.:

  • Spil til gudstjeneste og vielser (ca. hver 3. weekend) samt begravelser/bisættelser
  • Babysalmesang (i samarbejde med musikpædagog)
  • Medvirken ved konfirmandundervisning (2 hold)
  • Musikakkompagnement til højskolesangaftener (månedligt)
  • Medvirken ved Sognearrangementer
  • Medvirken ved koncerter efter nærmere aftale.

Organist og korleder Mikkel Andreassen er også underviser på Syddansk Musikkonservatorium, og derfor vil der, afhængig af dine kompetencer, specialer og ønsker, i perioder være mulighed for flere opgaver.

Kirkens (og Esbjergs) ældste orgel er bygget i 1929 af Marcussen og Søn. Orgelets pneumatiske mekanik blev kort efter ibrugtagningen ganske umoderne, hvorfor instrumentet hurtigt blev meget omdiskuteret. Allerede i 1950'erne var der planer om enten at ombygge instrumentet eller at erstatte det med et nyt. Orgelet besidder gode og eftehånden meget sjældne klanglige egenskaber, og ved restaureringen i 2000-2001 blev også Marcussen orglet restaureret og er således fuldt funktionsdygtigt. Orglet har 34 stemmer fordelt på 3 manualer og pedal.

Kirkens nye hovedorgel er bygget af P.G. Andersen og Bruhn. Instrumentet blev bygget for at imødekomme kravene fra et væsentligt bredere repertoire, end det var muligt at spille på Marcussen orglet. Med dette orgel har kirken fået et alsidigt instrument, der med sine utallige klangmuligheder er et inspirerende redskab for organisten ved såvel gudstjenester som koncerter. Orglet har 43 stemmer fordelt på 3 manualer og pedal. 

Udover de to større instrumenter har kirken et lille kisteorgel. Dette orgel bruges ved mindre gudstjenester og i kammermusikalske sammenhænge. 

Ansættelse sker ved Vor Frelsers Sogns Menighedsråd beliggende Kirkegade 24, 6700 Esbjerg.

Ansættelsen er omfattet af Overenskomst mellem Kirkeministeriet, CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Dansk Organist og Kantor Samfund (DOKS) for organister med tilhørende protokollater. Aftalen kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.

Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.

Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn-AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn mellem 309.460 kr. og 377.083 kr. årligt (nutidskroner).

Der er knyttet rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt mellem 39.816 kr. og 61.839,93 kr. (nutidskroner). Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet. Derudover kan der efter lokal forhandling ydes kvalifikations- og funktionstillæg.

Årslønnen for ansøgere med kirkemusiker med uddannelse i orgel- og korledelse (tidligere PO-organister) aftales i henhold til det aftalte basisløntrinssystem. Basistrin 1 udgør kr. 298.609 kr. årligt (nutidskroner) og basisløntrin 2 udgør kr. 313.737 kr. årligt (nutidskroner). Indplacering sker efter anciennitet.

Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 23.217 kr. (nutidskroner) for tjeneste ved 1 kirke.

Løn og rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til organist Mikkel Andreassen på telefonnummer 6073 4331/mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Ansøgningen med relevante bilag sendes på mail til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Ansøgningen skal være menighedsrådet i hænde senest den 17. juni 2019, kl. 12.00.

Ansættelsessamtaler samt prøvespil forventes at finde sted mandag d. 24. juni 2019.

Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer.

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.