Banebrydende overenskomstaftale

DOKS har afholdt et ekstraordinært bestyrelsesmøde for at drøfte indholdet af OK21 resultatet og udtaler i den forbindelse:

Det er et banebrydende resultat der er opnået på DOKS’ område, idet overenskomstansatte DOKS- medlemmer i fremtiden er overenskomstdækkede som en del af Akademikernes fælles aftale på statens område. For bestyrelsen er det også glædeligt, at det endelig er lykkedes at få overenskomstdækket bachelorer i kirkemusik. To gange tidligere har DOKS rejst krav om at få forhandlingsret for bachelorer på sit område, men uden held. Det er derfor en sejr at det nu er lykkedes. Med disse to landvindinger er DOKS nu fuldt og helt anerkendt som en akademisk faggruppe i folkekirken. Bestyrelsen finder at de tættere bånd der er knyttet mellem foreningen DOKS og centralorganisationen Akademikerne bliver en fremtidig styrke, der vil forbedre DOKS’ fremtidige forhandlingsposition og dermed sikre medlemmernes løn- og ansættelsesvilkår bedst muligt.

DOKS havde også stillet overenskomstkrav om sikring af realløn samt forbedringer for seniorer og tillidsrepræsentanter i folkekirken, og ser derfor med tilfredshed på, at der også her kom positive resultater. Så trods de begrænsede økonomiske muligheder, der var til rådighed i denne overenskomstforhandling er det, set med DOKS øjne, et godt resultat, der blev forhandlet på plads i lørdags.

I øjeblikket er OK21 resultatet til godkendelse hos akademikernes medlemsorganisationer. De nye ændringer forventes at træde i kraft fra 1. april. 

P.b.v.  Karin Schmidt Andersen, formand.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Store Kannikestræde 8 - 1169 København K - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.