Formandens nytårshilsen

Skrevet af Charlotte Muus Mogensen.

Charlotte Muus Mogensen

2014 blev året, hvor den stort anlagte betænkning og udvalgsarbejdet om en ny styrestruktur for Folkekirken faldt til jorden. Sådan er det ofte med styring og struktur i Den danske Folkekirke. Der er en udpræget modstand mod grundlæggende forandringer.

Men forandring er dog ikke et ukendt fænomen i Folkekirken. De fleste medlemmer vil nok give mig ret i, at der er sket særdeles store forandringer på det kirkelige område gennem de seneste ca. 20 år. Ikke blot på det løn- og ansættelsesmæssige område, men også med f.eks. ny salme- og koralbog.

Især er forandringerne dog sket i kirkens liv med mange nye gudstjenesteformer og aktiviteter, som f. eks. spaghetti-, gospel- og stillegudstjenester, pilgrimsvandringer, babysalmesang, studiekredse af enhver tænkelig art, salmemaraton, spire-, børne- og ungdomskor i alle afskygninger osv. Alt dette er udmærket. Men forandringerne må ikke ske på bekostning af kirkens rødder i højmessen og i kirkemusikken.

Man kan således få den fornemmelse, at jo mere alternative og eksperimenterende man kan gøre kirkens aktiviteter, jo bedre. Men man skal huske på og respektere vores rødder. Lad os stå ved vores traditioner og vores udgangspunkt og erindre om værdien af den århundredlange tradition, Folkekirken bygger på. Det er min fornemmelse, at rigtig mange tror, at man kun når ud til menigheden ved at være popsmart, men jeg mener man tager fejl! Hvis vi i Folkekirken kan levere gudstjenester, aktiviteter og musik, som er præget af autenticitet, troværdighed og et højt niveau, uanset genre, tror jeg at menigheden har stor respekt for det – ja, ligefrem efterlyser det – og vi svigter, hvis ikke vi indser det.

Vi hører om organister, som føler at den traditionelle kirkemusik kommer under pres. Nogle præster finder, at vi skal være meget forbrugervenlige og synes derfor, det er meget bedre med klaverledsagelse til alle salmer end at anvende orglet. Og en del menighedsråd prioriterer ikke kirkemusik og koncerter højt, når der skal lægges budgetter og afsættes penge til musikalske aktiviteter. Det er en realitet, at der også i Folkekirken er blevet færre penge, og at der skal spares – det må vi som medarbejdere naturligvis acceptere. Men det er uhyre vigtigt at prioritere kirkemusikken, kor og koncerterne højt, når der tales om kirkens liv og vækst. Kirkemusikken, korene og koncerterne er et kulturbærende element, ikke bare for Folkekirken, men for hele samfundet – og udgør en væsentlig del af kirkens forkyndelse og mission. Hvis menighedsrådene ikke selv er klar over dette, så må vi hjælpe dem med at forstå det.

Derfor – for kirkemusikkens, organisternes, kirkekoncerternes, ja hele Folkekirkens skyld: Vær en god repræsentant og ambassadør for musik- og koncertlivet i Folkekirken, også i din egen kirke! Der er ikke mange andre til at tale organisternes og kirkemusikkens sag end os selv. Vi skal selv tro på det - hvordan skulle vi ellers få andre til at tro på det?! Få budskabet ud, og skab forståelse hos menighedsrådene for at det er vigtigt at dette område prioriteres og understøttes, også økonomisk, for at vi kan holde det høje og autentiske niveau for musikken i kirken, som et af de vigtigste bærende elementer i en luthersk (folke)kirke.

Bestyrelsen arbejder også for sagen, men vi kan kun gøre det med medlemmernes hjælp, så lad 2015 blive kirkemusikken og kirkekoncerternes år!

Rigtig godt nytår og god arbejdslyst.




Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.