DOKS’s årsmøde 2012 i Sønderborg

Årets DOKS-stævne nærmer sig med hastige skridt, og her kommer lidt information om det righoldige program, der venter i Sønderborg (og omegn – læs bare!):

Stævnet begynder i år lidt tidligere end vanligt – allerede kl. 11 mødes vi på Hotel Comwell i Sønderborg til »Nyt fra Kirkeministeriet«. Og her sker der jo virkelig meget nyt med ny minister, debat om nye ritualer, lukning af kirker, betænkning om provstiets funktion og meget andet. Der er nok at debattere med ministeren eller den fra ministeriet udsendte embedsmand m/k.

Efter frokost er der igen lejlighed til at stille spørgsmål og få sager uddybet – vor sekretariatsleder Bjørn Arberg vil orientere om aktuelle politiske og faglige problemstillinger. Hvordan man forholder sig som hhv. overenskomstansat og tjenestemand i forskellige forhold som f.eks. ved kirkelukninger, sognesammenlægninger m.v. Dette programpunkt, hvor sekretariatslederen er i direkte dialog med medlemmerne, plejer at være meget værdsat af stævnedeltagerne.

Resten af mandagen står i ekskursionens tegn.

thumb_MichaelmagesVi skal til Flensborg, hvor St. Nikolai Kirche har fået nyt, spændende orgel, som vi både får lov til at høre og se. Den tyske organist Michael Mages spiller koncert med et varieret program - først et nordtysk barokprogram fra orglets barokke spillebord med mild middeltonestemning, - siden et fransk symfonisk program fra det moderne spillebord, tempereret stemning. Efter koncerten er der tid til at tage instrumentet i nærmere øjesyn – der skal jo nok være nogle interesserede i medlemsskaren.

Årets gudstjeneste finder sted i den danske Helligåndskirken, hvor Lasse Toft Eriksen vil stå for musikken og kirkens præst Jacob Ørsted vil prædike.

Flensborg har det hele – også aftensmad – og alt ligger i behagelig gåafstand. Kl. 20 spadserer vi tilbage til Nikolai Kirche, hvor der venter os et brag af en vokal-koncert.

thumb_NeueVocalsolistenStuttgartIkke uden en vis stolthed kundgør stævneudvalget, at det er lykkedes at få fat i Neue Vocalsolisten Stuttgart – et af Europas førende vokalensembler inden for ny kormusik med et utal af priser og prisbelønnede cd'er bag sig. Vi dyrker i Danmark meget kormusik - også ny kormusik – hvor vi i Skandinavien og Norden har et righoldigt repertoire og en stolt tradition. Korkoncertprogrammerne herhjemme præsenterer imidlertid knap så ofte ny kormusik fra det øvrige Europa. Aftenens koncert er en enestående lejlighed til at få udvidet sit indblik i vokaltraditionen og hvad der rører sig kompositorisk syd for vore breddegrader – og altså med et unikt ensemble, der i sig selv er en sjælden oplevelse at høre.

Mon ikke snakken går livligt i bussen hjem? Og man kan fortsætte faglige eller andre drøftelser i hotellets bar – alternativt kan man deltage i det planlagte natløb! Comwell ligger i naturskønt område, og der er garanteret gamle spejdere imellem DOKS's medlemmer!

De, der har fulgt med i debatten i Kristeligt Dagblad og andre steder, vil have læst om forskellige alternative forsøg med musikledsagelse til gudstjenester. Under overskriften »Målet er en orgelfri gudstjeneste« har der været interview med rytmiske musikere fra Brorsons Kirke i København, der helt har erstattet orgelmusikken. Men også andre steder medvirker med mellemrum andre musikere på andre instrumenter. Også vore egne medlemmer forlader til tider orgelbænken for at ledsage på andet instrument som f.eks. el-klaver. Diskussionen om, hvad der egner sig bedst til hvad og thumb_DendanskeSalmeduohvornår er til stadighed aktuel, og tirsdag formiddag får den virkelig en spand kul! I Sct. Marie Kirke venter hele tre rytmiske ensembler med hver sit bud på liturgisk musik. »Rytmisk« er ikke bare »rytmisk«, og hvilken gudstjeneste-æstetik, hvilken liturgisk stemning frembringer de forskellige måder at gøre det på? Det bliver vi forhåbentlig klogere på, efter at Mads Granums Kvintet, Den Danske Salmeduo og ensemblet Konnect med Esben Eyermann og Janne Mark har spillet til hver sin lille andagt. Gennemgående liturg er sognepræst Vibeke Houmøller.

Efter de tre sikkert meget forskellige andagter, får vi lov at fordøje indtrykkene over en kop kaffe og en gåtur tilbage til hotellet, hvor ensemblernes musikere står for skud i en paneldebat. Det bliver spændende at høre dem uddybe deres synspunkter, gudstjenestesyn m.v. og den efterfølgende debat bliver helt sikkert levende og udvidende. For oplægget til paneldebatten står Henrik Marstal, der også vil lede slagets gang. Han er et af landets hotte navne i den musikpolitiske debat, og har blandt andet skrevet bogen »Jeg lytter, altså er jer – tanker om musik og liv«.

En indholdsmættet formiddag afrundes med frokost – resten af tirsdagen byder på generalforsamling og festmiddag.

Ikke alle DOKS'ere har samme interesser, og ved årsmøderne forsøges der emne- og indholdsmæssigt at komme »kompasset rundt« over en årrække. Men i år kan stævnedeltagerne onsdag formiddag vælge imellem tre forskellige programpunkter.

For de børnekors-interesserede kommer Pia Boysen og holder en pædagogisk-vokal-workshop, hvor hun viser pædagogiske værktøjer til musikalsk indlæring i arbejdet med børnekor. Pia bruger de voksne DOKS'ere som »børn«, så vi får prøvet det på egen krop!

Andre vil vælge at høre organist i Dragør Kirke og mangeårig tillidsrepræsentant Morten Hinz, der er uddannet konfliktmægler på »Center for Konfliktløsning«. Organistbladets læsere har sikkert fulgt hans artikelserie »Når uenigheden gør ondt«. Ved en workshop uddyber Morten Hinz dette svære emne i interaktion med de fremmødte.

thumb_St.MarieKirkeEndelig kan man denne formiddag vælge at komme på orgelsafari. De medlemmer, der ikke var med ved DOKS's årsmøde i Sønderborg for 14 år siden, får lejlighed til at se og høre bl.a. det historiske instrument på Sønderborg Slot demonstreret af Mogens Damm.  Derudover vil Kristian Lumholdt spille på Marcussen og Reuter-orglet fra 1844 i Vester Sottrup kirke og Dennis Bang Fick på orglet i Ulkebøl kirke bygget af Marcussen og Søn i 1888.

Alle mødes til en fælles musikalsk afslutning, inden der er frokost og afrejse.

På trods af et meget indholdsmættet og tidsmæssigt lidt udvidet stævne, holdes prisen på kr. 4300,- - samme niveau som de foregående år.

Vel mødt i Sønderborg 23.-25. april 2012! 

 

 

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.