Nytårshilsen 2011

thumb_Charlotte_Muus_Mogensen_2Kære kolleger, kære DOKS-medlem!

Det mærkes nu for alvor, at folkekirken er inde i en periode med store forandringer. Efter et langt forløb med forhandlinger om en overenskomst for organister ser vi nu de første spæde resultater efter, at overenskomsten har fungeret i et års tid. Et år er ikke tilstrækkeligt til at afdække alle de muligheder og evt. problemer, der måtte være ved aftalen, og derfor er det endnu for tidligt at arbejde med grundlæggende forandringer af den. Men at overenskomsten og implementeringen af den er ved at sætte sig spor, er der ikke tvivl om.

Man må spørge sig selv: Hvilken kurs er ønskværdig for folkekirken? Med jævne mellemrum må man spørge om: Hvor er vi på vej hen? Gør vi det godt nok? Er der noget, der kan være anderledes eller bedre? Når spørgsmålene er besvaret, laves der en strategi for, hvordan man så vil nå de mål, man har sat sig. Strategien skal gerne indeholde både en plan, og den skal se på de ressourser det kræver eller man har til rådighed for at en sådan forandring kan gennemføres, og derefter forsøger man at implementere beslutningerne.

For folkekirkens vedkommende får jeg næsten fornemmelsen af, at det hele foregår omvendt. I efteråret 2005 besluttede Kirkeministeriet ensidigt at afskaffe tjenestemandsansættelsen fremadrettet for kirkefunktionærer. Dette afstedkom, at DOKS for at sikre ordnede forhold begærede forhandling om en overenskomst. Jeg har siden været på jagt efter svaret på, hvem der egentlig gerne ville afskaffe tjenestemandsansættelsen med den enkelhed, der kendetegner denne ansættelsesform. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde svaret. Kirkefunktionærorganisationerne var det ikke, heller ikke Landsforeningen af Menighedsråd, og selv Kirkeministeriet er ikke entydige i deres svar. Selv om det er en kendt sag, at man gennem de seneste år har afviklet tjenestemandsansættelsen på det meste af det statslige og kommunale område, så er det et svagt argument, hvis det alene handler om, ”at sådan har man også gjort alle andre steder”.

Med Betænkning 1477 Opgaver i sogn, provsti og stift, juli 2006, Betænkning 1491 Folkekirkens lokale økonomi, august 2007, indførelse af Stiftsråd og nu høring om provsten og provstiets rolle frem over, er der for alvor sat fokus på folkekirken som en organisation, der er under forandring og fornyelse. Man kan godt få en følelse af, at man i 2005 kastede en bold op i luften uden helt at vide, hvor den ville lande, for så efter at den er landet at ende med at løbe halsende efter den. Det forekommer i virkeligheden som om ingen havde en idé eller vision om, hvor man ville hen, og de ændringer der sker synes sjældent helt gennemtænkte. Dette er særdeles uheldigt for en ærværdig gammel og traditionsrig folkekirke.

Forandring og fornyelse skal der til, det må vi sande, men det ville være ønskeligt, om man i højere grad på forhånd havde forholdt sig til konsekvenserne af de ændringer, der iværksættes. Konsekvensanalyse er tilsyneladende desværre ikke særligt benyttet i det folkekirkelige regi. Jeg er sikker på, at mange ting ville foregå meget anderledes, hvis man havde grebet tingene an på en mere gennemtænkt måde, og samtidigt havde inddraget de forskellige folkekirkelige interesseorganisationer i arbejdet. Dette kunne tillige have fremmet, at såvel arbejdsgivere som arbejdstagere bedre kunne forholde sig til forandringsprocessen.

Menighedsrådene har det svært, når de skal løfte opgaven som moderne arbejdsgivere med alle de nye opgaver og pligter, der følger deraf. I og for sig er det ikke så underligt. Menighedsrådene består som bekendt af frivilligt valgte medlemmer, som gerne vil arbejde for kirken, men som ikke altid evner at forholde sig til de mange nye love og regler, der findes for hhv. kirken, de ansatte eller økonomien. Til forskel fra en kommunalbestyrelse, som har et embedsværk til at klare alle disse mange forpligtelser for sig, ja så må menighedsrådene klare det selv. På den anden side er det helt rimeligt at forlange, at også folkekirken som arbejdsplads lever op til de krav, der er til en moderne arbejdsplads. Denne spænding mellem kompetencen og ressourcerne i et frivilligt valgt menighedsråd og så forpligtelsen til at være en god arbejdsgiver er noget, jeg tror man vil komme til at drøfte. At finde en løsning på dette uden at det går ud over folkekirkens styreform, er en vanskelig og udfordrende opgave.

Den ændring som for mange organister nok trænger sig mest på, er spørgsmålet om geografisk fleksibilitet. Der er mange udfordringer heri, og det er ikke uproblematisk, særligt ikke når beslutninger omkring dette træffes hen over hovedet på de ansatte, og i visse tilfælde endda hen over hovedet på menighedsrådet. På den anden side åbner den geografiske fleksibilitet også for nye samarbejdsformer, der forhåbentlig kan blive til inspiration og glæde for den enkelte organist i dennes arbejde. Ønsket om geografisk fleksibilitet har været stort hos arbejdsgiverne, og i lyset af situationen i folkekirken har vi været imødekommende under visse forudsætninger. Men det skal naturligvis være på nogle fornuftige vilkår, som vi samtidig forventer åbner for gode og indholdsrige stillinger. Det kursus som DOKS har iværksat med økonomisk støtte fra SCKK og APU-midler vidner i al fald om, at der rundt omkring i landet sidder mange organister, der er parate til at starte netværk og danne nye og inspirerende fællesskaber. Så lad os håbe, at folkekirkens forandringer lander på benene til gavn og glæde for alle, såvel menighed som menighedsråd og de ansatte.

God arbejdslyst til alle i 2011 og rigtigt glædeligt nytår.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.