Frit Forum for Folkekirkens Fremtid - Ny tænketank

Mandag d. 12. september så en ny folkekirkelig tænketank dagens lys i Vartov.

Formålet med det nye forum er at styrke den folkekirkelige bredde, dens kontakt til befolkningen, og sideløbende hermed bevare den efterhånden hævdvundne teologiske rummelighed.

Alt dette kan meget hurtigt få en stor aktualitet i det fokus, der rettes mod Folkekirken og Folketingets nye sammensætning, nu hvor regeringen vil nedsætte et udvalg, som skal komme med forslag til en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken.

Tænketankens initiativtagere er teologerne Marianne Christiansen, Henriette Pedersen og Signe Malene Berg. Disse danner nu styregruppe sammen med Hans Krab Koed og mediekonsulent for Helsingør Stift Rebecca Rudd. Ca. 80 personer, heraf langt de fleste yngre teologer, men dog et par organister inkluderet, var mødt op på Vartov.

Der er nedsat arbejdsgrupper med fokus på netop kommunikation (i bred forstand: med menighedsråd, med kirkegængere, på det kirkefaglige- og initiativskabende område).

Skulle man finde interesse i at indgå i dette forum (måske befinder man sig alligevel i nærheden af en netværksteolog) viser der sig spændende og fremadrettede muligheder for at påvirke den folkekirkelige virkelighed. En blog er oprettet på http://folkekirkensfremtid.wordpress.com.

Selv om kirkemusik ikke er et separat emne, så ved vi jo hvor ofte den er i fokus, når en helhedsbetragtning anlægges på det gudstjenestelige indhold. Den er jo – om noget – kommunikation.

En opfordring til at overveje et netværksarbejde!

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.