Vedrørende uddannelsesoverenskomsten og konsekvenserne for stillingsmarkedet

Erik_HildebrandtPå generalforsamlingen i Faaborg var der flere medlemmer, der gav udtryk for bekymring for, hvilke konsekvenser den nye overenskomst måtte have for vores fagområde. At overenskomsten er en såkaldt uddannelsesoverenskomst betyder, at der ikke længere er fastsatte uddannelseskrav til stillingerne, men at menighedsrådene kan vælge, hvem de vil, og så aflønne efter uddannelse jf. overenskomstaftalen.

Alle kan således nu søge alle stillinger, og DOKS-organister, der sidder i eller søger tidligere PO-stillinger, skal fremover aflønnes efter kvalifikationer, såvel som PO'ere kan søge og få ansættelse i tidligere DOKS-stillinger. Det er som nævnt menighedsrådene der må afgøre, hvem af ansøgerne de ønsker at indgå samarbejde med, og de kan frit vælge mellem ansøgere med både den ene og den anden eksamen uden evt. at skulle søge om omklassificering af stillingen.

Jeg kan kun se gode argumenter for at ansætte et af vores medlemmer i en vakant stilling. Herved får sognet en faglig højt kvalificeret person, der udover at kunne spille, lede kor og udøve øvrige organistfunktioner på professionelt fagligt niveau, kan løfte og udvikle hele det kirkemusikalske liv i lokalområdet, såvel som i regionen i samarbejde med andre organister.

Men er der nu ikke risiko for, at menighedsrådene, nu de har friheden, fravælger en organist med højeste eksamen? Var det ikke bedre, om vi centralt aftalt var sikret nogen stillinger som "vores" stillinger, sådan som det hidtil har været virkeligheden med faste klassificeringer?

Min holdning er klart nej, - den virkelighed vi stod i forud for overenskomstforhandlingerne var, at der flere steder sad DOKS'ere i PO-stillinger, eller menighedsråd ønskede en DOKS'er til deres PO-kirke. Og omvendt: Der var DOKS-stillinger, som vore medlemmer ved gentagne stillingsopslag ikke viste interesse for – menighedsrådet ønskede da at ansætte en PO'er, hvilket krævede en bureaukratisk og til tider langvarig omklassificeringsproces. Derudover har der været honorarlønnede stillinger med mellemstort orgel, hvor organisten, der var glad for at være der, af indlysende økonomiske årsager, søgte væk efter at vedkommende fik en PO-eksamen.

Både i DOKS og FPO var vi derfor enige om, at tiden var løbet fra det gamle system, og at en uddannelsesoverenskomst måtte være fremtiden.

Vi har som DOKS'ere meget at byde på, og jeg er ikke bange for, at vi nu i større grad skal slå på tromme for de kirkemusikalske værdier. En fastlåst sikring af fagligt niveau kan nemt blive museal – det var i var i hvert fald ikke lykken for de af vore medlemmer, der var ansat i DOKS-stillinger, hvor menighedsråd og præster ikke værdsatte eller gjorde brug af organistens faglighed.

Imidlertid viser der sig allerede nu et tydeligt billede, hvis man kigger på stillingsopslagene: I Organistbladet opslås flere deltids-stillinger/assistentstillinger og tidligere PO-stillinger. Det tyder på, at menighedsrådene gerne vil have et så bredt og højt kvalificeret ansøgerfelt som muligt. Og det giver nyuddannede større mulighed for at komme i gang, det giver DOKS-medlemmer mulighed for at søge landstillinger osv. Med andre ord giver det en større frihed for såvel menighedsråd som vore medlemmer – sandsynligheden for et "match" imellem arbejdsgiver og –tager er øget, og risikoen for konflikt måske dermed mindsket.

Vi skal som nævnt selv slå på tromme for musikkens fantastiskhed – det har vi nu mulighed for langt flere steder end før.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.