Valg til DOKS´s bestyrelse

Ved DOKS´s ordinære generalforsamling tirsdag d. 27. april 2010 udløber valgperioden for følgende to bestyrelsesmedlemmer: Charlotte Muus Mogensen, som er valgt af AC-sektionens medlemmer, og Hans Chr. Hein, som er valgt af samtlige aktive medlemmer.

Charlotte Muus Mogensen er villig til at modtage genvalg. Hans Chr. Hein ønsker ikke genvalg. Bestyrelsen opstiller hermed Charlotte Muus Mogensen til valg i AC-sektionen og Bente Hogrefe Nielsen til valg blandt samtlige medlemmer.

I henhold til vedtægterne for DOKS §14 stk. 10 skal forslag til andre kandidater end de af bestyrelsen opstillede indsendes til bestyrelsen inden 1. marts. Hvert forslag skal være bilagt en skriftlig erklæring fra det i forslaget bragte medlem om, at den pågældende er villig til at modtage valg til bestyrelsen, samt være underskrevet af mindst 5 stemmeberettigede stillere. Stillerne kan skrive under på hver sin fotokopi af forslaget.

Der gives samtidig meddelelse om, hvorvidt kandidaten opstiller til AC-udvalget, AC-udvalget subsidiært ordinært bestyrelsesmedlem eller ordinært bestyrelsesmedlem. Kun AC-sektionens medlemmer er valgbare til AC-udvalget, og samtlige stillere for kandidater til AC-udvalget skal være medlemmer af AC-sektionen.

Forslag, der ønskes til behandling på generalforsamlingen, skal indsendes til bestyrelsen inden 1. marts 2010.

p.b.v.

Charlotte Muus Mogensen