Nytårshilsen 2010

Charlotte_Muus_Mogensen_2Året 2009 blev i sandhed skelsættende for DOKS! Endelig fik vi, efter års forhandling, en aftale om løn- og ansættelsesvilkår – en overenskomst - for organister med en PO- eller Kandidateksamen, der ansættes i Folkekirken fremover. Jeg vil gerne her benytte lejligheden til at sige tillykke til os alle! Det har været glædeligt at se, hvordan medlemmerne har taget imod den nye overenskomst, og det store deltagerantal ved vores præsentationsmøder rundt om i landet og den megen spørgelyst vidner om stor interesse og engagement.

Overenskomsten rummer mange nye vilkår og muligheder, der af den enkelte kan opfattes både som fordele og som ulemper, men en overenskomst bliver altid til i et samspil mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Såvel Kirkeministeriet som DOKS/FPO har haft ønsker, som vi gerne ville have indfriet, og i det store og hele mener jeg, at vi har fået de fleste af vores krav opfyldt og kan være godt tilfredse med resultatet.

Med overenskomsten er der kommet en aftale om en lang række ting, men det betyder ikke, at der er kommet en afklaring på alle ting. Der vil i den kommende tid uden tvivl opstå problemer og spørgsmål, der må afklares, og DOKS vil sikkert ikke være enig med arbejdsgiverne i alle spørgsmål.

DOKS har i processen omkring forhandlingerne om en overenskomst lagt stor vægt på at være en stærk, troværdig og slagkraftig part over for Kirkeministeriet. Vi har samtidig haft den opfattelse, at det er gennem dialog og forhandling, at de bedste resultater opnås, og det er fortsat bestyrelsens holdning. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at hvis der ikke kan opnås enighed eller resultater, vi finder tilfredsstillende, så vil vi sætte det organisatoriske og juridiske apparat i gang.

Vi må erkende, at Folkekirken som arbejdsplads er under store forandringer i disse år, og dermed ændres også organistens rolle. Det skal vi ikke begræde, men gå aktivt med i, så vi får så megen faglig indflydelse som overhovedet muligt i forhold til de musikalske ønsker og beslutninger, der skal træffes. Organisten skal være sognets musikalske spidskompetence!

For tjenestemandsansatte organister bliver 5-dages arbejdsugen den helt afgørende afsmittende effekt af overenskomsten.

Jeg har klart fornemmet, at det har været et ønske, især hos den yngre generation, at man som ansat i Folkekirken selvfølgelig skal have de samme arbejdsbetingelser som alle andre ansatte i det danske samfund. Det er nu på vej! For nogle er det måske en omstillingsproces, som er knap så tillokkende, mens det for andre er en helt naturlig og kærkommen ting. Det vil nok betyde, at vi fremover kommer til at arbejde mere sammen på tværs af sognegrænser, men det kan også på sigt komme til at styrke vores faglige relationer. Se det som en udfordring og en fornyende tankegang, hvor vi kan få en bedre samarbejdskultur inden for vores fagområde.

I forbindelse med implementeringen af overenskomsten bliver der nu virkelig brug for tillidsmændene. De har allerede været på et 2-dages kursus i efteråret, og der er planlagt kursus igen her i foråret. Det bliver af afgørende betydning for de fremtidige forhandlinger, at vi har nogle gode og engagerede tillidsmænd. Tak til jer, der stiller jeres tid og kræfter til rådighed herfor.

Endelig arbejder DOKS nu ihærdigt med uddannelses- og efteruddannelsesområdet. Allerede nu, og især fremadrettet, vil der blive fokuseret mere og mere på kompetenceudvikling. Vi skal være rustede til forandringer, samarbejde og faglige udfordringer, og være gode til kommunikation og dialog. Derfor arbejder DOKS på, at hele dette område styrkes.

Med disse mange nye opgaver og udfordringer ønsker jeg alle DOKS´s medlemmer et rigtigt godt nytår!

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.