DOKS's årsmøde 2009

Utzoncenter1I dagene 27.-29. april er det atter årsmøde-tid for DOKS’s medlemmer. Denne gang går turen til den nordjyske hovedstad Aalborg, der med sine mange kirker og kulturinstitutioner vil danne en fornem ramme om stævnets begivenheder.

Indkvarteringen finder sted mandag fra kl. 13 på det centralt beliggende Hotel Hvide Hus, Vesterbro 2, 9000 Aalborg. Efter glædelig gensyns- eller nysyns-hilsen med kolleger fra alle landets egne, er første programpunkt traditionen tro nyt fra Kirkeministeret. Så er det kaffetid, hvorefter vor sekretariatsleder Bjørn Arberg følger op med aktuel information om udviklingen inden for løn- og ansættelsesvilkår, overenskomstforhandlinger m.v. Der har de senere år vist sig stor interesse fra medlemmerne for dette programpunkt, hvor der bl.a. er mulighed for at spørge frit fra leveren.

Stiftets biskop Søren Lodberg Hvas er prædikant ved gudstjenesten i Budolfi Kirke, hvor domkirkens organister Erling Thomsen og Margrethe Østergaard vil stå for musikken. Når postludiet har lydt, vil musikken fortsætte uden for kirken med klokkespilskoncert ved Ann-Kirstine Christiansen.

Blot et stenkast fra Budolfi Kirke ligger Hotel Phønix, der vil beværte os med et aftensmåltid inden vi atter bevæger os ind i domkirken – denne gang for at høre koncert. Aftenens koncert består af to afdelinger – først spiller Jon Laukvik et program på det nyrenoverede domorgel. Anden del af programmet står Coro Misto for under ledelse af Søren Birch. På programmet står bl.a. nordisk kormusik samt musik af 200-års fødselaren Mendelssohn.

Hjemme på Hvide Hus vil baren være åben for dem, der ønsker at læske ganen inden sengetid (der plejer at være et par stykker).

Tirsdag formiddag begynder på hotellet, hvor det vil handle om kirketrivsel. For at folkekirken kan være en god og attraktiv arbejdsplads, er det en forudsætning, at medarbejderne trives og finder glæde ved deres arbejde. Organisationerne inden for folkekirken har i samarbejde med branchearbejdsmiljørådet udarbejdet materiale om trivsel i folkekirken til brug og hjælp for menighedsråd og ansatte. Dette materiale blev lanceret i efteråret, og DOKS’s medlemmer har fået tilsendt hæftet ”Trivsel i folkekirken”.

En af hjernerne bag indholdet er konsulent Gitte Daugaard, og hun vil denne formiddag fortælle om arbejdet og stå til rådighed for spørgsmål med særligt fokus på organiststandens arbejdsvilkår.

Så er det tid til musik. I den nærliggende Ansgar Kirke står barokspecialisterne Ensemble Zimmermann parat med musik af bl.a. Purcell – endnu en jubilar, der er født for snart 350 år siden. Efter denne formiddagskoncert går vi tilbage til hotellet for frokost og siesta inden dørene slås op til DOKS’s generalforsamling.

Om aftenen er der som altid festmiddag på hotellet.

Et af Aalborgs spændende nye kultursteder er det flot ved havnefronten beliggende Utzon-Center, - et eksperimenterende udstillings- og videnscenter der danner ramme for en fortsat tilegnelse af Jørn Utzons arkitektur- og designarbejder. Centeret er i sig selv en arkitektonisk perle, og onsdag formiddag går turen for stævnedeltagerne til dette spændende sted. Arkitekt og universitetslektor Adrian Carter venter os med foredrag om Jørn Utzon, Sydney-Operaen og Utzon-Centeret.

Således kulturelt horisontudvidede spadserer vi i samlet flok til Vor Frue Kirke, hvor organist Rikke Kursch, pianist Katharina Sellheim og cellist Matthias Hehrmann har sammensat en dejlig afslutningskoncert. De to sidstnævnte internationale kammermusikere vil bla. spille en af Mendelsohns cellosonater.

På dette tidspunkt skulle vi gerne være mætte af indtryk, men en frokost skal jo nok glide ned, inden det atter er tid at tage afsked med hverandre og forhåbentlig inspireret drage til vore hjemsogne.

Hele herligheden koster kr. 4.300,-, så skynd jer at søge menighedsrådet om kursusbevilling.

Vel mødt i Aalborg!

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.