Bestyrelsens beretning 2007

Statistik

DOKS´s samlede medlemstal er i dag 563 medlemmer. Der er 383 medlemmer i AC-sektionen, 34 i COII-sektionen, 17 aktive medlemmer i Den Frie Sektion og 129 passive medlemmer i Den Frie Sektion, heraf 100 pensionister og 9 studerende. Af de 383 medlemmer i AC-sektionen sidder de 340 i fuldtidsstillinger. Organisationsprocenten i AC-sektionen er 98,0 %.

Løn– og ansættelsesvilkår

Som bekendt arbejdes der i forlængelse af afviklingen af tjenestemandsansættelsen pr. juli 2005 med overenskomstdækning af området. Bestyrelsen havde som udgangspunkt foreslået, at DOKS-området blev omfattet af AC´s fælles overenskomst. Allerede sidste år kunne bestyrelsen orientere om, at Kirkeministeriet i stedet ønskede en fælles kirkemusikeroverenskomst, som skulle dække såvel DOKS som FPO-området. Både DOKS og FPO gav tilsagn om at indgå positivt i forhandlinger herom.

Når man overgår til overenskomstansættelse, må man nødvendigvis anskue en række forhold på en ny måde. Med tjenestemandsansættelsen følger særlige rettigheder, men også særlige pligter, der i væsentlig grad adskiller sig fra det, som normalt indgår i en overenskomst. Bestyrelsen har derfor brugt mange ressourcer på at kortlægge præcist hvilke forhold, der efter vores opfattelse nødvendigvis må reguleres, når man skal indgå en overenskomst. Dersom der bliver tale om en ny overenskomst, frem for en tilslutning til AC´s fællesoverenskomst, begynder vi i princippet på bar bund. Alle de områder, der indgår i en overenskomst, må overvejes og vurderes med henblik på at bestemme, den endelige formulering.

Forberedelsesarbejdet frem imod overenskomstforhandlingerne er foregået i et tæt samarbejde med AC, CO II og FPO’s forhandlingsudvalg. Forud for forhandlingerne med Kirkeministeriet har det været en stor styrke at konstatere, at DOKS og FPO deler opfattelse på stort set alle væsentlige områder, og at samarbejdet må beskrives som særdeles velfungerende.

Kirkeministeriet kom i november 2006 med udkast til en overenskomst. Uden at gå i detaljer med udkastets indhold må det konstateres, at parterne er et stykke fra hinanden på væsentlige områder, men efter de indledende forhandlinger synes der dog at være en fælles interesse i at nå frem til en aftale.

De igangværende forhandlinger får stor betydning for de fremtidige løn- og ansættelsesvilkår for organister. Vi er derfor indstillet på et langt forhandlingsforløb, hvor ”hver en sten skal vendes” for at sikre det bedst mulige resultat. Enhver forhandling er kendetegnet ved, at parterne skal være indstillet på at indgå kompromisser; men der skal ikke herske tvivl om, at DOKS kun indgår en overenskomst, der sikrer medlemmerne ordentlige løn- og ansættelsesvilkår.

Opfølgning af OK 2005

Ved overenskomstforhandlingerne i 2005 blev der afsat en pulje til forbedring af rådighedstillægget i DOKS-stillinger med virkning fra den 1. oktober 2006. Forbedringen er endnu ikke udmøntet, idet DOKS og Kirkeministeriet forhandler om den konkrete størrelse af rådighedstillægget. DOKS har i den forbindelse anmodet om, at midler fra AC’s restpulje kan indgå i forhandlingerne.

Overenskomstkrav OK 2008 for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte
Bestyrelsen indledte i efteråret 2006 arbejdet med at opstille en liste over, hvilke krav der skal rejses i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2008. I den første fase blev DOKS’s tillidsrepræsentanter inddraget bl.a. med henblik på at få inspiration til, hvilke krav foreningen bør rejse.

Hvad angår løn- og ansættelsesvilkår befinder vi os i en brydningstid, og det vil have afsmittende virkning på de krav, bestyrelsen fremsætter ved næste års overenskomstforhandlinger. Det er vigtigt at overveje, om de mange ændringer giver anledning til, at der ved overenskomsten skal rejses konkrete krav, der kan sikre rimelige arbejdsvilkår.

DOKS indgik i forbindelse med sidste overenskomst en aftale med Personalestyrelsen om, at der i indeværende overenskomstperiode kunne optages forhandlinger om overgang til et nyt lønsystem for ansatte på tjenestemandsvilkår. Ved OK2005 blev der afsat en pulje til dette formål.

Kirkeministeriet har hidtil været uvillige til at indgå i forhandlinger om en konkret udmøntning af denne pulje vedrørende et nyt lønsystem under henvisning til de igangværende forhandlinger om en kirkemusikeroverenskomst. Bestyrelsen mener dog fortsat, at der skal etableres et nyt lønsystem til ansatte på tjenestemandsvilkår.

Kravene til OK2008 afleveres til AC i maj måned, og frem til efteråret arbejdes der med den samlede kravspecifikation på arbejdstagersiden.

Lokalløn - chefløn

Forhandlinger om lokallønspulje og cheflønspulje pr. 1. april 2006 er endnu ikke påbegyndt. Såfremt der er nyt herom til generalforsamlingen tages emnet op i den mundtlige beretning.

Betænkning om opgaver i sogn, provsti og stift

I 2006 blev den folkekirkelige diskussion præget af debatoplæg og betænkning om opgaver i sogn, provsti og stift. Emnet blev behandlet indgående i sidste års skriftlige beretning, og DOKS har naturligvis afgivet hørings-svar overfor Kirkeministeriet i alle relevante spørgsmål. DOKS har grundigt gjort rede for de betænkeligheder, vi har vedrørende de forslag, der er fremkommet. Det er nogle forbehold, vi i store træk deler med de øvrige kirkefunktionærorganisationer, og til en vis grad med et flertal af de menighedsråd, der har afgivet høringssvar. Hvis formålet er at styrke opgaveløsningen i folkekirken, finder bestyrelsen nogle af Kirkeministeriets forslag uegnede, andre forslag efterlader en række ubesvarede spørgsmål, som man med rimelighed kunne forvente besvaret, inden man lader betænkningen føre til ny lovgivning.

Kirkeministeriet har på en række områder valgt at implementere betænkningens forslag uden at lytte til de betænkeligheder, vi og andre er kommet med. Med gennemførelsen af de nye regler, må bestyrelsen tage forandringerne til efterretning og forholde sig til de ændrede vilkår. Kirkeministeren har fremsat et lovforslag, som skal gøre det muligt for menighedsrådet at udpege præsten som daglig leder. Der har været sagt og skrevet meget om dette forslag. DOKS har af hensyn til det øvrige personale, men også af hensyn til præsten, udtrykt skepsis ved forslaget. Hvis ministerens lovforslag vinder fremme i folketinget, er det afgørende, at menighedsrådene ikke blindt ”smider tøjlerne fra sig”, fordi det er det nemmeste. Vælger man præsten som daglig leder, bør det foregå efter en grundig forudgående dialog med alle medarbejderne, hvor man bliver enige om, hvilke opgaver der præcist skal overgå til præsten. Ligeledes bør klare regler aftales for kirkefunktionærernes tilknytning til menighedsrådet. Vælges præsten som daglig leder, bør der altid udarbejdes en skriftlig instruks om præstens ledelsesbeføjelser til personalet. I modsat fald vil uklare ledelsesstrukturer nemt blive konsekvensen.

Som en følge af betænkningen om opgaver i sogn, provsti og stift har Kirkeministeriet i februar udsendt en vejledning om kirkefunktionærers pligt til at vikariere efter tjenestemandslovens § 41. Vejledningen tager udgangspunkt i tjenestemandslovens bestemmelse om, at en tjenestemand kan forpligtes til midlertidigt at fungere i en stilling, der er sideordnet eller overordnet ens egen stilling. Bestemmelsen har hidtil ikke fundet anvendelse på kirkefunktionærområdet, og DOKS har derfor bedt AC om at forholde sig til vejledningen ikke mindst på baggrund af eventuelle erfaringer fra andre områder. I skrivende stund afventer vi en tilbagemelding fra AC.

FKM nedlægges, TOAC oprettes

Det forgangne år har arbejdet i Akademikernes Centralorganisation (AC) været præget af debat om fordeling af udgifter og et ønske fra AC’s store medlemsorganisationer om en enklere struktur og beslutningsproces.
Dette har ført til at de mindre AC organisationer har samlet sig i større fællesrepræsentationer, hvor man i fællesskab udpeger repræsentanter til AC’s besluttende organer. DOKS har hidtil sammen med Dansk Musikpædagogisk Forening (DMpF) været medlem af AC som Forbundet af Kandidatforeninger fra Musikkonservatorierne (FKM).

Som en konsekvens af AC’s nye struktur nedlægges FKM, og DOKS vil fremover være medlem af AC gennem en større fællesrepræsentation. Således er DOKS nu medlem af AC via Tjenestemænds og Overenskomstansattes fællesrepræsentation i Akademikernes Centralorganisation (TOAC). Øvrige organisationer i TOAC er Dansk Musikpædagogisk Forening, Den danske Præsteforening, Handelsskolernes Lærerforening (Adjunkt-/lektor-gruppen), Forsvarsgruppen i AC og Skibsinspektører under Søfartsstyrelsen. Vi glæder os over fortsat at have et godt og tillidsfuldt samarbejde med DMpF, ligesom vi ser frem til et endnu tættere samarbejde med de andre organisationer i TOAC.

Kirkemusikskolerne

Kirkeministeriet opsagde i december 2006 den aftale, man i 1996 indgik med DOKS vedrørende ansættelse af rektorer, faste lærere og timelærere på kirkemusikskolerne. Opsigelsen er til dels begrundet i det generelle stop for anvendelsen af tjenestemands-ansættelser indenfor DOKS’s forhandlingsområde i folkekirken.

DOKS har bedt om en forhandling om de fremtidige løn- og ansættelsesvilkår for rektorer og lærere på kirkemusikskolerne, idet vi forestiller os at en sådan forhandling kan forenes med de øvrige overenskomstforhandlinger som allerede er i gang.

Kirkeministeriet har desuden udsendt et udkast til et nyt cirkulære, hvoraf det fremgår, at den kirkemusikfaglige repræsentation i skolernes bestyrelse reduceres.

For DOKS er det væsentlige, at fastsættelsen af løn- og ansættelsesvilkår sikrer lærere imod ringere vilkår, og at man i fastsættelsen af skolernes fremtidige rammer erindrer, at det primære område for skolerne er det kirkemusikalske og at dette bør afspejles i såvel ansættelsesvilkårene som i bestyrelserne. Dette er i øvrigt helt i tråd med den evalueringsrapport kirkeministeriet for få år siden fik udarbejdet omkring Kirkemusikskolernes indsatsområder.

Konservatorierne

Studieplanerne for de nye kandidatuddannelser på de fire uddannelses-steder er forskellige, både hvad angår mål, fagligt indhold og timetal i de enkelte fag. Trods forskellige tilgange til uddannelsen har man bevaret et højt musikalsk og kunstnerisk niveau, og dette er efter bestyrelsens opfattelse det centrale. Det er netop det høje niveau man bør kunne forvente af en kirkemusikalsk kandidat.

Der tales af og til om, at menighedsrådene efterspørger nye kompetencer hos organisten. Dette ændrer dog ikke ved, at den altoverskyggende kompetence der efterspørges, er en solid, traditionel kirkemusikalsk kompetence. Det er derfor afgørende vigtigt, at der ikke gås på kompromis med uddannelsernes faglighed på traditionelle områder. Derimod er der efter bestyrelsens opfattelse behov for yderligere fokus på efter- og videreuddannelse, hvor man som organist får mulighed for at udvikle sig både på de traditionelle og de nye områder. DOKS konstaterer med tilfredshed øget fokus fra konservatorierne på dette område. På DKDM er der god søgning til efteruddannelsen, og med Efter- og videreuddannelsesforum (EVU) er der kommet yderligere bevågenhed på efteruddannelse.

Der er enighed om, at rekrutteringen til organistuddannelserne skal styrkes på alle niveauer.

DOKS har i løbet af året sammen med DKDM henvendt sig til kulturministeren med henblik på at gøre opmærksom på det uheldige i, at der er så få organiststudiepladser i København, at der må afvises kvalificerede ansøgere.

Løsningen er efter bestyrelsens opfattelse forøget indsats i alle led på at rekruttere og uddanne de studerende til det bedst mulige niveau. Bestyrelsen har nævnt det før, og føler behov for at gentage, at løsningen ikke er en uddannelsesmæssig devaluering med et lavere fagligt niveau til følge. Nye uddannelses- og efteruddannelsestiltag må derfor som minimum fastholde det faglige niveau, vi kender i dag.

Tillidsrepræsentanter

DOKS samarbejder fortsat med FPO om uddannelse af tillidsrepræsentanterne. Den kursusdag, der normalt afholdes i januar, er foreløbig udskudt, da der i øjeblikket er så mange forhandlinger i gang, hvis resultater endnu er uafklarede. Det vil derfor ikke være formålstjenligt at bruge ressourcer på dette område lige nu. Så snart situationen er mere afklaret, vil der straks blive iværksat kurser for tillidsmændene.

Orgelkonsulent

I snart to år har stillingen som Kirkeministeriets orgelkonsulent været ubesat. Den er ikke blevet opslået ledig, og der er heller ikke kommet konkrete udmeldinger fra ministeriet om, hvordan varetagelsen af dette betydningsfulde hverv skal foregå fremover. Det medfører efter DOKS’s opfattelse primært følgende problemer:

Menighedsrådene er ikke længere sikret en uvildig, faglig rådgivning i forbindelse med anskaffelse, ombygning m.v. af orgler. Selv om mange menighedsråd forsøger at udsøge sig gode rådgivere, er de på dette felt ladt i stikken. Anskaffelse af et orgel er en beslutning af stor betydning mange år frem hvor instrumentet skal tjene ved sognets gudstjenester m.v. samt være menigheden til gavn og glæde. Når man samtidig tænker på, at det ofte er betydelige summer, der investeres, er det uheldigt, hvis et menighedsråd træffer uhensigtsmæssige beslutninger som følge af mangelfuld rådgivning.
Den mangeårige konsulentfunktion har opbygget en vidensbank til gavn både for behandlingen af orgelsager og af kildehistorisk betydning. De sidste to år er dette arkiv ikke ajourført. Måske kan de manglende oplysninger endnu tilvejebringes, hvis en ny konsulent kontakter hvert enkelt sogn, provsti og stift med henblik på at få materiale fra periodens orgelsager. Men allerede nu er risikoen for et tab til stede.

DOKS ser gerne en snarlig løsning på sagen.

Folkekirkelig Udviklingsfond

I perioden 2007-2009 har Kirke-ministeriet afsat 4 mill. kr. til støtte for udviklingsinitiativer og projekter i folkekirken. DOKS noterer med tilfredshed, at der på det kirkemusikalske område bl.a. er bevilget penge til et udviklingsprojekt under FUK.
Nytårspublikationer
Ved årsskiftet 2006/07 genudgav DOKS Børge Madsens bog ”Komponisten” som nytårspublikation. Anledningen til denne noget alternative udgivelse var naturligvis foreningens 100-års jubilæum i 2005, hvor uddrag af bogen på særdeles underholdende vis indgik i Mogens Wenzel Andreasens foredrag i Nationalmuseets festsal. Helge Gramstrup har stået for dette genoptryk af bogens førsteudgave og har skrevet et efterord om Børge Madsen.
Der arbejdes på nytårspublikation 2008, og det er fortsat bestyrelsens hensigt at udgive en nytårspublikation ved årsskiftet.

Dansk Kunstnerråd og Lille Skiveren

DOKS samarbejder gennem Dansk Kunstnerråd med de øvrige kunstnerorganisationer. Her arbejdes der for at skabe de bedst mulige vilkår for kunst- og kulturlivet. Via Dansk Kunstnerråd har vi del i Lille Skiveren, som adskillige af medlemmerne har haft mulighed for at holde ferie i. Da der har været stor efterspørgsel på de udloddede uger har bestyrelsen i det forløbne år benyttet muligheden for at købe endnu en andel, så vi nu råder over 3 gange én uges ophold i Lille Skiveren, der fordeles ved lodtrækning efter ansøgning.

Danmarks Musikråd

DOKS er sammen med en lang række andre organisationer og aktører i dansk musikliv medlem af Danmarks Musikråd. Til trods for at rådet ikke er en del af den officielle struktur, har rådet konsolideret sig godt og er i god dialog med Fagudvalget for Musik under Kunstrådet. Selvom det sjældent er kirkemusik, der er på dagsordenen ved møderne i musikrådet, ser DOKS det som et vigtigt mødested for informationsudveksling med politikere samt som et frugtbart og lærerigt dialogforum med de mange musikalske interessegrupper.

Choral Denmark

Forberedelserne til verdenskor-symposiet i København 2008 er nu i fuld gang. Man er i dialog med en række af city-kirkernes organister om at lade disse kirker danne ramme om nogle af koncerterne. Flere af DOKS’s medlemmer er desuden blevet kontaktet vedrørende bestilling af kompositioner til symposiet.

Organistbladet

Organistbladet har fået ny redaktør, idet Helge Gramstrup besluttede sig for at stoppe efter 25 år på posten. Bestyrelsen har udtrykt sin store tak til Helge Gramstrup for en enestående arbejdsindsats.
Pr. 1. januar 2007 har Mikael Garnæs overtaget redaktionen, hvilket bl.a. har nødvendiggjort et skifte til et nyt trykkeri i hovedstadsområdet. Efter at indkøringsfasen er overstået, vil bladets layout og indhold blive gradvist ændret og fornyet. Den redaktionelle linie vil som hidtil vægte indlæg med høj faglig kvalitet, og det er fortsat tanken at bringe grundige og dybdegående artikler. Derudover vil aktuelt stof og anmeldelser blive opprioriteret, og det tilstræbes desuden at den forskelligartethed der eksisterer blandt medlemmernes arbejds- og interesseområder, skal afspejles i Organistbladet.

Nordisk Faglig Konference og NKS 2008

De nordiske faglige konferencer bliver afholdt med 1 ½ års mellemrum, og denne gang var Sverige vært ved konferencen, som fandt sted i Luleå i januar 2007. Det er altid inspirerende at være sammen med de nordiske kolleger og udveksle erfaringer, ideer og tanker.
Konferencen havde denne gang en særlig interesse for os, idet vi havde mulighed for at drøfte en lang række af de erfaringer de øvrige nordiske lande har gjort m.h.t. løn- og ansættelsesvilkår. På flere områder har man i de andre nordiske lande allerede været gennem de forandringer vi nu står over for.
I forbindelse med konferencen holdtes der møde i Nordisk Kirkemusikråd. Her redegjorde nordmændene for deres planer angående NKS i september 2008 i Stavanger.

Radio- og TV-kanalsag

Der er opstået uenighed blandt medlemmerne af Fællesrådet om fordelingsnøglen vedrørende vederlaget for kabeltransmission for radio-kanaler uden for COPY-DAN tariffen og visse andre radio og TV-kanaler. Uenigheden søges løst gennem Voldgiftsretten, og sagen formodes at finde sted ultimo 2007.

Arbejdsmiljø

DOKS deltager i arbejdsgruppen vedrørende arbejdsmiljø, herunder arbejdsmiljøuddannelsen i folkekirken. Uddannelserne udbydes af Landsforeningen af menighedsråd i samarbejde med de faglige organisationer. Der har været god tilslutning til kurserne i 2006. I 2007 udbydes tre kurser.

Folkekirkens faglige organisationer, Kirkeministeriet og Landsforeningen er gået sammen i en arbejdsgruppe vedrørende det psykiske arbejdsmiljø i folkekirken.
Arbejdsgruppen tager udgangspunkt i Kirkeministeriets rapport om psykosocialt arbejdsmiljø i folkekirken fra 2002. Formålet er at udarbejde et informationshæfte omhandlende det psykiske arbejdsmiljø i folkekirken.

Afslutning

På DOKS´s ordinære generalforsamling d. 1. maj i Kolding vil denne skriftlige beretning blive fulgt op af en supplerende mundtlig beretning.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.