DOKS’s årsmøde 2007 i Kolding

Formedelst 4100 kr. pr. næse kan organistforeningens medlemmer i dagene mandag den 30. april til onsdag den 2. maj frit deltage i det årlige stævnemøde omkring generalforsamlingen, som næste år finder sted i Kolding. Der er indkvartering på Hotel Comwell, Skovbrynet 1, 6000 Kolding, med passende gåafstand til et par af byens lokale seværdigheder, som også er ramme for en del af årsmødets begivenheder: Sankt Nicolai kirke og Koldinghus.

Koldinghus er rammen om onsdagens programpunkter.

Der er indkvartering og en kop kaffe på hotellet mandag kl. 12-14 inden vi herefter mødes med en repræsentant fra ministeriet som forhåbentlig fuldgod erstatning for kirkeministeren, der må melde fra pga. forhandlinger i netop disse dage om vigtige lovforslag bl.a. på folkekirkens område. Kl. 15.30 er der, traditionen tro, gudstjeneste. Den finder sted i Sankt Nicolai kirke med domprovst (også formand for FUK) Kim Eriksen som prædikant og med Jane Østergaard Lauridsen, kirkens mangeårige organist, ved orglet. Ved denne festlige lejlighed har Sankt Nicolai kirkes Kantori og Kristkirkens Kor forenet sig og vil under Kristkirkens organist Søren Andresens ledelse levere passende korindslag. Efter gudstjenesten sender Jane Lauridsen os tilbage til hotellet med musik fra kirkens fine klokkespil. Her venter nodeudstillingen ved en gammel, kær kending: Herbert Jess fra Pro Organo. Hvis der er behov for det, vil sekretariatsleder Bjørn Arberg også holde en halv times orienterende møde.

Christianskirkens Drenge- og Mandskor medvirker under ledelse af Hans Chr. Magaard ved den store koncert mandag aften.

Christianskirkens Drenge- og Mandskor medvirker under ledelse af Hans Chr. Magaard ved den store koncert mandag aften.
Og Inger Johanne Jensen og Vibeke Aarkrogh spiller musik for fly- og orgel af bl.a. M. Dupré.

Inger Johanne Jensen Vibeke Aarkrogh
Kl. 18 er der middagsmad inden de moderne, komfortable busser kl. 19.30 kører os alle sammen til Fredericia hvor “den store koncert” begynder i Christianskirken kl. 20. I første afdeling vil kirkens hæderkronede Drenge- og Mandskor og lige så hæderkronede organist og korleder Hans Chr. Magaard fremføre musik af Peter Møller, Lasse Toft Eriksen, Merete Kuhlmann, Charles V. Stanford og George Thalben-Ball. Ved orglet sidder unge Lasse Toft Eriksen. Efter en kaffepause sætter Vestervig Kirkemusikskoles faktotum Inger Johanne Jensen, der også er en fortrinlig pianist, sig til kirkens nye Steinway-flygel, mens skibonitten Vibeke Aarkrogh slår sig ned på orgelbænken. Sammen vil de i denne sjældne instrumentkombination fremføre musik af bl.a. Marcel Dupré.
Efter denne store koncert kører de nu knapt så moderne, men stadig komfortable busser os direkte tilbage til Comwells åbne bar og deraf følgende sociale samvær.

Tirsdag kl. 9 fortsætter de faste programpunkter. Sidste år holdt Elsebeth Kirk et forrygende foredrag om “Musik, følelser og musikalitet”. I år graver vi dybere ned når hjerneforskeren Jan Fagius (bror til Hans) i 2 timer vil fortælle om “Hemisfærernes musik”. For et par år siden skrev denne neurolog bogen “Hemisfärernas musik. Om musikhanteringen i hjärnan”. Han fortæller selv om sin tilgang: Min professionella kontakt med neurologisk forskning och min amatörmässiga - här ska man ha i minnet att en amatör är en person som älskar den verksamhet han ägnar sig åt - inriktning på musik har lett till ett lustfyllt botaniserande i den vetenskapliga litteratur som söker beskriva musikens plats i hjärnan.
Belært af Jan Fagius’ foredrag kan vi jo passende selv prøve at “mærke efter” når vi på gåben har bevæget os ind til Nicolai igen for kl. 11.15 at høre endnu en “svensker”: Inga Lindmark. Hun havde en bemærkelsesværdig solistklassedebut i 1992 og har netop forladt den faste stilling som organistassistent i Haderslev domkirke. Efter eget udsagn har hun nu således rigtig god tid til at forberede den 45 minutter lange orgelkoncert, der byder på god svensk orgelmusik, som er forholdsvis upåagtet i Danmark, repræsenteret ved navne som Stig Gustav Schönberg og Rune Fernold.

Inga Lindmark spiller svensk orgelmusik.


Frokosten er sat til kl. 12.15, og der er således tid til at ruste sig til den ordinære generalforsamling, der som altid begynder kl. 14. Den er forhåbentlig - men man véd jo aldrig! - færdig så aftenens festmiddag kan tage sin begyndelse kl. 18.30 med de sædvanlige overraskelser og muntert samvær.

Onsdag morgen starter med en smuk gåtur til Koldinghus, den gamle slotsruin der for en halv snes år siden blev så gennemgribende smukt restaureret af arkitekten, professor Johannes Exner. Deltagerne skal være på plads i Riddersalen kl. 9 når forfatteren, redaktør, cand.teol., ph.d. Henrik Wigh-Poulsen er ankommet på sin cykel og vil causere om “Folkekirken her og nu”. Mange vil kende ham fra Dansk Kirketidende, som skribent i Kristeligt Dagblad og leder af Grundtvig-Akademiet på Vartov. Nogle har måske ligefrem læst hans bog om Jakob Knudsen.

Henrik Wigh-Poulsen giver et øjebliksbillede af folkekirken.

Kl. 10 er der (igen!) kaffe og introduktion til restaureringen af “huset”. Så er der en lille time til at man på egen hånd kan bese Koldinghus inde- og udefra indtil der bogstaveligt talt kl. 11 igen blæses til samling i Riddersalen. Her vil Modern Brass Quintet, håndplukket ensemble fra Sønderjylland, Fyn og Slesvig, meget passende spille renæssance- og nyere musik.

Årsmødets sidste programpunkt er frokost kl. 12.30 med efterfølgende afrejse. Man kan tilmelde sig på skema i bladets februarnummer eller - til den tid - via DOKS’s hjemmeside.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.