Ved årsskiftet 2005

Karsten JensenNordisk Kirkemusik Symposium i Århus var en begivenhed, som for mig altid vil få 2004 til at stå i et særligt lys. Efter flere års omfattende forberedelser kunne vi i september byde velkommen til omkring 1000 kirkemusikere, korsangere og andre med interesse for kirkemusik. Det blev nogle intense dage, hvor jeg håber og tror, at alle deltagere fik gode oplevelser og minder med hjem, og ikke mindst fornyet inspiration til det daglige virke som kirkemusiker i hjemlandet.

Det er med stor taknemmelighed jeg tænker tilbage på den gode opbakning, vi i Arbejdsudvalget har mødt, såvel fra de ansvarlige fra de andre nordiske lande, som fra de mange danske deltagere og medvirkende. Og det gælder både i planlægningen og i afviklingen af symposiet. I et så stort arrangement er det svært at fremhæve noget frem for noget andet, men alligevel vil jeg gerne pege på de enkelte landes nationale koncerter, hvor der er tradition for, at vi præsenteres for det bedste, landene har at byde på i kirkemusikalsk henseende. Det var bestemt også tilfældet denne gang med fire meget forskellige koncerter, alle udført på et imponerende højt niveau. Bagefter sidder man med et ønske om, at kunne man dog bare lytte til dette kor igen, eller kunne man dog opleve dette værk ved en senere lejlighed.

Efter at have taget del i en sådan oplevelse kan det være svært at forstå, at der skulle være problemer med tilgangen til kirkemusikerfaget i Norden. Men det må vi konstatere, at der er. Der vil i de kommende år formentlig ikke være en tilstrækkelig tilgang af højtuddannede organister til at kunne besætte alle DOKS-stillinger. Den udvikling skal vendes. I DOKS’s bestyrelse arbejder vi seriøst med tiltag, der skal fremme rekrutteringen, og vi deltager i arbejdsgrupper med repræsentanter fra konservatorierne, kirkemusikskolerne og de faglige organisationer. På DOKS’s kommende årsmøde vil “Orgelundervisning af børn” være et af hovedtemaerne.
Nu er tilgangen til kirkemusikuddannelserne ikke blot et anliggende for organisterne, men for hele Folkekirken. I den sammenhæng har DOKS-organisterne et særligt ansvar, som de højest og bedst uddannede, for at skabe en interesse for og en opmærksomhed mod kirkemusikken. Det kan vi blandt andet gøre ved over for unge mennesker at profilere orglet som et alsidigt og spændende instrument, som vi gerne viser frem og demonstrerer ved enhver lejlighed, samt i forbindelse med børnekorvirksomhed at være opmærksom på at opfordre de talentfulde korsangere til også at gå i gang med orgelundervisning.

I november 2005 skal vi fejre DOKS’s 100 års jubilæum. Så trænger spørgsmålet sig uvilkårligt på: Hvordan vil DOKS se ud de næste 100 år? Vil der være efterspørgsel på den klassiske, højtuddannede kirkemusiker med de kvalifikationer denne besidder, eller vil man i fremtiden hellere have en “allround-musiker”, som kan lidt af hvert? Fra kolleger hører jeg ofte bekymringer over tendensen i stillingsopslagene, hvor menighedsrådene ofte ønsker erfaring i rytmisk brugsklaver eller blot villighed til at spille rytmiske salmer, medens man aldrig ser et stillingsopslag, hvor menighedsrådet ønsker en dygtig koncertorganist med speciale indenfor Bach og Buxtehude.
Jeg er ikke så bekymret, for jeg tror, at årsagen til denne tendens er, at menighedsrådene er helt klar over, at en konservatorieuddannet organist sagtens kan spille Bach og Buxtehude, mens der hos flere er en forestilling om, at mange organister nægter at spille til rytmiske salmer. Så vil man sikre sig, at man ikke får ansat sådan én, med risiko for at hele salmebogen ikke ville kunne bruges.

Problemstillingen er ikke ny. For 50 år siden kunne man i Organistbladet læse om, at en organist (som i øvrigt var DOKS’s næstformand) umiddelbart inden en børnegudstjeneste var kommet hen til præsten for at erklære, at en af de valgte salmer ville han ikke spille på grund af den underlødige melodi. Præsten forsøgte at overtale organisten, men denne stod fast på sit afslag, og børnene måtte synge melodien uden orgelledsagelse. Bagefter udtalte den stedlige biskop, at rent juridisk kunne organisten ikke nægte at spille melodien, men at det ville være fornuftigt af præsten at være så medgørlig, at han ikke stillede sagen på spidsen. Men i øvrigt var han (biskoppen) i det konkrete tilfælde helt enig med organisten i, at der var tale om en ikke-kirkelig melodi. Salmen var såmænd “Ingen er så tryg i fare” på den svenske folkemelodi fra 1874, vi kender fra Koralbogen.

I dag trækker de fleste nok på smilebåndet af den episode, men det gjorde man ikke dengang. Tiderne skifter, og i dag er det andre problemer, der er på dagsordenen. Kirkemusikerens arbejde undergår langsomt en forandring - som det i øvrigt altid har gjort - men jeg kan slet ikke forestille mig, at kerneydelsen i det kirkemusikalske arbejde ikke fortsat skulle være den klassiske musikkultur og -tradition. Jeg har endvidere en stærk tro på, at hvis vi kirkemusikere yder vores ypperste og sørger for en ordentlig kommunikation omkring det, vi laver, og samtidig undlader at gå på kompromis med kvaliteten, så vil kirkemusikken også blomstre fremover i Den Danske Folkekirke.

Med indgangen til DOKS’s jubilæumsår ønsker jeg alle et godt nytår.

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.