DOKS's 100-års jubilæum

Knapt er organistforeningen kommet sig over et velbesøgt og -modtaget årsmøde i Holstebro i april før der igen kaldes til samling. Som varslet i bladets martsnummer har bestyrelsen bebudet festligheder i København når DOKS’s bestyrelse med medlemmerne vil fejre at det den 17. november er 100 år siden grunden blev lagt til det der i dag er Dansk Organist og Kantor Samfund.

Der lægges ud på selve dagen, altså torsdag den 17. november, kl. 13.30 med festforelæsning i Glyptoteket ved en af tidens ældste DOKS'ere, professor, dr.phil. Henrik Glahn: "Nogle glimt fra mange års syslen med salmemelodier".
Kl. 15 er der reception i Helligåndshuset. De der gør sig hurtigt færdige ved denne officielle begivenhed, kan nå at overvære resten af eftermiddagens program: Kl. 15.45 vil Hans Ole Thers improvisere på Helligåndskirkens klokkespil som optakt til orgelkoncert kl. 16. Her spiller Ørjan Horn Johansen et par satser af en orgelsymfoni af Peter Møller, og Thers desuden værker af Gotfred Matthison-Hansen, Langgaard og Hartmann. Herefter er det Ørjans tur til at sende tilhørerne bort med klokkespillet og værker af Bach, Bent Lorentzen og Ulla Laage.

Hvor man nu havner, eksempelvis for at indtage dagens middag for egen regning og risiko, er festkomiteen uvedkommende. Blot håber vi at man i god tid har indtaget sin reserverede plads i Domkirken til festkoncerten kl. 20 når det hele begynder med Hartmanns Festklange, fortsætter med Richard Sennels' Processio et Hymnus, et par stemningsbilleder af Otto Mallings op. 89 og Gades Benedictus og Amen samt Morgensang af Elverskud. Aftenens hovedbegivenhed er dog et større værk bestilt hos Bo Holten, der selv vil styre tropperne: 2 sopransolister, 2 kor, 2 orgler og messingkvintet. Korene personificeres i Gråbrødre Kammerkor og Universitetskoret Lille MUKO. Det siger sig selv at begge domkirkens organister også kommer i ilden, både her og der: Flemming Dreisig og Mads Høck.

Bo Holten har komponeret musik til festkoncerten

Bo Holten har komponeret musik til festkoncerten

Værket hedder “Hver har sin Skæbne” og bygger på det digt af Kingo som er bedre kendt som “Sorrig og Glæde”. “Hver har sin Skæbne” er Kingos egen titel til digtet. Holten siger selv om musikken: “Værket følger ret nøje salmens originale 8 vers, og jeg bruger også Kingos originale ordvalg og ikke den adapterede version i salmebogen. Den velkendte franske visemelodi, som Kingo vistnok digtede til, bruges også i kompositionen, ret meget endda. Værket fremstår faktisk som en større fantasi over den gamle text og den endnu ældre melodi.”

Fredag den 18. november begynder med gudstjeneste kl. 10 i Trinitatis kirke med biskop Erik Norman Svendsen som prædikant, Inge Bønnerup som organist og Trinitatis Kirkes Kor under ledelse af Per Enevold.

Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, prædiker ved gudstjenesten i Trinitatis kirke

Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, prædiker ved gudstjenesten i Trinitatis kirke

Herefter er der god tid til frokost og kollegialt samvær i øvrigt, inden Nationalmuseets Festsal kl. 14-16 er rammen om et par fornøjelige timer om “DOKS før, nu og fremover”. Forfatteren Mogens Wenzel Andreasen (som selv har “den lille organisteksamen”) vil fortælle den ofte meget overraskende historie om danske orgelspillere op gennem historien, illustreret med litterære tekster fra tit højst uventede kilder.

Mogens Wenzel Andreasen fortæller om danske orgelspillere op gennem historien

Mogens Wenzel Andreasen fortæller om danske orgelspillere op gennem historien

Hvordan DOKS har det i øjeblikket, véd de fleste af os vel, men direktør for Institut for Fremtidsforskning Johan Peter Paludan vil i den sidste time møde op med sin krystalkugle og fortælle os hvad der venter om det skarpe hjørne.

Johan Peter Paludan spår om DOKS's - og vores alle sammens - fremtid

Johan Peter Paludan spår om DOKS's - og vores alle sammens - fremtid

Kl. 16.30 er der igen reserverede pladser til jubilæumsdeltagerne, denne gang i Holmens kirke. Hovedattraktionen ved koncerten her er DR Radiopigekoret, der under ledelse af Michael Bojesen synger musik af Knud Jeppesen, Svend S. Schultz, Per Nørgård, Bojesen selv og Jacob Lorentzen.
Uden orgelmusik går det jo ikke: Kirkens organistassistent Else-Marie Kristoffersen vil spille Vagn Holmboes Fabula I, og Mads Høck dukker op på udebane og uropfører i Holmens sit stykke “Procession”, i anledning af jubilæet bestilt af og tilegnet DOKS.

Ved 75-års jubilæet i 1980 var Moltkes Palæ stedet for den store festmiddag. Det er det også denne gang: Flotte, værdige rammer til fejring af en nu 100-årig. Kl. 19 er køkken og tjenerstab klar til at servere en udsøgt middag med lige så udsøgte vine for særligt indbudte og de mange menige DOKS’ere der vil være med til den runde fødselsdag. Der skal heller ikke mangle taffelmusik fra Palæets barndom.

Moltkes Palæ i Dronningens Tværgade er stedet for den afsluttende festmiddag

Moltkes Palæ i Dronningens Tværgade er stedet for den afsluttende festmiddag

I bladets septembernummer vil være indhæftet en tilmeldingsblanket med priser og øvrige betingelser. Men sæt fornuftigvis allerede nu kryds i kalenderen ved 17.-18. november!

Dansk Organist og Kantor Samfund - Vesterbrogade 57, 1.th. - 1620 København V - 33 79 16 85 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.